Mafia, økonomi og politisk magt i Italien

Mafia økonomien er i dag med globaliseringen sammenvævet med finanskapitalen og hele det kapitalistiske økonomiske og politiske system. Her får du et unikt indblik i hvordan den opererer i dag og har tilpasset sig historisk og langt ud over Italiens grænser. Mafiaen forfølger det samme grundlæggende mål som de kapitalistiske monopoler: at opnå maksimal profit ved hjælp af enhver teknik og alle midler, lovlige eller ej.

Af Kommunistisk platform – for den italienske arbejderklasses kommunistiske parti

Mafiaens oprindelse og udvikling

Mafiaen blev født i det sydlige Sicilien mod slutningen af den feudale periode, der eksisterede i øens økonomisk-sociale struktur indtil det 19. århundrede.

Dens oprindelige funktion var at kunne forsvare imod den feudale magt i landbruget.

Historisk set bestod mafiaens sociale grundlag af de lokale magtmæglere, der lejede store ejendomme af de herremænd, som ikke boede der (såkaldte gabelloti), og af de feudale herremænds private militser (campieri). Begge var de grundlæggende redskaber til at kontrollere territoriet og undertrykke bønderne.

Betingelserne for mafiaens udvikling blev skabt i 1812, da afskaffelsen af det feudale system blev proklameret af det sicilianske parlament under indflydelse af de engelske besættelsesstyrker. Dette betød dog ikke, at godsejervældet ophørte, men at jorden gik fra det svindende feudale aristokrati til nye herremænd (gabelloti og campieri), der var den nye snyltende middelklasse, som varetog disse funktioner: respekt for den feudale orden og social ro, overvågning af bønderne og anvendelse af straf; køb og salg af jord; indførelse af hårde landbrugspagter med høje huslejer og sultelønninger til arbejdere; opkrævning af skatter; forvaltning af stjålne husdyr; undertrykkelse af bondeprotester; opdeling af kunstvandingsvand (især til produktion af citrusfrugter i de frugtbare “haver” i Palermo); beskyttelse af datterselskaber og korruption af offentlige embedsmænd.

Ved hjælp af væbnet vold, intimidering og mord lykkedes det mafiaen at etablere sig som de nødvendige mellemled til at løse alle konflikter til deres fordel.

De nye sociale lag dannet af mafiaen skabte retfærdighed for sine egne interesser. Den fortsatte godsejernes gamle vaner, da de koncentrerede en voksende del af jorden på deres hænder. Det oprindelige mål med disse kyniske og grusomme parasitter var at opnå den samme magt og privilegier som deres allierede jordejere. Dette forklarer den oprindelige reaktionære og konservative karakter af mafiaen, det er en evne til at støtte kapitalen og den eksisterende sociale orden.

Dannelsen af enhedsstaten og mafiaens rolle

I anden halvdel af 1800-tallet havde den sicilianske mafia en regional organisation til at bevare de feudale strukturer på landet og opnå økonomiske fordele. Det gjorde det muligt for den at realisere en primitiv ophobning af kapital.

I perioden efter proklamationen af Kongeriget Italien (1861) forbedrede mafiaen sin organisationsproces og institutionaliseringsproces.

Den monarkiske italienske stat blev født som et kompromis mellem nordstaternes industrifolk i en overherreposition og de besiddende klasser, der ejede jorden i de sydlige regioner. Det var en national forening oppefra uden befolkningens deltagelse. De forblev fremmedgjort fra den kongelige erobringsproces udført af Piemontes bourgeoisi, der skete uden en landbrugsreform for at fordele jorden til bønderne.

Alliancen mellem nordens industrielle borgerskab og de store jordbesiddere i syd, adskillelsen mellem den nye borgerlige stat og befolkningen på landet, åbnede et rum for udvikling og konsolidering af mafiabanderne, der kunne gennemtvinge deres tilstedeværelse som mellemled mellem det svindende feudale aristokrati og en svag og fjern borgerlig stat, som var ude af stand til at udøve sin magt lokalt.

“Når en stat opstår” – skrev Lenin – ”skabes en særlig magt, særlige organer af bevæbnede mænd,” hvilket betyder, at i et klassesamfund er behovet for en magt baseret på vold til at undertrykke og udnytte de udbyttede klasser: arbejderklassen i nord og fattige bønder i den sydlige del af landet.

Under de ustabile forhold i staten efter genforeningen viste det italienske borgerskabs væbnede styrke sig utilstrækkelig til at udføre denne opgave. Mafiaen blev således et uundværligt supplement for borgerskabet for at opretholde den offentlige orden med brug af hurtige undertrykkelses- og voldsmetoder for at beskytte deres klasseprivilegier.

Mafiaen er et udtryk for en del af den lokale herskende klasse, og samtidig en rival til og hjælpende hånd til den officielle statsmagt. Den blev efterhånden et konstant element i det borgerlige samfund som deltagere og repræsentanter på alle niveauer af institutionen (“vennernes venners venner”).

Derfor kan kontinuiteten i mafiafænomenet i Italien og dets forbindelser med de statslige myndigheder forklares ved de forhold, hvorunder den borgerlige enhedsstat blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet.

