Revolution – vejen til socialisme

Mens vreden og afmagten over himmelråbende priser, over truslen om at måtte flytte fra hus og hjem og en ny økonomisk krise vokser, høstes der enorme profitter. Det er utilsløret kapitalisme og viser, at der er et brændende behov for at finde en anden vej med virkelige løsninger, ikke valgflæsk og illusioner. Der er brug for et andet samfundssystem, et socialistisk, et der skaber grundlæggende løsninger og forandring.

Det og vejen hertil blev debatteret flittigt på APKs novemberkonference i weekenden. Her et oplæg fra konferencen.

Revolution – vejen til socialisme

Af Nikolai Aamand (DKU)

Kære kammerater,

I dag skal det handle om revolution, et ord som stammer fra det latinske “revolte” hvilket betyder “omvæltning” i bred forstand

REVOLUTIONEN HISTORISK

Der har fundet revolutioner, oprør og omvæltninger sted lige siden tidernes morgen, da disse udgør en essentiel del af det menneskelige samfund. Samfund består jo af herskende og undertrykte klasser, hvis modsigelser ikke kan løses fredeligt. Allerede i manifestet fra 1848, skriver Marx  “kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang”.

Marxismen er en videnskabelig ideologi, fordi den tager udgangspunkt i disse revolutioner, deres betingelser, og hvad de ændrer, som et værktøj til at analysere vores verden. Marxismen beskriver nemlig samfundets udvikling som værende et produkt af klassekampen, og ikke af tilfældigheder eller gamle kloge mænd. Det er nemlig grundet slaveoprør og andre revolutioner ført af daværende samfunds undertrykte klasser, at verdenen er blevet til som vi kender den. Selv kapitalisterne har også været en undertrykt klasse, der gennem borgerlig revolution gjorde op med de døende monarkier verden over. Nu er situationen dog anderledes, da klassekampen mellem arbejdere og kapitalister former verdenen som vi kender i dag.

I 1800 tallet, på Marx og Engels tid, ramte en bølge af revolutioner det Europæiske kontinent. Alene i 1848 skete der historiens største antal revolutioner i Europa, som var kendetegnet af opgøret mod de feudale monarkier. På samme tid var marxismen i fuld gang med at cementere sig som arbejderklassens revolutionære ideologi på verdensplan. Allerede i 1871 skete der en revolution i Frankrig, der etablerede pariserkommunen, som Marx og Engels beskrev som verdenshistoriens første tilfælde af arbejderklassens diktatur.

Kort efter pariserkommunen nedkæmpes, blot få måneder efter den så dagens lys, udkommer et værk fra Marx kaldet “Borgerkrigen i Frankrig”. Her beskriver Marx bla. at “Arbejderklassen simpelthen ikke kan tage det klarlagte statsapparat i besiddelse og sætte det i bevægelse for sine egne mål.” Altså kan arbejderklassen ikke bare bruge den gamle kapitalistiske eller feudale stat som redskab, men må knuse dens undertrykkelses-strukturer, og skabe en ny arbejderklassens stat. Dette er essensen af de revolutionære erfaringer gjort af de revolutionære arbejdere i Paris.

Efter Karl Marx dør i 1883, kommer en ny international organisation til verden i 1889, der samler socialistiske arbejderpartier verden over. Faktisk erstatter den en tidligere internationale, der gik op i hat og briller grundet en fejde mellem anarkister og socialister. Hurtigt opstår der dog også stridigheder mellem de socialister der ønsker revolution, og de mange socialdemokrater der ønskede at stemme sig til forandring gennem reformer. Men som pariserkommunen lærte os, kunne man kun gøre op med et gammelt samfund ved at knuse dets gamle stat, og det så vi ske igen, da Oktoberrevolution i 1917 gav arbejderklassen og bønderne magten i det daværende Russiske Imperium.

Selvom de reformistiske Socialdemokrater fortsatte med at eksistere indtil dagen i dag, blev de mere og mere reaktionære, mens de revolutionære arbejdere vandt sejre på sejre. I 1916 skriver den revolutionære leder Vladimir Lenin værket “10 socialistiske ministre” som bla. er en skarp kritik af det danske socialdemokrati. Han skriver: “De sidste år har det danske “socialdemokratiske” parti på ingen måde adskilt sig fra borgerlige radikale”.

I Sovjetunionen skete der store forandringer. På arbejdspladserne fik arbejderne magten gennem arbejderrådene, også kaldet sovjetter. I hele landet fik kvinder stemmeret som nogle af de første i verden. Uddannelse blev sikret til alle, og på kort tid var analfabetismen udryddet. Velfærd og rettigheder blev sikret, og meget meget mere.

Herefter gik det hurtigt med den revolutionære Marxisme-Leninisme der spredte sine idéer verden over. Både i den anti-kapitalistiske, anti-fascistiske og anti-kolonialistiske kamp, vandt kommunisterne frem. Den tredje internationale, komintern, blev stiftet i 1919 som en samling af revolutionære arbejderpartier, der på sin største kongress havde delegerede fra 56 kommunistpartier. Og efter sejren over fascismen i anden verdenskrig, var kommunismen blevet så global en ideologi, at bevægelsen kunne findes alle vegne.

ASPEKTER AF EN REVOLUTION

Inden vi går videre i revolutionens historie, bliver vi dog nødt til først at forstå hvad en revolution egentligt er. For selvom man allerede i folkeskolen bliver lært om revolution som en voldelig omvæltning, forekommer der mange ubesvarede spørgsmål.

