Det nazistiske Hitler-Tysklands formål med at besætte Danmark og Norge i 1940 var først og fremmest at sikre flanken og angrebsvejen i den planlagte krig imod dødsfjenden Sovjetunionen og »kommunismen« Danmark blev i virkeligheden kun taget med, fordi det lå på vejen til Norge og desuden blev anset for et velkomment spisekammer og ferieland. Regeringen og kongen bød befolkningen at opretholde lov og orden og behandle de grønne gæster som venner.
Det intime samarbejde med nazismen og dens krigspolitik var ikke af ny dato. Danmark havde selv stukket hovedet i løvens gab ved at indgå bl.a. en hemmelig militærpagt med tyskerne. Det var modstandsfolkene, som væltede hele dette politiske spil.
Artiklen er skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård og senest tidligere bragt i det antifascistiske tidsskrift Håndslag 2/2018
Meget af det, der foregik den 9. april 1940, er fortsat hyllet i et uigennemtrængelig mørke. Specielt alt det, som førte til den tyske besættelse, er kun oplyst og belyst i ringe grad.
Det er f.eks. de færreste danskere, som véd, at den danske stat havde indgået en militærpagt med vores sydlige naboland og at denne Imperialistiske og aggressive stormagt derved sikrede sig aktiv dansk støtte i de oppiskede krigsforberedelser.
I kraft af pagten blev Hitler-Tyskland i stand til at benytte store områder af dansk territorialfarvand til uddannelse af besætninger til den »ulveflok«, som var et vigtigt og frygteligt våben i hænderne på Hitler og hans generaler/admiraler.
»Ulveflokken« var kælenavnet for det store og stærke undervandsbåds våben. De tyske ubåde førte overalt en barbarisk og skånselsløs krig.
Det er et for længst »glemt« og »gemt« kapitel, at de tyske undervandsbådes besætninger, som meget vel kunne være uddannet i Danmark, var med til at torpedere de mange danske skibe, som blev sænket før den 9. april 1940.
Hitler-Tysklands udløste den anden verdenskrig den 1. september 1939 ved at overfalde Polen.
I tidsrummet fra denne dato og indtil den tyske besættelse af Danmark sænkede tyske u-både et stort antal skibe, der tydeligt var mærket med nationalitetsflag, og som med tysk tilladelse sejlede på Nordsøen. Det gjaldt også skibe fra det officielt neutrale Danmark.
Indtil 9. april altså før den tyske besættelse af Danmark – blev 362 søfolk og passagerer ombord i danske skibe berøvet livet til søs, de fleste ved uvarslet torpedering, beskydning eller bombardement fra tyske fly.
Disse mord var også en overtrædelse af den tysk-danske ikke-angrebspagt af 31. maj 1939. De øvrige nordiske lande havde sagt »nej tak« til det tyske tilbud om ikke-angrebspagter. De var klar over, at der ikke var tale om traktatlige forpligtelser mellem to nogenlunde jævnbyrdige parter. Den dansk-tyske pagt blev opfattet som et forsøg på at udstede en slags alibi til Hitler- Tyskland og fremstille dets helt igennem aggressive politik som det højeste udtryk for fredsvilje. Pagten indeholdt ikke garantier for dens overholdelse og var i sig selv meningsløs ud fra danske interesser, idet Danmark næppe havde planer om at angribe Tyskland.
Men der var som nævnt endnu en pagt. Den hører hjemme inde i midten af alle de parenteser, som politikere, »historikere« og skribenter af mange afskygninger har forsøgt — med at vist held — at holde ude fra offentlighedens søgelys. Spørgsmål om sagen bliver betragtet som uvedkommende interesse for begivenheder og foreteelser, som berører statens sikkerhed og derfor automatisk henhører under de regerende kredse lukkede og afskærmende bestyrelse af samfundet.
Han fremhævede danskernes forståelse for tyske krav og erklærede, at danskerne ikke ville yde modstand (imod besættelsen. red).
Hans kategoriske vished kan delvis bygge på den kendsgerning, at de to lande i dybeste hemmelighed havde indgået en militærpagt – hvorved Danmark opgav sin erklærede neutralitet og suverænitet og bandt sig til den tyske oprustning og til opbygningen af de tyske angrebsstyrker – Wehrmacht, Luftwaffe og Kriegsmarine.