Mafiaorganisationerne, der opstod som følge af den feudale fortid, overlevede og udviklede sig, fordi den italienske samling i en stat (1815-1871) var en mislykket borgerlig revolution, der førte til opretholdelsen af underudviklingen, den store arbejdsløshed og den kulturelle tilbageståenhed i de sydlige regioner, og derved skabte grobund for konsolideringen af mafiaen.

Mafiaen har været i stand til at skabe enighed og drage fordel af befolkningens mistillid og utilfredshed over for den undvigende og korrupte statsadministration, hvis mangel på magt eller hvis dårlige regeringsførelse blev “repareret” af dristigheden hos en “æresmand”. På denne måde blev der i folkets nedre lag skabt en slags anerkendelse af mafiaens rolle i forhold til en fjendtlig stat, som for de fattige bønder i syd kun betød skatter, militærtjeneste og undertrykkelse.

Mafiaens funktion blev fuldført i perioden efter den nationale enhed, da den stillede sig til rådighed for de konservative kræfter og blev deres valgredskab. For at sikre økonomisk og social immobilitet på øen brugte den herskende klasse vold, når det var nødvendigt for at bevare sin sociale og politiske dominans. Den brugte mafiaen til at eksekvere denne vold i de mest brutale former.

Mafiafænomenet blev altid tolereret af centralregeringen, som brugte det til sammen med hæren at undertrykke den sicilianske befolkning (Palermo-oprøret i 1866; arbejderbevægelsen “Fasci Siciliani” i 1891-94, hvis nederlag var årsagen til den sicilianske udvandring til USA, hvor den nordamerikanske mafia blev skabt).

Dette favoriserede aftalen mellem mafiaen og politikere, der gennem mafiaen sikrede vælgertilslutning og valg til parlamentet, mens mafiaen opnåede styring af skatteopkrævning og beskyttelse af deres kriminelle aktivitet.

Gangsterne, der var i stand til kraftigt at påtvinge de folkelige lag deres vilje, blev snart autoritære producenter af vælgerstemmer. Dette gjorde det muligt for dem at kontrollere de kommunale forvaltninger, og hvem der blev valgt som nationale deputerede fra de sicilianske distrikter.

På den måde havde mafiaen – der etablerede bånd af “politisk venskab” med vigtige regeringspolitikere – magt til at påvirke kommunernes og politistyrkernes økonomi, lovene og de økonomiske skridt, der blev taget, og dermed øge sin magt over alle sektorer og alle aspekter af det sociale liv.

Alle disse kendsgerninger gjorde det muligt for mafiaen at trænge ind i statsinstitutionerne og yderligere legitimere sig selv i befolkningens øjne, mens den på det økonomiske plan berigede og styrkede sin position.

Mafiaen omdannes i det 20. århundrede

I begyndelsen af det 20. århundrede var mafiaen velstående og velorganiseret i næsten alle provinserne på Sicilien. Det kontrollerede fuldstændigt nogle økonomiske sektorer (de store landejendomme, markeder, møller, havnen i Palermo, svovlminer osv.), mens de udførte tyverier og kidnapninger til afpresning.

Samtidig som mafiaen fortsatte som det herskende lag på landet, begyndte den at organisere sig som en del af borgerskabet i byerne og begyndte at have meget vigtige bånd inden for det politiske system og med bankfolkene.

I denne periode blev mafiaen en hierarkisk og hemmelig organisation, struktureret i “familier” og på territorialt niveau som “bander”, der systematisk finansierede sig selv gennem “beskyttelsespenge”.

I den fascistiske periode støttede og brugte Mussolini først mafiaen. Han brugte lang række lokale mafialedere til at beskytte fascisternes orden og opretholde de privilegerede positioner, der var blevet rystet af bøndernes kampe. Derefter bekæmpede han mafiaen gennem en stor kampagne mod den. Mafiaens forsvinden fra den offentlige scene var resultatet af udvidelsen af det fascistiske system for organisering af befolkningen, hvilket var uforeneligt med traditionen med det gamle Siciliens interessesystem. Men den fascistiske kampagne mod mafiaen var begrænset til kun at imødegå de laveste niveauer af mafiasystemet uden at ramme mafialederne og de højeste niveauer af forbindelser mellem mafiaen og de fascistiske institutioner.

Mafiaen, den amerikanske imperialismes tjener, blev en del af den antikommunistiske blok

Under Anden Verdenskrig, i forbindelse med den angloamerikanske landsættelse af tropper på Sicilien, fik mafiaen stærk støtte fra de amerikanske efterretningstjenester (Office of Strategic Services) og fra USA. Og samtidig fra gangstere i USA af siciliansk oprindelse, der støttede genopbygningen og omorganiseringen af Cosa Nostra (Our Thing, som mafiaen blev navngivet af Yankee-gangstere).

Derfor genvandt mafiaen hurtigt kontrollen over territoriet med støtte og legitimitet fra USA’s myndigheder, som var tilfredse med at finde autoritative partnere, der kunne kontrollere befolkningen.

USA-imperialismen fik, gennem sine militære og civile strukturer, strategisk styret og dirigeret mafiaen, ved hjælp af sin styrke i den “hemmelige krig”, til at gå mod kommunisterne, arbejderklassen og de jordløse bønder, og til at opretholde magten på Sicilien, der var en strategisk ø for kontrollen af Middelhavet og Nordafrika.

