100-årsdagen for oprettelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker

100-årsdagen for oprettelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (1922-2022)

Af Carlos Hermida, Spaniens kommunistiske parti (marxistisk-leninistisk) – PCE(ml)

1. Indledning

I december 1922 blev Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) grundlagt. For at forstå den komplekse proces i forbindelse med Sovjetunionens dannelse og organisering er det nødvendigt at tage udgangspunkt i to grundlæggende kendsgerninger: det tsaristiske Ruslands multinationale virkelighed og princippet om selvbestemmelsesret, som Bolsjevikpartiet forsvarede.

På tærsklen til Oktoberrevolutionen i 1917 var det zaristiske Rusland et enormt land med 21,5 millioner kvadratkilometer, ca. 150 millioner indbyggere og mere end hundrede nationaliteter. I den russiske stat levede talrige ikke-russiske folk, der havde deres egne kulturer, skikke, sprog og historiske udviklinger, men som på forskellige tidspunkter var blevet indlemmet i det zaristiske imperium.

Estland, Letland og Litauen var blevet erobret af Peter den Store i begyndelsen af det I8. århundrede. Det meste af Ukraine og Hviderusland blev annekteret efter Polens deling i slutningen af samme århundrede. Erobringen af Krim stammer også fra det 18. århundrede, mens armenierne og georgierne blev erobret i begyndelsen af det 19. århundrede, og folkene i Centralasien blev indlemmet i Rusland i anden halvdel af det 19. århundrede (1).

Utvivlsomt var ”det zaristiske Rusland et fængsel for nationer. De mange ikke-russiske nationaliteter var helt uden rettigheder og blev udsat for konstante fornærmelser og ydmygelser af enhver art. Den zaristiske regering lærte den russiske befolkning at se ned på de indfødte folk i de nationale regioner som en mindreværdig race, omtalte dem officielt som inorodtsi (fremmede) og opildnede til foragt og had mod dem.” (2).

Den zaristiske regering opildnede til konfrontationer mellem de forskellige nationaliteter, mens den forsøgte at påtvinge hele befolkningen russisk patriotisme. Det nationale spørgsmål var utvivlsomt et spørgsmål, som den kommende revolution skulle løse.

Bolsjevikpartiet var fuldt ud klar over dette problem og havde analyseret det indgående i talrige artikler, pamfletter, rapporter osv. Det russiske socialdemokratiske arbejderpartis program, der blev godkendt på den anden partikongres (1903), anerkendte retten til selvbestemmelse for de nationer, der var en del af den russiske stat.

I 1913 havde Stalin skrevet en pamflet med titlen Marxismen og det nationale spørgsmål, hvori han på glimrende vis behandlede dette emne. Om det nationale spørgsmål i Rusland udtalte han:

“Når vi søger en løsning på spørgsmålet, må vi ikke kun tage hensyn til situationen i hjemlandet, men også til situationen i udlandet. Rusland ligger mellem Europa og Asien, mellem Østrig og Kina. Det er uundgåeligt, at demokratiet vokser i Asien. Væksten af imperialismen i Europa er ikke tilfældig. I Europa begynder kapitalen at føle sig trængt, og den rækker ud mod udlandet på jagt efter nye markeder, billig arbejdskraft og nye investeringsområder. Men det fører til eksterne komplikationer og til krig. Ingen kan hævde, at Balkan-krigen er slutningen og ikke begyndelsen på komplikationerne. Det er derfor meget muligt, at der kan opstå en kombination af interne og eksterne forhold, hvor en eller anden nationalitet i Rusland kan finde det nødvendigt at rejse og afgøre spørgsmålet om sin uafhængighed. Og det er naturligvis ikke op til marxisterne at skabe hindringer i sådanne tilfælde.

Så det følger heraf, at russiske marxister ikke kan udelade parolen om nationernes ret til selvbestemmelse.”

