Proimperialistisk »antifascisme«

Fascismen er uden tvivl i fremmarch, også inden for de borgerlige institutioner i en lang række lande. Men endnu er det ikke sådan, at fascismen har erobret statsmagten i noget europæisk land. Heller ikke i Rusland. At Rusland er som andre imperialistmagter, er indtoget i Ukraine et klart bevis på. Men krigen beviser ikke, at Rusland er fascistisk. Imperialismen er i sin natur aggressiv uden at være synonym med fascisme. I så fald ville USA være en fascistmagt i n’te potens, målt på antallet brutale invasioner og besættelseskrige. Fascismen opstår ikke over natten og uden varsel, kommer ikke til magten på en enkel og ligefrem måde, men det kan ske før, vi aner det.

Af Jan R. Steinholt, Norge

Udgør Putins Rusland vor tids overhængende fascistiske trussel, som hele verden må samles imod? Den, der svarer ja på spørgsmålet, er lige så godtroende, som den, der tror, at Ruslands invasion af Ukraine handler om at rense landet for nazistisk indflydelse.

Den rådnende kapitalisme i dag fremmer fascismen på forskellige måder. Fascismen er imperialismens eget affaldsprodukt. Men det betyder ikke, at fascismen sidder med statsmagten i de aggressive imperialistiske stormagter. Ikke endnu.

Fascismen er monopolkapitalens diktatur og statsmagt i åben terrorform. At Rusland er som andre imperialistmagter, er indtoget i Ukraine et klart bevis på. Men krigen beviser ikke, at Rusland er fascistisk. Imperialismen er i sin natur aggressiv uden at være synonym med fascisme. I så fald ville USA være en fascistmagt i n’te potens, målt på antallet brutale invasioner og besættelseskrige.

Særtilfældet Rusland er ikke et særtilfælde

Jonas Bals, tidligere rådgiver og suppleant for Arbeiderpartiet i Stortinget, er en af dem, der drager paralleller fra den nuværende krig i Ukraine til Anden Verdenskrig og Nazityskland. Han mener, Rusland har et fascistisk regime, ikke ulig den historiske fascisme, der blev besejret i 1945. Og at en sådan fascisme skal mødes med våbenmagt. Det har Bals gentagne gange argumenteret for i avisen Klassekampen.

Han mener, det er ’utilgiveligt’, at venstrefløjen ikke forstår, hvordan den russiske fascisme understøtter, finansierer og inspirerer fascismen, som nu er på fremmarch over store dele af verden. Det sidste er en noget speciel påstand, så længe Putin-regimet opbygger sin egen legitimitet i udenrigspolitikken ved at henvise til den heroiske sovjetiske kamp mod nazismen og fascismen. Da er det en risikabel ’sport’ hvis Moskva skulle blive fanget i at finansiere fascistiske bevægelser.

Et af eksemplerne Bals nævner, er Syrien. Det er et ekstremt dårligt valgt eksempel, da Rusland har bistået regeringen i Damaskus med at nedkæmpe den jihadistiske fascisme i form af al-Qaida og IS i Syrien. Mens Norge aktivt, også militært, har støttet terroristerne i Nusra-fronten. Samtidig har Bals en pointe i, at fascismens rolle i valget i USA og nu senest i Frankrig bliver mødt med et skuldertræk fra store dele af venstrefløjen. Alligevel sætter han ’russisk fascisme’ i særklasse i sammenligning med Nazityskland.

Rusland er en stor imperialistisk magt med stærke autoritære træk, hvoraf nogle peger i fascistisk retning – såsom undertrykkelse af strejkende arbejdere, fængsling af demonstranter og kriminalisering af revolutionære bevægelser og anden politisk opposition. Det russiske regimes ’antifascisme’ stemmer dårligt med, at det har ladet nazistiske organisationer og terrorbander få frie tøjler. Det var først i 2021, at Dumaen vedtog  et lovforbud mod nazisymboler. Putin-venlige ungdomsbander opererede efter 2000 sammen med nazistiske skinheads, som udførte vold og hundredvis af drab på ikke-russere og venstreorienterede. Siden er flere af de nazistiske sympatisører i og omkring statsapparatet blevet idømt fængselsstraffe for drab. Men langt fra alle.

Ting som dette har Rusland i større eller mindre grad til fælles med en række såkaldte vestlige demokratier. Nazister har dræbt snesevis immigranter, jøder og socialister i lande som Tyskland, Sverige og Norge. Den tyske hær, Bundeswehr, er inficeret af nazister på flere niveauer, og regeringen i Berlin er blevet tvunget til at foretage flere udrensninger efter en række skandaler. Spanske og franske myndigheder har slået mindst lige så hårdt ned på politiske protester som i Rusland. Det bør være tilstrækkeligt at nævne masseanholdelserne af catalanske folkevalgte eller det franske politis fremfærd mod De gule veste. Regimerne i Ungarn og Polen krænker menneskerettighederne i en sådan grad, at også EU ser sig nødsaget til at reagere.

