Den multipolære verden og ”frihedskæmpere”

Krigen i Ukraine har ført til vidt forskellige holdninger på den europæiske venstrefløj og i Danmark. Mens nogen opfordrer til at støtte den ukraineske “frihedskamp”, opfordrer andre til at forsvare en multipolær verden og dermed et forsvar for Rusland. Artiklen afviser begge holdninger. 

Af Organisationen for genopbygningen af Tysklands kommunistiske arbejderparti (Arbeit Zukunft)

”Frihedskæmpere”
I begyndelsen af maj 2022 blev der afholdt et møde i ”Det europæiske solidaritetsnetværk med Ukraine” i Lviv, Ukraine. Omkring to dusin anarkister, trotskister og andre venstreorienterede deltog fra Vesteuropa. ”Akweb”, en såkaldt ”anti-tysk” internet-platform, der længe har taget stilling forklædt som venstreorienteret til fordel for Israels besættelsespolitik og for USA, rapporterede udførligt, forklædt i venstreorienterede vendinger, om denne konference
(https://www.akweb.de/2022/05/was-wollen-linke-in-der-ukraine-solidaritaets-delegation-in-lwiw/).

Reportagen begynder fristende: ”Det burde være helt naturligt at stå sammen med arbejderklassen og de undertrykte, der kæmper i et land, hvor det ikke er let at være venstreorienteret, og som invaderes af en imperialistisk stat.”

Solidaritet er et stort ord! Men hvad menes der med det? Solidaritet mod sit eget borgerskab? Solidaritet i kampen mod udbytning og undertrykkelse? Nej!

Ifølge ”akweb” var der også nogle ”venstreorienterede”-delegerede til stede på dette møde: ”Søren Søndergaard, der er en del af det rød-grønne Enhedslisten, og som er i det danske folketing, den finske delegerede Veronika Honkasalo fra Venstrealliancen, der deltager i regeringen i Finland …”

Det holdes skammeligt skjult, at det er partier, der nu positionerer sig for NATO under venstreorienterede slogans.

Det indrømmes åbent, at hjælpen til Ukraine ikke altid når ud til befolkningen, men ender på hylderne i supermarkederne, at bistandspenge flyder ned i lommerne på korrupte oligarker og deres hjælpere, og at arbejdernes rettigheder undermineres af undtagelsestilstanden. Der udtrykkes sympati for forbuddet mod forskellige organisationer og partier. Fordi: ”På trods af al kritik af regeringen: De støtter den i forsvaret mod den russiske invasion.”
Ved hjælp af denne logik erklæres derefter helt åbent: ”Personligt kan man ikke komme i tanke om nogen fra den demokratiske og socialistiske venstrefløj, der er imod det væbnede forsvar mod den russiske angrebskrig,” siger Pilash. Alle de anarkister, han kender, er også klart for militær modstand mod den russiske aggression, tilføjer han. ”Omkring 100 anarkister og andre venstreorienterede, der har sluttet sig til de ukrainske territoriale styrker, nyder godt af deres støtte.”

Så man kæmper sammen med ”ukrainske territoriale styrker” som f.eks. det fascistiske Azovregiment! Dette er ægte ”forsvar af fædrelandet”! Helt modsat Lenins opfordring til at bruge krigen til at bekæmpe sit eget borgerskab, så siger disse ”modige revolutionære”: ”Ja, hvad med at begynde allerede i andre lande? Og så, når våbnene også vendes mod Kreml i Rusland, vil vi gerne snakke igen, så følger vi helt sikkert snart efter.”

”Ikke at stå der igen forsvarsløs og magtesløs, er et af mange venstreorienterede motiver til at bevæbne sig også denne gang.”

Så: De starter ikke med at omstyrte kapitalen. Lad venligst de andre træde frem først. Indtil da myrder de de russiske arbejdere og brødre for ”friheden”.

Lidt hyklerisk siges det, at russerne ikke bør erklæres for fjender – de er også kanonføde. Der er ”anstændige” mennesker blandt dem. Godt! Først skyder man dem, og derefter råber man ”venskab mellem folkene”! Gå først i kamp sammen med dit eget borgerskab, og råb så ”international solidaritet” bagefter. Så vil de russiske arbejderfamilier, der allerede har været ofre for ukrainske ”frihedskugler”, være lige så glade som de ukrainske familier, der har mistet en slægtning ved en påstået ”antifascistisk” russisk kugle.

I sit vigtige værk ”Socialisme og krig” udtalte Lenin:

”Men forestil dig en slaveejer, der ejer 100 slaver, som bekriger en anden slaveejer, der ejer 200 slaver, for en mere ’retfærdig’ omfordeling af slaver. Brugen af udtrykket om en ’defensiv’ krig eller en krig ’til forsvar af fædrelandet’ ville i et sådant tilfælde helt klart være historisk forkert og ville i praksis være ren og skær vildledning af det almindelige folk, filistrene og de uvidende, fra de snu slaveejere. Det er på denne måde, at folkene bliver bedraget med ’national’ ideologi og udtrykket ’forsvar af fædrelandet’ af det nuværende imperialistiske bourgeoisi i den krig, der nu føres mellem slaveholdere med det formål at konsolidere slaveriet.” Lenin, Samlede værker, bind 21, s. 301 (tysk udgave)

Lenin nævner den tyske imperialismes besættelse af Belgien under Første Verdenskrig som et eksempel:

”Det engelsk-franske borgerskab bedrager folket, når de siger, at de fører en krig for nationernes og Belgiens frihed; i virkeligheden fører de en krig med det formål at beholde de kolonier, som de har taget og røvet. De tyske imperialister ville befri Belgien osv. med det samme, hvis briterne og franskmændene ville gå med til at dele deres kolonier ’retfærdigt’ med dem … Tyskland kæmper imidlertid ikke for at befri nationer, men for at undertrykke dem. Det er ikke socialisternes opgave at hjælpe den yngre og stærkere røver (Tyskland) med at plyndre de ældre og overforædte røvere. Socialisterne skal udnytte kampen mellem røverne til at vælte dem alle sammen. For at kunne gøre dette må socialisterne først og fremmest fortælle folket sandheden, nemlig at denne krig i tre henseender er en krig mellem slavebesiddere med det formål at konsolidere slaveriet.” Lenin, Samlede værker, bd. 21, s. 303-4.

I ”Socialisme og krig” fortsætter Lenin med at sige: ”Socialchauvinisme er en fortaler for ideen om ’fædrelandsforsvar’ i den nuværende krig. Denne idé fører logisk set til, at man opgiver klassekampen under krigen …” Lenin, ibid. s. 306-307.

Og videre: ”Alle konsekvent førte klassekampe i krigstid og alle seriøst gennemførte ’masseaktioner’ fører uundgåeligt hertil. Det er umuligt at forudsige, om en kraftig revolutionær bevægelse vil blusse op i forbindelse med, under eller efter stormagternes første eller anden imperialistiske krig; under alle omstændigheder er det vores ufravigelige pligt at arbejde systematisk og urokkeligt i denne retning.” Lenin, ibid., s. 313.

”Borgerskabets mest udbredte bedrag af folket i den nuværende krig består i, at de bruger ideologien om ’national befrielse’ til at dække over deres rovdyriske mål. Briterne har lovet befrielsen af Belgien, tyskerne befrielsen af Polen osv. Som vi har set, er der i virkeligheden tale om en krig, der føres af undertrykkerne af de fleste af verdens nationer med det formål at øge og udvide denne undertrykkelse.

Socialister kan ikke nå deres store mål uden at kæmpe mod al undertrykkelse af nationer. De må derfor utvetydigt kræve, at de socialdemokratiske partier i de undertrykkende lande (især de såkaldte ’stormagter’) skal anerkende og forsvare den undertrykte nations ret til selvbestemmelse i ordets specifikt politiske betydning, dvs. retten til politisk løsrivelse. Socialisten fra en herskende nation eller en kolonination, som ikke står for denne ret, er en chauvinist.” Lenin, ibid. s. 316.