Derfor var mafiaen også i efterkrigstiden fast integreret i blokken af antikommunistiske kræfter, som omfattede de lovlige og ulovlige statsapparater, det Kristelig-Demokratiske Parti og andre reaktionære partier, frimurerne, fascisterne, industrifolkene og bankfolkene, lederne af de samarbejdende fagforeninger, Vatikanet og reaktionære præster.

Der har været en kontinuerlig sammenkobling mellem mafiastrukturen og de operationelle enheder, der er oprettet under USA-NATO-kommandoen. Disse forbindelser blev styrket af USA-gangstere, der var vendt tilbage til Italien (såsom Lucky Luciano, som etablerede den herskende mafia “Dome” og gjorde fusionen mellem den amerikanske og italienske mafia mulig).

Mafiaen i USA havde en stærk følelse af tilhørsforhold – kun folk af siciliansk oprindelse kunne være medlem – og var tæt knyttet til mafiabosserne, der forblev på Sicilien, som organiserede udstationering af arbejdere til USA. I løbet af et par år reorganiserede mafiacheferne i USA mafiaens aktiviteter i retning af narkotikahandel, som var langt mere rentabelt.

Takket være den støtte, dækning og beskyttelse, som den amerikanske imperialisme, som altid har placeret Sicilien på øverste niveau i sin strategi, øgede mafiaen sin magt endnu mere på øen.

Med den sejrende antifascistiske modstand og krigens afslutning, da bøndernes kamp udviklede sig med besættelsen af de store jordejeres land under ledelse af landbefolkningen og de militante i kommunistpartiet, tog mafiaen terrorhandlinger i brug mod bevægelsen.

Mafiaen organiserede med amerikansk hjælp og dækning af den italienske stat undertrykkelsen af denne bevægelse med snesevis af mord på fagforeningsfolk og politiske militante, væbnede angreb på fagforeninger og venstreorienterede partier, udbredt intimidering og vold.

Den mest kendte episode var massakren på Portella della Ginestra, som fandt sted den 1. maj 1947, da Salvatore Giulianos mafiabande åbnede ild mod bønder og forårsagede elleve dødsfald og snesevis af sårede. Det var “moderen til alle massakrer”, med blodige tilstande i Den Italienske Republik i årtierne efter “spændingsstrategien”. Mafiaens involvering i det fascistiske kupforsøg i 1974 er også velkendt.

På det politiske plan fandt mafiaen fra valget i 1948 sit vigtigste politiske referencepunkt i Det Kristelig-Demokratiske Parti, efter at have støttet den sicilianske separatistbevægelse (som ønskede at omdanne øen til en amerikansk stat).

Det parti, der var hjørnestenen i enhver regering i omkring et halvt århundrede, accepterede mafiastemmer, der var nyttige i kampen mod kommunismen, og garanterede mafiarepræsentanter en direkte adgang til lokale og centrale institutioner, til parlamentet og regeringen for at opnå gunstige politiske aftaler for mafiaen, løfter og forpligtelser, favorisering og beskyttelse, som mafiafamilier gennemførte ved hjælp af en lang række forbrydelser.

Mafiaen forstod snart, at borgerskabet på landet ikke alene kunne bremse arbejder- og bondebevægelsens fremmarch. Så den besluttede at gå ind i den politiske sfære og styrke sine positioner og sin indflydelse i Det Kristelig-Demokratiske Parti som en politisk magt, sikre store fordele for sig selv og opbygge et stort netværk af forbindelser.

På denne måde, hvor mafiaen var dominerende magt, lykkedes det den at skabe de borgerlige fraktioners valgenhed, støtte kandidater, som den stolede på, og forhindre valget af sine modstandere. Samtidig blev Det Kristelig-Demokratiske Parti en slags ”forretningsledelse” for mafiaen, ved gennem dette dominerende parti at kunne nå hele statsapparatet og få adgang til alle offentlige ressourcer.

Blandt de største repræsentanter for dette parti i samarbejde med mafiaen husker vi: Vito Ciancimino, i årevis borgmester for offentlige arbejder i Palermo kommune; Salvo Lima, borgmester i Palermo, myrdet i 1992, fordi han undlod at mildne straffen for maxi-retssagen mod mafiaen; Giulio Andreotti, en ledende skikkelse i italiensk politik, der blev stillet for en domstol for mafiaforbindelser.

Fra landdistrikterne til bymafiaen …

I 1950’erne og 60’erne var der en udvidelse af statens intervention i økonomien. Dette resulterede i oprettelse af statsejede virksomheder og iværksættelse af offentlige bygge- og anlægsarbejder, hvilket åbnede nye udviklingssektorer og profitmuligheder for mafiaen: byggeri, engrosmarkeder og offentlige indkøb, eksport af vin, kontrol med vandressourcer, transport- og genvindingsfirmaer, rekruttering i lokale og regionale myndigheder, privat sikkerhed, kreditsektoren osv.

Især de byggefirmaer, der kontrolleres af mafiaen, lavede millioner dollars aftaler takket være deres forbindelser med de politiske ledere af det kristelige demokratiske parti, der sikrede offentlige indkøb, byggelicenser, frifindelse for byggesjusk og overtrædelse af regler, osv.