Jernnæven lurer under overfladen af det borgerlige demokrati

Fascistiske partier er repræsenteret i parlamenterne i mange europæiske lande. Det nærmeste man kommer et fascistisk parti i den russiske Duma er formentlig det liberale demokratiske parti, tidligere ledet af Sjirinovskij. Det har 20 pladser (af 450). Til sammenligning har Francos arvtagere i Spanien, partiet Vox, 52 af 350 pladser. I flere baltiske og østeuropæiske lande er kommunistiske partier og symboler kriminaliseret. Ingen af disse lande kan kaldes fascistiske, selv om de udviser stigende antidemokratiske tilbøjeligheder og statsapparatet udvikler fascistiske træk gennem masseovervågning, nye fuldmagtslove og tiltagende censur. Vi ser også en lignende udvikling i Norge, dog i langt mildere form, da klassekampen her i landet er langt mindre skærpet. Årsagen til denne europæiske udvikling er, at det borgerlige demokrati er i krise, arbejdernes og flertallet af befolkningens tillid til systemet og magthaverne fordamper mere og mere for hver dag, der går. Et eksempel er det nylige valg til nationalforsamlingen i Frankrig.. Kun 47,5 procent så nogen mening med at stemme.

Der er en væsentlig forskel på et ’autoritært’ borgerligt demokrati og en fascistisk statsmagt, hvor vold og terror har frit spillerum.

Det borgerlige demokrati i Rusland er en fernis, som det er i andre kapitalistiske lande. Jernnæven ligger altid lige under klassedemokratiets facade, men den er ikke lige synlig i alle lande. Ikke desto mindre er der væsentlig forskel på et ’autoritært’ borgerligt demokrati og en fascistisk statsmagt, hvor vold og terror har frit spillerum.

I Rusland opstiller andre borgerlige partier end Det Forenede Rusland (Putins parti), inklusive resterne af det revisionistiske “kommunistiske” parti, og er repræsenteret i Dumaen. Vladimir Putin er ingen enevældig førerskikkelse. Den officielt anerkendte fagbevægelse får lov til at operere nogenlunde frit, mens anden arbejderopposition undertrykkes. Rusland har korporative træk, men landet er ikke en korporativ stat. Ligeså lidt som Norge, selv om ’den norske model’ og trepartssamarbejdet har klare korporative træk. ’Pressefriheden’ i Rusland er i stigende grad præget af selvcensur yderligere forstærket af, at landet er i krig. Selvcensur og fortielser rammer i stadig større grad også mediehuse i Europa, ikke mindst i udenrigspolitiske spørgsmål.

Fascismen er uden tvivl i fremmarch, også inden for de borgerlige institutioner i en lang række lande, såsom Italien. Men endnu er det ikke sådan, at fascismen har erobret statsmagten i noget europæisk land. Heller ikke i Rusland. Det betyder ikke, at det ikke kan ske, før vi aner det, i Rusland, Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig eller Polen.

Bøn for imperialistisk verdenskrig i ’demokratiets’ navn

De imperialistiske stormagter i øst og vest rivaliserer om markeder og indflydelsessfærer, en rivalisering, som peger på nye krige. Handelskrigen er allerede en realitet. Kina er økonomisk i offensiven, mens USA er i defensiven. Men når det kommer til militær magt, er USA sine russiske og kinesiske rivaler langt overlegen. Set fra Beijing og Moskva betyder en militær konfrontation i fuld skala nederlag eller nukleart ragnarok. Set fra Washington er en forebyggende krig, før rivalerne bliver for magtfulde, mere dragende. Måske endnu mere nu, efter at krigen mod Ukraine har afsløret den russiske militærmaskines store svagheder.

Jonas Bals er socialdemokrat og en af de ideologiske ledere på partiets faglige venstrefløj. Han har skrevet flere bøger om arbejderbevægelsens historie. Hans syn på Rusland som et nyt Nazityskland er allerede ved at blive omfavnet af AUF (Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF) er en norsk politisk ungdomsorganisation, der er tilknyttet Det norske Arbeiderparti/red) og dele af Arbeiderpartiet. Konsekvensen af et sådant syn er indlysende: Så må hele verden samles bag USA og de vestlige demokratier for at stoppe den største trussel af alle, om nødvendigt i form af en verdenskrig i fuld skala. Hermed går Bals de aggressive vestmagters ærinde. Det er nyttesløst, når han forsøger at kamuflere sit imperialistiske krigsråb som en fiktiv alliance af demokratier mod det påståede fascistiske Rusland. I det omfang, der er en historisk parallel til Anden Verdenskrig, må det være, at Bals er kommet til skade at havne i selskab med dem, der mener, det civiliserede Europa skal skaffe sig lebensraum mod øst.

