Vestens lange historie af folkedrab

Den amerikanske musiker, sangskriver, forfatter, podcaster mm. skriver om mediernes rolle og betydning for gennemførslen af det igangværende Israelske folkemord på palæstinenserne, baseret på og støttet af USA og Vesten, idet han trækker linjer tilbage til Vietnamkrigen og langvarig amerikansk tradition.
David Rovics giver den 2. november koncert i Oktober Bogbutik (se nederst)

Af David Rovics

Alternative realiteter og cyklusser af folkedrab

Under det amerikanske militærs folkemorderiske nedslagtning af Vietnams befolkning, det som vi kalder “Vietnamkrigen”, og som vietnameserne kalder “den amerikanske krig”, hvor “krigshelte” som John McCain lejlighedsvis blev skudt ned fra himlen til afveksling for deres vilkårlige bomberaids. Under navne som Phoenix-programmet(1), blev enhver vietnameser over ti år betragtet som en fjendtlig kombattant.  Og i praksis omfattede definitionen ofte børn under ti år og, ja, også babyer.  Det var en utvetydig folkedrabskrig, hvor de tilsigtede mål var den vietnamesiske befolkning.

Hvad både det vietnamesiske folk og det amerikanske militær forstod, var, at den amerikanske besættelse af Vietnam var overvældende upopulær blandt den besatte befolkning, på samme måde som besættelseshære har været overvældende upopulære i andre lande gennem historien.  Denne de facto overvældende upopularitet, som involverede daglige, vilkårlige nedslagtninger fra luften i en historisk skala, betød, at det at føre krig mod fjenden – i dette tilfælde “kommunisterne”, som besættelsesmyndighederne også omtalte som terrorister og oftere med racistiske tilnavne – betød, at man førte krig mod den almindelige befolkning.  Når guerillaerne er populære, så er de – for at bruge et udtryk fra Mao eller Che eller en anden – fisk, der svømmer i et hav, der består af folket.  Så hvis man vil dræbe fiskene, er man nødt til at dræne sumpen – det vil sige, også dræbe alle menneskene.

De amerikanske ledere i Washington DC talte ofte om at “vinde hjerter og hjerner”, men de vidste, at det vietnamesiske folks hjerter og hjerner var tabt for imperialismens logik for længe siden, og den eneste logik, der var tilbage for dem, var folkemordets.

Det burde ikke overraske nogen, at de, der begår de unævnelige handlinger med at slagte millioner af civile gennem års vilkårlig bombning af en hel region bestående af flere suveræne nationer i Sydøstasien, kommer fra et land, der selv blev koloniseret af puritanere (2), som gennemførte 1600-tallets pendant til denne form for folkemordskampagne.  Kravet om, at nybyggerne skulle bære våben, og belønningen for at tage skalpe af indianere var en vigtig del af den lokale økonomi for mange, ligesom nyankomne fra Europa også blev presset af økonomiske kræfter til altid at bevæge sig længere og længere mod vest.  I mellemtiden i de besatte palæstinensiske områder ligger de største og billigste huse, som en israelsk jøde kan bo i, ubelejligt placeret i de mest stjålne kvarterer på Vestbredden.

Ligesom med koloniseringen af Nordamerika og det reservationssystem, der blev oprettet under USA’s fortsatte ekspansion i århundreder, efter at landet var blevet en nation, fik de, der ikke døde under napalmregnen i Vietnam, at vide, at de kunne flytte til steder kendt som Strategic Hamlets (3), som var “sikre” landsbyer, der udtrykkeligt var under amerikansk militær kontrol.  Det er ikke tilfældigt, at de amerikanske rådgivere, der nu er aktivt involveret i hele situationen, foreslår de israelske tæppebombere, at de opretter “sikre zoner” for palæstinenserne i Gaza, mens de fortsætter med vilkårligt at bombe resten af striben.  Men selv dette, sammen med ethvert forslag om en våbenhvile eller enhver tanke om, at civile skal kunne drikke, spise eller have nogen form for husly, bliver afvist af Netanyahus regering.

