Vi kæmper for retten til et værdigt liv og respekt for vores arbejde

Anja Bach er under uddannelse til SOSU-assistent og medstifter af initiativet ”8. marts – kvindeoprør”. Hun fortæller her om kampen for en offentlig plejesektor, hvor der er tid og plads til at sikre den nødvendige hjælp til alle der har behov – og med arbejdsforhold der viser respekt for de ansatte. Sådan er det på ingen måde i dag. Udviklingen i den offentlige sektor går den stik modsatte vej.

Interview med Anja Bach, SOSU-assistentelev og medstifter af initiativet “8. marts – kvindeoprør”

– Jeg har altid været politisk aktiv og fagligt aktiv og været med til at kæmpe mod forringelser. Jeg har været med i elevrådet da jeg gik i skole, og er det også nu på min uddannelse. Jeg har været med i ”Hvor er der en voksen”, der slås for normeringer – og jeg var en stærkt fortaler for at stemme Nej til overenskomsten. Mange var rigtig utilfredse, men endte alligevel med at stemme ja og tilpasse sig, fordi de er bange for at blive fyret, hvis de brokker sig for meget.

Tidligere har jeg været medlem af et parti, men det er jeg ikke længere, der er ikke rigtig nogen jeg synes jeg kan dele holdninger med.

KPnet: Du har været med til at stifte 8. marts – kvindeoprør. Hvad ser du af perspektiver her?

Anja: Jeg vil gerne være aktiv i FOA og ændre noget indefra, men føler også nogen gange at fagforeningen har spillet fallit. Jeg håber, at det at vi går sammen på tværs af fag kan gøre en forskel.

Det startede med sygeplejerskerne og deres strejke, og så kom ”Fælles sag på tværs af fag”-demonstrationerne og Tjenestemandstirsdagene.

Vi hopper ligesom videre derfra med ”8. marts – kvindeoprør”. Jeg håber at græsrødderne kan sparke nogen ting i gang. Uden at det er sådan, at bare vi har sagt noget, så forsvinder problemerne ud i sandet.

For mig betyder den fælles faglige kamp mest, vi skal have fagene talt op. Vi skal have lige værd, også geografisk. Jeg havde store overvejelser, om det var det rigtige, at gøre kampen så kønsspecifik, men det har klart en betydning for lønnen, at det er kvindefag, det er vi nødt til at fokusere på. Det er jo direkte skrevet ind med Tjenestemandsreformen fra 1969, at vores arbejde ikke er så vigtigt, fordi vi ikke skal brødføde en familie. Og når vi kun får procentvise stigninger indhenter vi aldrig de andre fag.

Det er vigtigt, at 8. marts-initiativet også kommer ud til mange. Der har jeg f.eks. selv haft lejlighed til at holde et foredrag om det i vores klasse, og opfordring til at deltage er sendt ud til elevrådene på de andre SOSU-skoler i Jylland.

På dagen samler vi så mange som muligt her i Aalborg og kører sammen til Århus. Det sker også fra andre byer, f.eks. Silkeborg, hvor en gruppe lige har meldt ind at de kommer, og også gerne vil sætte plakater op.

KPnet: Hvad ser du som de største problemer på dit arbejdsområde og i den offentlige sektor lige nu?

Anja: Det er udviklingen. Jeg har kun været i faget i knap 2 år, men under mine to praktikperioder har vi mistet kolleger. Der er ingen der ansøger, når nogen siger op. Dagvagterne, med alt det der skal nås der, borgere der skal i bad, rengøring osv, det skal nu klares med weekendnormeringen.

Jeg har oplevet, at elevvejledere ikke ved hvad de skal gøre, for eleverne er så pressede, at de hverken kan nå at lave deres opgaver eller overholde deres mål.

I Aalborg Kommune har man givet køb på, at eleverne ikke må arbejde over eller at ufaglærte tages ind som sommerferieafløsere. Begge ting har de før været stålsatte på. Og dette sker både på plejecentrene og i psykiatrien. Det er en udvikling der bekymrer.

Og der er en tilsvarende udvikling indenfor de andre fag. Vi hører det fra sygeplejerskerne, man undskylder sig med at man ikke kan ansætte, så vi må skære ned.

