Massiv afvisning af valgfarcen i Italien

Af Kommunistisk Platform

Om resultatet af det italienske valg den 25. september og de politiske perspektiver

Det mest relevante tal for valget den 25. september viser sammenbruddet i den folkelige deltagelse i afstemningen: en stemmeprocent på kun 63,9.

Fænomenet med at undlade at stemme viser sig at være strukturelt og voksende og omfatter ved dette valg mere end en tredjedel af vælgerne.

Til denne gruppe skal tilføjes de blanke stemmesedler. Det totale antal af de der boykottede valget og de blanke stemmer kommer op på ca 18 millioner mennesker ud af 46 millioner vælgere.

At undlade at stemme har en klar klassekarakter: der er mindre og mindre stemmeafgivning på valgstederne i arbejderklassens byer, industrikvartererne, forstæderne til storbyerne, byer og landområderne sydpå, blandt unge og kvinder i de folkelige lag.

Det niveau, som stemmeundladelsen har nået, viser den voksende mistillid, fremmedgørelse og fjendtlighed hos store dele af de arbejdende masser og de nye generationer over for det borgerlige parlament, de borgerlige institutioner og partier, som i vid udstrækning er blevet delegitimeret af denne valgrunde.

Det er et klart udtryk for det borgerlige demokratis nedbrydningsproces.

Fremgang for det yderste højre

Fratelli d’Italia, FdI (Italiens Brødre), det højreekstreme parti med Giorgia Meloni i spidsen, der politisk er en mutation af neofascismen, blev det største parti med ca. 26 % (ifølge den borgerlige procentmetode), dvs. en reel stemmeandel på 16,6 %.

Partiet indgik i centrum-højre-koalitionen, der tilsammen opnåede 43,8 % af stemmerne (dvs. den har en reel støtte fra under 30 %).

Antallet der stemte på denne koalition, var ca. 12,3 millioner, hvilket er lidt flere end ved valget i 2018. Højrefløjens samlede vælgerandel er ikke vokset siden 2008, men er derimod faldet. FdI´s succes hænger direkte sammen med tabet af stemmer på partiets allierede i Lega og Forza Italia.

Melonis parti kapitaliserede på deres formelle opposition til den oligarkiske Draghi-regering (FdI er et pro-NATO-parti, der respekterer EU-reglerne) og formåede at koncentrere de konservative og reaktionære stemmer på sine lister.

For FdI stemte lag fra små iværksættere, håndværkere og købmænd, mellemstore og rige landmænd, selvstændige, arbejderaristokratiet, offentlige embedsmænd, husmødre … Lag der er bekymrede over den langvarige økonomiske stagnation, og lider under konsekvenserne af storkapitalens pres, mens de kæmper med gæld og konsekvenserne af pandemien, krigen og klimakrisen.

En principløs protest, som det pro-fascistiske demagogiske parti har overtaget, der ekkoer følelserne hos store dele af de udbyttede masser og bruger dem uden skrupler i sit illusoriske og demagogiske “program” for at skjule sine ægte hensigter.

Storborgerskab og reformisme banede vejen for Meloni

Det bratte skift til højre i den italienske politiske akse blev hjulpet på vej og muliggjort af to hovedfaktorer.

For det første støtten fra de mest reaktionære dele af borgerskabet. Med starten af krigen i Ukraine, energikrisen og den forestående recession er interesserne hos militærindustrien og energimonopoler, industrikoncerner der kæmper med hård konkurrence, gamle og nye finansielle kliker, godsejere, store bygherrer der ødelægger miljøet, reaktionære katolske kredse, og mafiaen, trådt endnu mere aggressivt frem.

Disse kræfter har “pragmatisk” overdraget landet til Meloni for at presse mere merværdi ud af arbejderklassen og knægte de basale rettigheder, for at spare skat og hente ekstraprofitter og modtage mere og mere statsstøtte til at konkurrere på internationale markeder. Den positive reaktion fra børsen i Milano bekræfter dette.

For det andet er FdI’s valgsejr den rådne frugt af den klassesamarbejdslinje og pro-oligarkistiske politik, som det Demokratiske Partis (DP) og fagforeningsbureaukratiet, der er knyttet til dette parti, har gennemført.

De socialdemokratiske og reformistiske ledere har vist vejen til den yderste højrefløj med årelang åbenlys arbejdsgiverpolitik, med privatiseringer, Jobs Act og andre love til fordel for direktørerne, afvikling af arbejdernes rettigheder, med rehabilitering af fascismen, antikommunisme osv. Splittelseslinjen og lammelsen af arbejderklassen, som DP-lederne og deres fagforeningsbureaukrati ihærdigt har forfulgt, var til fordel for borgerskabets reaktionære kræfter.