Gennem hele denne periode med kolonisering og erobring af mere og mere af Nordamerika og de ledsagende utallige angrebskrige, eksplicitte folkemorderiske militære kampagner for at dræbe og udsulte de oprindelige folk i massevis og annektering af mere og mere land, der udgør det, vi i dag kalder Amerikas Forenede Stater, har der været en konsekvent fortælling fra magthaverne i så mange former.  Disse omfatter forestillingen om, at landet ikke blev brugt, at der næsten ikke boede nogen på det, og at det alligevel er vores i kraft af, at de eneste mennesker, der virkelig betyder noget, er puritanere.  (Senere blev definitionen af de eneste mennesker, der virkelig betyder noget, udvidet en smule).

I hele denne periode er en anden meget vigtig del af den konsekvente fortælling, der altid udbredes på så mange måder, at Amerika altid er offeret, og for at søge retfærdighed er det nødt til at erobre mere land eller besætte eller bombe et andet land.  Krigen mod Japan begyndte med Pearl Harbor, ikke med den lammende olieblokade, som den amerikanske flåde pålagde det japanske imperium på det tidspunkt, hvor de militære mål på Hawai’i blev angrebet.  Krigen mod det vietnamesiske folk begyndte med et angreb på den amerikanske flåde lige ud for Vietnams kyst (hvad lavede den der?), bortset fra at angrebet ikke fandt sted (Tonkin-episoden(4)/red).  Vi var nødt til at vælte regeringen i Grenada, fordi amerikanske studerende der følte sig utrygge, men hele historien var opdigtet.  Jeg kunne fortsætte side op og side ned med mere.

For så mange amerikanere – dem, der er langt fra de mange amerikanske krigszoner, langt fra indianerreservaterne og ikke sidder i fængsel, for eksempel – er det muligt at opretholde alle mulige vrangforestillinger om realiteterne i USA’s indenrigs- og udenrigspolitik og den påståede amerikanske offerrolle, selv mens virkeligheden fortsætter åbenlyst med at udfolde sig med endda folkemorderisk, vold både begået og sponsoreret af vores egen regering, som med mine eksempler på Vietnam og Gaza.

Den form for logik, der dikteres, når man leder en myndighed, som er dybt upopulær, og som er ansvarlig for at besætte en andens land, siger, at hvis man ikke kan vinde popularitet, må man vinde frygt og lydighed.  Og hvis man ikke kan vinde frygt og lydighed ved at indføre de hårdeste straffe, tortur, vilkårlige mord, anholdelse og tilbageholdelse på ubestemt tid uden anklage, forgiftning af vandet (undskyld, alle jer historikere om middelalderens antisemitisme i Europa, men ja, præcis det, i tilfældet Gaza), så må man begå folkemord.

Det er bestemt ingen fejl, at Israels politik over for palæstinenserne, især i Gaza i dag, minder så meget om det amerikanske militærs kampagne i Vietnam.  Der er det faktum, at ikke så få af de israelere, der sidder på magten, er amerikanere, er vokset op i USA og har et amerikansk verdenssyn.  Og nok så vigtigt er der de milliarder i militærhjælp, der strømmer ind hvert år, og som naturligvis har en tendens til at tilskynde til militære løsninger på problemer, selv når der ikke er nogen, bortset fra folkemord, som kommer med alle mulige uforudsigelige negative konsekvenser for gerningsmændene i dette særlige tilfælde, ser det ud til.

Men måske vigtigst af alt er den grundlæggende logik i at drive en dybt upopulær besættelse på andres land: I sidste ende er den eneste “løsning”, man kan nå frem til, bortset fra helt at vende om, den, som nazisterne kaldte den “endelige løsning”.

Som det forhåbentlig fremgår af den sammenligning, jeg laver med eksempler som USA’s ekspansion mod vest og USA’s besættelse af Vietnam, er der absolut intet iboende i jødiskhed, jødisk historie eller jødedom, når det handler om at lede et sadistisk besættelsesregime eller deltage i folkemorderiske bombekampagner eller forsøge at dræbe millioner af mennesker ved at forhindre dem i at få adgang til vand, hvilket er det, der foregår lige nu i dag, mens jeg skriver.  Der er særlige forhold ved det zionistiske projekt i Palæstina/Israel, den jødiske religions tilknytning til forestillingen om at vende tilbage til Israel, samt massive konsekvenser som følge af nazisternes holocaust og USA’s indvandringspolitik, som alle er meget relevante for at forstå den form for bosætter-kolonialisme, der slog rod i den del af verden.  Men den mest fundamentale faktor, der er på spil her, er den grundlæggende logik i folkedrab.

