Krigens vendepunkt: Stalingrad

2. verdenskrig var en imperialistisk krig, hvor det socialistiske Sovjetunionen blev angrebet af nazi-Tyskland. Da verdens hidtil største og stær­keste militærstyrker tørnede sammen ved Volga i Sovjetunionen i efteråret 1942, holdt hele verden vejret i åndeløs spænding.
Det tyske stormløb blev afvist, og ved den efterfølgende modoffensiv brækkede den røde hær ryggen på den tyske og knuste Hitler-nazismens drøm om verdensherre­dømme .
Sejren for 80 år siden i Stalingrad var et signal til alle lande og undertrykte folk:
Nazi-hæren er slået, friheden er i sigte, friheden venter …
Fra Stalingrad gik vejen under ofre og ødelæggelser til Hitlers hule i Berlin…

»Den 2.februar 1943 kl. 16.00 har Don-Frontens styrker tilendebragt til­intetgørelsen af den fjendtlige gruppering i Stalingrad … De omringede fjendtlige styrker er slået totalt … alle kamphandlinger i Stalingrad er indstil-let.«
Med disse ord indledtes den rapport, som Don-Frontens Militærråd sendte Sovjets øverste militære ledelse efter det store og frygtelige slag.
Året i forvejen havde de tyske tropper lidt deres første, store nederlag. De forsøgte forgæves at løbe storm imod hovedstaden – Moskva, men måtte efter en hård kamp trække sig tilbage med enorme tab.

Ved Moskva begravede Den Røde Hær enhver Hitler-tysk drøm om at kunne underlægge sig hele verden ved BlitzKrieg (lynkrig), der ellers havde fejret så store triumfer i Vest.
Ved Stalingrad blev den tyske angrebs­hær bogstavelig talt begravet, og denne tyske hær blev aldrig helt sig selv efter det store nederlag.

Generaloberst Friedrich Paulus blev under slaget udnævnt til generalfeltmarskal, men det kunne ikke afvende udfaldet. Sammen med sine genera­ler, der også var Hitler tro til det sidste, måtte han gå i fangenskab. Da havde det tyske vanvid i og ved Stalingrad kostet omkring halvanden million tyske soldater livet.
Færre end 100.000 overlevede, og mange af dem var syge og udhungrede, hvorfor en del døde på vej til eller i fangelejrene. Henved en snes sovjetiske læger og sygepassere/sygeplejersker døde som følge af, at de var blevet smitte af tyske soldater. Det var især tyfus, som hærgede.

Nazi-generalerne havde med foragt afvist alle sovjetiske tilbud om kapitu- lation på yderst humane og værdige vilkår. Det fulde ansvar for katastrofen i og ved Stalingrad påhviler derfor Hitler og hans generaler.

Det tyske angreb på Stalingrad blev besluttet sommeren 1942. Planen gik ud på at erobre den strategisk vigtige by og dermed åbne vejen til Kaukasus med de store sovjetiske oliefelter. Desuden ville erobrerne få adgang til vejene til Iran og Irak og Indien og …

Tyskerne trak store styrker sammen, og det samme gjorde Den Røde Hær, som havde gennemskuet planerne.
Vestmagterne havde ikke opfyldt deres løfter om at oprette en »Anden Front« i Europa, hvorfor Hitler uden risiko kun­ne trække tropper fra Vesteuropa til Sovjet.
Tyskerne startede deres stormangreb den 17. juli, men var ikke i stand til at bryde forsvaret.
Den samlede tyske militære styrke talte noget over 6 millioner mand plus store styrker fra Finland, Rumænien, Ungarn, Bulgarien, Italien og andre satellitlande.

Da tyskerne mente, at de havde slået sovjethæren og var trængt helt frem til Volga flere steder, gik den sovjetiske forsvarshær til modangreb i november.
Kampstyrkerne stod næsten lige i antal og bevæbning. På begge sider var der over 1 million mand, 12.000-15.000 ka­noner, omkring 1000 kampvogne og selvkørende kanoner samt omkring 1500 fly.

Trods ugunstige klimatiske forhold lyk­kedes det i en række frontafsnit for de sovjetiske styrker at bryde tyskernes og deres allieredes forsvar. De største gennembrud fandt sted nord for byen, hvor rumænske tropper blev løbet over ende.
Den nøje planlagte knibtangsbevægelse lykkedes, og tyskernes veludbyggede forsvarsværker med hele byer af beskyt­telsesrum og underjordiske bunkers blev revet i stumper og stykker.

Tyskernes styrker blev »savet« ud i mindre og mindre enheder. Et stort anlagt tysk befrielsesforsøg under le­delse af en kendt general – Hoth – der blev anset for at være kamp­vogns­ekspert, slog fejl, og den store angrebs­gruppe måtte trække sig tilbage med store tab.

Da tyskerne stadig nægtede at kapitu­lere og afslog overhovedet at drøfte forslagene alvorligt, måtte de sovjetiske styrker gå over til at nedkæmpe alle styrker, som ikke ville nedlægge våbnene.
Det kom uundgåeligt til at koste mange, helt nytteløse og overflødige ofre.
Ved den store kraftprøve – det var indtil da verdens største og blodigste – blev nazi-Tysklands militære styrke reduceret med tilnærmelsesvis 25 pct., og det blev tyskernes sidste, virkeligt store angreb.

Efter Stalingrad gik de sovjetiske styrker til angreb over en bred front og i mange retninger – indtil de indtog den tyske hovedstad, hvor Hitler tog sit eget liv og hvor befrielsens fane blev hejst over den tyske Rigsdag den 8. maj 1945.
Men krigen fortsatte i Østen. Ifølge et tidligere løfte gik sovjetstyrker til angreb på de japanske besættelsestropper i Korea og befriede dette land i august 1945.
Her sluttede den anden verdenskrig med den makabre atombombning af de japanske byer Hiroshima og Naga­saki.
Også af den grund skal kampen for at forhindre krig ikke standse.
Den store åreladning bekræftede den gamle sandhed, at spørgsmålet om krig og fred er alt for alvorligt til, at det kan overlades til generaler og politikere.

Artiklen har været bragt i det antifacistiske tidsskrift Håndslag 4/2022
Håndslag kan købes i løssalg for 30,- kr. bl.a. i Oktober Bogbutikker.
Håndslag hjemmeside – Læs her – Her kan bl.a. du finde, downloade og læse tidligere numre af tidsskriftet i pdf-format

Tegn abonnement på Håndslag 4 numre årligt 150,- kr. her eller skriv til Håndslag mail: haandslag@gmail.com