Når de ikke kan få sygeplejersker siger de ’vi kan bare få SOSU’er ind’. Men hvor vil du få dem fra? De tømmer plejecentrene. Her ansætter de flere og flere ufaglærte, det hele hænger sammen.
En ung ufaglært kan jo sagtens gå tur med hr Nielsen, men er ikke uddannet til at observere hans situation. Der er et skred i kvaliteten.

Da jeg selv arbejdede som ufaglært syntes jeg sagtens jeg kunne vurdere og reflektere over hvad jeg så. Men først nu ved jeg hvad jeg skal kigge efter ifht nerveskader osv. Det lyder som en lille ting, men ved at opdage skavanker før de bliver til et stort problem forebygger vi. Når man ved hvad det f.eks. betyder at have diabetes og hvad man skal spise for at undgå det, kan vi forebygge. Det er stadig en opgave på plejecentrene at holde øje med kosten, men ude i hjemmeplejen har vi ikke længere tid til det.

En anden ting er, når de vil uddelegere kontakten til borgerne til en16-årig skoleelev, så mister vi den forbindelse, vi mister relationsdannelsen, hvor vi kan observere og guide de ældre og forebygge problemer. Det tager glæden ud af jobbet, og vi mister også forebyggelsen. Det er en helhed.

Der er ting der skal rapporteres, men en skoleelev kan ikke gøre det, og de må heller ikke have adgang til journalerne pga af tavshedspligten. Det er fint hvis unge og frivillige kan være sammen med de ældre, de kan have glæde af hinanden. Men det skal være som noget ekstra, ikke en erstatning.

En anden ting er, at mange falder fra på uddannelsen. Der er også et system med at unge der ikke ved hvad de skal, henvises til SOSU-uddannelsen. Kan du ikke blive andet, kan du blive SOSU.

Dumpeprocenten er på 20%, for uddannelsen er hårdere end man regner med. Der er høje krav til viden om medicin, jura, naturfag, pædagogik og sygdomskundskab. Uddannelsen i dag indeholder lige så meget kendskab til farmakologi som sygeplejerskeuddannelsen gjorde i 00-erne.

KPnet: Hvordan ser du på diskussionen om at privatisere?

Anja: Der bliver mere og mere snak om at privatisering kan være en løsning. Der bliver fortalt solstrålehistorier om private plejehjem der fungerer. Men det er ikke den rigtige version man hører, for på de velfungerende private plejehjem er pladserne dyrere.

Hvis vi går den vej skaber vi mere ulighed end vi allerede har indenfor sundhedsvæsenet.

Og hvis vi privatiserer mere er der også større sandsynlighed for at at flere overhovedet ikke kommer på plejehjem og ikke får den pleje de har behov for.

KPnet: Hvad skal der ændres?

Anja: Det ene er lønningerne, også under uddannelsen, hvor elevlønnen i nogle dele af landet er omkring 11.000 kr før skat, og andre steder oppe på voksen elevløn på 21.000 kr, hvis man er over 25.

Startlønnen som færdiguddannet SOSU-assistent svinger mellem 22.000 kr og 31.000 kr. før skat, inkl. pension og tillæg.

Og så er hele faget talt ned og ses som ikke attraktivt. ”Du skal bare tørre røv”, hedder det. Folk er slet ikke klar over hvad jobbet kunne indeholde og hvad det giver af muligheder.

Vores dårlige løn, dårlige arbejdsbetingelser og normeringer er det de unge ser.

Dem der går ind i uddannelsen ønsker at bruge tid med de ældre, at have tid til relationsarbejdet, men når det kun handler om den mest nødvendige pleje, at løbe videre til den næste bliver det et utilfredsstillende arbejde.

Og det er ikke kun på gulvet. Også lederne har de svært ved at fastholde. De kommer ind til en massivt utilfreds medarbejdergruppe, og kaster håndklædet i ringen, oftest inden et år i jobbet.

I Aalborg Kommune var vores coronabelønning en omgang chips og cola til personalet! Du var så en pose chips værd.

Kommunen havde tidligere sparet julegaverne væk, men nu besluttede de at give en æske chokolade og en flaske vin. De mente virkelig de prioriterede os. Mens vores kolleger sagde op i hobetal!

Vi kæmper for noget helt andet – for retten til et værdigt liv og for respekt for dem der passer på vores svage borgere.

Læs mere og kontakt 8. marts – kvindeoprør gennem facebook