Norge sagde NEJ for 50 år siden

Folkeafstemningen om norsk medlemskab af EEC/EF den 25. september 1972 skabte store omvæltninger i norsk politik. Det markerede på mange måder afslutningen på Arbejderpartiets “monopol”, en dominans, der havde varet siden 1945.

Hele magtapparatet stod sammen om at advare om en katastrofe, hvis Norge ikke tilsluttede sig Det Europæiske Fællesskab (EF), som på det tidspunkt ikke var en politisk og økonomisk union. At EF ville blive en union var et skræmmebillede, sagde ja-siden.

Kampen for EF-medlemskab var omstridt, hård og bitter. Det var en klassekamp i form af en bred alliance af bønder, fiskere, arbejdere, progressive unge, naturfredningsfolk på den ene side mod alle magtens organer og institutioner på den anden, inklusive LO-ledelsen. Det var en kamp for nationalt selvstyre og demokrati mod europæisk storkapital.

Sådan står kampen også i dag.

Send en varm tak til dine forældre og bedsteforældre som stemte nej i 1972!

Af Jan R. Steinholt, Rådgiver i Nei til EU

Det hed ikke EU og Den europæiske union for halvtreds år siden. EEC eller Det Europæiske Fællesskab (EF) var det mere appellerende navn dengang. EF havde klare ambitioner om at blive den union vi ser i dag, men i 1972 var EF/EEC stadig en mager variant af EØS-aftalen som kom 20 år senere. EF-tilhængerne sagde at alt snak om en union var skræmmehistorier og vrøvl. Men Folkebevægelsen mod EF kunne dokumentere planerne og mobiliserede folket imod magten. Og den 25. september 1972 sagde vi et rungende nej.

Det var arbejdsfolk, fiskere, bønder, kvinder og unge som sagde et dundrende og rystende nej. Folket vovede at tale magten midt imod. For første gang efter krigen oplevede magthaverne, fra Høyre til Arbeiderpartiet, fra NHO til LO-ledelsen, et virkelig oprør fra folkedybet. For første gang fik de det ikke som de ville have det. Trygve Brattelis Arbeiderparti-regering måtte gå af.

Var det nationalromantik, tyskerhad og frygt for det ukendte som gjorde det? Sikkert også lidt af det også. Men først og fremmest var det instinktet hos et folk, som kun havde kendt til national selvstændighed i to generationer og som fortsat bar på erindringerne om fem år med tysk besættelse. Et folk som i nogle århundreder havde kæmpet for at komme ud af både Rigsfællesskab og Union. Det var småkårsfolk, som havde lært at det man har vundet, kan gå tabt hvis det ikke forsvares.

I 1972 var det magten, monopolerne og medierne imod folket. Som nu. En vigtig forskel var, at nej-siden havde en stor landsdækkende avis på sin side; Dagbladet. Da næste EU-kamp kom i 1994, havde også Dagbladet fundet sin plads i ja-folden. Det hjalp som bekendt ikke. For i 1994 lykkedes det for nej-siden at få en anden magtfaktor på sin side; LO-kongressen.

Sådan var det ikke i 1972. Et massivt flertal i LO’s ledende organer sendte LO på ja-barrikaderne side om side med arbejdsgivernes organisationer. LO-leder Tor Aspengren viftede bryskt med hammeren for et ja. Det gjaldt vist om intet mindre end vores placering i Europa, skønt de fleste mente den ligger temmelig fast. Og nåde og trøste den tillidsvalgte som opponerede!

Alligevel stemte et flertal af de LO-organiserede nej og ikke ja den 25. september.

Fronterne blev trukket skarpt op i 1972. Familier blev splittet. Tilhængere fik påtegninger i deres pas. Nej-sigere blev spyttet på. Sidstnævnte blev i tusindtal udsat for omfattende registrering fra overvågningspolitiet (dagens PST), som det senere er blevet almindeligt kendt.

Norsk politik blev vendt op og ned. Arbeiderpartiet og Venstre blev splittet. Sosialistisk Valgforbund (SV) opstod med Norges første kvindelige partileder, Berit Ås, og stormede ind på Stortinget i 1973.

Dele af nej-bevægelsen gik vel langt med paroler som ”Nej til salg af Norge”. I 1972 var det en overdrivelse. På den tid var der ikke tale om at afgive national kontrol over hverken energipolitik eller jernbanerne til EF/EU. På mange måder ville akkurat den parole måske være mere rammende i dag.

Tilhængerne mente i 1972 at Norge ville blive isoleret fra Europa. Hørt det før?

Dengang, som alle de andre gange medlemskab af EF/EU er sat på dagsordenen, har det været andre staters udenrigs- og handelspolitik som har sat tilhængerne i bevægelse. Særligt vore nære handelspartnere. ”Hvordan i alverden skulle vi nu få solgt vores varer?”

Jada, også den er gammel og godt brugt.

Ja-sidens retoriske yndlingsøvelse er at sætte lighedstegn mellem EU og Europa. I 1972 var begrundelsen at Storbritannien og Danmark ville blive medlemmer af ”det europæiske fællesskab”. Høyre-leder Kåre Willoch fandt særlig anledning til at advare de genstridige nordlændinge om at kun EEC-medlemskab ville give ”sikkerhedspolitisk tryghed”.

I 1994 var begrundelsen at Sverige ville gå med i ”det nye Europa” efter murens fald.

Det er den samme sang om ”europæisk solidaritet” og sikkerhed vi hører i dag, iblandet ”vore europæiske værdier”. Pudsigt nok ignorerer tilhængerne at Storbritannien er gået den modsatte vej og har forladt et ulykkelig ægteskab med EU.

Norge har haft sin velstandsmæssige storhedstid i de halvtreds år som er gået siden 1972. Vi blev ikke fattigere, vi blev ikke isolerede. Vi blev et af verdens rigeste lande. Vi havde fuld kontrol over vandkraften, som sammen med olie og en omfordelende stat gav en velstandsudvikling få lande har set magen til.

Vi opretholdt bosættelse over hele landet og et jordbrug som ville være blevet lagt brak under EU’s landbrugspolitik. Vi bevarede kontrollen over vore enorme fiskeressourcer. Vi skaffede os en diger oliefond, fordi fremsynede politikere sørgede for at olie- og gasreserverne og indtægterne blev bevaret på statens hænder.

Året efter folkeafstemningen kom oliekrisen da OPEC firedoblede priserne. For Norges del betød det nogle få uger med rationering, til gengæld gjorde det en række nye oliefelter svært lønsomme. Og for den som funderer over dette: Den højere oliepris havde ingen betydning for norske strømpriser! Vores kraftoverskud blev udvekslet med kul- og atomkraft fra vores nordiske naboer i et system for gensidig forsyningssikkerhed. Men ingen el-børs styrede prisen. Den blev fastsat politisk og nationalt.

I ekspresfart fik vi i 1973 lavet en handelsaftale med EF som gælder den dag i dag, blandt andet for eksport af laks. Den gav – og giver – fuld toldfrihed for industrivarer.

EØS-aftalen i 1992 var starten på en proces for undergravning af nej-sejren fra 1972. Et nyt nej til EU i 1994 fik EØS-aftalen med som nissen i hølæsset.

Men det er en anden historie.

Jan R. Steinholt, Rådgiver i Nei til EU

Læserindlæg fra ND, Nordnorsk Debat: 50 år med velstand under eget tak

Læs også 50 år siden vi sa «nei»


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater