EU’s krigspolitiske udvikling

Krigen i Ukraine bliver brugt som løftestang for udviklingen af EU som en imperialistisk stormagt. Dette blev klart udtrykt af den tyske kansler Olaf Scholz i hans tale i EU-Parlamentet, der blev rettet mod Putin og dennes tale i forbindelse med årsdagen for afslutningen på 2. verdenskrig. Vetoretten i udenrigspolitikken skal væk, var essensen i Scholz’ tale. Vi bringer her en artikel fra det italienske tidsskrift Scintilla, der meget aktuelt beskriver EU’s rolle i krigen og monopolernes konkurrencekamp.

EU’s krigspolitiske udvikling

Af Kommunistisk Platform, Italien

Fra udbruddet af den interimperialistiske krig i Ukraine til i dag har vi analyseret og fordømt USA/NATO-blokkens og især den italienske regerings krigsførende politik og fremhævet den rolle, som det imperialistiske Rusland og Kina spiller. Det er imidlertid nødvendigt at være opmærksom på en anden vigtig imperialistisk aktør, som har spillet en stigende og på nogle måder uventet rolle i krigssituationen i de seneste 15 måneder, nemlig monopolernes Europæiske Union (EU).

EU, som havde støttet Kiev siden 2014 og indført begrænsede sanktioner for annekteringen af Krim, så den russiske invasion af Ukraine som en mulighed for at vedtage en konfrontationspolitik over for Rusland på flere niveauer: økonomisk, militær, juridisk og ideologisk (liberalt demokrati versus autoritært styre).

Det begrænsede sig derfor ikke til formelt at fordømme Putins såkaldte “særlige operation” og passivt at følge USA, men – under ledelse af den fransk-tyske akse og på foranledning af de østlige medlemslande afviklede EU på få måneder politikken om åbenhed over for Øst (arven fra Ostpolitik), overvandt tøven og iværksatte en række tiltag i ti sanktionspakker og andre former for støtte til det ultra-reaktionære Zelensky-regime.

Lad os se på hovedindholdet af de bølger af beslutninger, som EU har godkendt.

På det økonomiske plan (naturligvis er nogle af tiltagene tæt forbundet med det militære):

Indefrysning af aktiver og ejendom fra Putins magtgruppe; afbrydelse af russiske bankers forbindelse med Swift- systemet; begrænsning af russiske virksomheders, bankers og borgeres adgang til EU’s finansielle tjenester og markeder; forbud mod transaktioner med den russiske og den hviderussiske centralbank samt russiske statsejede virksomheder og andre banker; blokering af den russiske og den hviderussiske centralbanks adgang til valutareserver i euro (ca. en tredjedel af det samlede beløb); blokering af handel med russiske virksomheder, der opererer inden for forsvar, udvinding og eksport af kulbrinter, luft- og rumfart, skibsbygning, land- og søtransport, teknologi og forsikring; forbud mod nye investeringer i den russiske energi- og minesektor.

Strenge restriktioner for brugen af “dobbelt” teknologi; lukning af luftrummet for russiske fly og forbud mod, at europæiske flyselskaber flyver over russisk luftrum; lukning af EU-havne for russiske skibe; prisloft på russisk olie til tredjelande; forbud mod eksport af luksusvarer til Rusland; forbud mod import fra Rusland af guld, olie, jern, stål, kul, træ, cement, asfalt og syntetisk gummi, fiskeprodukter, spiritus osv.

Disse beslutninger – ledsaget af en politik, der skal modvirke forsøg på at omgå eller overtræde dem – har ført til en massiv tilbagetrækning af europæiske virksomheder, der er til stede i Rusland. “Belønningen” vil bestå i den store forretning med genopbygning af Ukraine, når krigen er slut.