“Således er retten til selvbestemmelse et væsentligt element i løsningen af det nationale spørgsmål.” (3)

Lenins holdning var også klar og præcis i dette spørgsmål. I 1914 skrev han:

“I denne situation står Ruslands proletariat over for en dobbelt eller rettere en dobbeltsidet opgave: at bekæmpe nationalisme af enhver art, frem for alt den storrussiske nationalisme; at anerkende ikke blot fuldt ud lige rettigheder for alle nationer i almindelighed, men også lige rettigheder med hensyn til det politiske system, dvs. nationernes ret til selvbestemmelse, til løsrivelse. Og samtidig er det deres opgave, at de med henblik på en vellykket kamp mod al og enhver form for nationalisme blandt alle nationer skal bevare den proletariske kamps og de proletariske organisationers enhed og samle disse organisationer i en tæt international sammenslutning på trods af de borgerlige bestræbelser på national eksklusivitet.

“Fuldstændig lighed af rettigheder for alle nationer; nationernes ret til selvbestemmelse; enhed mellem arbejderne i alle nationer – sådan er det nationale program, som marxismen, erfaringerne fra hele verden og erfaringerne fra Rusland lærer arbejderne.” (4)

Da bolsjevikkerne overtog magten i oktober 1917, havde de derfor en solid teoretisk ramme til at løse det nationale spørgsmål i Rusland. Begivenhederne efter revolutionens sejr komplicerede det politiske landskab og opbygningen af en juridisk-politisk struktur, der kunne gøre den proletariske internationalisme forenelig med retten til national selvbestemmelse, hvilket først blev opnået i slutningen af 1922.

2. Fra oktoberrevolutionen til dannelsen af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker (1917-1922)

Den 25. oktober 1917 triumferede den socialistiske revolution i Rusland. Bolsjevikpartiet stod herefter over for den gigantiske opgave at opbygge en ny politisk, social og økonomisk orden i et teknisk tilbagestående land med et flertal af analfabeter blandt fattigbønderne og et industrielt proletariat i mindretal. Det skulle også håndtere fjendtligheden fra de kapitalistiske magter og de russiske herskende klasser, som ikke havde affundet sig med at miste deres magt og privilegier.

I den nye bolsjevikiske regering, kaldet Folkekommissærernes Råd (Sovnarkom), ledte Stalin Kommissariatet for Nationaliteterne og fremmede en politik, der resulterede i godkendelse af den tredje alrussiske sovjetkongres, som begyndte sine møder den 1. januar 1918 med en “Resolution om den Russiske Republiks føderale institutioner”.

I dens første afsnit stod der, at “Den Russiske Socialistiske Sovjetrepublik er skabt på grundlag af en frivillig forening af Ruslands folk i form af en føderation af disse folks sovjetrepublikker” (5).

Få måneder senere, den 10. juli 1918, godkendte den femte sovjetkongres forfatningen for den Russiske Socialistiske Sovjetføderative Republik (RSFSR), som trådte i kraft den 19. juli. republikkens føderale grundlag blev fastlagt i punkt 10 og 11:

“10. Den Russiske Republik er et frit socialistisk samfund af alle de arbejdende folk i Rusland. Hele magten inden for Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik tilhører alle de arbejdende folk i Rusland, forenet i by- og landsovjetter.

11. Sovjetterne i de regioner, som adskiller sig fra hinanden ved en særlig eksistensform og national karakter, kan forene sig i selvstændige regionale unioner, der ledes af sovjetternes lokale kongres og deres udøvende organer. Disse autonome regionale unioner deltager i den Russiske Socialistiske Føderale Sovjetrepublik på føderalt grundlag.” (6).

RSFSR omfattede teoretisk set de i hovedsagen russiske territorier i det tidligere zaristiske imperium, men underskrivelsen af freden med centralimperierne (Brest-Litovsk-traktaten) i marts 1918, borgerkrigen og invasionen af talrige udenlandske hære, herunder Frankrigs, Storbritannien, USA’s og Japans, begrænsede den nye republiks territorium drastisk (7).

Mellem 1918 og 1921 førte borgerkrigen ikke kun til landets økonomiske ruin, men også til en intens geografisk opsplitning. Nogle områder erklærede sig uafhængige, mens andre gentagne gange skiftede hænder, nogle gange blev de styret af kontrarevolutionære hære (de hvide), andre gange af Den Røde Hær, mens fremmede hære styrede store dele af Rusland.

