Militarisering gennemsyrer dansk økonomi (1. del)

Da statsminister Mette Frederiksen i januar fremlagde regeringens “Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi”, betonede hun at Danmark skal placere sig i kernen af NATO og at der skal bruges masser af penge på våbenindustrien! Det blev så pakket at Danmark skal kunne kæmpe for “demokratiske værdier”. Så penge til krudt og kugler er der nok af.

I virkeligheden er der ikke meget nyt i den “nye udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi”, det er den linje, der har været fulgt i årevis, hvilket nedenstående artikel fra december 2019 klart påviser. Det drejer sig stadig om at forsvare danske kapitalinteresser herunder dansk våbenindustri med alle midler. Det nye er næsten udelukkende, at det siges ligeud!

Militarisering gennemsyrer dansk økonomi (1. del)

Krig og oprustning har fået en stadig mere central plads i NATO- og EU-landet Danmark, og militarisering gennemsyrer hele samfundet. Civilt og militært blandes sammen. Imperialistiske ambitioner driver politikerne til at opruste, til at kaste Danmark ud i krige og militære aktioner. Og til at opprioritere våbenproduktion, både som en del af krigsparatheden og som en profitgivende del af økonomien. Krig er en sikring af kapitalismens markeder og adgang til råstoffer, men også et stort og voksende marked i sig selv.

Af Tine Spang Olsen, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Artiklen har været bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2019Krig og oprustning koster i liv og ødelæggelser, og det koster i beskåret velfærd, når våben og tropper skal betales. For de involverede virksomheder er det en guldrandet forretning, som staten servicerer.

I denne artikel vil jeg sætte fokus på den danske våbenindustri og dens forbindelse til statens krigs- og industripolitik. En forbindelse, der viser sig at være endnu tættere sammenflettet, end man nok umiddelbart forestiller sig.

Det seneste forsvarsforlig, gældende for 2018-2023, udtrykker den øgede militarisering og den mere offensive oprustning, der finder sted. Det bidrager til opbygningen af en militær front i Europa mod Rusland, militariseringen af Østersøen og Baltikum, en strategi for cyberangreb, oprustning af Arktis og parathed til militære missioner over hele kloden. Til vands, til vands, i luften – og i rummet. Det muliggør, at Danmark inddrager større og stærkere våben og et aktionsklart militær, bl.a. med en NATO-brigade på 4.000 soldater, der kan operere selvstændigt. Der er typisk ikke tale om at opbygge et forsvar, men om et angrebs- og overvågningsmilitær.

Retningen hen imod NATO’s 2 %-krav ligger fast. Militæret er efter en tillægsbevilling i år oppe på at bruge 1,5 % af BNP i 2023. I kroner er dette sat til 35,3 milliarder som årlig udgift, når vi når frem til 2023.

Danmarks militærudgifter fremstilles som små, som noget der halter bagefter i NATO, men måles de op imod indbyggertallet, ligger Danmark blandt verdens øverste fem. Kun USA, Storbritannien, Frankrig og Norge bruger flere penge på militær pr. indbygger.

Ud over at indgå i USA’s og NATO’s planer for militarisering er også EU ved at udvikle sig til en militær faktor, hvor Danmark er medspiller, trods vores forbehold fra EU’s militære del.

EU satser stort på våbenproduktion, og politikerne fra de regeringsførende partier ønsker i den grad at sikre danske virksomheder, når våbenmilliarderne skal fordeles.

EU giver kapitalindsprøjtning til våbenindustrien

EU sætter i deres budgetforslag for 2021-27 et beløb af på 13 milliarder euro til forskning og udvikling af våben under Den Europæiske Forsvarsfond. Danmarks bidrag er sat til 1,9 mia. kr.

Det er Forsvarsministeriets påstand, at våbenproduktion som en privat industri ligger uden for forsvarsforbeholdet. Og de tillader sig også at medtage statens hjælp til samme i denne undtagelse fra undtagelsen. Treenigheden ”myndigheder – industri – forskning”, som de selv betegner det, må gerne samarbejde inden for EU om militære forhold, fordi ”forsvaret ikke vil være en udøvende part i projekterne”. Det må man da kalde en installering af skyklapper – og manipulation, der vil noget.

I EU’s baggrundspapir til Forsvarsfonden står formålet mere klart. Det drejer sig om at opbygge en militær dimension i EU og styrke militæret i medlemslandene:

– Overordnet er hensigten at sikre det materielle grundlag for et stærkere og mere selvstændigt europæisk forsvar. Og:

– Samlet set forventes fonden dermed at bidrage til Unionens handlefrihed og strategiske autonomi, understøtte en mere omkostningseffektiv udnyttelse af de nationale forsvarsbudgetter, mindske fragmentationen af det indre forsvarsmarked, reducere risikoen for overlappende kapacitetsudviklingsprojekter og i sidste ende foranledige større interoperabilitet mellem medlems-staternes forsvarsmateriel.

Under EU’s budgetforslag kan man læse, at Forsvarsfonden har til formål ”at styrke EU’s evne til at beskytte sine borgere”.

