Overfiskeri og manglende kontrol med de store trawlere fra rige nationer er den primære grund til fiskebestande forsvinder over hele Jorden. Men EUs kvotesystem, der påstår at være garanti for kontrol med udnyttelse af fiskeressourcer ved Europas kyster har ikke hjulpet. Tværtimod har EU medvirket til at nedgangen i fiskebestanden er fortsat. Årsagen er, at forskning ikke tager bestik af kapitalistisk rovdrift og derfor har taget fejl i bedømmelse af bestande.
Nye genetiske undersøgelser har bekræftet hvad mange lokale kystfiskere har vidst i generationer. Fisk har en tendens til at søge tilbage til de steder de er kommet til verden, de har en lokal forankring så at sige. Og er tilpasset det lokale fødegrundlag og forhold. Denne viden indgår stort set ikke når EU sælger kvoter, i stedet samles bestanden af en art under én hat, med kun begrænset hensyn til variationerne. En fiskestime er en fiskestime, så pyt med hvor den er hjemmehørende.
Kvoter skulle ellers være redningen på overfiskningen, der stor set udryddede de store spisefisk i Europas farvande i 70’erne, da de store trawlere for alvor blev rentable. Men kvoter dur kun hvis de reflekterer virkeligheden og de data som forskerne har at arbejde ud fra er ekstremt usikre. Og fejlen opstår allerede fordi det system er baseret på en tillid til at de store fisketrawlere rapporterer nøjagtigt hvad de har fanget og hvor de har fisket og med hvilket grej. Tillid dur ikke under kapitalismens rovdrift på naturen.
Gang på gang har det vist sig, at de tal som forskerne har bygget deres anbefalinger til kvoter på, har overvurderet bestandene og samtidig tager det politiske system ikke hensyn til usikkerheder, men forhandler fordeling af fangstrettigheder ud fra nogle kortsigtede økonomiske kalkuler.
Selvom kvoteforskerne ikke har haft styr på videnskaben har de lokale fiskere og biologer hele tiden haft en forståelse for at man ikke kunne fiske mere end 20 procent af den voksne bestand hvert år og der ikke skal fiskes med net der ødelægger havbunden og fiskenes levesteder, fiskenes fødegrundlag, eller den øvrige komplekse verden af liv i havet der er med til holde vandet rent og i balance.
En FN-aftale fra 1995, om fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande forsøgte at bygge på den viden, der var på det tidspunkt, for at beskytte nogle arter mod at blive overfisket på deres vandringer. Men i praksis er det gået ned af bakke med fiskebestande over alt. De store trawlere fra de rige nationer overholder ikke kvoter og aftaler og der er ikke styr på hvad der fiskes op.
FN vurderer, at 90 procent af store fiskearter er i risiko for at kollapse, altså er fisket ned til så små bestande at de ikke kan opretholde sig selv. Imens er fiskeriet blot begyndt at fiske på stadig mindre fisk og omdanne det til foder til landbrug eller opdræt af laks i havbrug. Det medfører, at resten livet i havet er kommet ud af balance. Og der ses flere algeopblomstringer og vandmænd.
Den hastige globale opvarmning, forurening og udledning af næringsstoffer er med til at skubbe til balancen og gøre havet uklart og reducere plantere på havbunden. Hvilket alt sammen er faktorer, der medvirker til at store områder i f.eks. Østersøen rammes af iltsvind i varme somre.
Den primære katastrofe skyldes overfiskeri. Det kan begrænses gennem lokalt bestemte kvoter og forbud mod at de rige landes store trawlere kan fiske udenfor egne farvande. Men i praksis vil det kræve at kontrol med fiskeri sker gennem retsligt bindene internationale konventioner. Og at der kommer styr på alle ulovlige fangster.
Link til kilde her:
Sveriges TV1 Videnskabens Verden 3. september 2022, Det Tomme Hav
Lyt også til udsendelsen på Oktober Radio her
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