Den såkaldte samarbejds- og forhandlingspolitik den 9. april 194o og senere var med andre ord af ældre dato og eksisterede også på andre områder. Den førte politik og den nu røbede militærpagt kaster på ny søgelyset på de regerendes – dvs . socialdemokratiet og de radikale – holdninger før krigen.
Militærpagten blev forhandlet direkte mellem repræsentanter for de to landes marinekommandoer – fra dansk side viceadmiral Rechnitzer, der var direktør for det daværende marineministerium og chef for søværnskommandoen.
På snedig vis blev politikerne således holdt udenfor. De vidste skam ikke noget. De havde en samvittighed som nyvaskede engle.
Den daværende tyske gesandt (ambassadør) i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, var få timer før det tyske angreb den 9. april 1940 i stand til at sende et telegram til Berlin. Det drejede sig om en vurdering af de danske politikeres holdning ved besættelsens start. Renthe-Fink erklærer bl.a., at Danmark altid på kløgtig vis havde vist forståelse for »militær nødvendighed« fra tysk side og at dette sandsynligvis også ville være tilfældet i fremtiden.
I telegrammet hedder det ordret:
»…Hvis nødvendigheden af militære krav skulle vise sig, vil de (danskerne red.) i sidste ende give efter under protest, men uden at yde militær modstand…«
Det var altså tyskernes vurdering.
I den forbindelse er det også bemærkelsesværdigt, at ifølge officielle tyske dokumenter var det slet ikke de tyske lederes hensigt at erobre Danmark militært.
En generalløjtnant Hermann Böhme, som var leder af en af de arbejdsgrupper, som udarbejdede angrebs- og besættelsesplanerne, erklærede således så sent som den 26. februar, at den tyske militære besættelse kun skulle omfatte »nordspidsen
af Jylland (Skagen og Frederikshavn). Desuden skulle jernbaneforbindelsen mellem Slesvig og Skagen sikres.
Han fastslog desuden på en konference, hvor han redegjorde for planerne, at den danske regerings suverænitet skulle respekteres i »vidtgående« udstrækning. Kun hvis kommunikationerne imellem Danmark og Norge ikke blev sikret loyalt, skulle der gribes til skarpere forholdsregler.
Denne »milde« holdning kom også til udtryk derved, at den faktiske statholder, Werner Best, formelt var underlagt udenrigsministeriet i Berlin, at han havde titel af »befuldmægtiget« og ikke som de øvrige tyske chefer i de besatte lande som »statholder«.
Fiktionen om »fredsbesættelsen« blev også opretholdt fra dansk politisk side, og derfor er og bliver det en uopklaret gåde, hvorfor de 13 soldater og et antal civile skulle miste livet den 9. april.
I øvrigt blev besættelsen indledt med, at grupper af tyske specialuddannede terrorister blev sluset over grænsen få timer før angrebet. Det skete ved hjælp af tysksindede nazister. Disse grupper skulle sikre f.eks. fri passage på veje og jernbaner, overrumple danske patruljer, besætte strategiske broer, militærdepoter m.v.
Ved Padborg blev tre danske grænsegendarmer myrdet med koldt blod. (læs her: 9. april 1940: De tre »glemte« mord) Det er ganske karakteristisk, at skønt den ene morder blev pågrebet senere, blev der aldrig fra dansk side rejst sigtelse imod ham. Hele sagen blev henlagt, blev lagt oven i det bjerg af stadig uopklarede sager fra krigens tid.
Den såkaldte parlamentariske kommission, hvor politikere skulle agere forhørsdomstol og dommere over kolleger, bidrog skånsomt sagt ikke til belysning af de faktiske begivenheder. Men kan eller vil man ikke skabe klarhed, kan man jo udviske spor og bidrage til totalforvirring.
Man kan vedblive at undre sig over, at Tyskland følte sig nødsaget til at tage den militære jernnæve i brug over for Danmark. Men det var uundgåeligt, idet den sovjetisk-finske krig var afsluttet med våbenhvile 13. marts. Men vestmagterne havde samlet et stort ekspeditionskorps, som var rede til at blive sat ind på finsk side. Dette kunne i givet fald blive en trussel imod Tysklands livsvigtige forsyninger fra både Finland og Sverige med råvarer som træ, malm af høj kvalitet, nikkel og meget andet. Allerede 17. februar havde en britisk torpedobåd krænket norsk territorialfarvand, og Hitler og hans folk var nervøse for, at der her i Nordeuropa var optræk til dannelse af en krigsbase vendt imod Tyskland. Der var tale om en slags kapløb om at »komme først« til Norge. Her overhalede Hitler modstanderen med nogle få timer.
