Kvindekamp er fredskamp

1. maj på Den Røde Plads i Fælledparken. Tale af Inga Pauline Grüning, studerende, aktiv i Kvindeoprør og i Københavns Unge Feminister.

Goddag alle sammen. Mit navn er Inga og jeg er her i dag på vegne af Københavns unge feminister og mig selv.

For to måneder siden på 8. marts fik jeg fortalt at Kvindekamp er fredskamp. Det har jeg tænkt meget på siden da, og det er det jeg vil snakke om nu.

For lige nu er der krig i Etiopien, Ukraine, Afghanistan, Syrien og mange flere, som har ført til mennesker i flugt og nød. Her i 2022 er der i alt ca. 82,4 millioner mennesker på flugt, hvoraf ca. halvdelen er kvinder, og hovedparten af krigsflygtningene kommer fra Syrien, Ukraine, Afghanistan og Sydsudan.

At leve i flugt og under konflikter påvirker kvinder og mænd forskelligt.

Under flugten og i krig forøges den køns-baserede vold. Flere kvinder bliver voldtaget, både på grund af den svækkede sikkerhed, men også som en krigsmetode. Kvinder fra ”fjenden” bliver voldtaget som en metode for at straffe mændene, for at svække familien og for at svække samfundet.

Ved flugt er der også en forringet tilgængelighed til sundhedspleje og til reproduktiv sundhedspleje. Der er flere ufrivillige graviditeter – også som konsekvens af voldtægt. Men den dårlige sanitet og sundhedspleje gør, at der ikke er noget hjælp til fødslen – måske ikke engang noget rent vand. Det gør at risikoen for at dø ved fødslen bliver meget store. Især unge piger, der aldrig har født før eller der er for unge og er blevet gravide som følge af en voldtægt, bliver udsat i dødsfare.

Generelt er risikoen for at dø under flugten større for kvinder end for mænd. Det skyldes den naturlige årsag, at kvinder i gennemsnittet har færre fysiske kræfter, hvilket fx gør at de ikke kan svømme så langt, og dør i middelhavet. Men det er også ofte kvinderne der har ansvar for forsørgelse af børn, og flere dør i forsøg på at redde deres børn.

Som et biprodukt af krig forøges også børneægteskaber fx i et desperat forsøg fra familien på at få fat i livsnødvendige ressourcer såsom mad, men også ved tvang fra fjenden. Unge piger bliver på den måde objektiviseret og brugt som krigsredskab.

Og hvis det ikke er fordi de unge piger er gift, så er sandsynligheden for at de går i skole nok ikke særlig stor. Det er pigerne der først bliver taget ud af skolen, og det er deres uddannelse der bliver prioriteret mindst.

På den måde kommer uligheden og undertrykkelsen fra vores patriarkalske samfund endnu mere til udtryk for en kvinde på flugt.

Alle de forfærdelige ting jeg lige har nævnt, kommer som følge af den fysiske undertrykkelse og besættelse i en krig. Krigen starter dog ikke først ved besættelse og fysisk undertrykkelse. Krigen starter ved oprustningen og klargøring til krig: ved militarisering.

Det er militarisering der overhovedet gør det muligt for en nation at gå i krig. Militarisering bygger nemlig på konceptet at have-magt-over-andre for at være i ”sikkerhed”.

Det fremmer værdierne som aggressivitet og dominans, hvilket i sammenligning med patriarkatet svarer til de maskuline værdier, mens værdierne som i patriarkatet bliver betragtet som værende de feminine værdier såsom medfølelse, samarbejde og sårbarhed får lavere status. Dette er et problem både fordi det fremmer patriarkatet og dermed undertrykkelsen af kvinder og LGBTQ+, men også fordi det fremmer de ikke konflikt-løsende værdier.

Militarisering retfærdiggør brugen af vold til konfliktløsning. Men en konflikt er ikke løst bare fordi de andre er blevet undertrykt, og ikke længere kan sige noget.

Og en nation, der indlærer mennesker at de skal være voldelige, at de skal undertrykke en fjende, at de skal være aggressive og at konflikter løses med vold med det formål at værdierne på et tidspunkt bruges til ”beskyttelse” af nationen. Den nation kan ikke være en nation uden undertrykkelse – selv i ”fredsperioder”. Værdierne forsvinder ikke, når der ikke er fysisk krig. De bliver forankret i kulturen. Jeg står her i dag imod militarisering og imod undertrykkelse af andre mennesker.

For lige nu lever vi i en nation hvor det er okay at undertrykke. Vi lever i et klassesamfund, i et patriarkat, og i et racistisk land. Fred – det får vi sgu først når der er ingen der er undertrykt.

Se flere artikler fra 1. maj 2022