Ukraine var utvivlsomt et af de mest politisk og militært komplekse områder. Efter Oktoberrevolutionen kæmpede en stor gruppe af krigsførende parter om kontrollen: bourgeoisi, nationalister, anarkister, Den Røde Hær, Tysklands og Østrig-Ungarns hære, de hvide hære og også Frankrigs, Rumæniens og Polens intervention. Endelig blev den ukrainske sovjetiske socialistiske republik udråbt i november 1921, men de vestlige territorier blev annekteret af Polen. (8)

Da borgerkrigen sluttede, var situationen som følger med hensyn til udøvelsen af selvbestemmelsesretten i det, der havde været det zaristiske imperium:

7. Polen, Finland, Estland, Letland og Litauen var selvstændige- og Rumænien havde annekteret Bessarabien.

8. Den Russiske Sovjetiske Føderale Socialistiske Republik omfattede omkring tyve autonome enheder bestående af ikke-russiske folk.

9. Der var blevet dannet otte sovjetrepublikker, der i varierende grad var uafhængige af Moskva: Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan, Georgien, Armenien, Fjernøsten, Khorezm og Bukhara.

Fra dette øjeblik var bolsjevikregeringens mål at opnå en forening af disse republikker for at opbygge et socialistisk samfund, der respekterede de ikke-russiske befolkningers nationale rettigheder og også opretholdt princippet om retten til selvbestemmelse. Der begyndte på den ene side en kompleks proces med aftaler og traktater mellem REFSR og de andre socialistiske republikker og på den anden side en proces med territorial forenkling.

Den 23. december 1922, blev den Transkaukasiske Socialistiske Føderale Sovjetrepublik oprettet, som samlede Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Den fjernøstlige republik sluttede sig til RSFSR, og republikkerne Khorezm og Bukhara, som endnu ikke havde socialistisk karakter, forblev i princippet kun som militære allierede og var indtil videre udelukket fra en fremtidig politisk union.

De otte republikker var blevet reduceret til tre: Hviderusland, Ukraine og Transkaukasien, som blev enige om at oprette en Union af socialistiske sovjetrepublikker.

Processen med at nå frem til denne aftale var ikke uden vanskeligheder og spændinger. Den værste uenighed fandt utvivlsomt sted med de georgiske kommunister. Som vi allerede har set, var de socialistiske republikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan blevet dannet ved borgerkrigens afslutning. Med hensyn til projektet om at skabe en transkaukasisk socialistisk føderation, der blev fremmet af Moskva som et middel til at udjævne den stærke nationalisme i Kaukasus-regionen og fremme proletarisk internationalisme blandt armeniere, georgiere og azerier, var den georgiske kommunistiske regering imod føderationen og ønskede, at Georgien skulle tilslutte sig det fremtidige Sovjetunionen som fuldgyldigt medlem. Grundlaget for de politiske uoverensstemmelser havde rester af socialchauvinistiske holdninger i den georgiske kommunisme.

Da Lenin var alvorligt syg, var Stalin og Ordzhonikidze de bolsjevikiske ledere, som tog sig af at løse problemet. Selv om der er uoverensstemmelser ifht hvad der skete, blev de georgiske ledere presset til at gå med til at tilslutte sig føderationen, selv om Ordzjonikidze gik så langt som til fysisk vold.

De nyheder, der nåede ham, selv om de var fragmentariske, vakte stor bekymring hos Lenin, og han dikterede den 30. og 31. december 1922 en artikel om det nationale spørgsmål til sine sekretærer. Lenin udtrykte sin dybe misbilligelse af de bolsjevikiske ledere og havde hårde ord til dem begge, som han beskyldte for “storrussisk nationalisme”:

“Hvad er vigtigt for proletaren? For proletaren er det ikke blot vigtigt, det er absolut nødvendigt, at han er forvisset om, at ikke-russerne sætter den størst mulige lid til den proletariske klassekamp. Hvad er nødvendigt for at sikre dette? Ikke blot formel lighed. På den ene eller anden måde, ved sin holdning eller ved indrømmelser, er det nødvendigt at kompensere ikke-russerne for den manglende tillid, for den mistænksomhed og de fornærmelser, som regeringen i Rusland, som “dominerende” nation har udsat dem for tidligere.