Mens dette virkelige rædselsshow udspiller sig foran os, kender jeg kun til detaljerne, fordi jeg regelmæssigt følger med i ikke-vestlig presse.  Når det kommer til ting som israelske erobringskrige, lever vi i Vesten i et stort tankekontrol-eksperiment styret af censur, hvad enten det er åbenlys censur, selvcensur eller ved at ansætte unge hjernevaskede journalister fra forstæderne, som ikke behøver at få at vide, hvem der er de gode og de onde, de ved det allerede (hint: det er muslimerne, de er alle terrorister, som ønsker at stjæle vores frihed).  Resten af verden, derimod, er mere tilbøjelige til at få nyheder fra mere ærlige kilder.

En indikation af denne kontrast mellem Vesten og resten af verden, når det gælder nyheder, er, at på de amerikanske, britiske, tyske og franske netværk fortsætter livet i verden mere eller mindre som normalt.  Både Hamas-angrebene i det sydlige Israel og de israelske bombninger af Gaza får daglig opmærksomhed, og begge er endda hovednyheder, men kun midt i andre overskrifter relateret til det amerikanske Repræsentanternes Hus’ manglende evne til at udpege en formand, den seneste iPhone-model, og hvad der er nyt inden for hurtig mode.  Og enhver reportage om den situation, der udspiller sig nu, sørger altid for at sætte den ind i den sammenhæng, som imperialisterne altid starter enhver fortælling med – med oprørernes angreb.  Hvorfor er der overhovedet oprørere?  Hvad gør de oprør imod?  Har de rent vand at drikke eller mulighed for at forlade deres indhegnede ghetto?  Det er ikke centrale temaer i den vestlige nyhedsdækning i denne uge, eller nogensinde.

I mellemtiden afbryder Al-Jazeera deres dækning af folkemordet for at nævne de tusinder, der er blevet dræbt i jordskælvene i Afghanistan, og for at bringe den seneste pressekonference afholdt af den amerikanske præsident, den amerikanske udenrigsminister eller chefen for Joint Chiefs of Staff, som holder daglige pressekonferencer, mens de meget aktivt forsøger enten at opildne til eller forhindre 3. verdenskrig, afhængigt af hvordan man ser på det.

Man skulle tro, at det faktum, at udenrigsministeren og præsidenten tilbringer så meget af deres tid i Mellemøsten – sammen med omkring en femtedel af den amerikanske flåde, efter min vurdering, og flere hangarskibsgrupper siges at være på vej – kunne være nok til at få vestlige nyhedsmedier til at ændre deres dækning og behandle denne folkemorderiske bombekampagne som det usædvanligt morderiske tilfælde af kollektiv afstraffelse, det er.  Men uanset hvor fuld af åbenlyse overtrædelser af så mange normer og FN-chartre, den er, på trods af at de ville skynde sig at dække det hele i detaljer, hvis disse forfærdelige handlinger var blevet begået af Rusland i Ukraine, hører vi kun brudstykker om Israels ret til selvforsvar og masser af latterlige forklaringer på, hvorfor de faktisk ikke bare bombede hospitalet og dræbte 500 mennesker.  Vi bliver konsekvent behandlet med reportager, der udelader at nævne de andre hospitaler, skoler, boligblokke og ambulancer, der helt sikkert blev bombet af israelerne, til fordel for at lade tvivlen komme analytikerne fra Mossad til gode i denne særligt uhyrlige sag.

