Det palæstinensiske folks situation med fortsat Israelsk apartheid, besættelse og etnisk udrensning fortsætter overalt i det historiske Palæstina. Det sker med aktuelle israelske overfald på Palæstinensere omkring al Aqsa moskeen i Jerusalem. Det sker med angreb på Gaza og med en truende fødevaresituation ikke mindst i Gaza ovenpå Ruslands invasion i Ukraine. Med en Gazastribe som i 15 år har været udsat for Israels kriminelle blokade med USA´s og vestmagternes accept og støtte. Det udstiller Vestens tomme snak og hykleri om national selvbestemmelse ifht. Ukraine.
Af Ramzy Baroud
Palestine Chronicle
En ven, en ung journalist i Gaza, Mohammed Rafik Mhawesh, fortalte mig, at fødevarepriserne i den belejrede Stribe er steget i vejret i de seneste uger, og at mange allerede fattige familier kæmper for at få mad på bordet.
“Fødevarepriserne stiger dramatisk,” sagde han, “især siden begyndelsen af krigen mellem Rusland og Ukraine.” Væsentlige fødevarepriser, såsom hvede og kød, er næsten fordoblet. Prisen på en kylling, for eksempel, som kun var tilgængelig for en lille del af Gazas befolkning, er steget fra 20 shekel (ca. $6) til 45 (ca. $14).
Disse prisstigninger kan synes overskuelige i nogle dele af verden, men på et allerede fattigt sted, som har været under en hermetisk israelsk militær belejring i 15 år, er der bestemt en humanitær krise af store proportioner på vej.
Faktisk var dette også advarslen fra den internationale velgørenhedsgruppe Oxfam, som den 11. april rapporterede, at fødevarepriserne i hele Palæstina steg med 25 %, men, mere alarmerende, hvedemelsreserver i de besatte områder kunne være “opbrugt inden for tre uger”.
Virkningen af krigen mellem Rusland og Ukraine har kunnet mærkes i alle dele af verden, nogle steder mere end andre. Afrikanske og mellemøstlige lande, som har kæmpet med allerede eksisterende problemer med fattigdom, sult og arbejdsløshed, er hårdest ramt. Palæstina er dog en helt anden historie. Det er et besat land, der næsten udelukkende er afhængig af handlingen fra en besættelsesmagt, Israel, som nægter at overholde internationale og humanitære love.
For palæstinensere er spørgsmålet komplekst, men næsten alle aspekter af det er på en eller anden måde forbundet med Israel.
Gaza har været under en israelsk økonomisk blokade i mange år, og mad, som Israel tillader til Striben, er rationeret og manipuleret af Israel som en kollektiv afstraffelse. I sin rapport om israelsk apartheid, der blev offentliggjort i februar sidste år, beskrev Amnesty International israelske restriktioner for palæstinensiske fødevare- og gasforsyninger. Ifølge rettighedsgruppen bruger Israel “matematiske formler til at bestemme, hvor meget mad der skal slippes ind i Gaza”, hvilket begrænser forsyningerne til, hvad Tel Aviv anser for “essentielt for civilbefolkningens overlevelse”.
Bortset fra mange infrastrukturproblemer som følge af belejringen – mangel på rent vand, elektricitet, landbrugsudstyr osv. – har Gaza også mistet meget af sin agerjord til den israelske militærzone, der er etableret på tværs af grænseområder i hele striben.
Vestbredden har det ikke meget bedre. De fleste palæstinensere i de besatte områder mærker den voksende byrde – fra den israelske besættelse, sammen med den ødelæggende følger af Covid-19-pandemien og strukturelle svagheder i det palæstinensiske selvstyre, fyldt med korruption og dårlig forvaltning.
PA (De Palæstinensiske Myndigheder red.) importerer 95 % af sin hvede, siger Oxfam, og ejer ingen som helst lagerfaciliteter. Al sådan import transporteres via Israel, som kontrollerer hele Palæstinas adgang til omverdenen. Da Israel selv importerer næsten halvdelen af dets korn og korn fra Ukraine, er palæstinenserne derfor gidsler for netop denne mekanisme.
Israel har imidlertid samlet mad og er stort set energiuafhængig, mens palæstinenserne kæmper på alle niveauer. Mens PA bør påtage sig en del af skylden for at investere i sit ‘sikkerheds’-apparat på bekostning af fødevaresikkerhed, har Israel de fleste af nøglerne til palæstinensisk overlevelse.
Med hundredvis af israelske militære checkpoints spredt ud over den besatte Vestbred, der har afskåret samfund fra hinanden og bønder fra landbrugsjord, er bæredygtigt landbrug i Palæstina næsten umuligt.
To store spørgsmål komplicerer et i forvejen vanskeligt billede: 1) den hundredvis af kilometer lange såkaldte ‘adskillelsesmur’, som faktisk ikke ‘adskiller’ mellem israelere og palæstinensere, men i stedet ulovligt fratager palæstinensere store områder af deres land, for det meste landbrugsområder; og 2) det direkte røveri af palæstinensisk vand fra Vestbreddens grundvandsreservoirer. Mens mange palæstinensiske samfund kæmper for at finde drikkevand om sommeren, oplever Israel aldrig nogen vandmangel i løbet af året.
Det såkaldte område C, som udgør næsten 60 % af Vestbreddens samlede størrelse, er under fuldstændig israelsk militær kontrol. Selvom det er tyndt befolket i sammenligning, indeholder det det meste af regionens landbrugsjord, især områder beliggende i den meget frugtbare Jordan-dal. Selvom Israel under internationalt pres har udskudt sin officielle annektering af område C, er området praktisk talt annekteret, og palæstinensere bliver langsomt fordrevet og erstattet af en voksende befolkning af illegale israelske jødiske bosættere.
De hastigt stigende fødevarepriser skader netop de bønder og hyrder, der står for at udfylde de massive huller, der er forårsaget af den globale fødevareusikkerhed som følge af krig. Ifølge Oxfam er omkostningerne til dyrefoder steget med 60 % på Vestbredden, hvilket øger den “eksisterende byrde”, som hyrderne står over for, herunder “forværrede voldelige angreb fra israelske bosættere” og “tvungen fordrivelse”, som følge af etnisk udrensning som del af israelsk annekteringspolitik.
Selvom det kan bringe delvis lindring, vil selv et stop for Rusland-Ukraine-krigen ikke afslutte Palæstinas fødevareusikkerhed, da dette spørgsmål er anstiftet og forlænget af specifikke israelske politikker. I Gazas tilfælde er krisen faktisk fuldt ud forårsaget af Israel med specifikke politiske designs i tankerne. De berygtede kommentarer fra den tidligere israelske regeringsrådgiver, Dov Weisglass i 2006, der forklarer Israels motiver bag belejringen af Gaza, er fortsat det ledende princip for Israels holdning til Striben. “Idéen er at sætte palæstinenserne på diæt, men ikke at få dem til at dø af sult,” sagde han.
Palæstina har brug for øjeblikkelig opmærksomhed for at afværge en større fødevarekrise. Med Gazas allerede eksisterende ekstreme fattigdom og høje arbejdsløshed giver det ingen som helst margin til at imødekomme flere katastrofer. Men alt, hvad der gøres nu, kan kun være en kortsigtet løsning. En seriøs samtale, der involverer palæstinensere, arabiske lande, FN’s fødevare- og landbrugsorganisation og andre parter må finde sted for at diskutere og løse Palæstinas fødevareusikkerhed. For palæstinensere er dette den reelle eksistentielle trussel.
Original artikel:
For Palestinians, Food Insecurity is Now an Existential Threat
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