“Jeg tror, det er unødvendigt at forklare dette nærmere for bolsjevikkerne, for kommunisterne. Og jeg mener, at vi i det aktuelle tilfælde, hvad angår den georgiske nation, har et typisk tilfælde, hvor en ægte proletarisk holdning gør dyb forsigtighed, eftertænksomhed og kompromisvillighed til en nødvendighed for os. Den georgier, der ikke tager hensyn til dette aspekt af spørgsmålet, eller som skødesløst svinger sig rundt med beskyldninger om “nationalsocialisme” (selv om han selv er en ægte og ægte “nationalsocialist” og endda en vulgær storrussisk bølle), krænker i realiteten den proletariske klassesolidaritets interesser, for intet hindrer udviklingen og styrkelsen af den proletariske klassesolidaritet så meget som national uretfærdighed. De “krænkede” nationale borgere er ikke så følsomme over for noget som helst som følelsen af lighed og krænkelsen af denne lighed, om ikke andet så blot ved uagtsomhed eller ved at dømme deres proletariske kammeraters krænkelse af denne lighed. Derfor er det i dette tilfælde bedre at overdrive end at underdrive indrømmelserne og eftergivenheden over for de nationale mindretal. Derfor kræver den proletariske solidaritets og dermed den proletariske klassekamps grundlæggende interesse i dette tilfælde, at vi aldrig indtager en formel holdning til det nationale spørgsmål, men altid tager hensyn til den specifikke holdning, som proletarerne i den undertrykte (eller lille) nation har til den store nation.” (9)

Hændelsen understregede, at der stadig var lang vej at gå før nationalistiske følelser blev erstattet af en ny sovjetisk patriotisme, men de skridt, der blev taget, var i den rigtige retning.

Den 26. december 1922 vedtog den tiende alrussiske sovjetkongres i overensstemmelse med et forslag fra Stalin en aftale om Unionen. Den 30. december deltog delegerede fra RSFSR, Hviderusland, Ukraine og Transkaukasien i Sovjetunionens første sovjetkongres, og Stalin oplæste en erklæring om grundene til at gå over til unionen af republikkerne og et udkast til traktat om oprettelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR). I erklæringen stod der bl.a. følgende:

“Ødelagte marker, fabrikker, der er gået i stå, ødelagt produktionskapacitet og udtømte økonomiske ressourcer, der er tilbage som en arv fra krigen, gør de enkelte republikkers separate bestræbelser på økonomisk genopbygning utilstrækkelige. Genoprettelsen af den nationale økonomi har vist sig at være uforenelig med republikkernes separate eksistens.

“På den anden side har den ustabile internationale situation og faren for nye angreb gør det uundgåeligt at skabe en forenet front af sovjetrepublikker over for den kapitalistiske indespærring.

“Endelig er selve den sovjetiske magtstruktur, som er international i kraft af sin klassemæssige karakter, driver de arbejdende masser i de sovjetiske republikker ad vejen til forening i en enkelt socialistisk familie”.

“Alle disse omstændigheder kræver ubetinget, at de sovjetiske republikker forenes til en enkelt unionsstat, der kan garantere den ydre sikkerhed, den indre økonomiske fremgang og den frie nationale udvikling for folkene.” (10)

Kongressen godkendte derefter traktaten, valgte et nyt øverste lovgivende organ, Unionens centrale eksekutivkomité (VTsIK.), til hvis formandskab Kalinin blev valgt, og Lenin blev valgt til formand for Sovjetunionens folkekommissærers råd. (11) Sovjetunionen var født.

3. Sovjetunionens forfatning (1924)

Den 10. januar 1923 udpegede den centrale eksekutivkomités præsidium en kommission på tretten medlemmer til at udarbejde forfatningen, som dog hurtigt blev udvidet til 25 medlemmer. Fjorten var fra RSFSR; fem fra Den Socialistiske Republik Ukraine og tre fra hver fra Hviderusland og Transkaukasien.

Efter måneders intenst arbejde blev forfatningen den 6. juli 1923 og den 31. januar 1924, ni dage efter Lenins død, officielt godkendt af den anden Allunionskongres af socialdemokrater.

Forfatningen var opdelt i elleve artikler. Artikel I fastlagde beføjelserne for Unionens højeste organer, og artikel II fastlagde de føderale republikkers suveræne rettigheder, herunder retten til frit at løsrive sig fra Unionen. (12)

Unionens øverste organ bestod af sovjetkongressen, der var sammensat af repræsentanterne for byernes sovjetter med en deputeret for hver 25.000 vælgere og af repræsentanterne for sovjetprovinsernes kongresser med en deputeret for hver 125.000 indbyggere (artikel III).

