Enhedslisten i markant ryk mod højre

Efter Enhedslistens årsmøde vedtog at omfavne unionen, må det stå helt klart, at kampen for at komme ud af EU og NATO endegyldigt må afskrive tætte bånd til Enhedslisten. Der må kæmpes for at styrke den antiimperialistiske bevægelse og for at både de revolutionære og de folkelige EU-modstandere vinder nye kræfter.

Spørgsmålet om løsrivelse fra EU var et af de store punkter på dagsordenen på Enhedslistens Årsmøde i weekenden. Lige siden partiet blev stiftet for 30 år siden, har et stort mindretal i Enhedslisten været tilhængere af EU som føderal ide, og ført fraktionskamp mod partiets program og kravet om at komme ud af EU. Sagen handler naturligvis om langt dybere uenigheder på venstrefløjen, hvor revisionistiske, trotskistiske, maoistiske og reformistiske tendenser har spillet med på borgerskabets ambitioner om ”De forenede Europæiske stater”, som Lenin advarede imod.

I EU-modstanden har Enhedslisten cyklet rundt og forplumret vandene. Den gruppe der har ønsket at arbejde for forbedringen igennem EU-systemet, har konsekvent benægtet at det var en umulig kamp pga. traktaterne, og selv hvis det lykkedes ville det jo blot gøre EU-staten stærkere, på bekostningen af medlemslandene. For EU-modstanden handler det tværtimod om at bekæmpe overdragelse af mere magt, og styrke kampen for at komme ud.

I stedet for at vælge side, har Enhedslisten fastholdt en rådden dobbeltposition. I praksis har det betydet, at partiets parlamentarikere og andre topfolk primært har arbejdet for at ”ændre EU indefra”, altså give EU mere magt. Dette er i større og større grad sket sammen med det europæiske venstreparti (The Party of the European Left) som Enhedslisten blev medlem af i 2010. Ja-fløjen i Enhedslisten har forsøgt at ændre partiets formelle EU-linje på adskillige årsmøder.

Til sidst har kun aktivister og græsrødder fastholdt EU-modstanden, mens partiet selv flyttede nærmere mod Bruxelles.

Efter årsmødet i 2022 er balancen skiftet. Det blev vedtaget, at det ikke længere er et aktuelt krav for Enhedslisten at melde sig ud af EU. Til gengæld er der fuld fart på illusionen om at trække EU i en mere ”progressiv retning”. Det er altså ikke venstreorienteret politik efter nogen som helst skala. Det er et markant ryk mod højre, mod den totale omfavnelse af kapitalens imperialistiske union.

”EU’s demokratiske underskud og skæve traktater skal ikke stå i vejen for, at vi kæmper og bruger EU til også at vinde sejre for flygtninge, lønmodtagerne og klimaet” skrev Pernille Skipper, MF for Enhedslisten efter landsmødet. Hun er en af dem der længe har ført fraktionskamp for at ændre partiets program.

Hun kan ikke engang selv se det mageløst selvmodsigende i sætningen hun skriver. EU’s traktater står jo netop i vejen og arbejderklassen hverken kan eller har nogen interesse i at vinde nogen små kompromisser nede i EU.

Enhedslisten vil blive i Nato

På Nato-spørgsmålet har Enhedslisten haft næsten samme position som på spørgsmålet om EU. I programmet står der godt nok anført at man ønsker at komme ud, men Enhedslistens top har reelt aldrig rørt en finger for det krav. Tværtimod har man flere gange støttet krigsalliancens aktioner og dansk imperialismes tætte bånd til USA. Derfor bør det heller ikke komme som et stort chok, at årsmødet vedtog at droppe udmeldelseskravet… ”så længe et alternativ til Nato ikke eksisterer, er det ikke aktuelt, at Danmark melder sig ud” vedtog årsmødet i en udtalelse.

Enhedslisten løber altså helt åbent med på reaktionens krav om oprustning og nødvendigheden af at deltage i en forbryderisk militæralliance, hvor USA sidder for bordenden og dikterer retningen.

Enhedslistens historieløshed, deres programmatiske, ideologiske og teoretiske hængedynd og deres opportunisme og principløshed står i fuldt flor på alle områder. Partiet har holdt politisk brandudsalg i hele deres levetid, og mens de har fået parlamentarisk succes og er vokset i Folketinget til et gigantapparat, er indflydelsen fra frivillige græsrødder og unge aktivister fordampet.

I den daglige politik kan partiet i dag ikke skelnes fra de andre ”ansvarlige partier” som SF og Socialdemokratiet og de små grønne, der alle sælger samme illusionsnummer om at kunne reformere kapitalismen og EU. Partiet har fra sin start konsekvent ført en klassesamarbejd linje, og det har også kunnet mærkes i arbejdskampe, i EU- og krigsmodstand, i kvindekampen, i ungdoms- og klimabevægelsen osv.

Det må være synligt for enhver i de aktive bevægelser, at man ikke kan overlade ledelsen til Enhedslisten.

Hvad er fremtiden

De revolutionære har Enhedslisten aldrig haft plads til, antiimperialister og EU-modstandere har drypvist forladt skuden, og flere vil sikkert følge efter dette årsmøde, selvom de tilbageværende er eksperter i parlamentarisk udenomssnak og altid finder en ny undskyldning for at blive ved med at støtte det såkaldt mindste onde.

Tiltro til EU er en illusion, sejre får kun de der kæmper, intet vindes ved at stå med hatten i hånden ved de riges bord. Forhåbninger der måtte have været til Enhedslisten som trods alt t være de svages eller flygtningenes beskytter er også fordampet.

Det står uklart om konsekvensen af partiets markante ryk mod højre kan blive et opgør med EU-modstandere i deres folketingsgruppen. Uanset må det forventes at angreb på EU-modstanden vil blive skærpet. Den gruppe, der rejser parolen for ”et Rødt Europa”, går så vidt, at den slår alle der er imod EU i hartkorn med reaktionen, også Folkebevægelsen mod EU.

Det må stå helt klart, at kampen for at komme ud af EU og NATO og anti-krigsbevægelsen ikke skal overlade ledelsen til Enhedslisten. Nu må enhver EU-modstander endegyldigt afskrive tætte bånd til Enhedslisten og der må kæmpes for at både de revolutionære og de folkelige-EU modstandere styrker sig.

NU gælder det, at alle aktive kræfter må kæmpe for et NEJ ved folkeafstemningen. Og mod den imperialistiske krig i Ukraine.

Læs også
Bag om Enhedslistens parlamentariske succes
Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK