Lærdommen fra Chile 11. september 1973

Det fascistiske Chile blev et skoleeksempel på det blodbad illusioner om en fredelig overgang til socialismen kan føre til

Den 11. september er det 50 år siden general Augusto Pinochet gennemførte kuppet mod den progressive Unidad Popular-regering og dræbte den progressive præsident Salvador Allende. Kuppet skete efter en destabiliserings-operation i CIA regi, med generaler oplært på diktatorskolen School of the Americas, nu omdøbt til Fort Moore (Benning) i Georgia. Det er for øvrigt samme ’skole’ som har trænet de officerer, som har stået bag ni kupforsøg i Vest-Afrika de sidste tre år, senest i Niger.

Nyliberalt skrækregime

Gennem 17 år efter kuppet var Chile åsted for et fascistisk skrækregime. Titusinder af mennesker blev interneret, tortureret og dræbt udelukkende på mistanke om at de var ’marxister’ eller progressive demokrater. To hundrede tusinde blev tvunget i eksil, ud af en befolkning på omkring ti millioner. Fascismens Chile gav også en anden lærdom: Fascistisk statsmagt og økonomisk liberalisme – som borgerskabet ynder at fremstille som modpoler – passer sammen som hånd i handske.

Augosto Pinochet var elev af The Chicago Boys og liberalisten Milton Friedman, og fascismens Chile var det første store og ’successrige’ eksperimentland for nyliberalismen. Derfor fandt også Pinochet og Margaret Thatcher i Storbritannien fælles fodslag. Chile havde, i lighed med Norge, lange demokratiske traditioner. Salvador Allende troede det var muligt at omforme det borgerlige statsmaskineri, men uden at rokke ved selve statsmagtens fundament. Statsbureaukratiet og de administrative organer blev ikke omdannet, og generalerne kontrollerede fortsat hæren. Der blevheller ikke opbygget nogen modmagt i form af en væbnet arbejderklasse. Resultatet blev et fascistisk blodbad i 1973, et blodbad som bøddelen Augusto Pinochet aldrig blev stillet til ansvar for.

Nationalisering

Den progressive regering rettede hårde slag mod det lokale oligarki og de amerikanske monopoler, som sad på alle nøglepositioner i landet. Under Allendes ledelse kæmpede det chilenske folk for en jordreform, de kæmpede for nationalisering af udenlandske selskaber, for demokratisering af landet og for at frigøre Chile fra USA’s indlydelse. Allende gav kraftig støtte til de anti-imperialistiske befrielsesbevægelser i Latin-Amerika, og Chile var et fristed for frihedskæmpere, som blev forfulgt af de latin-amerikanske gorillaregimer. Allende stillede sig fuldt ud solidarisk med det vietnamesiske, det cambodianske, det palæstinensiske og andre folks kamp. Alt dette var utåleligt for de store jordbesiddere og for de amerikanske monopoler. De reaktionære kræfter likviderede regeringsmedlemmer, funktionærer i regeringspartierne og helt almindelige tjenestemænd. Den opildnede til og dirigerede de kontrarevolutionære strejker fra vognmænd, butiksejere, læger og andre småborgerlige lag. Flere CIA-planer for at vælte den lovlige regering blev afsløret op til militærkuppet den 11. september 1973.

De reaktionære tyr til vold

Disse angreb fra den indenlandske og udenlandske reaktion ville have været tilstrækkeligt til at udløse en alarm og få Allende til at tænke sig om. Den grundlæggende lov for enhver revolution er at kontrarevolutionær vold må mødes med revolutionær vold. Men præsident Allende foretog sig ingenting, han handlede ikke. Det var ikke fordi han manglede idealer eller personligt mod. Dette mod beviste han helt til det sidste. Allende troede på retfærdighedens og socialismens sag og var villig til at dø for den. Men han troede også at han med fornuft kunne overtale de reaktionære kræfter og få dem til at opgive deres aktivitet og til godvilligt at give afkald på deres gamle positioner og privilegier.

I Chile troede man på at de relativt langvarigt etablerede demokratiske traditioner, parlamentet, de politiske partiers legale virksomhed, eksistensen af en fri presse osv. var en uoverstigelig hindring for enhver reaktionær kraft som måtte forsøge sig med at gribe magten ved hjælp af vold. Virkeligheden beviste det modsatte. Statskuppet fra højrekræfterne viste at borgerskabet kan acceptere visse friheder, akkurat så længe disse ikke krænker dets grundlæggende interesser. Men når det ser at disse interesser er truet, ser borgerskabet bort fra etik.

Læs også Enver Hoxha om de tragiske lærdommene fra Chile (norsk)

og Chile: Drømmen om frihed, fred og demokrati blev knust

Artiklen er fra Revolusjon, Norge: Lærdommer fra Chile 11. september 1973