Enver Hoxha: Revolutionen – et spørgsmål taget op til løsning

Enver Hoxha er den største marxist-leninist i nyere tid. Han forsvarede og udviklede arbejderklassens revolutionære politik og teori i en vanskelig periode i dens verdenshistorie.

Enver Hoxha var leder af Albaniens Arbejdets Parti i det socialistiske Albanien, og bidrog på fremragende vis som ledende kraft i den internationale marxistisk leninistiske bevægelse, både i praksis, politisk og ideologisk.  Han forsvarede arbejderklassen ved magten i det socialistiske Albanien og  forsvarede den internationale arbejderklasse og dets fremskredne ideologi marxismen-leninismen imod utallige rasende angreb.

Marxismen og marxismen-leninismen har altid været under angreb. Nogle af de farligste kommer fra fjender af marxismen, forklædt som marxister. De kaldes revisionister, i dag moderne revisionister. Fra midten af 50erne efter Stalins død var det ledelsen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, det mest prestigefyldte parti i den internationale kommunistiske bevægelse, der gik til stormangreb på den revolutionære teori under påskud af nye historiske udviklinger.

De revisionistiske angreb er kommet og kommer i mange forskellige forklædninger, men forklædningerne har alle til formål at føre arbejderklassen, dens parti og folkene væk fra forståelsen af revolutionens nødvendighed og karakteren af den socialistiske revolution, arbejderklassens revolution som et opgør med, en sønderknusning af, hele det eksisterende borgerlige statsapparat, med dets domstole, embedsmænd, etc.

På et tidspunkt hvor sovjetrevisionisterne og alle de øvrige revisionistiske strømninger benægtede nødvendigheden af revolution og erstattede den med ’fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen’, fastholdt og udviklede Enver Hoxha nye argumenter for marxismen-leninismens teori om, hvorfor det er afgørende for socialismens sejr med revolutionær vold at omstyrte det gamle døende kapitalistiske system og opbygge det nye system, socialismen, med arbejderklassen som den ledende magt.

Revolutionens nødvendighed

I hele arbejderbevægelsens historie fra Marx og  Engels i 1848 udsendte ”Det kommunistiske Manifest” og frem til i dag  har kampen imellem den revolutionære marxisme og opportunismen centreret sig om ét problem, konstater Enver Hoxha i ’Imperialismen og revolutionen’:
”Er revolutionen nødvendig for at omdanne samfundet til et socialistisk grundlag eller ej, er betingelserne for at gennemføre revolution til stede eller ej, kan den gennemføres ad fredelig vej eller er den revolutionære vold uomgængelig?”.

Med alle mulige teorier om at tilpasse marxismen-leninismen til nyere tider, har de opportunistiske fjender af arbejderklassen og folkene støttet op om teorier, som går ud på at give den døende kapitalisme i imperialismens epoke kunstigt åndedræt.

Borgerskabet og dets opportunistiske hjælpere forsøger at tilsløre at den grundlæggende modsigelse i det kapitalistiske samfund er imellem mellem klasserne, mellem udbytterne og de udbyttede. De forsøger at benægte arbejderklassens ledende rolle som den afgørende faktor for det menneskelige samfunds udvikling og fremskridt, og sætter enorme resourcer ind på, at bringe arbejderklassen ud af kurs ved at ødelægge dens revolutionære partier og organisationer og undergrave marxismen-leninismen, dens revolutionære teori og ideologi og teori, og dermed neutralisere den videnskab, som er nødvendig for revolutionens og den socialistiske opbygnings succes.

Verden går svanger med revolution

Enver Hoxha udfordrede og gennemførte et strålende opgør med den farligste opportunisme i vor tid –  den moderne revisionisme i den sovjetiske udgave, som  Hrustjov og hans medsammensvorne udviklede, da de fik tilranet sig magten over det sovjetiske parti og staten efter Stalins død  og sat kursen baglæns mod kapitalisme. For imperialismen (med den amerikanske supermagt i spidsen)  var det helt centralt at sikre den kapitalistiske genrejsning i Sovjetunionen og sikre den som spydspids imod marxismen-leninismen og de marxistisk-leninistiske partier.

Enver Hoxha nægtede at kaste det marxistiske-leninistiske banner i sølet og erstatte den proletariske internationalisme med ”fredelig sameksistens med kapitalismen”. På et møde blandt verdens kommunistiske partier og arbejderpartierne i 1960 gik Enver Hoxha ud i et åbent angreb på den sovjetiske revisionisme og dens teorier, heriblandt den  opportunistiske og farlige teori om at overgang til socialisme under de nye betingelser med en styrket rød blok  efter 2. verdenskrig nu var mulig ved ’at udvide demokratiet’ og  trin for trin vokse over i socialismen.

