Leninismen en videreudvikling af marxismen

Leninismen er marxismen i imperialismens og arbejderklassens revolutions epoke. Mens Marx og Engels handlede i perioden før arbejderklassens revolution, da imperialismen endnu ikke var udviklet, så handlede og udviklede Lenin sine bidrag til marxismen i den udviklede imperialismes periode, hvor arbejderklassens revolution fandt sted.

V.I. Lenin var den ubestridte leder af den russiske revolution i 1917, som for første gang i menneskehedens historie bragte arbejderklassen til magten og indledte processen med at opbygge socialismen. På trods af sin død allerede 6 år efter nåede han at fastslå principperne for de søjler den måtte bygges på.

Fra J.V. Stalin gengives her et par uddrag fra indledningen af et værk kendt som ”Leninismens grundlag”, der samler flere foredrag, som han holdt på universitetet i Sverdlov tre måneder efter Lenins død.

“…] At redegøre for leninismen er at redegøre for det særegne og det nye i Lenins værker, hvad Lenin har bidraget med til marxismens generelle skatkammer, og hvad der naturligt er forbundet med hans navn. Det er kun i denne forstand, at jeg i mine foredrag vil tale om leninismens fundamenter.

Hvad er så leninismen?

Nogle siger, at leninismen er en anvendelse af marxismen på de særlige forhold i den russiske situation. Denne definition indeholder en del af sandheden, men den indeholder langt fra hele sandheden. Lenin anvendte faktisk marxismen på Ruslands virkelighed, og han anvendte den mesterligt. Men hvis leninismen blot var en anvendelse af marxismen på den særlige situation i Rusland, ville leninismen være et rent og udelukkende nationalt, rent og udelukkende russisk fænomen. Men vi ved, at leninismen er et internationalt fænomen, der er forankret i hele den internationale udvikling, og ikke et udelukkende russisk fænomen. Derfor opfatter jeg denne definition som ensidig.

Andre siger, at leninismen er en genoplivning af de revolutionære elementer i marxismen fra 1840’erne i modsætning til de senere års marxisme, som ifølge dem blev moderat og ophørte med at være revolutionær. Hvis vi ser bort fra denne tåbelige og vulgære opdeling af Marx’ doktrin i to dele, den ene revolutionær og den anden moderat, må vi erkende, at selv denne helt igennem mangelfulde og utilfredsstillende definition indeholder et gran af sandhed. Sandheden er, at Lenin faktisk genoplivede marxismens revolutionære indhold, som var blevet begravet af opportunisterne i Den Anden Internationale. Men det er kun et gran af sandhed. Hele sandheden om leninismen er, at han ikke blot genoplivede marxismen, men at han tog et skridt fremad og fortsatte marxismens udvikling under kapitalismens nye betingelser og arbejderklassens klassekamp.

Hvad er så i sidste ende leninismen?

Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke. Eller mere præcist: Leninismen er teorien og taktikken for arbejderklassens revolution i almindelighed og teorien og taktikken for proletariatets diktatur i særdeleshed. Marx og Engels handlede i perioden før arbejderklassens revolution, da imperialismen endnu ikke var udviklet, i en periode, hvor arbejderklassen forberedte sig på revolutionen, i en periode, hvor den proletariske revolution endnu ikke var direkte og praktisk uundgåelig. På den anden side handlede Lenin, en discipel af Marx og Engels, i en periode med en udviklet imperialisme, i en periode, hvor arbejderklassens revolution er ved at udvikle sig, hvor den allerede har sejret i et land, har nedbrudt det borgerlige demokrati og indledt arbejderklassens demokratis æra, sovjetternes æra.

Leninismen er derfor en videreudvikling af marxismen.

Leninismens ekstraordinært militante og ekstraordinært revolutionære karakter fremhæves ofte. Det er helt rigtigt. Men denne leninismens særpræg skyldes to årsager: For det første at leninismen er opstået i selve kernen af arbejderklassens revolution, hvis præg den kun kan bære, for det andet at den udviklede og styrkede sig i kampene mod opportunismen i Den Anden Internationale, og at kampen mod den har været og er en nødvendig forudsætning for en vellykket kamp mod kapitalismen. Man må ikke glemme, at der mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden side var en hel periode, hvor opportunismen i Den Anden Internationale dominerede uindskrænket, og at den ubarmhjertige kamp mod denne opportunisme ikke kunne undgå at være en af leninismens vigtigste opgaver.

Leninismens historiske rødder

Leninismen udviklede sig og blev dannet under imperialismen, da kapitalismens modsætninger allerede havde nået deres ekstreme omfang, da arbejderklassens revolution allerede var blevet et spørgsmål om umiddelbar praktisk aktivitet, da den gamle periode, hvor arbejderklassen blev forberedt på revolutionen, havde nået sit højdepunkt og gav plads til en ny periode, nemlig perioden med kapitalismens direkte angreb.

Lenin kaldte imperialismen for “døende kapitalisme”. Hvorfor? Fordi imperialismen bærer kapitalismens modsætninger til sin yderste grænse, til sin yderste grad, hvor over den begynder revolutionen.

Teorien

[…] Der er dem, der antager, at leninismen er praksisens forrang for teorien, i den forstand, at det grundlæggende for dem er at anvende marxistiske principper, at “give disse principper virkning”, mens de viser betydelig ligegyldighed over for teorien.

[…] Teorien er erfaringerne fra arbejderbevægelsen i alle lande, taget i sit generelle aspekt. Naturligvis ophører teorien med at have et formål, når den ikke er forbundet med den revolutionære praksis, ligesom praksis er blind, hvis den revolutionære teori ikke oplyser dens vej. Men teorien kan blive en formidabel kraft i arbejderbevægelsen, hvis den udarbejdes uløseligt forbundet med den revolutionære praksis, fordi den, og kun den, kan give bevægelsen sikkerhed, orienteringsevne og forståelse for de interne sammenhænge mellem de begivenheder, der finder sted omkring os; fordi den, og kun den, kan hjælpe praksis til at forstå ikke blot, hvordan klasserne bevæger sig og hvor de er på vej hen i øjeblikket, men også hvordan de skal bevæge sig og hvor de skal hen i den nærmeste fremtid. Hvem andre end Lenin har sagt og gentaget snesevis af gange den velkendte tese, at “Uden revolutionær teori kan der heller ikke være nogen revolutionær bevægelse” (se t. IV, s. 380).

Lenin forstod bedre end nogen anden den store betydning af teori, især for et parti som vores, i kraft af den rolle som det internationale proletariats avantgarde kæmper, som er tilfaldet det, og den komplicerede interne og internationale situation, som det er omgivet af. I 1902 forudså vi dette partis særlige rolle. Lenin fandt det allerede dengang nødvendigt at huske på dette:

“Kun et parti, der ledes af en avantgarde-teori, kan opfylde opgaven som avantgarde-kæmper.

Læs også:

Stalin: Om leninismens grundlag 

Lenin: Socialismen og krig

5 lørdage i april 2023 bringer vi artikler af Marx, Engels, Lenin og Stalin og Enver Hoxha, find de andre artikler under tag’et her