Stalins bidrag til marxismen-leninismen

Især har han bidraget væsentligt til forståelsen af de økonomiske og politiske problemer i forbindelse med opbygningen af socialismen – problemer, som først viste sig i Sovjetunionen, men som uundgåeligt vil opstå overalt, hvor revolutionen gennemføres.

Stalins politiske liv faldt nogenlunde sammen med første halvdel af det 20. århundrede. Kun få har sat så i stort omfang sat sit præg på dette århundrede. Først som revolutionær kæmper og senere som generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske parti, Bolsjevikkerne, SUKP(b) i 30 år. Indtil sin død i 1953 var Stalins navn næsten synonymt med det socialistiske Sovjetunionen, et forbillede for kommunister og revolutionære over hele verden. Samtidig blev Stalins person det primære mål for den kapitalistiske verdens vrede. Bag denne dæmonisering er der et mere ambitiøst formål: kriminaliseringen af kommunisme.

Stalin fortsatte arven fra Lenin

Han stod i spidsen for alle aspekter af opbygningen af socialismen i Sovjetunionen med vanskelige opgaver som industrialiseringen af landet og indførelsen af kollektivt landbrug. Han kæmpede mod revisionister af enhver art og tog fat på potentielle forrædere, da den fascistiske krig nærmede sig, og han ledede forsvarskrigen mod Nazityskland, som førte til, at fjenden blev knust. Det var i Stalins tid, at socialismen viste sin overlegenhed og sit potentiale – og ikke kun i Sovjetunionen. Verdens arbejdere og undertrykte folk blev inspireret af det sovjetiske eksempel og gennemførte en række revolutioner og befrielseskrige.

Stalin var ikke kun en store organisator og revolutionær praktisk politiker. Han efterlod sig også en række værker, som har beriget og videreudviklet marxismen-leninismen. Især har han bidraget væsentligt til forståelsen af de økonomiske og politiske problemer i forbindelse med opbygningen af socialismen – problemer, som først viste sig i Sovjetunionen, men som uundgåeligt vil opstå overalt, hvor revolutionen gennemføres og det klasseløse samfund skal opbygges. I dag kan man ikke med rette kalde sig marxist-leninist, hvis man overser eller nedvurderer Stalin.

Stalins bidrag til marxismen-leninismen

Den samlede liste over Stalins teoretiske bidrag er lang. Nogle af de vigtigste er – Marxisme og det nationale spørgsmål (1913), Om leninismens grundlag (1924) , Spørgsmål i leninismen (1926) og Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen (1952)

Hans berømte arbejde ”Marxismen og det nationale spørgsmål” tog på en klar måde det nationale spørgsmål op. Det er et arbejde, der har tjent alle de partier i verden, hvor det nationale spørgsmål eksisterer, ved at behandle dette spørgsmål ideologisk. Dette værk af Stalin fungerede som grundlag for Sovjetunionens første forfatning (i 1922).

Om det nationale spørgsmål i Rusland skriver Stalin i 1913:

“Når vi søger en løsning på spørgsmålet, må vi ikke kun tage hensyn til situationen i hjemlandet, men også til situationen i udlandet. Rusland ligger mellem Europa og Asien, mellem Østrig og Kina. Det er uundgåeligt, at demokratiet vokser i Asien. Væksten af imperialismen i Europa er ikke tilfældig. I Europa begynder kapitalen at føle sig trængt, og den rækker ud mod udlandet på jagt efter nye markeder, billig arbejdskraft og nye investeringsområder. Men det fører til eksterne komplikationer og til krig. Ingen kan hævde, at Balkan-krigen er slutningen og ikke begyndelsen på komplikationerne. Det er derfor meget muligt, at der kan opstå en kombination af interne og eksterne forhold, hvor en eller anden nationalitet i Rusland kan finde det nødvendigt at rejse og afgøre spørgsmålet om sin uafhængighed. Og det er naturligvis ikke op til marxisterne at skabe hindringer i sådanne tilfælde.

