Spanien: Den 3. republik er helt nødvendig

I anledning af årsdagen for republikken, den 14. april, offentliggjorde Spaniens kommunistiske parti (marxistisk-leninistisk) appellen nedenfor. Det er også en del af konteksten for det næste kommunalvalg og i de autonome regioner, hvor PCE(ml) vil fremhæve Den 3. republiks flag med indholdet i denne tekst.

Hvis kampen for republikken på visse tidspunkter i historien først og fremmest har været et spørgsmål om principper, er det for længst blevet en tvingende nødvendighed for vort folk. De sidste 45 år har den ene regering efter den anden vist, at det monarkistiske regime fra 1978 ikke er i stand til at garantere et minimum af værdige forhold for de folkelige klasser. Mens oligarkiet, ledet af den korrupte Bourbon-familie, vader i den mest uanstændige luksus, kvæler korruption, inflation, arbejdsløshed og militærbudgetter i stigende grad vores folk.

Forsvarerne af det parlamentariske monarki kan ikke længere skjule virkeligheden. Kendsgerningerne har vist, at den såkaldte nationale suverænitet, der påberåbes af den “hellige” forfatning fra 1978, er fuldstændig underlagt det europæiske finansoligarkis økonomiske interesser og yankee-imperialismens militære interesser.

Begge trækker os ind i elendighed og krig til forsvar for monarkiets klasseprivilegier. En anden farce afsløres, nemlig den falske “magtdeling” i vores land eller ligheden for loven, der vil være bannerfører for “vores” parlamentariske demokrati, men som samtidig anerkender den juridiske immunitet, som Felipe (kendt som “den forberedte“) nyder lige så meget som Juan Carlos “el campechano – (debonair-kongen)”[1].

Vi lider under følgerne af inflationen, der er gjort uudholdelig af ejernes grådighed, som lader forbrugerne betale for stigningen i importpriserne for at bevare deres profit. Virksomheder, der producerer og sælger råvarer, høster astronomiske overskud, mens arbejdende familier kæmper for at imødekomme de priser, der pålægges dem. Vi har offentlige tjenester, der er ødelagt af privatisering, den højeste ungdomsarbejdsløshed i Europa, et yderst alvorligt problem med adgang til boliger på grund af ejendomsspekulation, elendige pensioner, der konstant er under pres… Listen kunne blive ved og ved.

Vi må ikke glemme, at mange af disse problemer er resultatet af politiske beslutninger og love, der er skabt specielt for at legalisere og beskytte denne praksis, såsom lov 15/97, der tilskynder til privatisering af sundhed, eller den såkaldte mundkurvslov, der styrker begrænsningerne af rettigheder og friheder, lovene om offentlige midler, der har til formål at redde banker, og som aldrig er blevet inddrevet. For ikke at nævne de forskellige modreformer af arbejdsretten. Alle disse spørgsmål har været genstand for love, der er demokratisk godkendt af statens politiske repræsentationsorganer.

Alt dette fører os til samme konklusion: Der er ingen mulig reform inden for de snævre rammer af det monarkiske regime fra 1978. Ethvert forsøg på at bevæge sig demokratisk fremad ad denne vej har mødt modstand fra de gamle magtstrukturer, som vi har set igen for nylig, omkring spørgsmålet om reform af retsvæsenet. Eller den bliver kvalt af statens bureaukrati. Ét eksempel er tilstrækkeligt: Siden 1977 er mere end seksogtres folkelige lovgivningsinitiativer blevet præsenteret for kongressen, men kun et er blevet gennemført.

Det eneste alternativ til denne fastlåste situation er et brud med monarkiet og med det politiske system, der er skræddersyet til dets mål. Derfor udtrykker de organisationer – og vi er blandt dem – der opfordrer til dette brud, deres vilje til at arbejde for at gå videre end 1978-regimet og erstatte det med en politisk og social model til tjeneste for det suveræne folk. For et ægte demokrati, hvor enhver embedsmand (begyndende med statsoverhovedet) skal stå til ansvar for sine handlinger, hvor kollektive rettigheder, friheder og behov går forud for private interesser; hvor solidaritet mellem folkeslag erstatter konkurrence og krig som udenrigspolitik. Denne model er Den Tredje Republiks.

En republik, der ser fremad snarere end mod fortiden; der erkender sine forgængeres fejl og forpligter sig til ikke at gentage dem; som er bygget med modenhed og sindsro i et enogtyvende århundredes samfund; der behandler sine borgere som frie og lige personer snarere end undersåtter under værgemål. En republik, der er politisk og økonomisk uafhængig af internationale oligarker, og som giver afkald på aggressiv krig som sin udenrigspolitik. En republik af folket og for folket.

Til dette opfordrer vi til oprettelse af forsamlinger, grupper, kollektiver eller republikanske kredse af folkelig karakter, hvor som helst vi har mulighed for at organisere en seriøs, stabil og engageret bevægelse med det bydende behov, at overvinde dette forældede system i permanent krise.

Vi opfordrer til hejsning af det republikanske tricolorflag i hver kommune, hver landsby, hver by, hvert center for arbejde eller studier; med hvert parti, fagforening, folkeforsamling eller nabolagskollektiv og fra hver folkelig kamp, social eller professionel. Det er på denne vej, at vi alle vil befinde os.

LÆNGE LEVE REPUBLIKKEN!

[1] Felipe, den nuværende konge er søn af Juan Carlos, der for at undgå at træde tilbage på grund af sine eskapader og korruptionen, der omgav ham, havde besluttet at “gå på pension” som suveræn. Som belønning blev han tildelt titlen “King Emeritus”.