I tidsrummet mellem kongresserne var det øverste organ den Sovjetunionens centrale eksekutivkomité, der bestod af Unionens sovjet og nationaliteternes sovjet. Sovjetkongressen i USSR valgte de 371 medlemmer af Unionens sovjet blandt repræsentanterne for de føderale republikker i forhold til befolkningstallet i hver af dem, og nationalitetssovjetten bestod af repræsentanterne for de føderale republikker og de autonome socialistiske republikker med fem repræsentanter hver. I tidsrummet mellem centraleksekutivkomiteens møder var centraleksekutivkomiteens præsidium det øverste magtorgan, der bestod af 21 medlemmer (artikel IV).

Den centrale eksekutivkomité valgte regeringen, kendt som Sovjetunionens folkekommissærers råd, der bestod af præsidenten og de forskellige kommissærer (artikel V), som var opdelt i føderale kommissærer for hele Sovjetunionen (udenrigsanliggender, krig og flåde, udenrigshandel, transport, post og telegraf) og koordinerende kommissioner (det højere råd for nationaløkonomi, forsyning, arbejde, finanser og arbejder- og bondeinspektion). Koordineringskommissærerne kom fra Sovjetunionen og de føderale republikker (artikel VIII).

Ved forfatningen blev der oprettet en højesteret for USSR (Article VII). Hvad angår de føderale republikker, havde de deres egne administrative og styrende organer (artikel X).

I de følgende år steg antallet af republikker. I oktober 1924 blev der dannet to nye republikker: Usbekistan og Turkmenistan. I 1929 blev Tadsjikistan dannet, og i 1936 forsvandt den Transkaukasiske Føderation og blev erstattet af de georgiske, armenske og aserbajdsjanske republikker. Samme år blev Kasakhstan og Kirgisistan dannet. På tærsklen til det tyske angreb på Sovjetunionen blev republikkerne Estland, Letland, Litauen og Moldova integreret i Sovjetunionen.

Oprettelsen af Sovjetunionen var et formidabelt skridt på vejen mod opbygningen af socialismen, der overvandt nationale rivaliseringer og placerede den proletariske internationalisme som et grundlæggende aspekt af den nye stat. Desuden skabte den en sovjetisk patriotisme, der skulle blive en grundlæggende faktor i sejren over nazismen under den store patriotiske krig (1941-1945).

Den sovjetiske erfaring viste i praksis, hvordan det nationale spørgsmål kunne løses inden for rammerne af socialismen, dvs. under en produktionsmåde, der afskaffer privat ejendomsret og udbytningsforhold. Fordi hadet mellem folkeslag, der er næret af aggressiv nationalisme, er et fænomen, der er opildnet af bourgeoisiet for at splitte arbejderne og sætte dem op mod hinanden i kriminelle krige, hvis eneste mål er at øge kapitalens profit.

Noter

1. C. Taibo: La Union Sovitica (Sovjetunionen) (1917-1991).i, Sinthesis, 1993, s. 17-18.

2. History of the Communist Party of the USSR (Bolshevik) (Redigeret af en kommission fra C.P.S.U.(B)’s centralkomite. Authoriseret af C.P.S.S.U.(B).’s centralkomité i 1938). International Publishers, 1939. Side 4.

3. J. Stalin: Marxisme og det nationale spørgsmål. Fra J.V. Stalin, Works, Foreign Languages Publishing House, Moskva, 1954, Vol.2, s. 373-374.

4. V.I. Lenin: The Right of Nations to Self-Determination, i V. I. Lenin, Collected Works, 4th English Edition, Progress Publishers, Moscow, 1964, Vol. 20, pp. 453-454.

5. EH. Carr: A History ofSoviet Russia: The Bolshevik Revolution, 1917-1923. London, MacMillan & Co. Ltd., 1950. Vol. I, s. 123.