På længere sigt var det Tysklands plan at lade Norge og Danmark indgå i det af Tyskland dominerede »storrum«. Til dette »økonomiske storrum« eller »union« hørte også Holland og Belgien. Der opereredes også med et »Donau-rum« med Ungarn, Rumænien og Jugoslavien som deltagere.
Allerede straks efter besættelsen foreslog Tyskland f.eks. Danmark, at der skulle indgås aftale om en mønt- og toldunion. Det blev ikke til noget dengang! Nutidens EU blev faktisk grundlagt under datidens naziregime.
Den tyske besættelse af Danmark og Norge blev som antydet fremprovokeret af vestmagterne. Muligvis var besættelsen sket alligevel, men på et senere tidspunkt. Men den 9. april var ikke et frivilligt valg af Hitler & Co. Tyskland var mere interesseret i at skabe et bælte af venligtsindede lande, som samarbejdede villigt og loyalt og som ikke ville tappe nazi-riget for soldater. Dem var der brug for andre steder som kanonføde.
Foruden ikke-angrebs-pagten og den militære pagt med afgivelse af danske territorialfarvande kunne Tyskland glæde sig over meget andet:
1. Den rabiate antikommunisme, som blev fulgt op af f.eks. Socialdemokratiet med forbud imod at deltage i antifascistiske møder og kongresser,
2. Pressens bøjen sig for den socialdemokratisk-radikale regerings »selvcensur«, der blev gennemført under påberåbelse af, at man ikke skulle »udæske« tyskerne og nazikoryfæerne (vittighedstegninger!),
3. Restriktiv indvandringspolitik over for jøder.
4. Nært samarbejde mellem dansk og tysk politi i den internationale kommunistjagt,
5. Dansk formel og uformel støtte til den tyske ekspansive udenrigspolitik og stiltiende accept af nazi- Tysklands mange brud på Versailles-traktaten.
Når den nævnte hemmelige pagt har kunnet holdes uden for den meste historieskrivning, de mange bøger om krigen og besættelsen osv., er det i sig selv en knusende dom over det herskende parlamentariske system. Sagen viser, at når det virkelig gælder, finder magtens udøvere altid på (snilde) udveje. I denne sag blev — i hvert fald officielt både regering, ministerier og folketing holdt helt uden for og blev stillet over for fuldbyrdede kendsgerninger.
Man hører ofte spørgsmålet: Skulle Danmark have kæmpet til sidste blodsdråbe? Svaret må være nej, men da der var givet mange og velbegrundede advarsler om det forestående overfald, kunne man f.eks. have sat flyvepladsen i Aalborg ud af funktion og kunne have ødelagt landingsbanerne. Det ville i høj grad have vanskeliggjort den tyske besættelse af Norge. Meget andet kunne have været gjort.
Først og fremmest skulle og burde Danmark ikke have sejlet i Hitler-Tysk- lands kølvand og have støttet det. Det skulle have ført en selvstændig aktiv fredspolitik sammen med de mange andre kræfter, som dengang var i bevægelse. Aggressionskrigene fra Tysklands, Italiens og Japans side kunne sandsynligvis have været undgået.
Det, man bl.a. kan lære af den 9. april, er, at også et lille land kan kæmpe for sin frihed og selvstændighed. Det beviste modstandsfolkene med deres aktive indsats.
Spørgsmålet om krig og fred kan ikke overlades til regeringer og generaler.
For at fredskampen kan blive effektiv, stilles der også krav, herunder ikke mindst oplysning og større klarhed over imperialismens væsen, dens drivkræfter og dens arbejdsmetoder. Det er for sent, når krigen banker på døren. Det har mange folk måttet sande.
Artiklen er skrevet af modstandsmanden Frede Klitgård og bragt i det antifascistiske tidsskrift Håndslag 2/1989 og 2/2018
Håndslag – Tidsskriftet mod fascisme og krig – Læs her om seneste nr.
Tegn abonnement på Håndslag 4 numre årligt 150,- kr. her eller skriv til Håndslag mail: haandslag@gmail.com
Tidligere nr. kan bestilles via redaktionen – 30 kr. plus porto.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