En revolution er mange ting, ikke blot nogle vrede bevæbnede folk der går ind i et parlament og pludselig har magten i hele landet. Lenin skriver således i 1916 (værket “Den socialistiske revolution og nationernes selvbestemmelsesret”): “Den socialistiske revolution er ikke enkelt handling, ikke blot én kamp på én front, men en hel epoke af tilspidsede klassekonflikter, en lang række af kampe på alle fronter, dvs. om alle økonomiens og politikkens problemer…”.

Derfor kan man sige der findes mange typer af revolutioner, alt efter hvordan man griber de revolutionære aspekter an. Dette spørgsmål har også skabt meget uenighed blandt den kommunistiske bevægelse, fx. nogle Maoister der mener at revolution skal ske gennem en langvarig folkekrig. Jeg mener at spørgsmålet om revolutionens fremgangsmåde kræver en kreativ anvendelse af Marxismen til de nationale forhold. Der er dog nogle almengyldige aspekter af en revolution, heriblandt behovet for at knuse den gamle stats strukturer, ikke blot reformere sig fra dem. Men mere om det i slutningen af oplægget!

Man kan altså sige at en revolution ikke blot er vold og våben, men også er en kamp på den kulturelle, videnskabelige og økonomiske front. Arbejderklassen kan ikke fravriste magten fra borgerskabet på en dag, og derfor må den nye revolutionære stat understøtte klassekampene ude på de enkelte arbejdspladser. Sovjetunionen blev først grundlagt i 1922, hele fem år efter Oktoberrevolutionen, da de revolutionære kampe fortsatte i hele det daværende Russiske Imperium.

Selv efter den revolutionære stat er blevet konsolideret i hele landet, og de sidste aspekter af voldelige sammenstød er overstået, vil kampen stadig fortsætte på de førnævnte fronter. En kapitalist stopper ikke med at tænke borgerskabet tanker, blot fordi han nu skal flage det røde flag. Selvfølgelig vil kapitalisterne i et revolutionært samfund gøre alt hvad de kan, for at få magten og privilegierne tilbage. Dette vil de gøre i samarbejde med kapitalisterne i udlandet, der også har interesse i at knuse arbejder-staten, og få nye markeder.

I Sovjetunionen så vi hvordan korruption gnavede sig ind i hjertet af revolutionen, hvilket endte med det tragiske kollaps i 1991, hvor fattigdom og sult blev udbredt i den forhenværende proletariske supermagt. Forringelsen skete dog allerede i kølvandet på anden verdenskrig, hvor politikere som Khrushchev og Bresjnev reviderede ideologien, og indførte økonomiske reformer der sikrede flere penge i bureaukraternes hænder. Vi kalder denne tendens for revisionisme, altså processen hvor borgerskabets agenter taler socialismens sag, mens de smadrer revolutionens fremskridt på samme tid.

DAGENS DK

Selvom Danmark aldrig har haft en socialistisk revolution, har mange kæmpet for den. Mange har dog også kæmpe imod den, og det skal dette segment af oplægget omhandle. Hvis man spørger den gængse dansker hvad de tænker på, når ordet “socialistisk revolution” kommer på banen, vil de nok nævne en masse dårligdom, men også et parti Enhedslisten. Det er meget pudsigt, siden Enhedslisten fjernede revolution fra programmet i 2014, og har indsuppleret med fraser om “demokratisk socialisme” og “demokratisk revolution”.

Man har måske hørt om bogen “Nordisk Socialisme”, skrevet af Enhedslistens chefideolog Pelle dragsted. Her beskrives meget af den vision som, det efter sigende “socialistiske” parti, ønsker for Danmark. Denne “socialisme” skal opnås gennem statslige reformer, flere kooperative virksomheder og almene boliger. Socialismen og kapitalismen anses altså som en vægtskål, hvor der altid eksistere noget af den ene i den anden. Danmarks nuværende kooperative og almene boliger må ifølge denne spøjse idé betyde at Danmark er x% socialistisk, og bare behøver vokse.

Faktisk går denne reformistiske tankegang helt tilbage til 70’erne hvor Danmarks Kommunistiske Parti havde udvandet deres revolutionære standpunkt. Her snakkede man om det “anti-monopolistiske demokrati” hvor arbejderklassen måtte alliere sig med de nationale kapitalister imod store internationale monopoler. Indbefattet i denne revisionistiske teori lå også tesen om at vælge sig til socialismen, gennem det borgerlige parlament. Herefter, når monopolerne pænt havde forladt landet, kunne arbejderne møde op på arbejde, og tage magten uden modstand. Det er utopi, og tjener i sidste ende kapitalismens interesser.

Ingen tør bryde med status quo, som er i dette tilfælde er den danske kapitalisme. Det danske medlemskab af store kapitalistiske sammenslutninger som EU og NATO, betyder intet i forhold til vores åh så kære velfærdsstat. Det hele kan reformeres, men først skal arbejderbevægelsen gøre som Socialdemokratiet befaler! Alle til stemmeurnerne, og når Enhedslisten har flertal i folketinget, bliver Mærsk, Wolt og Blackstone pænt bedt om at give sine arbejdere magten. Og ligesom med SYRIZA i Grækenland vil dette “nordisk socialistiske” styre fortsætte medlemskabet af EU og NATO, indtil at der kommer et bedre alternativ. Det er utopi og bedrageri.

Der er kun en vej for arbejderklassen i Danmark, og det er socialistisk revolution!