EU frygter at miste kontrol i Afrika

Alle imperialistmagter vil have en del af Afrika. Helt aktuelt er det i Afrika EU har en række militære og civile missioner for at sikre sig magt og indflydelse over kontinentets rige ressourcer, der stjæles fra de lokale befolkninger.

Af Jan R. Steinholt, politisk rådgiver i Nei til EU, Norge.

EU møder hård konkurrence fra rivaler som Rusland, USA, Kina, Storbritannien og Tyrkiet. Alle vil have en del af Afrika.

På topmødet mellem EU og Den Afrikanske Union (AU) i Bruxelles den 17. -18. februar planlægger EU at fremlægge seks initiativer for et ’frugtbart og bærekraftigt partnerskab’. Tre af initiativerne består af investeringspakker.

Et af de uafklarede spørgsmål er, hvor store beløb EU vil stille til rådighed af de særlige midler, EU har at trække på hos Den Internationale Valutafond IMF for at bekæmpe pandemien. Italien og Spanien overvejer at give en del af deres midler herfra videre til afrikanske lande, der dermed kan få øget deres valutareserver, uden at pengene reelt bliver overført.

Ambitiøs strategi

I 2020 lancerede EU en omfattende strategi for partnerskab1 med Afrika. Den angives at bidrage til en bæredygtig udvikling på kontinentet. Afrikas enorme naturressourcer og sjældne mineraler er afgørende for EU’s industrielle ambitioner og EU’s aftale om grøn politik (European Green Deal). Adgangen til mineraler er dog fortsat truet af den usikre sikkerhedssituation og skrøbelige statsstruktur i mange afrikanske lande.

Der bruges flotte ord2 om det fornyede partnerskab, ikke altid lige velvalgte. EU hævder, at ’Afrika ikke kun deler en rig historie med EU-lande, men også fælles værdier og interesser’ (Africa not only shares a rich history with EU countries, but also common values and interests). Afrikanerne omfavner næppe en sådan forskønnelse af deres ’rige’ historie som kolonier for europæiske magter. Afrikas ressourcer har i århundreder fyldt maverne og firmakontoerne i Europa uden at få meget tilbage.

Covid 19-pandemien her heller ikke styrket Afrikas tillids til EU og Europa. Afrikanerne har stået sidst i køen til vaccineleveringer, og intet tyder på, at EU har til hensigt at ophæve3 medicinalindustriens patenter, så afrikanske lande kan starte deres egen produktion for en billig penge.

Vil opskalere sin militære rolle

Den såkaldte afrikansk-europæiske sikkerheds- og stabilitetsarkitektur er en forpligtelse til at styrke det civile og militære beredskab gennem fredsoperationer, militære instruktører og kampstyrker. De franske og EU-ledede indsatsstyrker er dog ofte blevet mødt med demonstrationer fra lokalbefolkningen, der ser dem som kolonistyrker og undertrykkere.

Af et lækket notat4 forud for topmødet fremgår det, at EU ønsker at opskalere sin militære rolle i Afrika. Her oplyses det, at EU’s militære tilstedeværelse strækker sig fra Sahel til Guineabugten og fra Afrikas Horn til Mozambique-strædet.

Af EU’s 18 igangværende udenrigsmissioner5 er lokaliseret til Afrika, hvoraf seks er militære. Franske udsendte styrker kommer derudover. De har haft ringe succes. I løbet af det seneste år har der været kup i Guinea, Mali og Burkina Faso. Dette er lande koncentreret i Vestafrika, hvor Frankrig forsøger at fastholde sit greb, også militært. Grænseområderne mellem Mali og Guinea er ekstremt rige på uran, noget Frankrig har brug for til sine atomkraftværker og militære formål.

Fodfæstet glider

Sammen med Sudan, hvor der også har været kup, er Guinea, Mali og Burkina Faso blevet suspenderet fra Den Afrikanske Union. Det er ofte diffust, hvilke kræfter der står bag de forskellige kupmagere.

Sahel-bæltet omfatter en række tidligere franske kolonier. Det, der virker indlysende, er, at EU og Frankrig mister fodfæste i Sahelbæltet, hvilket vækker bekymring i Bruxelles6 og Paris. EU ønsker at opretholde sin tilstedeværelse, men ’ikke for enhver pris’ ifølge Bruxelles. Stater som Den Centralafrikanske Republik og Mali har til dels bortvalgt militære korps fra EU og Frankrig og baserer sig i stedet på lejesoldater fra det russiske sikkerhedsselskab Wagner – en slags russisk parallel til American Academy, bedre kendt som det berygtede Blackwater fra krigen mod Irak.

Set med EU’s øjne er det heller ikke problemfrit i de nærliggende nordafrikanske stater. I efteråret 2021 annullerede EU-domstolen7 handelsaftalen med Marokko, fordi den omfatter fisk og landbrugsprodukter fra det besatte Vestsahara. En fornyet handelsaftale med Algeriet, en vigtig olie- og gasleverandør til EU, er gået i stå, fordi Algeriet mener, at forslaget til en ny aftale underminerer landets suverænitet.

Tillidskrise

I sommeren 2021 afsluttede Frankrig sin operation Barkhane i Sahel. Den er blevet erstattet af operation Takuba8, der består af styrker fra europæiske lande under fransk kommando. Officielt skal Takuba bekæmpe islamiske terrorister i regionen. Malis myndigheder mener på deres side, at Frankrig prøver at opsplitte landet9. I 2019 blev også Norge anmodet af Frankrig om at bidrage til den flernationale Task Force Takuba. Først sagde Norge nej, derefter ja til at sende et mindre antal soldater10. Indtil videre er det norske bidrag sat i bero.

Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, (ECOWAS) har med aktiv støtte fra Frankrig, EU og USA iværksat en handelsblokade mod Mali efter juntaens magtovertagelse i januar. Mali har på sin side udvist den franske ambassadør af landet. Tyskland deltager ikke i Takuba, men meddeler, at landet vil genoverveje tysk deltagelse11 i FV-operationen MINUSMA.

EU har store bekymringer, også i Afrika. Det kan blive krævende at kurere en tillidskrise. I mellemtiden står andre stormagter i kø for at tilbyde afrikanske stater deres ’partnerskaber’. Sådanne realiteter spøger i baggrunden, når EU og AU mødes i Bruxelles.

Se artiklen med noter her

17. februar 2022
Oversat fra Nei til EU, Norge, www.neitileu.no

Artiklen er tidligere bragt i Enhed og Kamp Nr. 2 2022

Enhed og Kamp er APK’s politiske og teoretiske magasin

Se hjemmeside for Enhed og Kamp

Abonner på ENHED og KAMP – online eller som trykt magasin