Selv de kemiske, maritime og elektroniske virksomheder tøvede ikke med at bruge mafiatjenester, især inden for underentreprise.

På alle disse områder befandt mafiaen sig i den traditionelle skikkelse af beskytter, pålagde iværksætterne bestikkelse og endte derefter med at forvalte de økonomiske initiativer og stolede på sin egen styrke til at modvirke konkurrence og sikre sig offentlig og privat finansiering.

Hvor det centrale spørgsmål om mafiamagt før var besiddelsen af jord, så blev kontrollen med pengene afgørende, og dens aktiviteter udviklede sig især i Palermo, hovedstaden i den sicilianske region, der blev plyndret af mafiaen.

I begyndelsen af 1960’erne, især i Palermo, begyndte en krig mellem mafiabanderne, med drab ved højlys dag og i centrum af byen, eksplosioner af bilbomber, massakrer på politiet. Konflikten førte til indførelsen af den første “undersøgelseskommission om mafia-fænomenet på Sicilien”. På trods af hensigten om at kaste lys over mafiaen og dens forbindelser med politik endte den uden at give nogen konkrete fingerpeg om, på hvilket grundlag, at den kunne bekæmpes.

Den katolske kirke hævede, at mafiaen var “kommunisternes opfindelse “, og fastholdt dermed kommunisterne som en fælles fjende.

… til den finansielle mafia

I løbet af 1970’erne udvidede mafiaen yderligere sine forretningsområder: først cigaretsmugling og derefter international narkotikahandel. Mafiaen tog derefter et kvalitativt spring: Takket være den enorme kapital de havde tjent på narko og tobakshandlen, opstod en hel ny generation af mafiaen, som nu er nu et erhvervs- og forretningsborgerskab forankret i ejendomsbranchen, byggeri, offentlige arbejder og finansiering.

Samtidig åbnede mafiaen på nationalt plan den internationale handel (den etablerede forbindelser med andre kriminelle organisationer: den russiske, tyrkiske, kinesiske og japanske mafia, de sydamerikanske narkohandlere), idet den indtog en førende position inden for narkotikahandel, hvilket sikrede et effektivt netværk af narkotikaforbindelser og transport.

I løbet af1970’erne og 80’erne blev narkotikahandlen intensiveret, heroinraffinaderier blev etableret på Sicilien for at eksportere narkotika til USA. Sicilien blev det største center for import-eksport af narkotika på globalt plan, fra Mellemøsten til Europa, fra Sydamerika til USA (for at sende narkotika til USA-mafiaen udnyttede mafiaen NATO-basen i Sigonella).

Mafiaens hemmelige organisation, dens praksis med reaktionær vold og trusler, dens forbindelser med mafiafamilier i USA, var vigtige fordele ved denne handel, som hurtigt øgede dens finansielle magt og aggressive adfærd.

Organisation, interne konflikter og konflikter med staten

Mens akkumuleringen af ulovlig kapital voksede eksponentielt, udvidede mafiaen sine aktiviteter i alle sektorer af økonomien og etablerede forbindelser med italienske og schweiziske banker, finansielle virksomheder og “funktionær”-områder til at håndtere hvidvaskning af penge, der er afledt af international narkotikahandel. Den begyndte at bruge skattely.

På nationalt plan udviklede ’ndrangheta i Calabrien, Camorraen i Campania og Sacra Corona Unita i Puglia sig som separate kriminelle organisationer, mens Cosa Nostra opretholdt overherredømmet i den italienske mafia.

Den enorme tilstrømning af kapital pålagde behovet for mafiafamilierne til at skabe en mere centraliseret og operationel organisation.

Det lykkedes gennem en gruppering af “mænd af ære” i “familier” kontrolleret af “familiens overhoved”. Tre eller fire territorialt tætte “familier” udgør et “distrikt” ledet af en “distriktsleder”. “Distrikterne” reagerede på “provinsielle og regionale kommissioner”. I spidsen for mafiaen var der den såkaldte “Dome” eller “Kommissionen”, ledet af en chef, der var anerkendt som den “første blandt ligemænd”. Cosa Nostras organisationsstruktur er pyramideformet, hierarkisk, stratificeret på forskellige niveauer og formuleret på et grundlag med regler for rekruttering, præget af hemmeligholdelse, tavshed og livslang loyalitet, respekt for bandelederne. Mafiaen, der opererer i forskellige italienske regioner og i verden og er i stand til at etablere omfattende “netværks”-forbindelser, forbliver fast forankret i oprindelsesområdet. Den råder over et stort militærarsenal.

Med udviklingen af dens økonomiske aktivitet steg de interne konflikter inden for mafiaen også mellem den nye og den gamle mafia, mellem familier med hhv. kontrol af territorium og kriminel handel. I begyndelsen af 1980’erne udbrød der en endnu blodigere mafiakrig end de foregående. Mafiaen fra Corleone i provinsen Palermo stødte sammen med andre familier og udryddede sine modstandere (de besejrede familier søgte tilflugt i USA under beskyttelse af Gambino-familien). Snesevis af politifolk, dommere, journalister og politikere blev dræbt eller truet i årene 1978-1993.