I værker som ’Imperialismen og revolutionen’ og ’Eurokommunisme er antikommunisme’ (som burde være obligatorisk læsning for SFere, Enhedslistefolk og  diverse KP’ere) sammenfatter og hudfletter Enver Hoxha alle forsøgene på at gøre op med Lenins videnskabelige imperialismeanalyse og hans klarlægning af imperialismen epoke som den døende og rådnede kapitalismes epoke, som går svanger med revolution.

Analysen af den revisionistiske kontrarevolution

Her trækker han en lige linje fra den gamle tyske revisionist og reformist Edouard Bernstein,  der erklærede Marx forældet, og renegaten Karl Kautsky, der forkastede revolutionen og ville erstatte den med den fredelige indvoksen i socialismen frem til sidste del af det 20. århundrede.  Han viser, hvordan deres eksempel og metoder  siden, efter sejren i 2. verdenskrig, blev fulgt op af moderne revisionister, fra Tito i Jugoslavien, Hrusjov og Bresjnev i Sovjet til ’eurokommunisterne’ i de gamle europæiske kommunistpartier, der afsvor deres revolutionære program, til de kinesiske ”teoretikere” med deres opportunistiske ide om verdens deling i ”3 verdener” i modsætning til dens deling efter klasselinjer.

Med marxismen-leninismen som kompas var Enver Hoxha i stand til at analysere imperialismens og dens afkom opportunismens udvikling i hans tid og trak en principiel skillelinje til revisionister af enhver slags. Han analyserede grundigt de kapitalistiske og imperialistiske udviklingsprocesser i både Sovjetunionen og i Kina, som er fuldstændig nødvendige for at forstå vor verden af i dag – både sammenbruddet for det revisionistiske Sovjet  – og fastslog nødvendigheden af en ny socialistisk revolution i de revisionistiske lande.

På lignende vis foretog Enver Hoxha en skarp analyse af den kinesiske opportunistiske teori om ”3 verdener” der ligesom Hrustjovs ’fredelige sameksistens’ gjorde op med den proletariske internationalisme som generallinje, og klarlagde Kinas kapitalistiske kurs og imperialistiske ambitioner om at blive en ny imperialistisk supermagt. Den  måtte følge to hovedfaser, sagde Enver Hoxha: Først udenlandske lån, teknologi og investeringer, og samtidig måtte den investere den merværdi, der er presset ud af det kinesiske folk i stater rundt omkring på kontinenterne på samme måde som USA imperialismen.  Det er nøjagtig den udvikling, vi nu er vidne til, hvor Kina har opnået store økonomiske muskler og har alle kapitalismens og imperialismens kendetegn.

Enver Hoxhas analyser af den revisionistiske kontrarevolution, der førte til socialismens udslettelse som system, blev foretaget, mens den fandt sted, og har vist sig fuldstændig præcise også i deres forudsigelser af de negative konsekvenser. Uden sådanne analyser vil man være et let offer for den imperialistiske propaganda om at socialismen har spillet fallit. Enver Hoxha påviste, at det var revisionismens fallit, og at revisionismen er imperialismens grimme afkom.

Verden i dag: Døende kapitalisme

Havde Enver Hoxha levet i dag, ville han fremhæve at den situation verden befinder sig i idag, med krig, massemyrderier, hungerstrejker, finanskrise, bankkrak, massefyringer og økonomisk krise udviser alle  den døende kapitalismes kendetegn og bekræfter at vi fortsat lever i imperialismens og  de proletariske revolutioners epoke.

Marxismen-leninismen viser, at socialismen er den eneste redning for menneskenes fremtid, og at intet som helst indikerer at det skulle være muligt at lave revolution ad fredelig vej.
Samtidig understregede Enver Hoxha igen og igen, at revolutionen er og må være massernes værk. Revolutionen er uomgængelig, når hele det kapitalistiske system er rystet og ikke længere kan regere, og samtidig  arbejderklassen og folkene fører klassekamp og kamp imod imperialismen og ikke længere vil lade sig regere. Men den kan kun gå  frem mod ægte socialisme, såfremt arbejderklassen er ledet af et ægte kommunistisk, marxistisk-leninistiske parti.

Revolutionen er et spørgsmål, som er taget op til løsning. Det var Enver Hoxhas konklusion og optimistiske budskab, gyldigt også i dag.

Læs også:

Enver Hoxha og kapitalismens sidste stadium

Enver Hoxha: EU og NATO er alliancer for storkapitalen i USA og Europa 

Klaus Riis: Vi husker Enver Hoxha

Enver Hoxha: Eurokommunisme er anti-kommunisme (PDF)

5 lørdage i april 2023 bringer vi artikler af Marx, Engels, Lenin og Stalin og Enver Hoxha, find de andre artikler under tag’et her