Derefter får vi en masse snak om, hvordan de dræbte i det sydlige Israel udgør det største massemord på jøder siden nazisternes holocaust – underforstået, at der er en slags sammenhæng mellem de fleste af ofrenes jødiskhed og det faktum, at nogle af dem, der bor i den dybt forarmede del af Israels belejrede, murede ghetto, fandt det passende at dræbe og tage gidsler fra befolkningen, der lever forholdsvis luksuriøse liv i den første verden på den anden side af den murede ghetto, i et desperat forsøg på at befri deres tusindvis af børnefanger.

Pointen med denne retorik om historiske jødiske lidelser i dette tilfælde er endnu en gang at antyde, at der kan være en slags forbindelse mellem antisemitisme i Europa og de palæstinensiske ofre for den amerikansk-sponsorerede zionistiske bevægelse, der har invaderet og annekteret mere og mere af palæstinensisk land fra 1948 til i dag.  Der er et forhold her, men det handler ikke om nogen forbindelse mellem Hamas og nazisterne, men om forbindelsen mellem et folkedrab, der blev udført i Europa, og som hjælper med at rationalisere nogle af de overlevende til at udføre et andet folkedrab et andet sted.

Når man er opvokset og uddannet og informeret hele sit liv af den usammenhængende sludder, som så mange mennesker i Vesten kalder pressen, er det selvfølgelig skræmmende, men heller ikke overraskende, at lande som Israel og USA har så mange mennesker, der tror på den slags ting, som vi kan høre de fleste af de israelske politiske ledere sige i dag, om at palæstinenserne er “menneskelige dyr, der skal behandles som sådan”, om at hele det palæstinensiske folk er fjenden, om at den eneste løsning er at udrydde dem.  Det er den slags ting, de siger, og det er præcis den slags ting, der dagligt blev sagt om vietnameserne og om indianerne – “den eneste gode indianer er en død indianer” er et amerikansk udtryk, der var populært under “indianerkrigene” i slutningen af det 19. århundrede.

Den måde, hvorpå de undertrykkende politikker, der uundgåeligt følger med bosætterkolonialismen, fører til gengældelse, kamp (væbnet og på anden vis) og generel utilfredshed blandt de besatte, har sammen med den konstante indsats for at hjernevaske kolonisternes befolkning og deres efterkommere med kolonisternes fortælling om virkeligheden og historien, en tendens til konstant at reproducere konfliktdynamikken, voldscyklussen, en folkedrabsmentalitet blandt besætterne og en desperat modstand blandt de besatte.  Dette mønster kan ses gentaget i hundredvis af år over hele verden.

Det er endnu en grund til, at der ikke er noget ironisk i, at jødiske ofre for ubeskrivelig undertrykkelse bliver folkemordere.  Uanset om det at overleve folkedrab gør en befolkning mere eller mindre tilbøjelig til at forsvare alle undertrykte mennesker i verden efter den oplevelse, er der altid en logik i folkedrab, der gør sit arbejde, hvis du er en del af en gruppe, der er involveret i en igangværende bosætter-kolonial erobring af andres land.  Hvis de overhovedet holdt sig tilbage for 75 år siden, gør de det ikke nu.  De har nu haft generationer af tid til at arbejde på yderligere at nedgøre den palæstinensiske fjende, hjulpet på vej af alle de traumatiske oplevelser, som generationer af konflikt uundgåeligt har frembragt (på alle sider).  Og siden 2004, hvor Israel påbegyndte et projekt med at omgive deres mange palæstinensiske ghettoer på Vestbredden med en enorm mur, og samtidig påbegyndte et projekt med at mure hele Gaza inde og belejre det på så mange nye måder, er sandsynligheden for, at en israelsk jøde og en palæstinenser fra Vestbredden eller Gaza overhovedet får en chance for at mødes og føre en samtale med hinanden, faldet drastisk, hvilket gør propagandaens magt så meget mere potent, med færre og færre potentielle interaktioner mellem faktiske mennesker, der kan modvirke den.

Alt det, jeg skriver om, forstår mange israelere i øvrigt godt – også nogle af de meget veltalende pårørende til dem, der blev dræbt i det sydlige Israel den 7. oktober.  Hver dag i Jerusalem protesterer antizionistiske jøder og kæmper endda med politiet i protest mod bombningen af Gaza.  Protester mod den uophørlige, vilkårlige bombning af hospitaler, ambulancer, skoler, flygtningekonvojer, bagerier og boligblokke og mod at fratage palæstinenserne drikkevand, mad, medicin og brændstof har fundet sted dagligt i hele verden, også i Vesten, ofte anført af jøder, der ikke har drukket den zionistiske kool-aid, og dem er der mange af.