Det udfordrede den borgerlige stat, der derefter blev tvunget til at reagere, så regeringerne satte kampen mod mafiaen tilbage på dagsordenen og begrænsede dens handlefrihed eller i det mindste dens overdrevne manifestationer i nogen tid.

I 1992 kom reaktionen fra mafiaen, med massakrerne i Capaci og Palermo, hvor to dommere, Falcone og Borsellino, blev dræbt. De havde forhørt sig om hvidvaskning af penge og forbindelserne mellem mafiaen og staten og mellem mafiaen og Gladio (en paramilitær “Stay Behind”-NATO-organisation skabt til bekæmpelse af kommunismen). I 1992-93 spredte mafiavolden sig til hele det nationale territorium med massakrerne i Firenze og Milano og andre terrorhandlinger.

Således åbnede en hemmelig forhandling mellem højtstående repræsentanter for institutionerne og lederne af mafiaen, som endte med en “pagt”: Mafiaen stoppede sine bombeangreb, til gengæld blødte staten sin kamp mod mafiaen op og trak sine hårde fængselsstraffe til gangsterne tilbage.

I mellemtiden tvang krisen i Det Kristelig-Demokratiske Parti i begyndelsen af 1990’erne mafiaen til at lede efter nye politiske støttepunkter, såsom Forza Italia (Berlusconis parti, hvis økonomiske og politiske stigning blev begunstiget af enorme mafiafinansieringer, senere stort set returneret), som fik en massiv valgsejr på Sicilien på grund af mobiliseringen af Cosa Nostra.

I de senere år er mafiaens opmærksomhed flyttet til de populistiske og reaktionære partier (Femstjernebevægelsen, Lega Nord, Fratelli d’Italia). Forskellige lokale personer herfra har ikke tøvet med at gå til mafiaen for at erhverve en stor masse af stemmer, som senere bliver omvekslet til redskaber for politiske forhandlinger og betingelser.

Mafiaen har aldrig vist en særlig ideologisk interesse for borgerlig politik og har ingen interesse i at tage politisk magt. På det politiske område er dets funktion at sikre valgsamtykke til de partier og foreninger, der kan favorisere og opretholde dets økonomiske aktiviteter, garantere gunstige betingelser for mafiabosserne i fængsel og flygtninge, opnå særlige love, offentlige kontrakter, løsladelse fra fængslet, fjernelse af problemer med dommere og politi osv.

Cosa Nostra fører politik og påvirker den nationale politik med sine voldelige midler, især for sine egne eneinteresser, hvor der er et tydelig sammenfald med borgerskabets interesser som helhed, som har til formål at blokere enhver udvikling i revolutionær og socialistisk forstand.

Fra midten af 1990’erne til i dag har mafiaen vedtaget en lavprofileret strategi. Den handler stille og usynligt for at undgå undersøgelser og sammenstød. Den søger samarbejde med staten og ikke åben udfordring og foretrækker korruption frem for massakrer. I løbet af 2020 blev der registreret 271 mafiamord (f.eks. var der i 1991 1.916 ofre). Denne strategiske ændring omfatter aftaler med andre mafiaer om udvikling af forskellige kriminelle aktiviteter (f.eks. med den nigerianske, østlige eller mexicanske mafia), mens den overordnede forvaltning af “virksomheden” forbliver i hænderne på den italienske mafia.

Samtidig fortsætter den med at øge sin forvaltningskapacitet for systematisk at udvide sine aktiviteter i den økonomiske og finansielle sektor, der er begunstiget af neoliberalisme og globalisering, hvilket eksponentielt har udvidet muligheden for at kombinere lovlige og ulovlige aktiviteter over hele verden.

Det skal bemærkes, at forholdet mellem den sicilianske og amerikanske Cosa Nostra i de senere år har været styrket, hvilket tilskynder, at de nye generationer af familier, der flygtede til USA i 1980’erne og 90’erne, vender tilbage. Den calabriske ’ndrangheta har i stedet påtaget sig en ledende rolle i narkotikahandel og spredt sig i andre lande (Tyskland, Belgien, Holland, Colombia, Uruguay, Canada, Australien), gennemfører en strategi for “udflytning”, mens den samtidig er meget centraliseret og forankret til sine oprindelige familier.

Mafia akkumulering og forvaltning af kapital

Ud fra den marxistiske analyse af mafiafænomenet fremgår det klart, at forbindelsen mellem mafiaens kriminelle system og det borgerlige retssystem, dets juridiske og ulovlige aktiviteter, er uadskillelig. Begge er underlagt de samme kapitalistiske økonomiske love, nemlig akkumulering og opnåelse af den maksimale profit.

Karl Marx, der minder om, at “kapitalen drypper fra hoved til fod, fra hver pore, med blod og snavs,” citerer Quarterly Reviewer: “Kapitalen lader ingen profit gå fra sig, selv den mindste, ligesom det tidligere blev sagt om naturen, at den afskyr et tomrum. Med tilstrækkelig profit er kapitalen meget fed. Hele 10 procent vil sikre den beskæftigelse overalt; 20 procent vil producere iver; 50 procent positiv frækhed; 100 procent vil gøre den klar til at træde alle menneskelige love under fode; 300 procent, og der er ikke den forbrydelse, den har skrupler imod at udføre, eller en risiko den ikke vil løbe, selv med risikoen for, at dens ejer bliver hængt.” (K. Marx: Kapitalen Vol. I.)

