I mange lande deltager fagforeninger i solidaritetsbevægelsen for Palæstina og mod Israels folkemord i Gaza. Det sker ikke bare i ord og erklæringer, men også i aktiv handling gennem blokader af våbentransporter og våbeneksport til Israel og demonstrationer. Hvor er de danske fagforeninger henne?
En af arbejderbevægelsens og fagbevægelsens store mærkesager har fra deres start været den internationale solidaritet, hvor arbejdere støttede hinanden på tværs landegrænser i deres bestræbelser og kampe for frihed og arbejderrettigheder og vilkår. Monopolerne og kapitalen har fælles globale interesser – det samme har arbejderklassen. Det gælder ikke bare løn og arbejdsforhold, det gælder også at gå imod apartheid, fascisme , folkemord og imperialistiske krige.
Men de reformistiske fagforeningsledere i den danske fagbevægelse er tavse som graven, når det gælder Israels folkemord, der foregår hver dag, hver nat, hver time. At forbundstoppene reagerer som de gør har sine klare økonomiske grunde. De får deres milliongager som vogtere af klassesamarbejds systemet med regering, stat og arbejdsgivere. De sidder i bestyrelserne for fonde med aktieposter i de danske monopoler, der har store økonomiske interesserer i Israel og krigsindustrien som Mærsk og Terma. De beskytter deres fede blodpenge.
Længere nede i fagforeningssystemet sidder de, som angiveligt skulle varetagere arbejdernes interesser, som den ikoniske figur der holder sig for øjne, ører og mund. De palæstinensiske fagforeninger har udsendt og bedt om støtte og international solidaritet, de har konkret opfordret fagforeninger til at blokere for de våbentransporter, der er med til at myrde deres medlemmer i Gaza, på Vestbredden og inde i apartheid Israel. Men de faglige ledere sidder i fred på deres kontorer, hvor der både er strøm, vand i hanerne, og mad i kantinerne og er bange for at gå op imod regeringens og arbejdsgivernes hæmningsløse støtte til Israel.
Mens fagforeningsfolk som i Frankrig fængsles for at opfordre til solidaritet med Palæstina, dækker man sig i den danske fagbevægelse ind under at fagligt arbejde ikke må have noget med politik og solidaritet at gøre. En enkelt undtagelse er dog Murersvendenes Brancheklubs generalforsamling i København, der klart siger ”vi opfordrer til at regeringen lægger pres på at få en øjeblikkelig våbenhvile, og at der bliver åbnet op for den tiltrængte nødhjælp til Gaza. Samt at regeringen holder den israelske stat ansvarlig for dens krigsforbrydelser.” Det er en start og flere må følge efter.
Det folkemord der sker nu, sker ikke med opbakning fra den danske arbejderklasse. Det berører ikke kun de kollegaer og arbejdskammerater, der har eller havde familie i Gaza og de besatte områder. Det berører os alle og vi må sige fra. Apartheid Israel har imperialistmagter, de store monopoler og krigsindustrien på deres side, mens palæstinenserne kun kan stole på befolkningernes og arbejdernes solidaritet rundt om i verden. Den har allerede vokset sig stor, men den må udvikle sig mere omfattende og det er nødvendigt at arbejderklassen og fagforeningerne går aktivt ind, for det er dem der har styrken til at tvinge regeringerne til at få stoppet Israels folkemord.
Det er nu man må tage stilling. Og hvis de faglige ledere fortsat vil blokere for solidariteten må den organiseres på trods af dem i klubber, på arbejdspladser og fagforeninger.
Læs også
400 sundhedsfaglige foran Rigshospitalet for Palæstina
Udtalelse fra APK’s Novemberkonference: Støt palæstinensernes retfærdige modstandskamp – Stop Israels folkemord!
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