Lenins holdning er klar og er en retningslinje for revolutionær handling i den nuværende situation. For krigen i Ukraine finder ikke sted isoleret. Den er en del af stormagternes kamp for verdensherredømmet. På den ene side står den voksende kapitalistisk-imperialistiske magt Kina sammen med Rusland, på den anden side står det svækkede USA med NATO, EU osv. Kampen mellem disse blokke finder ikke kun sted nu, men har stået på i ca. 30 år med et enormt blodspor i hele verden til følge. Uanset om det er i Afghanistan, Libyen, Irak, Syrien, Yemen, Mali og Sahel, Cuba, Venezuela – i alle disse mere eller mindre voldelige konflikter og krige er disse magter i baggrunden. Det er deres politik at lade andre dø for dem, levere våben og skabe enorme profitter for deres våbenmonopoler. Menneskerettigheder og frihed er deres slogans for at narre befolkningerne og trække dem over på deres side. Folk skal frivilligt gå i krig og give deres liv – til fordel for deres egne udbyttere!

Skal vi forsvare en multipolær verden?
På den anden side står revisionistiske og opportunistiske organisationer og medier som ”Roter Fuchs” en revisionistisk tysk avis), KPD og DKP (begge revisionistiske partier) m.fl., som viser mere eller mindre forståelse og støtte til Ruslands krig eller undgår at tage klart stilling til det russiske angreb på Ukraine.

I denne proces blandes det socialistiske Sovjetunionen, som befriede os fra Hitlers fascisme, sammen med Putins Rusland i dag. Således skriver ”Roter Fuchs”: ”Vi står for evigt i gæld til det land, der mistede 27 millioner mennesker i Anden Verdenskrig. Det synes stort set glemt her i landet.” Arnold Schölzel i lederen i maj 2022-udgaven.

Men det er klart, at det kapitalistisk-imperialistiske Rusland i dag ikke har noget at gøre med det socialistiske Sovjetunionen, USSR. Gamle, revisionistiske partikadrer er nu blevet monopolkapitalister og styrer staten mod arbejderklassen.
På side 2 i samme nummer hævder Hans Schoenefeldt, at Rusland kom under ”neokolonial kontrol” i Jeltsin-æraen, som Putin nu er ved at ryste af sig. Putin som en antikolonial kriger, der befrier Rusland fra den vestlige imperialismes åg? En besynderlig skildring.

I Junge Welt af 5. april citeres Rudi Hechler: ”Invasionen af et andet land kan ikke retfærdiggøres af noget som helst. Hverken med henvisning til egne sikkerhedsinteresser eller med henvisning til NATO’s kæde af krige, som er i strid med folkeretten. Imperialismen er imidlertid, som vi gentagne gange har oplevet i vores lange liv, i stand til at skabe omstændigheder, der tvinger de pågældende stater til under fare for deres undergang at træffe foranstaltninger, som ikke kan retfærdiggøres af andet end selvopholdelsesinstinktet. Og det er det, det hele handler om.”

Så invasionen af et andet land skal altså alligevel retfærdiggøres?!

Yderligere undskyldninger bliver ivrigt fremsat: ”I hele deres eksistens har hverken Sovjetunionen eller Rusland nogensinde ønsket eller ønsker en krig. Det er NATO, som praktisk talt har skrevet og hidset op til den nuværende krig.”

Igen bliver det socialistiske Sovjetunionen blandet sammen med det nuværende kapitalistisk-imperialistiske Rusland. Men har Rusland ikke taget pænt for sig i kampen for verdensherredømmet i de seneste årtier? Rusland har interveneret militært i Mellemøsten, Asien og Afrika, leveret våben og sendt lejesoldater – ligesom USA’s imperialisme og NATO gør det. I den proces har den amerikanske imperialisme ofte ikke nået sine mål eller lidt nederlag, som i Afghanistan. Det er godt. Det kapitalistisk-imperialistiske Rusland i dag er ikke det ynkelige ”offer”, som det fremstiller sig selv som, men handler militært i massiv skala.