På kulturelt, sportsligt, diplomatisk og juridisk plan: forbud mod deltagelse af russiske organisationer, kunstnere og sportsfolk i arrangementer og konkurrencer; ophør af visumlempelser for russiske diplomater og andre russiske embedsmænd og forretningsfolk; suspension af udsendelser i EU af Russia Today, Sputnik, Russia 24 og andre russiske medier; forbud mod levering til Rusland for arkitekt- og ingeniørtjenester, juridisk it-konsulentbistand, reklameydelser, undersøgelser og markedsundersøgelser begrænsning af russiske borgeres mulighed for at beklæde stillinger i ledende organer i kritiske EU-infrastrukturer og -enheder; manglende anerkendelse af russiske rejsedokumenter udstedt i Donbass, på Krim og i andre regioner, der er annekteret af Rusland; indbringelse af situationen i Ukraine for Den Internationale Straffedomstol og nedsættelse af et undersøgelseshold til at undersøge påståede internationale forbrydelser begået i Ukraine.

Med hensyn til støtte til det ukrainske styre har EU iværksat hidtil usete foranstaltninger og har indtil videre afsat 50 mia. til økonomisk og finansiel bistand og militær støtte til Kiev og 17 mia. til flygtningehjælp.

En stadig stigende omkostning, som det europæiske borgerskab vælter over på de arbejdende masser sammen med de økonomiske og sociale konsekvenser af krig og kriser.

EU har også vedtaget en forordning, der giver mulighed for handelsliberalisering og handelsindrømmelser med Ukraine, ydet lån og subsidier, synkroniseret Ukraines elektricitetsnet med det europæiske net for at levere energi til Kiev.

Militært set har EU for første gang i sin historie aftalt at indsætte og sende kampvogne, raketkastere, helikoptere, droner, missiler, satellitter, levere militær uddannelse og træning, udstyr, ammunition, instruktører, medicinske kits, brændstof osv. til reaktionære ukrainske væbnede styrker (herunder neonazistiske grupper). Den indførte også et forbud mod handel med Rusland med våben, civile skydevåben, ammunition, militærkøretøjer og paramilitært udstyr samt eksport af dronemotorer.

Der er ingen tvivl om, at EU spiller en ledende rolle i støtten til udviklingen af de ukrainske væbnede styrkers krigskapacitet og skaderne på de russiske væbnede styrker, idet EU er blevet en integreret og aktiv del af den igangværende krig fra begyndelsen. Målene for disse omfattende foranstaltninger, som EU har “genfundet sin enhed” med – sammen med de foranstaltninger, som USA, Storbritannien, Japan, Australien m.fl. har truffet – er – er at afbryde de økonomiske og politiske forbindelser med Rusland, at svække dets økonomiske grundlag og svække dets militære styrke, styrke sine militær- og energimonopoler, udvide sin indflydelsessfære og magt i Østen og Afrika, rekruttere billig kvalificeret arbejdskraft og sætte sig selv i spidsen for den store genopbygnningsvirksomhed.

Krigen tvang EU til at omdefinere sine politiske og strategiske ambitioner, sine interne balancer og institutioner, sin udenrigspolitik, sine militære instrumenter og sine energiforsyningskilder. Men krigen kan også forlænges og eskalere. På det tidspunkt må det vise sig, om EU vil fastholde sin hidtidige tilgang, eller om det vil forsøge at undgå en optrapning mellem USA/NATO og Rusland. Selv bæredygtigheden af sanktioner mod gas- og olieimport er ikke garanteret i en langvarig krig. I disse scenarier vil de europæiske regeringers skrøbelige målrettethed blive sat på prøve i nye brudlinjer.

En ting er sikker: Det er en opgave for proletariatet og EU- landenes befolkninger at gå videre i kampen for at stoppe den imperialistiske krig, at modsætte sig udsendelse af våben og tildeling af midler til krig og oprustning. At kræve en udtræden af NATO og EU samt Ruslands tilbagetrækning fra Ukraine.

Scintilla udgives af Kommunistisk Platform, der ligesom APK er medlem af CIPOML