Vi kan kun have respekt for dem der bærer ældreplejen 

KPnet har talt med to unge, der er startet på SOSU-uddannelsen, om hvad der har fået dem til at vælge uddannelsen og om den virkelighed de skal ud i.

På erhvervsskolerne er der startet nye hold op, også på SOSU-skolerne. Igen i år har færre søgt ind for at uddanne sig til SOSU-hjælper eller -assistent. Samtidig falder lidt over halvdelen, først og fremmest de unge, fra i løbet af uddannelsen. Begge dele er katastrofalt, når der er behov for tusinder flere allerede i dag i ældreplejen og endnu flere i de kommende år, hvis bare det nuværende niveau for den offentlige ældreomsorg skal holdes. 

Politikere, fagbosser og eksperter taler hele tiden om, at de unges opfattelse af SOSU-uddannelserne og det at ville arbejde i omsorgssektoren skal ændres. KPnet har talt med to unge, Ramus og Alex, der er startet på Nykøbing Falsters erhvervsskole for social-og sundhedsuddannelse.

I har begge arbejdet på plejehjem, så I kender noget til forholdene i ældreplejen. Hvad fik jer til at vælge uddannelsen til social-og sundhedshjælper og assistent?

Rasmus: 

– Det var fordi jeg altid godt har kunnet lide at hjælpe dem, der havde brug for hjælp. Så ville jeg gerne ud og arbejde på plejehjem, så nu er jeg her på SOSU skolen. Jeg har allerede været på praktik i halvandet år ude på et plejehjem i Nyråd. Vi havde det rigtig godt derude, og jeg syntes det var rigtig fint at arbejde der. 

– Men jeg synes det går for hurtigt, når vi er ude at arbejde. Når det skal gå så stærkt, så mangler vi fokus på borgeren og kvalitet i vores arbejde. 

– Der skal gives mere tid til den enkelte borger. Vi mangler flere til at arbejde på plejehjem.

Alex:

– Selv på trods af de stjerneklare problematikker i SOSU-faget som manglende økonomi, arbejdskraft og tid, så er plejehjemmene båret af viljestærke, fagligt stolte og hårdtarbejdende mennesker, der vil det bedste for både borgerne og pårørende.

– Når man kigger på de arbejdsvilkår, man har i SOSU-faget, er det så attraktivt at vælge et fag med et fysisk hårdt arbejdsmiljø? Eller en løn der ikke afspejler de skæve arbejdstider og slid man tildeler kroppen? 

– Mange, jeg er startet sammen med her på skolen, har allerede arbejdet i faget som ufaglært. Det er fantastisk at være i et fag, hvor man er der af interesse, også på trods af arbejdets adskillige mangler.

Alex fortæller videre om uddannelsen, at der er så mange forskellige veje ind i uddannelsen, og samtidig forskellige ansættelsesformer. De helt unge, som er kommet fra folkeskolen, må leve af en SU under de første 20 ugers grundforløb, hvorefter de får elevløn, når de er ude i praktik. Mens andre har en kontraktansættelse hos kommunen. Men de får ingen aften- eller weekendtillæg, når de er ude i praktik. En stor gruppe er folk, som har arbejdet i faget i en del år, og som nu uddanner sig efter aftale med deres arbejdsplads. 

Fælles for alle er, at efter den første tids grundforløb står man ret alene, at man ikke har et hold eller klasse eller praktiksted at følges med hele vejen igennem, hvor man kan finde sammen og støtte hinanden. Man skifter hele tiden gennem uddannelsen. Hvilket er en af årsagerne til at så mange falder fra. For de elever der er forældre eller måske endda enlige forældre er studieforholdene også barske. En fraværsdag registreres som almindeligt fravær uanset om grunden er barns sygdom eller lignende.

En ting er, at forholdene på SOSU-uddannelserne og erhvervsskolerne skal forbedres. Men løn og arbejdsforhold bagefter, når man kommer ud som færdiguddannet, skal også løftes. De har stor betydning både for at flere søger ind på uddannelsen og flere fastholdes i arbejde. Kravet om højere løn, mindst 5.000 kr. om måneden på grundlønnen, hænger uløseligt sammen med kravet om bedre arbejdsforhold og mere personale. Det ved både politikere, fagtoppen og kommunale chefer lige så godt som resten af befolkningen – og alligevel handler de modsat.   

Den ene regering efter den anden er kommet med løfter om forandring, forbedringer, men hver gang er det blevet midlertidige ekstrabevillinger, der kun har været plaster på de reelle problemstillinger. Mette Frederiksens nuværende flertalsregerings økonomiske politik betyder nye kommunale nedskæringer, også på ældreområdet, samtidig med at der skal tages store skridt mod yderligere privatisering under et banner om ”frisætning”. Og på trods af ekstra bevillinger til landet erhvervsskoler og nogle uddannelser, så er regeringens plan for at løse manglen på personale, genbrug af Lars Løkke Rasmussens mantra om mere billig udenlandsk arbejdskraft – i stedet for at tro på og investere i en ungdom, der gerne vil arbejde og gøre en forskel.