Mafiaen er en organisation for hurtig akkumulering af kapital med alle midler. De “lovlige” kapitalister accepterer tilstedeværelsen af mafiaen, og har brug for den til deres aktiviteter samt til rekruttering og kontrol af arbejdsstyrken.

Anvendelsen af kriminelle metoder, trusler, mord og alle de muligheder, der følger af en eksistens, der ikke er betinget af love og regler om “lovlig konkurrence”, der er garanteret af de statslige myndigheders tolerance og medvirken, har med tiden gjort det muligt for mafiaen at spille en voksende økonomisk rolle.

Fra de traditionelle aktiviteter med at kontrollere handel med cigaretter og narkotika (i dag især kokain), fra åger (lånekapital til høje priser) til offentlige bygge- og anlægsprojekter er mafiaen således gået videre til andre sektorer, som direkte kontrol med virksomheder, ulovlig dumpning af affald, alvorligt forurenende jord, vand osv., intensiv udnyttelse af migrantarbejdere, der er beskæftiget på landet, kontrol med fødevareforsyningskæden, investeringer i ejendomssektoren, oprettelse af virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren, at sikre markeder gennem trusler og pengeafpresning.

I øjeblikket anslås de italienske mafiaers årlige indtægter til et overskud på 200 mia. euro, hvilket svarer til 105 af Italiens BNP. Profitten er på rundt regnet 100 mia. euro om året.

Indtægterne fra mafiaens økonomiske aktiviteter viser, at der er en mafiakapital, hvis gennemsnitlige fortjeneste og akkumuleringsrate overstiger andre kapitaler.

Da kun en del af denne kapital kan bruges på luksusforbrug, er problemet med hvidvaskning af penge og geninvestering af overskud et afgørende problem for mafiaen. Derfor skabte mafiaen sin “finansafdeling”, hvis rolle primært er at “hvidvaske” penge i eksisterende finansielle kredsløb, placere og geninvestere dem i lovlige eller ikke-lovlige aktiviteter.

Mafiaens økonomiske aktiviteter

Dynamikken i mafiaens kapitalistiske akkumulering kan beskrives i fire grundlæggende aspekter:

1. Dannelse af finansielle ressourcer gennem flere kriminelle aktiviteter.

2. Anvendelse af disse ressourcer i produktionen af nye ulovlige aktiviteter.

3. Hvidvaskning af penge og kapital (gennem finansielle formidlere, dækselskaber, offshore-lande, livsforsikringer, kredit– og pengeoverførsler, bitcoinvaluta, genopladelige kreditkort, brug af kasinoer, ejendomshandel osv.).

4. Geninvestering af den hvidvaskede kapital i økonomiens og finanssektorens lovlige kredsløb.

Det er en proces, hvor ophobningen af kapital fra traditionelle ulovlige aktiviteter trænger ind i det lovlige økonomiske system for at geninvestere sit overskud, hvilket og ofte påvirker dets interne dynamik.

De sektorer, som mafiaen opererer i, er følgende: åger; afpresning; handel med hårde og bløde stoffer; våbenhandel; forfalskning; smugling af cigaretter, tobak og brændstof; smugling af migranter og flygtninge; hasardspil og væddemål; prostitution; kidnapninger; organhandel; tyverier og røverier; fiskeri; bygge- og anlægssektoren (byggepladser, indkøb af materialer, offentlige kontrakter, rekruttering af arbejdskraft, beskyttelsestjeneste osv.); frugt- og grøntsagsmarkeder; fremstilling og eksport af beklædningsgenstande; engros- og detailhandel; hoteller, pizzeriaer, barer og restauranter; manipulerede kontrakter og leverancer; landbrugssvindel til skade for EU; ulovligt byggeri; ulovlig bortskaffelse af millioner af tons industriaffald; sundhedstjenester (nødhjælpsfonde, begravelsestjenester, ansigtsmasker, desinfektionsmidler osv.) og andre tjenester.

Lad os gå i detaljer med visse aktivitetsområder.

Blandt de aktiviteter med de højeste indtægter for mafiaen er åger: under den økonomiske krise i 2009 blev hundredtusindvis af kommercielle virksomheder, hoteller og offentlige virksomheder tvunget til at lukke pga. krisen. Ud af disse var omkring 40 % tynget af stor gæld og åger.

For bedre at forstå fænomenets art skal man huske på, at de renter, der kræves af lånehajer, er omkring 10 % om måneden.

Fænomenet pizzo, eller kravet om en sum penge betalt kontinuerligt af de handlende eller iværksættere til de kriminelle organisationer for at sikre deres egen eller deres virksomheds sikkerhed, er yderst udbredt i de områder, hvor mafiaen er til stede, samt i den nordlige del af landet.

For nogle byer er der en prisliste for pizzo. For en butik i Palermo er det mellem 200 og 500 euro om måneden, der forlanges, mens det i Napoli er nok med 100 til 200 euro for en butik i byens centrum. Opkrævningen varierer imidlertid fra 500 til 1.000 euro pr. måned i Napoli og fra 750 til 1.000 euro i Palermo. For et supermarked bliver der påkrævet fra 3.000 til 5.000 euro og for en byggeplads op til 10.000 euro om måneden.