6. Fra https://www.marxists.org!history/ussr/govemment/constitu-tion/1918/article2.htm.

7. I henhold til Brest-Litovsk-traktaten (3. marts 1918) skulle Rusland acceptere Georgiens, Ukraines og Finlands uafhængighed og afgive Polens, Litauens, Letlands og Estlands områder til Tyskland og Østrig-Ungarn. Det måtte også afstå flere områder til Tyrkiet. Ud over at miste en betydelig del af sit territorium og at stå uden en stor del af sine rige mineralforekomster måtte bolsjevikkerne acceptere at betale kompensation ved at overgive sig til 6.000 millioner mark. Se P. Renouvin: La crisis europea y la Primera Guerra Mundial (Den europæiske krise og den første verdenskrise) Wari(1904-1918). Madrid, Akal, 1990, s. 449-450.

8. Om borgerkrigen i Ukraine, se G. Golikov m.fl: Historia de la Gran Revolucion Socialista de Octubre (Historia de la Gran Revolucion Socialista de Octubre (Historien om den store socialistiske oktoberrevolution). Madrid, Castellote Editor, 197 6, s.251-266.

9. Lenin: “Spørgsmålet om nationaliteter eller ‘Autonomisering'”, i Samlede værker. 4th English Edition, Progress Publishers, Moscow, 1966, Vol. 36, s. 608.

10. E.H. Carr: E.H. Carr: Op. cit. s. 398.

11. B. Ponomaryov (leder): Historien om det kommunistiske parti i Soviet Union. Moskva, Forlaget for fremmedsprog, 1969, s. 364 (tilgængelig på: https://ia803007.us.archive.org/35/items/HistoryCPSU/History%20CPSU.pdf).

12. Beføjelserne for Unionens højere organer er som følger: (a)Unionens repræsentation i internationale forbindelser, behandling af alle diplomatiske anliggender, indgåelse af alle politiske eller andre aftaler med fremmede stater; (b)ændring af Unionens ex- ternale grænser samt regulering af spørgsmål om ændring af grænserne mellem de føderale republikker; (c) undertegnelse af traktater om optagelse af nye republikker i Unionen; (d) krigserklæring; (e) retten til at optage alle udenlandske eller indenlandske lån på Sovjetunionens vegne og bemyndigelse af alle udenlandske eller indenlandske lån, der skal optages af de føderale republikker; (f) den ratifikation af internationale traktater; (g) den generelle ledelse af udenrigshandel og etablering af det interne handelssystem; (h) fastlæggelse af principperne og den generelle plan for hele Unionens økonomiske liv, fastlæggelse af de specifikke industrisektorer og konkrete industrielle virksomheder af interesse for Unionen som helhed; undertegnelse af koncessionskontrakter på Unionens eller de føderale republikkers vegne; (i) den generelle ledelse af transport-, post- og telegrafvæsenet; (j) organisering og generel ledelse af Sovjetunionens væbnede styrker; (k) vedtagelse af budgettet for hele Sovjetunionen, herunder de føderale republikkers budgetter; fastsættelse af fælles skatter og indtægter samt overførsler og tillæg til dækning af de føderale republikkers budgetter; (l) oprettelse af et fælles penge- og kreditsystem; (m) fastsættelse af fælles principper for agrarisk organisation og anvendelse af jord, undergrund, skove og vandområder på hele Sovjetunionens område; (n) fælles lovgivning vedrørende emigration fra den ene republik til den anden og oprettelse af en koloniseringsfond inden for Unionen; (o) establering af principperne for retlig organisation og procedure samt for Unionens civil- og straffelovgivning; (p) fastlæggelse af de grundlæggende arbejdslove; (q) fastlæggelse af generelle principper for folkeoplysning (r) fastlæggelse af generelle foranstaltninger til beskyttelse af folkesundheden; (s) fastlæggelse af et system af mål og vægt; (t) organisering af statistikker for hele Unionen; (u) grundlæggende lovgivning på området føderalt statsborgerskab vedrørende udlændinges rettigheder; (v) amnesti- ret udvidet til hele Unionens område; w) annullering af beslutninger truffet af sovjetkongresserne og de føderale republikkers centrale eksekutivkomitéer, som er i strid med denne forfatning; (x) bilæggelse af uoverensstemmelser, der måtte opstå mellem de føderale republikker.

Oversat fra Unity and Struggle nr. 45 – november 2022

Unity and Struggle udgives af CIPOML, Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer.
Find udvalgte numre (engelsk) på Enhed og Kamps hjemmeside