Så det følger heraf, at russiske marxister ikke kan udelade parolen om nationernes ret til selvbestemmelse.”

Stalin stod i spidsen for Sovjetunionens kommunistiske parti (bolsjevikkerne) under hele den revolutionære forvandlingsproces, der forvandlede det tilbagestående og middelalderlige Rusland til en arbejderstat, der med succes opbyggede socialismen, og han ledede også det sovjetiske folk og Den Røde Hær i kampen mod nazifascismen under Anden Verdenskrig, der befriede verden fra det barbari, som tidens mest reaktionære kræfter ønskede at indføre på planeten.

Opbygningen af socialismen i et land

Ved V.I. Lenins død (januar 1924) overdrog Sovjetunionens C.P. (b) Stalin ansvaret for at lede partiet og den sovjetiske stat i de opgaver, som opbygningen af socialismen krævede. Situationen var ikke enkel. Efter den bolsjevikiske revolutions sejr (oktober 1917) måtte den spirende arbejderstat stå over for en krig, der varede indtil 1923, og som blev ført af 14 landes hære og af de gamle udbytterklasser, der var blevet styrtet, og som bragte landet i en kritisk situation. I 1924-1925 havde landets økonomi nået et genopretningsniveau, der knap nok nåede op på førkrigs niveauet.

Situationen stillede et centralt spørgsmål: I hvilken retning skulle Sovjetunionens økonomiske opbygning orienteres, i socialismens retning eller i en anden retning? Var det under disse omstændigheder (landets økonomiske tilbageståenhed, den begyndende stabilitet af kapitalismen på internationalt plan og uden revolutionens triumf i et andet land) muligt at opbygge en socialistisk økonomi?

Stalin, som en stor marxist og en viderefører af den leninistiske tankegang, bekræftede med absolut sikkerhed, at det virkelig var muligt at gå frem mod socialismen; ikke alene bekræftede han det, men han førte Sovjetunionen ad denne vej og – efter få år – demonstrerede han over for verden socialismens overlegenhed over for kapitalismen.

Stalin skitserede de parametre, som den socialistiske opbygning skulle baseres på, og satte i første række behovet for at indlede en industrialiseringsproces i landet. Han forstod, at socialismens endelige sejr over enhver interventionistisk aktion til genindførelse af kapitalismen kun var garanteret ved at vælte kapitalismen i de andre lande; men set ud fra de interne forhold påpegede han, at betingelserne for socialismens sejr var fuldt ud til stede i Sovjetunionen.

Sovjetunionen satte en stopper for arbejdsløshed og analfabetisme, hele befolkningen havde gratis adgang til sundhedspleje, uddannelse, kultur og fritidsaktiviteter var tilgængelige for alle og ikke et privilegium for nogle få, kvinder fik rettigheder, som på det tidspunkt ikke fandtes i noget andet land i verden. Sovjetunionen var i spidsen for den teknologiske og videnskabelige udvikling på forskellige områder … Det var arven fra Josef Stalin, der stod i spidsen for SUKP(b) i Sovjetunionen; det er derfor, han vandt til hengivenhed og beundring fra arbejderne og folkene i hele verden og naturligvis hadet fra det internationale borgerskab og den revisionistiske klike med Krustjov i spidsen, der efter Stalin død satte en stopper for socialismens udvikling og lagde grunden for genindførelsen af kapitalismen.

Links:

Om leninismens grundlag (1924)

Stalin: Til spørgsmålet om de russiske kommunisters strategi og taktik

Om oktoberrevolutionen
V.I.Lenin / J.V. Stalin

Boganmeldelse: Stalin 1879-1945 af J.T. Murphy

Stalin og revolutionen

Stalin, freden og Den kolde krig’

Stalins værker på engelsk bind 1-13 sammen med en række andre artikler kan læses på
Revolutionary Democracy

5 lørdage i april 2023 bringer vi artikler af Marx, Engels, Lenin og Stalin og Enver Hoxha, find de andre artikler under tag’et her