Et slagkraftigt Nej til OK23 er af stor betydning

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Efter de store forlig – i industrien og transport samt en række andre, som HK – er indgået mellem arbejdsgiverne og fagtoppen, står det klart, at der må siges et stort NEJ. Trods småforbedringer her og der er de fælles generelle krav langt fra indfriet. Vi skal arbejde mere og får ikke en løn der kan dække prisstigningerne, for slet ikke at tale om udhulingen af lønnen.

Derfor en klar opfordring til at stemme NEJ:

• Lønstigningerne rækker hverken til at dække de nuværende eller kommende 2 års prisstigninger. Og størstedelen af ansvaret er skubbet over på lokale og individuelle forhandlinger, hvor man står alene. Lønrammen er ikke blevet sprængt – mens dansk erhvervsliv hiver rekordoverskud efter rekordoverskud hjem.
• Mindstelønnen vil fortsat ikke udgøre det nødvendige værn mod social dumping. Lønningerne er fortsat i procenter, så de lavestlønnede får mindst.
• Arbejdstiden er sat op med tyveriet af Store Bededag og øget fleksibel arbejdstid over weekender.

Arbejdspladsernes krav er ikke opfyldt. Forventningen om reelle forbedringer – efter års tilbageholdenhed, med det største reallønsfald i årtier og stigende priser –  er mødt med en kold klud i ansigtet.

Politikken med at lægge alt i hænderne på en fagtop, der selv har millionlønninger og bestyrelsesposter i virksomheder, for så at vente og bagefter bøje hovedet, giver ikke et resultat, der kan accepteres. I stedet for at fortsætte den gamle klassesamarbejdslinje må vi bruge det, der burde være fagbevægelsens styrke, en fælles aktion med en Stem Nej-kampagne for at få opfyldt arbejdspladsernes krav.

Arbejdsgiverne og erhvervslivet har fået deres krav igennem. Minimale lønstigninger, udvidet og øget fleksibel arbejdstid, retten til fortsat nedslidning, stress, lavtløn og social dumping. De har ført en politik med selv at holde mund og lade ”de uafhængige” medier kører deres propaganda omkring en såkaldt ansvarlig økonomisk politik.

Regeringen har fået deres krav igennem. Udvidet arbejdstid med tyveriet af Store Bededag. Et lovindgreb i overenskomstforhandlingerne før de officielt var startet, til at financiere deres øgede krigsudgifter. Den har fået en lille lønramme, der også kommer til at gælde for overenskomsterne på det offentlige område ved OK24, da det offentlige ikke må være lønførende med mere i løn end det private. Også alle overførelsesindkomster rammes af den lille lønramme, når de 2 år på bagkant efter lønstigninger skal beregnes.

Fagtoppen brugte den store demonstration 5. februar til at lukke damp ud af arbejderklassens og befolkningens vrede over regeringens tyveri af Store Bededag. Det var aldrig deres mening at lovforslaget skulle væltes. Derfor blev vreden kanaliseret over i en underskriftindsamling for en Folkeafstemning. Og frem for at få flere protester på gaden lagde de op til en parlamentarisk løsning, de på forhånd vidste ville falde til jorden som et vissent blad. Og nu hvor loven er vedtaget, hæver de igen fanen for så at kræve kompensation ved næste overenskomst!!!!

Vi stoler ikke på fagtoppen og dens topforhandlere. De har sammen med arbejdsgiverne og regeringen lavet en drejebog for at få de ringe resultater til at glide ned og undgå protester. Det store succeskriterie i medierne har været en undgå en storkonflikt. Og lige nu arbejder hele fagbureaukratiet på højtryk for at anbefale et ja.

Der er al mulig grund til at sætte damp under et NEJ. Nogle lokale fagforeninger og klubber har gjort deres stilling klar og anbefaler et NEJ. Rundt om på arbejdspladserne er der også tvivl – ikke så meget om forliget er for ringe – men om det nytter? Derfor har et synligt slagkraftigt Nej stor betydning.

Læs også

Lokalafdelinger og klubber siger stem NEJ