Krigshøge hykler hyldest til nordirlands fredsaftale

Det er blodig ironi, når den britiske premierminister Rishi Sunak inviterer præsident Joe Biden til Belfast for at markere Langfredagsaftalen. Dette er politikere som absolut ikke vil høre et eneste ord om en lignende fredsløsning for Ukraine.

For 25 år siden fik Langfredagsaftalen sat en stopper for blodsudgydelserne i Nordirland. Det skete efter flere årtier med attentater og væbnede sammenstød mellem den irske republikanske hær (IRA) på den ene side og de paramilitære, ofte fascistiske, unionistafdelinger og den britiske besættelseshær på den anden. Mindst 3000 mennesker blev dræbt.

I tilfældet Nordirland spillede USA noget så sjældent set, som en positiv mæglerrolle. Det skyldtes helt specielle omstændigheder og tildels på trods af det særlige forhold mellem USA og Storbritannien. En del af baggrunden, men langt fra den hele er, at rigtig mange amerikanere har irske aner. Det gælder flere præsidenter fra John F. Kennedy til Joe Biden.

Magtfordeling

Våbnene blev nedlagt i 1998. De seks amter i nord fik delvist selvstyre og deres egen parlamentariske forsamling, Stormont. En magtbalance blev sikret ved at både Sinn Féin og det største unionistparti DUP (tidligere UUP) skulle være repræsenteret i lokalregeringen. Muligheden for irsk genforening blev holdt åben i form af en fremtidig folkeafstemning, men uden at det britiske overherredømme i form af Det Forenede Kongerige blev udfordret.

Magtfordelingen er stødt på grund det seneste år, dels på grund af skandaler, dels på grund af uenighed om Brexit-aftalen og dels fordi traditionen med en førsteminister fra unionistpartiet DUP ikke længere er i samsvar med de politiske og demografiske udviklinger. Tilhængerne af fortsat union med Storbritannien er ikke længere i absolut flertal. Et paradoks er, at republikanerne som vil ud af unionen med Storbritannien vil havne i Den europæiske union som del af republikken Eire.

Langfredagsaftalen løste ikke det grundlæggende problem med Irlands ufuldstændige nationale frigørelse tilbage fra den nye irske stat blev til i 1922. De seks nordlige amter er stadig under britisk overherredømme. Briterne blev kun i ringe omfang stillet til ansvar for deres mange overgreb, drab og justitsmord. Men aftalen åbner for en langsigtet og fredelig løsning på det nationale spørsmål. Den lod sig virkeliggøre gennem enighed om en række grundlæggende demokratiske principper, selv om kernespørsmålet ikke blev berørt. Og den lod sig virkeliggøre gennem international mægling, dengang med USA i en hovedrolle, som igen kunne øve pres på regeringene i Dublin og London.

Hvorfor ikke i Ukraine?

Krigen i Ukraine er ingen direkte parallel til konflikten i Nordirland. Samtidig er der mange åbenbare fællestræk. Ved at lægge både folkeretten og folkesuveræniteten til grund, er det fuldt ud muligt at opbygge fælles institutioner i de østukrainske oblaster, som respekterer demokratiske og nationale rettigheder. Det kinesiske fredsforslag i 12 punkter giver en mulig retning, hvis de krigførende parter akcepterer Kina som mægler.

Et mindstemål af politisk vilje fra de involverede parter er en forudsætning. Indtil videre er der ingenting som tilsiger, at de imperialistiske statsledere som valfarter til Belfast vil akceptere Kina som mægler eller tillade Ukraine at føre fredsforhandlinger. Samme dag som kineserne fremlagde deres forslag, lovede Rishi Sunak at presse på for hurtigere våbenleverancer til fronten.

Sunak, Biden og den irske statsministeren Leo Varadkar har nok drevet aktivt forhåndsdiplomati i håbet om at kunne offentliggøre, at en fungerende nordirsk regering igen er på plads. Sådan vil de vise verden at de «agerer» for fred.

Opskriften er en helt anden for Ukraine. Sunak og Biden vil hellere kaste endnu flere våben ind på de ukrainske dødsmarker. Deres hykleriske hyldest til påskeaftalen 10. april 1998 drukner i drønet fra artillerigranaterne i Donbas.

Oversat fra Revolusjon, Norge