Derfor hader Putin og patriarken bolsjevikkerne

Præsident Putin er en stor russisk chauvinist og antikommunist. Det er helt logisk at han ligesom patriark Kirill fordømmer Sovjetunionen under Lenin og Stalin.

Den socialistiske sovjetstat garanterede Ukraines nationale rettigheder, som nutidens imperialistiske Rusland nægter dem.

Vladimir Putin repræsenterer et kapitalistisk russisk oligarki af udbyttere. Derfor ser han naturligvis på arbejderklassen som en fjende og socialismen som en trussel. En anden hovedårsdag til Putins antikommunisme er, at han ønsker at vende tilbage til et slavisk imperium, hvor den russiske nation er herrefolket over de andre nationer og nationaliteter. Det er en tankegang, der stemmer godt overens med den russisk-ortodokse kirkes patriark.

I sin tale ved anerkendelsen af de to ’folkerepublikker’ Donetsk og Luhansk  den 21. februar 2022 sagde Putin, at det moderne Ukraine blev skabt af Rusland efter revolutionen i 1917, og at bolsjevikkerne gjorde dette på ’respektløs’ måde ved at løsrive områder, som historisk tilhører Rusland. Han sigtede specifikt mod overdragelsen af Donbass-regionen til Sovjetrepublikken Ukraine som en krænkelse af det historiske Rusland.

I samklang med patriarken

Præsident Putin har længe beundret den mægtige russisk-ortodokse kirke. Efter at Krim blev indlemmet i Den Russiske Føderation i 2014, sørgede Putin for, at en statue af prins Vladimir blev rejst uden for Kreml i Moskva. Denne prins fra Kyiv / Kiev, kaldt prins Vladimir i Rusland og Volodomyr i Ukraine, konverterede til kristendommen i år 988 og betragtes som den, der introducerede religionen i denne region.

I sin tale ved afsløringen af monumentet i 2016 sagde Putin blandet andet, at dåbshandlingen for Rus i 988 var banebrydende og dannede det fælles åndelige grundlag og den moralske standard for befolkningen i Rusland, Hviderusland / Belarus og Ukraine.

I den ortodokse kristendom er der ingen samlet kirke med en suveræn pave i toppen. Kirken er snarere en familie af selvstyrede og oftest regionale kirker, hovedsageligt i Østeuropa, på Balkan og i den østlige Middelhavsregion. Den russisk-ortodokse kirke er den mest magtfulde og har stor indflydelse internationalt, selvom patriarken af Konstantinopel formelt set er en ’første blandt ligemænd’. I Ukraine er den ukrainsk-ortodokse kirke i Moskva-patriarkatet stadig en af de to største ortodokse kirker efter flere opdelinger i forskellige historiske perioder, senest i 2014 og 2019.

Gud er med Rusland

Det har stor indflydelse, når patriark Kirill i Moskva indirekte støtter Putins offensive krigsførelse som en kulturkrig for ’traditionelle værdier’ mod ’Antikrist’. Krigen har ført til uenigheder i Kirkenes Verdensråd og også mellem nogle ortodokse kirker. En ledende præst fra den ortodokse kirke i Rumænien opfordrede Kirill til at bede Putin om at afslutte krigen. Hvortil patriark Kirill blandt andet svarede ved at henvise til Vestens ansvar for krigen. Disse kræfter sparede ingen anstrengelser eller udgifter ’for at oversvømme Ukraine med våben og krigsinstruktører’ sagde patriarken og anklagede Vesten for at forsøge at ’omskole’ ukrainere og ’mentalt omforme’ dem til Ruslands fjender. Samtidig anklagede han patriark Bartholomæus i Konstantinopel for at gå vestens ærinde ved at give den ukrainske ortodokse kirke uafhængig status i 2018.

Kirill advarer mod spredningen af russofobi, og han insisterer på, at ukrainere og russere er ét folk. Samtidig beder den russiske patriark til, at Gud vil hjælpe med ’at etablere en varig og retfærdighedsbaseret fred så hurtigt som muligt’.

Patriarken har flere indlysende pointer med hensyn til Vestens rolle i krigen, men det er lige så indlysende, at denne ’religiøse’ argumentation passer som hånd i handske med Kremls store russiske fortælling. Retorikken minder påfaldende meget om den, vi ser i norske og vestlige medier, men med det modsatte fortegn. En tidligere norsk forsvarsattaché går f.eks. meget langt for at påstå, at ekstrem brutalitet har været en del af den russiske kultur og folkesjælen i 500 år. Ville nogen have vovet at sige det samme om f.eks. Tyskland?

I 2016 uddybede Putin sit syn på kommunisme og kristendom og fordømte især bolsjevikkernes ’sludder’ om national autonomi og nationernes ret til løsrivelse.

Putin påpeger, at Stalin mente, at alle dele af USSR skulle have en høj grad af autonomi med omfattende rettigheder, mens Lenin krævede fuld lighed inklusive retten til løsrivelse. ’Dette’, siger Putin, ’var en tidsindstillet bombe under vores statsdannelse’. Han fortsætter med at kritisere det faktum, at forskellige etniciteter ’vilkårligt’ blev tildelt grænser og territorier. ’Tag Ukraine. Hvorfor overtog de Donbass? For at øge antallet af proletarer i Ukraine for at etablere en social base der’, fortsætter Putin og beskriver dette som et eksempel på ’sludderet’, bolsjevikkerne beskæftigede sig med.