Altså klart et led i EU’s militære udvikling og militære arbejdsdeling. En arbejdsdeling, som den nye krigsminister Trine Bramsen også slår på, når talen falder på EU’s militær. Efter hendes mening er det ikke nødvendigt i den aktuelle situation at sætte forsvarsforbeholdet på prøve (og få et Nej fra befolkningen til at opgive det). Danmark er jo både med under EU’s Forsvarsfond, indgår i en militær arbejdsdeling og er tilsluttet Det Europæiske Interventionsinitiativ, sammen med en række andre EU-lande.

Denne del af EU’s militærrettede aktiviteter er ikke den eneste, Danmark deltager i. Der er sat 6,5 milliarder euro af til at gøre Europa krigsklart ved at styrke de ”strategiske transportinfrastrukturer” til militær mobilitet, dvs. at kunne flytte tropper og tunge våben – den såkaldte ”Connecting Europe-facilitet”.

Endnu et enormt støtteprogram på hele 100 milliarder euro vil også være åben for våbenindustrien.

Chefen for europæisk markedsudvikling i Terma skriver på netavisen Altinget om Danmarks opbakning til EU’s Forsvarsfond:

– I Terma tror vi på, at denne udvikling får stor betydning, og vi har derfor siden 2016 haft kontor i Bruxelles. De første konkrete resultater er da heller ikke udeblevet. Terma er f.eks. nu med i det såkaldte OCEAN2020-projekt sammen med mere end 40 andre aktører fra 15 forskellige EU-lande. Og:

– Da det er repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, der fastlægger arbejdsprogrammet for EDF, er det derfor vigtigt, at danske repræsentanter spiller en aktiv rolle med hensyn til forsknings- og udviklingsprioriteterne. Dette omfatter også at definere de danske kapacitetsbehov, formulere dem til danske forsknings- og udviklingsprioriteter og sikre, at disse tages i betragtning i EU-sammenhæng. Og det indebærer formentlig, at Danmark over tid selv afsætter yderligere midler til forsvarsforskning for at få fuldt udbytte af EDF og dermed sikre et hjemtag af EU-midler svarende til eller gerne højere end det niveau, som Danmark bidrager med.

Også toppen i fagbevægelsen bakker op om EU’s fokus på militarisering. På netavisen Altinget lyder argumentet fra Johan Moesgaard og Kristian Ersbøll, hhv. EU-chef og EU- og forsvarspolitisk rådgiver i Dansk Metal, at en voksende krigsproduktion vil skabe nye arbejdspladser.

De har også kastet sig ud i lobbyisme over for medlemmer i EU-parlamentet med opfordring til at styrke EU’s Forsvarsfond og i øvrigt arbejde for at få afskaffet det danske forsvarsforbehold.

Deres hensyn ligger hos arbejdsgiverne, der både sælger våbnene og profiterer på de imperialistiske krige. Ikke hos deres medlemmer, der kun har interesse i fred mellem nationerne.

Da danske politikere besluttede købet af de nye F-35-kampfly, var et af de mest fremhævede argumenter også arbejdspladser. Hellere en investering i krig end i samfundsnyttig produktion.

Staten servicerer våbenindustrien

Statens støtte til våbenindustrien ligger under Erhvervsstyrelsen, der administrerer industrisamarbejdet i tæt samarbejde med Forsvarsministeriet. Bl.a. formidler staten, at der indgås samarbejde mellem danske virksomheder og internationale våbenproducenter. Statens samarbejdspartnere er en række interesse- og lobbyorganisationer, der er tæt involveret i dette privat-offentlige samarbejde:

FAD (Danish defence and security industries association) med 80 medlemmer er en del af Dansk Industri. Med egne ord er organisationen “dansk forsvars, sikkerheds- og aerospaceindustris talerør. Aktivt involveret i politikudvikling inden for området og repræsenterer industrien i internationale fora”.

CenSec (Center for Sikkerhedsindustrien i Danmark) har 128 medlemsvirksomheder og betegner sig selv som den førende paraplyorganisation på området, med en samling af virksomheder inden for forsvar, sikkerhed, rummet og cybersikkerhed. Også universiteter og andre institutioner blandt medlemmerne. CenSec beskriver sig selv som den organisation, der forbinder det civile samfund, dets institutioner og autoriteter, produktionen og militæret. Det erklærede formål er at fremme militærindustrien.

Danish Maritime Brancheorganisation for danske leverandører af maritimt udstyr, service, skibsdesign og skibe. Danske Maritime repræsenterer sine medlemmer politisk på såvel nationalt som europæisk og internationalt plan. Danske Maritime har tæt og løbende kontakt med danske og europæiske politikere, ligesom organisationen er repræsenteret i internationale fora som den internationale maritime organisation IMO.

Naval Team Denmark En eksport-organisation, der er dannet af våbenfabrikanter i Danmark inden for flåde- og søfartsområdet. Organisationen indgår i et tæt samarbejde med den danske flåde, og mange produkter er udviklet i dette samarbejde. Derfor hører det også under firmaets tilbudsliste at levere krigsskibe til brug for medlemmernes PR-fremstød. Lobbyorganisationen blev dannet i 1992, og i 1995 blev den blåstemplet af Folketinget.

En business case på dækket af fregatten Iver Huitfeldt

Her er det på sin plads at komme med et eksempel på et sådant fælles reklamefremstød mellem staten og våbenindustrien.

I maj måned samledes mere end 40 virksomheder til et seminar afholdt af et af USA’s helt store våbenfirmaer, Raytheon, kendt som producent af radar- og missilsystemer som f.eks. Patriot-missilerne og leverandør til bl.a. Saudi-Arabiens og USA’s krige.

Danmark havde i dagens anledning udlånt fregatten Iver Huitfeldt til seminaret, der fandt sted på Korsør flådestation. Initiativtager var den danske ambassade i Washington. Nu skulle der indgås aftaler mellem Raytheon og danske virksomheder under modellen B2B, Business to Business-arrangementer – en ordning, hvor den danske stat støtter erhvervslivet.

Hele rækken af statens ovennævnte samarbejdspartnere, våbenindustrien lobbyorganisationer, var en del af setuppet. Til stede var også Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der således sikrer sine leverancer ‘fra jord til bord’.

Raytheon omtaler sig selv som en betroet samarbejdspartner for Danmarks militær i et partnerskab, der har strakt sig over mere end 50 år.

En industrigren i vækst under konceptet ’Open for business’

I 2013, under SRSF-regeringen, blev strategien ”Open for business” vedtaget, og den er stadig gældende. I samme omgang røg også den hidtidige offentlige statistik over dansk våbenproduktion ud med badevandet. Nu skulle der nemlig sættes turbo på Danmark som våbenproducerende land. Vores deltagelse i diverse militære indsatser skal forstås som reklamefremstød og give goodwill for danske virksomheder. Ambassader og forsvarsattachéer har opgaven som reklamesøjler og fødselshjælpere for dansk våbenindustri. Væksten skal jo fremmes, og Forsvarsministeriet må gøre sit. Under argumentationen for den nye strategi kan man således læse:

– Dansk forsvars markante bidrag til internationale operationer giver Danmark profil og ”goodwill” i mange lande og regioner. Dette kan udnyttes i markedsføringen af Danmark, og Forsvarsministeriets område skal i den forbindelse spille en aktiv rolle både i markedsføringen og i etableringen af relevante kontakter for danske virksomheder. Her tænkes særligt på virksomheder inden for forsvars- og aerospaceområdet og virksomheder, der udvikler og sælger produkter med potentiale inden for området. Der skal således også fokuseres på at bidrage med støtte til virksomheder, der sælger varer og tjenesteydelser, der ikke kategoriseres som forsvarsmateriel, selvom de anvendes af forsvars-myndigheder.

Og sådan er det blevet. Krigsindustrien er i stærk fremvækst i Danmark, godt hjulpet på vej af serviceringen fra staten og EU. Hvor stærk kan man af gode grunde ikke få et overblik over, nu hvor statistikken er hemmelig. Og som man lægger op til, er grænsen mellem civil og militær produktion flydende, da rigtig mange elementer indgår i oprustningen.

Et af redskaberne i Open for business-strategien er ”Forsvarets industridage”. Den 22. august i år deltog 300 virksomheder. Det drejer sig om en markedsdag, hvor krigens købmænd viser dagens tilbud til opkøberne i militæret.

Samarbejdet mellem krigsproducenterne og staten er som på enhver markedsdag, hvor varerne falbydes, og hvor køberne i militæret også gør rede for deres behov, men ud over køber-sælger-forholdet drejer industridagen sig også om statens servicering af købmændene, og også som et arrangement for lobbyisterne. Bl.a. præsenteres muligheden for at søge udviklingspenge, der er afsat på finansloven og i forsvarsforliget med puljer, der kan søges i udvikling af de våben, der særligt efterspørges inden for NATO, EU og af dansk militær (medfinansieringspuljen). I alt under finansloven samt forsvarsforliget var der i perioden 2018-23 afsat 160 millioner til ”medfinansiering af danske virksomheders og universiteters samarbejdsprojekter med internationale partnere”. Der tilføjes yderligere penge hvert år over finansloven.

Mulighederne for at søge penge i EU’s Forsvarsfond promoveres naturligvis også, ligesom staten i samarbejde med våbenproducenternes lobbyorganisationer tilbyder rådgivning, seminarer, match-making og hjælp til iværksætteri på området – gratis eller medfinansieret. Seks erhvervshuse og seks underfilialer står klar fordelt over hele landet for denne industri.

På en høring i Forsvarsudvalget i oktober 2018 blev mulighederne i EU’s Forsvarsfond fremlagt for uddannelsesinstitutioner, firmaer og politikere. Formålet med høringen var at sammensvejse et samarbejde mellem det private og det offentlige med formålet at styrke dansk våbenindustri ved at inddrage uddannelsesinstitutionerne og trække flest mulig penge ud af fonden.

Dette er første del af artiklen. Anden og sidste del kan findes her.

Den samlede artikel kan også læses i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp: Militarisering gennemsyrer dansk økonomi