Karin Leukefeld kan så påstå som på side 6 i ”Roter Fuchs” maj 2022: ”Spørgsmålet er, om den vestlige, USA-ledede blok af NATO, EU og dets partnere respekterer andre geopolitiske centre på jorden, eller om denne ’vestlige blok’ underkaster sig USA’s plan om at herske over jorden som ’eneste verdensmagt’ … Nu er denne krig ankommet til Europa og er rettet mod Den Russiske Føderation. Rusland invaderede Ukraine den 24. februar for at demilitarisere landet og fordrive de nazistiske kræfter fra militæret og politikken.”

I 1993 henviste Putin, der dengang var viceborgmester i Sankt Petersborg, til den chilenske morder og fascist Pinochet som sit forbillede i et foredrag for tyske repræsentanter for erhvervslivet. Han skelnede mellem ”kriminel” vold, der havde til formål at eliminere ”markedsøkonomien”, og ”nødvendig” vold, hvis den fremmede og beskyttede private kapitalinvesteringer. Dette blev i øvrigt dengang modtaget med venlige klapsalver af de tilstedeværende tyske virksomhedsrepræsentanter og den tyske vicegeneralkonsul. (Kilde: Neues Deutschland 31. december 1993). Der var enighed blandt kapitalisterne om, at vold og diktatur var nødvendigt for at beskytte kapitalen.

Putin har gentagne gange fordømt Lenins og Stalins retfærdige nationalitetspolitik. Han har angrebet dem for at give Ukraine national uafhængighed. I sin tale til nationen den 21. februar 2022 sagde Putin:

”Så jeg vil starte med det faktum, at det moderne Ukraine blev skabt af Rusland, eller mere præcis af det bolsjevikiske og kommunistiske Rusland. Denne proces startede praktisk talt lige efter revolutionen i 1917, og Lenin og hans medarbejdere gjorde det på en måde, der var ekstremt hård mod Rusland – ved at adskille det, der historisk set er russisk land. ….

Når det drejer sig om Ruslands og dets folks historiske skæbne, var Lenins principper for statsudvikling ikke bare en fejltagelse; de var værre end en fejltagelse, som man siger. Dette blev åbenlyst klart efter Sovjetunionens opløsning i 1991 …

Lenin … foreslog at gøre indrømmelser til nationalisterne, som han på det tidspunkt kaldte ’uafhængige’. Lenins ideer om, hvad der i bund og grund svarede til en konføderativ statsordning og et slogan om nationernes ret til selvbestemmelse, frem til løsrivelse, blev lagt i fundamentet for den sovjetiske statsdannelse. I første omgang blev de bekræftet i erklæringen om dannelsen af Sovjetunionen i 1922, og senere, efter Lenins død, blev de nedfældet i den sovjetiske forfatning fra 1924.”

En sådan antikommunist og tilhænger af Pinochet skal forestille at ”demilitarisere Ukraine og fordrive nazistiske kræfter fra militæret og politik”?
Argumentet om, at Rusland forsvarer sig selv og modsætter sig USA’s og NATO’s dominans, at det er vigtigt at bevare en multipolær verden, er populært hos mange på venstrefløjen. For at bevare en sådan multipolær verden og forhindre den amerikanske imperialismes ubegrænsede dominans, hævder de, må man støtte Rusland og Kina. Denne tese bliver højlydt forsvaret af den revisionistiske avis ”Roter Fuchs”. Den er imidlertid i modstrid med Lenins analyse af imperialismen. For ifølge denne tese er det arbejderklassens og de revolutionæres opgave at støtte den ene rival i kampen om verdensherredømmet og støtte den, så den anden ikke vinder. Det gør imperialisterne allerede selv. For ingen af dem ønsker at gå ned.

