Kvantefysik, intelligens og sjælevandring 

Kunstig intelligens er en realitet. Kunstig bevidsthed og sjæle på evig vandring er videnskabeligt nonsens.

Af Jan R. Steinholt

Forskningen gør store fremskridt på mange områder. Men hvor filosofi og fysik mødes, især inden for teoretisk fysik, kvantefysik og partikelteori, er de ’nye opdagelser’ ofte en tidsrejse tilbage til Platon og hans åndelige univers.

Kunstig intelligens (KI) og ’smarte’ læringsrobotter som ChatGPT sætter ny gang i spekulationerne om der også kan skabes kunstig bevidsthed. De fleste er enige om, at bevidsthed handler om subjektiv oplevelse. Men bevidsthed er noget mere end det: viden og direkte erfaring ’krydres’ med følelser og sanseindtryk som lyd, lugt og smag og associationer hjernen laver i et givent øjeblik eller tidsrum. Det er denne helhed, der udgør den menneskelige bevidsthed. Vores handlinger i en given situation er bestemt af mere end algoritmer og databehandling. Vores vilje er bestemt af flere faktorer end ren rationalitet og individuel fornuft. En solidarisk handling over for et andet menneske kan for eksempel gå gå imod noget, der er kortsigtet rationelt for os selv.

Robotter med følelser?

Chatbots indsamler også data, hvor folk beskriver deres indre liv, og botterne kan overbevisende hævde, at de er reflekterede væsener. Medarbejdere hos Google har endda hævdet, at den kunstige intelligens, de har udviklet, viser (menneskelige) følelser. Det betyder ikke, at det er sandt. Men vi har formentlig kun set begyndelsen på en debat om bevidsthed og menneskelig vilje, efterhånden som KI udvikler sig.

IT-verdenen med dens kvantemekanik bliver mere og mere integreret med kvantefysikken. Men filosofisk idealisme ser ud til at have steget kvantefysikerne til hovedet. Nogle af dem mener, at der er et liv efter døden, formentlig fordi bevidstheden fortsætter med at eksistere på kvanteniveau. Påstanden er, at en mikroskopisk proteinkomponent i humane celler indeholder information, der er lagret på et subatomart niveau. Denne ’sjæl’ bliver derefter spredt i universet, når vi dør. Så vi dør ikke rigtig. Vatikanet og Teologisk Fakultet kan slippe jubelen løs.

Forskere ved University of Arizona og den britiske fysiker Sir Roger Penrose har tidligere bragt disse forestillinger til torvs, med støtte fra forskere ved Max Plack Institute for Physics i München. Det fremgår ikke, om forskerne mener, at dyr og insekter også fortsætter med at leve evigt i en åndelig verden.

Ligesom Platon hævder de, at det fysiske univers, vi lever i, kun er en skyggeverden, mens det er den åndelige verden, der er ’sand’. Nogle af forskerne mener også, at bevidstheden (sjælen) rejser til parallelle universer efter døden. Stephen Hawking og Elon Musk har fremmet lignende ideer.

Forskere ved universitetet i Sao Paolo i Brasilien kom også sidste år med en undersøgelse, som stiller spørgsmål ved, om der findes en objektiv virkelighed, eller om det, der ser ud til at være virkeligt, kun afhænger af den enkelte iagttager.

Tilbage til start?

Disse teorier er udtryk for den ældgamle modsætning inden for videnskabsfilosofien mellem idealisme på den ene side og materialisme på den anden. Debatten rasede i begyndelsen af det forrige århundrede.

Lenins værk ’Materialisme og Empiriokriticisme’ var et skarpt opgør med idealistiske forestillinger forklædt som materialisme, og i særdeleshed med østrigeren Ernst Mach. Mach mente, at den eneste virkelighed er den, vi kan opfatte med vores sanser. Lenin bemærkede syrligt, at denne absurde idé måtte betyde, at mennesket kom først og universet senere. Vi har en stor mængde sikker objektiv viden om universet, også om de dele, vi ikke kan sanse direkte. 

I modsætning til den klassiske fysik, som forudsagde bevægelseslove i et lukket system på baggrund af præcise observationer, er kvantemekanikken en model til at forstå partikelfysikken. I stedet for direkte observationer postuleres forskellige udfaldsrum ud fra modeller, da modellen ikke er tilstrækkelig god til at give et præcist og verificerbart svar. 

Forskning, der hævder, at det er ’ånden’ og ikke virkeligheden, der er virkelig, vækker sikkert stor glæde hos religiøse fantaster, som tror på genfødsel, og at universet er til for menneskets skyld. For videnskaben vidner det hele om forfaldet  i dele af forskningsmiljøet i imperialismens tidsalder.

I midten af forrige århundrede havde materialismen helt fortrængt idealismen fra videnskabelige kredse. Med socialismens tilbageslag har idealismen og metafysikken igen fået stort spillerum. Efter 2400 år vender vi måske tilbage til Platon og metafysikken. Hvis vi skal så langt tilbage i tiden, beskæftiger vi os hellere lidt med materialister og dialektikere som Anaximander og Demokrit.

Artiklen er oversat fra Revolusjon, Norge