USA-imperialismen ønsker, at NATO-landene i Europa skal bære en endnu større del af krigen i Ukraine mod det imperialistiske Rusland. For at sikre de gør det, må de dæmpe Zelenskys ekstremistiske krav om direkte krig mellem Rusland og NATO og i stedet udsende løfter om forhandlingerne.
Med vinteren vil krigsoperationer på jorden i Ukraine blive bremset, men ikke luft- og missilangreb. Det ukrainske folks lidelser, der er fanget mellem invasionen af den russiske imperialisme og jernnæven fra det fascistiske regime i Kiev, vil helt sikkert stige. De kæmper med kulde, mangel på elektricitet, afsavn, sult, masseindvandring. Efter næsten ti måneders krig, stigende militærudgifter, voksende fare for at udvide og eskalere den militære konflikt med risiko for en tredje verdenskrig, er bitre politiske diskussioner blevet antændt efter eksplosionen af et ukrainsk missil på polsk territorium.
Disse drøftelser har fremhævet de voksende gnidninger og splittelser mellem NATO-blokkens magter, som begynder at mærke krigens vægt, dens ublu omkostninger, uden fredsforhandlinger i sigte. Især er afstanden mellem de østlige og baltiske lande i NATO og de vestlige, som er den største blok i EU, steget. De førstnævnte har ikke undladt at bruge muligheden for at udtrykke deres voldsomt anti-russiske holdning og deres “loyalitet” over for Washingtons mester og appellere til at aktivere NATO’s artikel 5, der betyder at NATO erklærer åben krig (det såkaldte “kollektive forsvar”). Mens de vestlige imperialistmagter har vist sig tøvende og forsigtige over for faren for større involvering i krigen, de kæmper med at følge Zelenskys ekstremistiske linje og undgå at kaste mere brændstof på ilden for ikke at nå frem til direkte konfrontation med Rusland.
I Italien, på trods af de forskellige Meloni, Letta og Calendas krigsmagerpositioner, sektorer i borgerskabet, der kæmper med recession, inflation, energikrise, skyhøj offentlig gæld, forarmelse af militære arsenaler og konsekvenser af sanktioner, indser de, at det er kontraproduktivt for deres interesser at følge i fodsporene på den tragikomiske marionetdukke Zelensky.
Støtten til Ukraine har også sine grænser, at overskride dem ville betyde at stå over for en mere beslutsom og bred modstand mod krigen i gaderne. Historien om det ukrainske missil, der eksploderede i Polen, fremhævede også kontrasten mellem Zelenskys udtalelser, ifølge hvilke der ikke var nogen tvivl om, at missilet var russisk, og NATO’s generalsekretær Stoltenbergs, ifølge hvilken missilet ikke var russisk eller tegn på et bevidst angreb fra Putin på NATO-lande.
Dette viser, hvad man har kunnet se siden sidste sommer: Onkel Sams behov for at disciplinere den ukrainske vasal, der kræver flere og flere våben og midler og nægter forhandlinger. Men lad os gøre det helt klart: Den amerikanske imperialisme er ikke pludselig blevet pacifistisk, men forfølger sine mål. Hvis Zelensky-regimets interesse, som er i vanskeligheder, er at fremprovokere alvorlige hændelser og udvide krigen for at få NATO til at gribe ind, så må USA, for ikke selv at blive svækket, i stedet opbløde den tidligere komikers og hans korrupte generalers position og presse dem til at udsende erklæringer, om at indlede forhandlinger. Med det formål at forsikre de vigtigste europæiske allierede om, at de ikke ønsker en eskalering, men en løsning på konflikten.
Allierede, som Biden imidlertid beder om at fortsætte deres støtte til Ukraine ved at øge afsendelsen af våben og midler og vedtage andre straffeforanstaltninger mod Rusland (såsom prisloftet, som kun vil gavne Washington). Den amerikanske imperialismes plan, som er klar over, at Ukraine ikke vil være i stand til at generobre de områder, der er besat af Rusland (se general Milleys udtalelser), er at opretholde en permanent alarmtilstand i Europa og fortsætte med at bruge Ukraine som kanonføde i en udmattelseskrig mod Rusland (og dermed Tyskland).
I mellemtiden styrker USA-imperialismen det militære apparat i Indo-Stillehavsområdet for at imødegå sin strategiske rival, det imperialistiske Kina. I øst er der en langt mere kompleks og bekostelig udfordring end at sætte en marionetdukke ved magten i Ukraine og udvide NATO til at opildne det russiske borgerskab til krig, isolere og svække det (Putin har allerede fejlet i sit oprindelige plan om at undertvinge Kiev på kort tid og risikerer at køre fast i en langvarig krig).
Det er klart, at militærhjælpen til Zelensky ikke vil ophøre, ikke mindst fordi flertallet af nyvalgte republikanere i USA’s Kongres i princippet ikke har noget imod dette. Men indsatsen skal deles mere med de “allierede”, mens USA vil hellige sig at udnytte nye muligheder for sit militærindustrielle kompleks, at sælge flydende gas til en høj pris, blokere den kinesiske silkevejs europæiske landkorridor osv., indtil de beslutter at skubbe Ukraine ind i fredsforhandlinger eller at forhandle direkte med Kreml.
De kinesiske revisionistiske menneskehandlere vil på deres side gerne nå til enighed med USA om at dele verden op (“verden er stor nok til, at de to lande kan udvikle sig og trives sammen,” sagde Xi Jinping til G20 på Bali). Men kampen mellem de to imperialistiske giganter kan ikke resultere i en fælles enhed, da USA aldrig frivilligt vil opgive sit verdensherredømme, og Kina ikke vil være i stand til i længden at blive ramt af dollaren og omgivet af et bælte af USA-allierede lande.
Virkeligheden viser, at mens farerne for krig vokser, er det en utilgivelig fejltagelse at overlade fredens flag i hænderne på imperialistiske og reaktionære røvere. Det viser også, at det at være en del af USA’s og NATO’s vasaller, ligesom det italienske borgerskabs regeringer helt fra tiden efter 2. Verdenskrig til nu, betyder at bringe vores land til undergang. For USA er Italien det vigtigste luft-, flåde- og logistikbase i et scenarie med stadig mere alvorlige spændinger. Meloni-regeringen fortsætter med at trække Italien ind i krigen, ønsker at vise sig i Bidens øjne endnu mere servil end tidligere regeringer, øge militærudgifterne, sende flere tropper og våben til udlandet osv.
Alt dette gør vores land, vores byer, til en faktor for krig og militære mål i tilfælde af direkte NATO-involvering i den igangværende konflikt. Kampen for fred afhænger af den direkte mobilisering af arbejderklassen og befolkningen, som er begyndt at gøre deres stemmer hørt i de seneste måneder. Det er på tide at hæve denne røst for at komme ud af de imperialistiske røveres krig, for at afværge en ny verdenskrig, for at bryde de lænker, der kvæler de arbejdende folk, for at omdanne kampen for fred og brød til en kamp for socialisme.
Stop krigen! Nej til at sende våben, tropper og midler til fortsættelsen! Ud af NATO, væk med amerikanske baser! Arbejdernes største fjende i vores eget land! Meloni og tilhængerne af krig væk fra magten!
Oversat fra Scintilla nr. 129 – december 2022
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
