Hjemløshed og tomme lejligheder går hånd i hånd

I øjeblikket oplever den almene sektor, at mange ikke kan betale deres husleje og tvinges til at flytte. Samtidig står mange lejligheder tomme, fordi der ikke kommer nye beboere til. Også i Danmark skaber inflation og krise et voksende antal funktionelt hjemløse, der mangler en bolig, de kan betale. I stedet må de klare sig med ly fra halvtage eller biblioteket om dagen og overnatte på sofaen hos venner og familie. Et voksende antal tomme lejligheder i den almene sektor koster på driftsbudgettet for den enkelte afdeling og regningen sendes videre til de resterende beboere, som endnu højere husleje.

Den almene sektor og lejerne er ramt tre-dobbelt af krisen og den lovgivning, som kommunerne og staten har presset igennem. Og det er ikke en tilfældighed. Magthaverne og bykonger har i årtier presset de lavtlønnede og de fattigste ud af byerne og ønsker at privatisere hele ejendomsmarkedet. Resultatet har blandt andet været, at en stor spekulationsboble har gjort det ekstremt dyrt at bo i de største byer. Det gælder også for almennyttige områder, hvor man har krævet nedrivninger af de relativt billigste lejligheder og indført forskellige ghettopakker, der har smidt folk ud af ventelister, hvis de kom fra ”ikke vestlige lande” eller ikke havde et mellemindkomst job.

Krisen, som vi har set accelerere de sidste par år hvor Nationalbanken og ECB bestemte at renterne i en lang periode var i minus, har betydet et ekstra slag for den almene sektor. Det har betydet, at den formue som mange boligforeninger skal have er skrumpet, og det hul skal fyldes gennem stigende huslejer. For eksempel opkræves et indskud af nye beboere, men hvem skal betale tabet på minusrenter, for en beboer skal jo have sine penge tilbage, når de flytter?

En anden del af den formue, som en boligforening har, er opsparing til det planlagte vedligehold, der kommer gennem årene. En del af denne opsparing må boligforeninger investere i såkaldt sikre papirer. Men under kapitalismen er der intet, der er sikkert. Det har de seneste år til fulde bekræftet.

Boligforeningen kan bruge afkast og renteindtægterne i de gode år til at inflationssikre formuen, men når der er et stort kurstab samtidig med inflation, så stiger huslejen. Dels fordi der ikke er penge i kassen til de nødvendige renoveringer på det tidspunkt, hvor levetiden af de forskellige bygningsdele er nået til vejs ende. Altså nye vinduer, nye radiatorer og så videre. Det giver mange boligforeninger hovedbrud, for hvor man troede, man havde sparet op er der nu kun underskud, og når tingene går i stykker skal der lånes penge og nu til stigende renter.

Men der er yderligere et problem, fordi lovgivningen har krævet at tab på henlæggelser skal påføres driftsbudgettet. Altså selvom der er penge nok i kassen, opgøres det relative tab på årsbasis og kan udløse markante stigninger i huslejen. Alle de forholdsregler der er bygget ind i systemet dur ikke i praksis, når krisen rammer.

En ekstra grund til at der er mange tomme lejligheder er, at prisen på nybyggeri er sprunget i vejret. Det betyder at mange helt nye lejlighedskomplekser står tomme fordi huslejen er for høj. Dertil er indskud i nybyggede almene boliger markant højere end i den private sektor. I Århus har byrådet besluttet at boligforeningen kun må bygge som en del af en privat entreprise. Det vil sige at nye kvarters områder, der er blevet udlagt til lejeboliger, er lagt i hænderne på de private spekulanter. De står for hele byggeriet og kan bygge stribevis af ens huse og blot overgive den ene til en boligforening.

De private kan selv sætte huslejen og indskuddet i deres bygninger, mens den almennyttige bolig er underlagt en lovgivning som siger, at et indskud i en nybygning skal modsvare en procentdel af byggesummen. Det betyder, at indskuddet i almennyttig lejlighed i samme område som de private har bebygget kan være 55.000 kroner i stedet for 30.000, hvilket alt andet lige gør, at det almennyttige bliver vanskeligere at leje ud. Hvem der tjener på alle disse krav er ene og alene den private sektor.

Der er helt sikkert ikke nogen fremtid for den almene sektor med den nuværende lovgivning. Huslejerne vil stige og der bliver ikke bygget nyt. Det vil slå bunden ud af kassen og sende bygningerne på statens eller kommunens hænder og i sidste ende kan de gennemtvinge nedrivninger og privatisering af hele sektoren stykke for stykke.

For de mange der står uden tag over hovedet, er det et akut problem. Kampen for retten til en bolig er klassekamp og ikke et spørgsmål, der kan overlades til spekulanter og deres rådne regeringer. Ingen skal smides ud af deres bolig fordi kapitalismens kriser og inflation slår bunden ud af økonomien. Ingen boliger bør stå tomme.