Men desværre er det ikke os, der styrer Israel, og det er heller ikke os, der styrer USA.  Det gør bosætter-koloniale regimer, der er ude på at erobre og begå folkemord, og de gør det klart for mig for hvert minut, der går, mens det israelske militær fortsætter med at bombe, mens USA som sædvanlig giver dem politisk dækning og sender flere bunkerknusende missiler med små amerikanske flag på ledsaget af ordene “made in the USA.”

David Rovics 19. oktober 2023 (This Week with David Rovics)

Noter (indsat af red)

(1) Phoenix-programmet var designet til at identificere og ødelægge Viet Cong via infiltration, attentat, tortur, tilfangetagelse, terrorbekæmpelse og forhør. Et slags “civilt attentatprogram”. CIA beskrev det som “et sæt programmer, der forsøgte at angribe og ødelægge den politiske infrastruktur i Viet Cong.” Gennem hele programmet “neutraliserede” Phoenix 81.740 personer mistænkt for VC-medlemskab, hvoraf 26.369 blev dræbt iflg. Wikipedia.

(2) Puritanisme (af latin: puritas ≈ renhed) var en streng religiøs reformatorisk (calvinistisk) bevægelse i den angelsaksiske verden, som opstod i England omkring 1560. Puritanismen, hvis leveregler skulle tjene til forsvar mod besættelse af dæmoner, lagde vægt på moralsk renhed, streng nøjsomhed i livsførelsen, flid og arbejdsomhed, afholdenhed fra verdslige fornøjelser som dans, kortspil o.lign. Bevægelsens pedantiske strenghed og intolerante fordømmelse af anderledes troende bragte den med tiden i konflikt med den anglikanske kirke, og puritanere måtte herefter emigrere i stort antal til Amerika for at kunne udleve deres overbevisning i stadig strid med omgivelserne.

(3) Strategic Hamlet Program var en plan fra regeringen i Sydvietnam i samarbejde med den amerikanske regering under Vietnamkrigen for at bekæmpe det kommunistiske oprør ved at pacificere landskabet og reducere kommunisternes indflydelse blandt landbefolkningen. Strategien var at isolere landbefolkningen fra kontakt med Viet Cong ved at skabe nye fællesskaber af “beskyttede landsbyer.” Landdistrikternes bønder ville blive ydet beskyttelse, økonomisk støtte og hjælp af regeringen, og derved styrke båndene til den sydvietnamesiske regering. Man håbede, at dette ville føre til øget loyalitet hos bønderne over for regeringen.

(4) Tonkin-episoden betegner to påståede angreb foretaget af Nordvietnams flåde mod to destroyere fra USA’s flåde. Angrebene skal have fundet sted 2. og 4. august 1964 i Tonkin-bugten. Resultatet af episoden var at USA’s kongres godkendte den såkaldte Tonkin-resolution, som tjente som lovgrundlaget for at eskalere USA’s engagement i Vietnamkrigen. Senere undersøgelser, offentliggjort i en rapport der blev udgivet i 2005 indikerer at angrebene ikke fandt sted.

David Rovics er revolutionær, en af vor tids politiske musiks helt store, en verdensstjerne – stadig mere kendt og elsket verden over. Utroligt produktiv og med en enestående evne til at gribe det politisk, socialt og menneskeligt væsentlige i en aktuel begivenhed og omforme det til tekst og sang med perspektiv.
Hvor god han egentlig er, er der lejlighed til at opleve, når han igen tager ladegreb på guitaren i Oktober Bogbutik, Vesterfælledvej 1B, 1750 V Torsdag d. 2.nov. kl.17:00-19:00

New Song by David Rovics: ”As the Bombs Rain Down”

Læs APKs udtalelse her: STOP ISRAELS FOLKEMORD – FOR ET FRIT PALÆSTINA!