Den, der antager, at dominans af en enkelt imperialisme virkelig er mulig, holder sig åbenbart til teorien om ultraimperialisme, som Karl Kautsky1 serverede for at forherlige imperialismen. Kautsky konkluderede, at fred var mulig, når der kun var én imperialisme. Lenin beviste, at dette var umuligt på grund af den ulige udvikling af de forskellige imperialistiske magter. I stedet, sagde han, var der altid imperialistiske magter, der var i tilbagegang, mens andre var i fremgang. Det var netop dette, som Lenin så som kilden til imperialistiske krige. Så længe kapitalismen og imperialismen eksisterer, vil der derfor altid være krige for en nyopdeling af verden.

I visse tilfælde kan små stater og deres borgerskab helt sikkert udnytte modsætningerne mellem de eksisterende store imperialistiske blokke til at få lidt mere plads til deres egne interesser. Men dette er begrænset og desuden kun midlertidigt. Med ændringen af magtforholdene kan man også miste en imperialistisk magts ”beskyttelse”. Desuden kræver de imperialistiske ”beskyttere” deres pris i form af råstoffer og adgang til markederne. Så udnyttelsen af de imperialistiske modsætninger er ikke et permanent koncept for de undertrykte folks nationale og sociale befrielseskamp. Den eneste varige vej er en konsekvent antiimperialistisk kamp og en antiimperialistisk revolution.

Vi har citeret Lenin om dette ovenfor. Hans udtalelse er klar og utvetydig: ”Det er ikke socialisternes opgave at hjælpe den yngre og stærkere røver (Tyskland) med at udplyndre de ældre og overforædte røvere. Socialisterne må udnytte kampen mellem røverne til at vælte dem alle sammen.”

Det er vores holdning! Vi vil ikke støtte Ukraines ”frihedskamp” eller Ruslands ”antifascistiske” kamp. Vi mobiliserer i Tyskland mod oprustning og krigsdeltagelse. Samtidig er vi solidariske med alle bestræbelser fra arbejderklassen og folkene i alle lande, som modsætter sig denne krig og deres egne herrer. Vi har allerede gentagne gange nævnt eksemplerne fra italienske og græske arbejdere, som har forhindret eller vanskeliggjort NATO’s våbenleverancer. Vi har ligeledes udbredt eksemplet med de hviderussiske arbejdere, som har forhindret og vanskeliggjort russiske våbentransporter. Vi bør følge dette eksempel i Tyskland og udbrede det i fagforeningerne og blandt vores kolleger.

De næste år vil blive vanskelige. Kampen mellem USA, NATO og EU på den ene side og Kina og Rusland på den anden side om verdensherredømmet vil ikke slutte med krigen i Ukraine, men vil fortsætte på verdensplan. Derfor vokser faren for en verdenskrig også! Der er også en mulighed for, at krigen i Ukraine vil fortsætte i årevis. Uanset hvordan, vil presset på de revolutionære kræfter stige. Vi vil blive bagtalt og angrebet som ”upatriotiske”, som ”Putin-supportere”, som ”venner af NATO”. De vil ønske at tvinge os til at tage parti for det ene eller det andet rovdyr og anerkende denne krig som ”berettiget”. Men vores valg er allerede truffet: Vi kæmper sammen med den gradvist vågnende arbejderklasse mod krigen og mod det imperialistiske system, for afskaffelse af kapitalismen og for et andet, socialistisk samfund!

Noter
1 Karl Kautsky (1854-1938), socialdemokratisk fortaler i 2. Internationales forræderi op til 1. verdenskrig med beslutningen om at støtte sit eget lands borgerskab i krigen. Glødende antikommunist og aktiv modstander af Oktoberrevolutionen 1917.

Artikel fra Enhed og kamp nr. 2 2023

Abonner på Enhed og Kamp – APK’s politiske, teoretiske magasin
Kun 100 kr årligt for et digitalt abonnement