Kombineret med fænomenet pizzo er der kommercielle virksomheder, der ejes direkte af mafiaen med henblik på at geninvestere overskuddet fra ulovlige aktiviteter.

Landbruget, frugt- og grøntsagsmarkederne er et investeringsområde for mafiaorganisationerne, der kontrollerer hele fødevareforsyningskæden, fra landbrugsproduktion, til produkterne kommer til havnene, fra engrosmarkeder til stordistribution, fra emballage til markedsføring af varerne.

I alle faser af fødevareforsyningskæden handler mafiaen, hvilket påvirker fastsættelsen af priser, produkternes kvalitet og arbejdsmarkedet. Hele fødevaremarkedet hviler på organiseret kriminalitet. Dette fænomen er særlig relevant i Campania, hvor camorraen påtvinger sine produkter: mælk, kaffe, mozzarella, brød, is. I Napoli sikres den daglige produktion af brød med mindst 2.500 ulovlige bagerier. Også fiskeriet, især de fine fiske- og engrosmarkeder, er under mafia-kontrol.

Mange turistaktiviteter i syd ejes af mafiaen, mens mange hotelejere og ejere af turistlandsbyer er tvunget til at betale pizzo.

Forfalskning og smugling er andre mafiaaktiviteter, hvis kendetegn er at støtte de uformelle økonomier og de underjordiske økonomier, som mafiaen ikke betaler skat eller bidrag på. De forvalter også udnyttelsen af mange indvandrere, der anvendes til salg, som ansættes og fyres gennem en ulovlig omgørelse af arbejdsmarkedsregler.

Cigaretsmuglingen, der så ud til næsten at være at være forsvundet i slutningen af 1990’erne, har genvundet kraften i de sidste fem år. De organisationer, der findes i Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Tunesien, bringer efter aftale med mafiaen tonsvis af tobak og cigaretter, der lovligt er købt på lokale markeder, til Italien. Forskellen til de italienske priser er betydelig, og fortjenesten er meget høj. For nylig blev der afsløret en ulovlig handel med forfalskede cigaretter importeret fra Kina. Den hemmelige produktion af cigaretter i Italien foregår i vid udstrækning med ulovligt importeret tobak.

Mafiaen i de seneste økonomiske kriser

Mafiaen, der har stor lånekapital til rådighed – med høje renter – benyttede sig af den økonomiske krise i 2009 samt af den nuværende krise i forbindelse med pandemien til at udvide sin forretning i den kapitalistiske økonomis kredsløb og i det offentlige administrationsapparat.

I denne periode kan nogle fænomener understreges.

Det første er stigningen i den såkaldte “deltagelsesbaserede hemmelige aftale”, som har involveret de største italienske virksomheder, især dem, der beskæftiger sig med offentlige arbejder. Disse monopoler, især i byggesektoren, indgår aftaler med mafiaen i de områder, hvor de opererer, tildeler kontrakter og betaler en slags “forsikring” for at handle uforstyrret.

Det andet er mafiaernes holdning til små og mellemstore kapitalistiske virksomheder i vanskeligheder. Mafiaen, der har store mængder pengekapital, foreslår sig selv som en form for ”social velfærds”-alternativ til institutionerne og banker, der ikke giver kredit. Når ejerne accepterer “hjælp”, bruger mafiaen sine traditionelle voldelige handlinger for at sikre sig ågerrenter eller overtage virksomhederne (nogle gange får de tidligere ejere lov til at blive, men nu som ansatte i mafiaen, andre gange overtager de gennem stråmænd).

Den samme “velfærds”-aktivitet udføres blandt arbejdsløse, der er rekrutteret af mafiaen med daglige ”bonusser” på et par snese euro.

Det tredje er mafiaens øgede evne til at infiltrere den offentlige administration, hvor korruptionen hærger, især i forbindelse med tildeling af kontrakter og i mafiaens politiske omveksling af vælgerstemmer – som er mangedoblet.

I øjeblikket er mafiaens opmærksomhed ved at flytte mod midlerne fra Next Generation EU, som udgør en stor mulighed for berigelse for organiseret kriminalitet.

Konklusioner

Mafiaen er ikke et “uddødt og forældet” fænomen, men et aktuelt fænomen, der løbende omstiller sig, tilpasser sig til ændringer og interne forandringer. Den er en integreret del af det kapitalistisk-imperialistiske økonomisk-finansielle og politiske system.

Mafiasystemet fungerer fint for monopolkapitalismen, der selv er karakteriseret ved snylteri og forfald, som er et døende system, hvor enorm rigdom er koncentreret på en klasse i det borgerlige samfund, og som bare forøger de udbyttende klassers luksus, snylteri, spild og lediggang, og i den anden ende af samfundet øges udbytningen, arbejdsløsheden og elendigheden med voksende styrke.

Mafiaens voksende engagement, dens evne til at gennemtrænge økonomien og øge sin finansielle magt, er et udtryk for styrkelsen af den kapitalistiske privatejendomsrets snyltende karakter, og for at de udbyttende klasser bliver stadig rigere.

