Alene kan vi lidt, men sammen er vi stærkere!

Gitte Wihlsdal, Næstehjælperne talte på Den Røde Plads i Fælledparken den 1. maj

Jeg er træt, træt helt ind i margen. I mere end 7 år har skiftende regeringer drevet rovdrift på syge, fattige og udsatte borgere i vores land. De suger den sidste rest af energi og livsvilje ud, af os og lader hånt om, at de børn, som lever på samfundets bund, ikke vokser op med samme muligheder, som deres kammerater, hvis forældre kan varetage et arbejde.

Forskning har vist, at børn, der lever i fattigdom i blot et år, har ringere muligheder for, at kunne begå sig i samfundet senere i livet. Børn ser deres forældre gå sultne i seng, fordi de prioritere at børnene får mad på bordet, og de bliver kede af det og indesluttede. De tør ikke sige det højt til en voksen, for så risikere de, at blive indberettet til kommunen, hvis de gør det.

Forældrene er magtesløse og kæmper en ulige kamp med et system, der lader hånt om lovgivningen og politikerne vender bare den anden kind til.

På et årsdagen for krigen imellem Rusland og Ukraine sagde statsminister Mette Frederiksen følgende.
”Den 24. februar sidste år var et maskefald. Vi så Putins sande ansigt. En brutalitet og en ondskabsfuldhed, som vi troede hørte fortiden til. Udemokratisk, umenneskeligt og udenfor rækkevidde”.
Men er det ikke præcis det samme vi har set hos hende og hendes regeringer igennem de sidste regeringsperioder? Har den selv samme statsminister ikke selv ladet masken falde og brutalt og ondskabsfuldt forfulgt både syge og fattige borgere i Danmark, så de ikke længere kan få mad på bordet, livsvigtig medicin, tøj på kroppen og andre fornødenheder, som alle andre danskere kan gå ned og købe?

Det er simpelthen en svinestreg fra politikernes side, at samfundets allersvageste skal stå i kø hos frivillige hjælpeorganisationer, som Stop spild lokalt, Næstehjælperne og mange andre, for at kunne få et måltid mad. Det kan vi ikke være bekendt.

Se nu, at få fjernet den forhadte integrationsydelse, 225 timers reglen, kontanthjælpsloftet, samt den gensidige forsørgerpligt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi behandler vores syge, fattige og udsatte på denne måde. Og lige nu raser inflationen på fuld skrue, så dem, der i forvejen havde mindst ikke har skyggen af saltet til et æg. Vi kan ikke være det bekendt.

Det siges, at man skal kende et lands rigdom på, hvordan man behandler de svageste. Jeg må indrømme, at selvom tallene på bundlinjen siger noget andet, så må vi godt nok være et meget fattigt land, når vi finder os i dette her!
Jeg bliver simpelthen nødt til, at adressere vores statsminister, Mette Frederiksen og bede hende og hendes regering om, at skamme sig langt ind i helvede. Det må være skønt, at være så almægtig, at man lader hånt om alle, der ikke kan varetage et arbejde 37 timer om ugen og vil blæse på, om de og deres børn overlever.

Men vi, ude i de frivillige organisationer, giver ikke op. Vi fortsætter kampen for retfærdighed til alle, indtil vi opnår netop det. Vi nægter simpelthen, at holde vore mund. For hvis ikke vi gør noget, hvem skulle så kæmpe for alle dem, der ikke har kræfterne til det?

Alene kan vi lidt, men sammen er vi stærkere!