Historisk banebrydende

Det, som havde været ’nationernes fængsel’ under tsarismen, blev vendt til et forbund af ligeværdige nationer. Helt fra begyndelsen var bolsjevikkerne og Lenin optaget af at bekæmpe storrussisk chauvinisme.

Mange af de sovjetiske ledere i stat og parti efter revolutionen var ikke russere, men født og vokset op i blandt andet Ukraine (Kaganovich, Shdanov, Voroshilov), Georgien (Stalin, Beria), Hviderusland (Belarus) / Polen (Dzerzhinsky) osv.

Efter forslag fra Lenin og Stalin blev Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) oprettet i 1922. Nogle republikker ville grundlæggende hellere have en konføderation, men den føderale løsning sikrede en omfattende grad af selvstyre for folk og nationaliteter inden for de enkelte republikker. Oprindeligt bestod Unionen af Den Transkaukasiske Føderale Sovjetrepublik, Den Ukrainske Sovjetrepublik og Den Hviderussiske (Belarusiske) Sovjetrepublik.

I en verden, hvor undertrykkende nationer forbeholdt sig ’retten’ til at holde andre nationer og nationaliteter nede, var den sovjetiske løsning på det nationale spørgsmål banebrydende og opsigtsvækkende. Alle de forskellige nationer var frie og lige, den russiske storebror var ikke længere et ’herrefolk’. Ikke alene kunne de forskellige republikker frivilligt tilslutte sig USSR, det stod dem også frit for at forlade unionen.

Oversat fra tidsskriftet Revolusjon: Derfor hater Putin og patriarken bolsjevikene

Tillæg

Garantier i Den sovjetiske forfatning af 1936

Den sovjetiske forfatning af 1936 videreførte principperne i forfatningen af 1924, men styrkede yderligere individuelle nationers og nationaliteters rettigheder inden for føderationen. Det skete blandt andet, da Den øverste Sovjet fik to kamre, hvoraf det ene var Nationalitetens Sovjet. Alle unionens republikker, hver af de autonome republikker, hver autonom oblast (norsk fylke, dansk amt) repræsentanter og hver autonom okrung (distrikt) var ligeligt repræsenteret. Her er et udvalg af artiklerne i forfatningen:

Artikel 15. Unionens republikkers suverænitet er kun begrænset af bestemmelserne, som er angivet i artikel 14 i forfatningen for Samfundet af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR). Ud over disse bestemmelser udøver hver unionsrepublik sin uafhængige statslige autoritet. USSR beskytter unionsrepublikkernes suveræne rettigheder.

De i artikel 14 nævnte bestemmelser omhandler bl.a. valuta og statsmonopol på udenrigshandel, diplomatisk repræsentation i udlandet, fælles statsborgerskab, optagelse af nye republikker i fællesskabet m.m.

Artikel 16. Hver unionsrepublik skal have sin egen forfatning, der tager hensyn til republikkens særtræk og udarbejdes i fuld overensstemmelse med USSR’s forfatning.

Artikel 17. Enhver republik i Unionen har ret til frit at løsrive sig fra USSR.

Artikel 18. En unionsrepubliks territorium kan ikke ændres uden den pågældende republiks samtykke.

Hver enkelt sovjetrepublik havde klart definerede territorielle områder angivet i Forfatningen.

For eksempel definerer artikel 23  Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepubliks område.

Artikel 23. Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik består af regionerne Vinnitsa, Volhynia, Vorosjilovgrad, Dnjepropetrovsk, Drohobytsj, Zhitomir, Zaporozhye, Izmail, Kamenets-Podolsk, Kiev, Kirovograd, Lvov, Nikolajev, Odessa, Poltova, Rovno, Stalino, Stanislav, Sumi, Tarnapol; Kharkov, Tsjernobyl og Tsjernovitsj.

Krim var på dette tidspunkt ikke en del af Den Ukrainske Socialistiske  Sovjetrepublik, men en autonom republik for krimtatarerne inden for Den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik (RFSSR). Krim blev senere omdannet til en oblast inden for RFSSR og derefter på anmodning fra Nikita Khrusjtsjov overført til Ukraine i 1954.

Om statens højeste organer:

Artikel 33. Den Øverste Sovjet i USSR består af to kamre: Unionens Sovjet og Nationaliteternes Sovjet.

Artikel 34. Unionens Sovjet vælges af indbyggerne i USSR efter valgkredse baseret på én repræsentant pr. 300.000 indbyggere.

Artikel 35. Nationaliteternes Sovjet vælges af indbyggerne i USSR i unions- og autonome republikker, autonome regioner og nationale områder på grundlag af femogtyve udsendinge fra hver unionsrepublik, elleve udsendinge fra hver autonome republik, fem udsendinge fra hver autonome region og en udsending fra hvert nationale område.