NATO er en sikker garanti – for deltagelse i nye erobringskrige

I 1982 gik Storbritannien i uerklæret krig mod Argentina for at ’generobre’ Islas Malvinas, af briterne kaldt Falklandsøerne. På det tidspunkt var NATO og Norge ikke involveret. Hvad ville der ske i en lignende konflikt i dag?

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon, Norge

Fyrre år efter krigen om Islas Malvinas – Falklandsøerne – meddelte præsident Alberto Fernandez, at Argentina igen ville rejse kravet om suverænitet over øgruppen, der også omfatter Sydgeorgien og Sandwichøerne. Storbritannien besatte øgruppen i 1833 og forviste de argentinske indbyggere. Den 2. april 1982 landsatte Argentina tropper på øerne for at genvinde suveræniteten.

Den daværende premierminister Margaret Thatcher svarede ved at sende specialstyrker, hangarskibe og atomubåde for at generobre øgruppen, men uden at erklære krig. Krydseren General Belgrano blev sænket af en britisk ubåd, og 323 flådegaster mistede livet. Den britiske destroyer HMS Sheffield blev ramt af en argentinsk Exocet-raket og sank. Flere end 600 argentinere og 300 briter omkom i krigshandlingerne inden Argentina overgav sig den 14. juni. Krigen havde da varet i to en halv måned.

En del af Argentina

Men Argentina har aldrig opgivet sit krav på suverænitet. I den nye forfatning af 1994 er Islas Malvinas officielt en del af landets provinser. FN’s Komité for Afkolonisering har gentagne gange bedt Argentina og Storbritannien om at finde en fredelig forhandlingsløsning. De latinamerikanske lande kritiserer Storbritannien for ikke at reagere på kravet om at finde en løsning på den ’kunstige kolonisituation’.

I 1982 var det upassende for Storbritannien at involvere NATO i konflikten af tre grunde. For det første havde NATO endnu ikke vedtaget sin out of area-strategi, som retfærdiggør krigshandlinger hvor som helst på kloden. Islas Malvinas ligger omtrent så langt ’out of area’ fra NATO-området, som det er muligt at komme.

For det andet ville det skabe problemer for arvtagerne efter Franco i et usikkert Spanien, der på dette tidspunkt var ved at blive lukket ind som nyt medlem af NATO. Modstanden i Spanien mod medlemskab var stærk, også inden for det socialdemokratiske parti PSOE, og båndene til Sydamerika var stærke.

For det tredje satte de britiske imperialister en ære i at holde kontrol over deres eget krympende imperium på egen hånd, dog med lidt efterretningsbistand fra USA og Commonwealth-partnere som Australien og New Zealand.

Artikel fem ’out of area’

Af disse tre grunde udløste Storbritannien ikke artikel fem i NATO-pagten. Artikel fem siger, at ’et væbnet angreb mod et eller flere af dem (medlemslandene) i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle’.

Sydamerika er ikke nævnt. Men i 2017 blev Colombia NATO’s første ’strategiske partner’ på dette kontinent og dermed semiintegreret i alliancen. I løbet af fyrre år har NATO flere gange opdateret sin strategi. Med alliancens ambitioner om at møde ’globale trusler’, vil Europas og Nordamerikas geografiske begrænsninger reelt blive afskaffet. For at møde Kina og Rusland, ’der ikke deler vores værdier’, kræves der en mere ’global tilgang’. Også i Latinamerika, hvor Kina i en årrække har været aktiv på udbudssiden med investeringer og lånegarantier.

De, der hævder, at NATO er en garanti for fred, kan jo gøre følgende tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis Argentina igen sætter magten bag sine legitime krav om at Malvinas er argentinsk, og Storbritannien denne gang svarer med at kræve, at NATO – og Norge – aktivt hjælper til i kolonikrigen?