I mere end tredive år har globaliseringen af de finansielle transaktioner, oprettelsen af skattely og afskaffelsen af kontrol med kapitalbevægelser hjulpet mafiakapitalen med at smelte sammen til den masse penge, der cirkulerer hver dag i verdens finansielle institutioner, uden at det er muligt at skelne beskidte fra rene penge.

I den forbindelse har mafiaen fået samme karaktertræk som et finansielt holdingselskab, der opererer i overensstemmelse med kriterierne om “spredning af forretningsaktiviteter” og maksimering af overskud. Og med konstant at søge at udvide sit operationsfelt uden at opgive det kriminelle aspekt, samtidig med at den profiterer på sin deltagelse på alle niveauer i det politiske og økonomiske system.

I dag bevæger mafiaen, ud over den traditionelle kontrol af sit territorium, sig mod “markedsforvaltning”. Til at gennemføre dette bruger den iværksætteres og freelanceres “rene ansigt”, der gennem deres afhængighed af mafiaen ser muligheden for at overvinde deres økonomiske vanskeligheder eller maksimere overskuddet gennem at tilbyde udvekslingstjenester til at sætte mafiaens likvide kapital ud i ny cirkulation.

Mafiaen bruger disse mennesker som stråmænd for at bestikke sine embedsmænd i den offentlige administration. På den måde har de fundet en strategi for camouflage, der ikke vækker mistanke og rejser alarm i systemet eller offentligheden.

Der er en dybtgående sammenblanding af mafiaen med staten og den kapitalistiske økonomi på nationalt og internationalt plan af ulovlig og ”lovlig” profit, som slutter sig til og smelter sammen i det finansielle systems kanaler.

Kapitalismen er et samfund af organiseret kriminalitet. I dette samfund – hvor profitloven handler ondskabsfuldt – er kriminalitet den mest lukrative forretning. Store kriminelle organisationer er blevet til magtfulde holdingselskaber, der handler i rivalisering og samarbejde med monopolerne, som systematisk tramper på borgerlig lovlighed for at nå deres mål.

Mafiaen forfølger det samme grundlæggende mål som de kapitalistiske monopoler: at opnå maksimal profit ved hjælp af enhver teknik og alle midler, lovlig eller ej.

Kriminalitet og kriminelle metoder er ikke kun et produkt af de sociale forbindelser, der er baseret på udbytning, men er også drevet af dem. Borgerskabet holder dem i live som våben for at nå sine mål vendt mod arbejderklassen og for berigelsen af samfundets top.

Borgerskabet ønsker ikke mafiaens nederlag, men lever i symbiose og rivalisering med den. Det har brug for mafiaen som et middel til at akkumulere og tilføre pengekapital til de økonomiske kredsløb, som et agentur, der leverer tjenesteydelser til ekstremt konkurrencedygtige omkostninger, som et instrument til tjeneste for de reaktionære kræfter. Samtidig søger borgerskabet at dæmme op for mafiaens aktiviteter, fordi den ændrer konkurrencemekanismen og omfordelingen af overskud mellem kapitalistiske virksomheder og forværrer mistillidskrisen og den herskende klasses troværdighed.

Generationer af kommunistiske militante, revolutionære, alle dem, der afviser et samfund, der tilbyder dem en fremtid som arbejdsløs eller slaveri i mafiaens tjeneste, har bekæmpet mafiaen og betalt en meget høj pris.

Ved at ære disse modige militante og folkelige krigere, at støtte de arbejdere, unge og kvinder, der afviser mafiabrutalitet og dens subkultur, der fordømmer båndene mellem staten og mafiaen, der kræver sandhed og retfærdighed for mafiaens ofre. Gennem at gøre dette bekræfter vi, at for at besejre mafiaen er der kun ét middel: den sociale revolution, der afskaffer det kapitalistisk-imperialistiske system.

Den herskende klasse spreder pessimisme om mafiaen; den ønsker, at vi skal tro, at den har en evig karakter, at organiseret kriminalitet er uundgåelig og ikke kan fjernes fra samfundet. Disse idéer tjener til at skjule mafiaens sociale årsager, til at sprede resignation, fatalisme og frygt, til at fratage arbejdere og folk enhver udsigt til forandring.

Mafiaen er ikke uovervindelig. Arbejderklassens revolutionære kamp, der leder dets allierede, kan besejre og eliminere mafia-kriminalitet sammen med det system, der producerer det som fænomen, og som er nødvendigt for dets eksistens. Kun et samfund, der er i stand til at sikre arbejde, bolig, sociale ydelser, en værdig pensionering, fjerne arbejdsløshed og fattigdom, gennemføre en dybtgående og radikal økonomisk, social, politisk, kulturel og moralsk forandring, vil være i stand til at forvise mafiaen til museet for rædslerne i et samfund baseret på et menneskes udbytning af et andet.

Juli 2021
Af Kommunistisk platform – for den italienske arbejderklasses kommunistiske parti

Artiklen har været bragt i APKs politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp nr. 4/dec. 21

Oversat fra Unity & Strugglen nr. 43: Mafia, Economy and Political Power in Italy  som udgives af CIPOML – Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer