Slut med udenomssnak – pengene på bordet

Folkeskolen skal reformeres igen, var budskabet i Statsminister Mette Frederiksen åbningstale, da hun brugte det meste af sin taletid på folketingets talerstol på at rejse en såkaldt ”vindersag”. Regeringen lover f.eks. at løse de mange problemer med krav og regler – som regeringspartierne selv har påduttet folkeskolen gennem de sidste årtier. Ingen tror dog for alvor på, at magthaverne kommer med forbedringer, det er dem selv, der har indført “nysprog” som inklusion, læringskrav, skoleparathed og alle de andre tiltag, der i sidste ende bare betyder forringelser og nedskæringer. Der må i stedet kræves, at de stopper med deres udenomssnak og finder pengene så alle nedskæringer kan rulles tilbage og lærerne igen får betalt forberedelsestid.

Regeringen vil reformere folkeskolen igen, det bekendtgjorde statsministeren i sin åbningstale. Alle de tiltag, der er regnet ned over folkeskolen de senere år, skal ændres så der er mere praktik, og lærerne ikke skal udfylde skemaer men have mere tid at forberede undervisningen. Eller til at være sammen med børnene.

Det lyder jo fornuftigt, men selvom man godt kunne få det indtryk, når man lyttede til statsministerens åbningstale, sagde hun ikke et eneste ord om flere penge og flere lærere i skolen, og slet intet om tilbagerulning af arbejdstidsaftalen, der har reduceret lærernes forberedelsestid.

I stedet gentages fortællingen om mere praktisk indhold i folkeskolen, men hvem skal undervise og i hvilke faciliteter? Snak koster ingen ting, men værksteder og værktøj og materialer falder ikke ned fra himlen.

Et af regeringens forslag lyder på at folkeskolen skal give elevere mulighed for at deltage i virksomhedspraktik flere timer om ugen, det skulle hjælpe skoletrætte elever. Det er programmer, der rent faktisk er forsøgt for snart 15 år siden, inden man bankede heldagsskolen igennem. Men heller ikke dengang blev der taget hånd om, hvem der skal tage sig af børnene, når de er i praktik. I bedste fald var der tale om børnearbejde sammen med flinke voksne, i værste fald bare parkering af ”forstyrrende” børn – ude af syne ude af sind.

Det lyder jo ganske fornuftigt, at det er sundt at snuse lidt til virkeligheden ude på private virksomheder, og komme væk fra stress på skolen (uden rigtig løn naturligvis, fordi arbejdet bærer lønnen i sig selv!), men det er et symptom på at retten til uddannelse reelt kun gælder for de få.

Et andet forslag fra regeringen er, at rulle dele af inklusionsmantraet tilbage, og genindføre specialundervisning til børn, der har problemer med at læse og regne. De skal have intensiv undervisning på små hold, fortalte statsministeren som om, der var tale om en ny åbenbaring. Naturligvis, det har lærerne jo råbt op om i årtier, mens skoler og kommuner konsekvent har skåret ned på støtten til de børn, der har brug for det, fordi pengene tages fra den samme kasse til alle opgaver, og budgetterne bliver hele tiden bliver mindre.

Inklusion betyder derfor at børn med ekstra behov medfører nedskæringer andre steder. Det kan ikke løses uden at budgetterne skilles ud og der tilføres de nødvendige midler. Så igen må man spørge, hvor er pengene til de specialklasser?

Skolen får også ansvaret for at sikre at flere børn motiveres til at tage en faglært uddannelse, direkte fra folkeskolen, i stedet for at have gymnasiet som førstevalg. Motivationen skal b.la. tilføres eleverne igennem mere praktisk indhold i undervisningen. Som nævnt er det en god ide men ren snak, når der ikke tilføres penge.

Når unge i dag fravælger at gå i lære, er det ikke kun fordi, der er tusinder af andre muligheder i et stadig mere komplekst halvprivatiseret uddannelsesmarked. Der er også sat en barriere op for adgang med karakterkrav, uden at der samtidig er givet garanti for at kunne færdiggøre uddannelsen, da der er ikke garanti for praktikplads.

En nylig undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd afdækkede, at de tekniske skoler konsekvent er blevet underfinansieret, og derfor har ganske svært ved og tiltrække elever i den åbne konkurrence. Så stor succes for konkurrencestaten.

Når de unge vælger tekniske skoler fra, er det altså udtryk for, at de godt kan se de samfundsmæssige valg, der er truffet af magthaverne. De samme kræfter der har taget hundredetusinde migrantarbejde ind i landet, fordi det er billigere end at uddanne egne unge som faglærte.

Lige præcis de spørgsmål springer statsministeren udenom, mens ansvaret placeres tilbage på folkeskolen selv, uden at der tilføres en eneste krone ekstra. Uanset hvad magthaverne lover, skal man ikke have illusioner om en forandring til det bedre. Fremskridt kommer ikke fra kapitalens regering, den kommer gennem kamp og et folkeligt NEJ, der runger højt og tydeligt i direktionsgangene. Som i Nordjylland der i sommer bremsede lukningen af små skoler.