Bals og de venstreorienterede socialdemokrater i AUF tager nemlig et lille forbehold, når det gælder omfavnelsen af USA. Hvis Donald Trump kommer til magten igen, vil de satse deres kort på et stærkt og oprustet Europa. Hvis det amerikanske præsidentvalg i 2024 resulterer i en ny omgang trumpisme, vil Arbeiderpartiet og AUF med stor sikkerhed komme på banen som åbne tilhængere af norsk EU-medlemskab og af EU-hæren.

Det, Bals har ret i, er, at fascismen er på fremmarch i Europa og USA, som den var det i 1930’erne. Den måde fascismen kommer til udtryk på, og de metoder, den bruger for at vinde få magt, er ikke nødvendigvis identiske med det, vi så i mellemkrigstiden i forrige århundrede. Grænsen mellem højrepopulisme og fascisme er måske mere diffus i dag. Det fælles er, at ’liberale’ borgerlige partier – ofte med støtte fra socialdemokratiets ledere – hjælper fascismen frem. På den ene side ved at lade fascister og racister organisere sig og sprede deres propaganda under dække af ’ytringsfriheden’ og gennem historisk hvidvaskning af nazister og frontkæmpere for deres ’indsats’ mod kommunismen. På den anden side gennem reaktionære undertrykkelsesforanstaltninger mod arbejdere og progressive og vide beføjelser til statens volds- og overvågningsapparat.

Fascismen opstår ikke over natten og uden varsel.

Lederen af Komintern, Georgi Dimitrov forklarede det i 1935:
’Kammerater, vi må ikke tro, at fascismen kommer til magten på en så enkel og ligefrem måde, at en eller anden af finanskapitalens komiteer beslutter at etablere det fascistiske diktatur på den og den dag. I virkeligheden kommer fascismen til magten under en gensidig og til tider alvorlig kamp mod de gamle borgerpartier, eller en bestemt del af dem. Ja, selv gennem kamp i selve den fascistiske lejr, en kamp, som nogle gange fører til væbnede sammenstød, som vi har set i Tyskland, Østrig og andre lande.
Alt dette gør dog ikke den kendsgerning mindre vigtig, at de borgerlige regeringer før selve fascistiske diktatur er etableret sædvanligvis gennemgår en række forberedende faser og gennemfører en række reaktionære foranstaltninger, der direkte gør fascismens magtovertagelse lettere.
Den, der ikke kæmper mod borgerskabets reaktionære foranstaltninger og fascismens vækst på disse forberedende trin, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men gør den tværtimod lettere.’ (Uddrag fra Folkefront mod krise, krig og fascisme.)

Jonas Bals bliver nok ikke overbevist af kommunisten Dimitrov. Måske lytter han mere til Arnulf Øverland, som forklarede, at fascismens fremkomst kun er mulig i et sygt kapitalistisk samfund, hvor fascismen finder grobund. Kun socialismen kan ændre samfundsforholdene og eliminere fascismen, mente Øverland. Hans ord fra 1939 beskriver i høj grad nutidens europæiske virkelighed:
’Jeg har også nogle ord til de borgerlige antifascister: Jeg tror ikke på nogen endelig sejr over fascismen uden gennem socialismens sejr. Vi socialister tror ikke, at det borgerlige demokrati er i stand til at løse samfundsproblemerne og overvinde fascismen.
Fascismen har i de sidste femten år bredt sig over Europa som en steppebrand. Men for at ilden kan brede sig med en sådan fart, må græsset være tørt. I frisk græs breder den sig ikke.
Der må være noget sygt ved et samfund, hvor fascismen kan brede sig, således som den gør i dag. Hvis de borgerlige liberale vil bekæmpe den, da må de også gå med til en sanering af samfundet. Hvis man tilstræber både fredelige samfundstilstande og individuel frihed, da må man imødekomme menneskenes fundamentale retfærdighedskrav. Gør man ikke det, da kommer diktaturet.’

Gengivet fra Virksomme Ord. Arnulf Øverland. Fascismen i fremmarch. Arnulf Øverland, (1889 – 1968) på Massemøde til Antifascistisk Samling, Göteborg 1939. – Arnulf Øverland  var en norsk forfatter og digter

Af Jan R. Steinholt

Artiklen har været bragt Revolusjon, Norge
Pro-imperialistisk «antifascisme» fra Jonas Bals

Læs også: Georgi Dimitrov: Om enhedsfronten og den antifascistiske folkefront