På vej mod en endnu mere reaktionær regering

En arbejderfjendsk, autoritær krigsregering er under forberedelse; den mest reaktionære regering siden slutningen af Anden Verdenskrig.

En regering for øget fascisering af staten, for kriminalisering af modstandsbevægelsen og reaktionær omskrivning af forfatningen, for oprustning. En antikommunistisk regering, der vil øge angreb på arbejderes, migranters, kvinders, unges, politiske, faglige og demokratiske rettigheder.

Det vil være regeringen for et udbyttende, reaktionært, chauvinistisk mindretal, som undertrykker det arbejdende flertal, der hungrer efter arbejde, brød og fred.

Men den næste regering vil opstå uden et bredt massegrundlag. Det vil have et tilsyneladende solidt parlamentarisk flertal i kamrene, men det vil bygge på et mindretal i det virkelige land. Den vil ikke have de nødvendige redskaber til at kontrollere proletariatet og de arbejdende masser i en periode, hvor klassekonflikterne vil blive dybere.

Den reaktionære regering vil ikke løse noget problem for det italienske folk og vil ikke være i stand til at vinde de brede masser, men vil forsøge at fratage dem enhver mulighed for gennem kamp at udtrykke deres utilfredshed med de høje leveomkostninger, afsavn, voldsom elendighed, og arbejdsløshed …. De vil forsøge at passiviserer dem med demagogi og løfter og undertrykke deres protestbevægelser med statsvold. Melonis “moderate” maske vil snart falde.

Perspektiver på kamp og opgaver for kommunisterne

Den alvorlige økonomiske situation, energi-, miljø- og sundhedskrisen, vægten af krig og gæld, de strenge betingelser, som EU vil stille for at udlåne flere penge, den imperialistiske krig, og frem for alt voksende utilfredshed og fornyet kraft i klassekampen vil underminere den næste regering og “sammenhængskraften” hos de kræfter, der vil støtte den.

Arbejderklassen kan ikke leve uden en radikal forbedring af dens levevilkår. Derfor er udviklingen af massekampen mod kapitalisterne og deres “nye” regering uundgåelig. Dets tyngdepunkt vil være uden for parlamentet, på fabrikkerne og gaderne. Det vil blive stadig vanskeligere for reformister og opportunister at få held til at bremse udviklingen af denne bevægelse.

Det er nødvendigt at arbejde dagligt og systematisk i arbejderklassen for at fremme arbejdernes og fagbevægelsens enhed i kampen, for at opbygge organismer (komiteer, råd osv.), der legemliggør arbejderklassens, arbejder-, folke- og ungdomsmassernes vilje til kamp, der understøtter hinanden.

Det er nødvendigt straks at gå til handling. Studer og kæmp for arbejde, for brød, for fred, for arbejdernes rettigheder, mod den reaktionære blok og fascismen.

Samtidig må reformisters og opportunisters nederlagspolitik, forsinkelses- og splittelsesmanøvrer afvises. Passivitets-, stilstands-, ventepolitik, “moralsk” opposition er til skade for udviklingen af en massebevægelse.

Klasseenhed må opnås på kampens grund, hvilket sætter skub i arbejdernes deltagelse og mobilisering med det formål at gennemføre generalstrejken til efteråret og lægge grunden til en folkefront, der af arbejderklassen ledes til at møde borgerskabet og sætte en stopper for dets styre.

Situationen giver grobund for kommunister, på betingelse af at styrke deres organisation til at udføre vedholdende og metodisk arbejde blandt de arbejdende masser, på fabrikker, i fagforeninger, til at deltage i protester, i strejker, til at øge bevidstheden i arbejderbevægelsen om nødvendigheden af et revolutionært brud med det kapitalistisk-imperialistiske system, og til at opbygge ideen om socialismen i bevægelsen, mod opportunistiske og revisionistiske strømninger.

Hvad valgresultatet bekræfter, er behovet for, at arbejderklassen, for at kæmpe sejrrigt mod borgerskabet og reaktionen, opbygger et proletariatets parti baseret på marxistisk-leninistisk teori og proletarisk internationalisme.

Tiden er moden til, at avancerede arbejdere og ægte kommunister bevæger sig mod denne historiske milepæl.

28. september 2022
Kommunistisk Platform – for Italiens Kommunistiske Parti

Kommunistisk Platform er som APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML