Antikominternpagten

I dag for 80 år siden – den 25. november 1941 – tiltrådte den danske konge og samlingsregering Antikominternpagten, som en naturlig forlængelse af kollaborationspolitikken, den såkaldte samarbejdspolitik,

De forenede samarbejdspolitikere i Danmark havde i 1940 og senere travlt med at koordinere og forstærke den vedtagne indordning og tilpasning til den tyske krigspolitik. Den 24. november 1941 drog Erik Scavenius til Berlin, hvor han bandt Danmark til den såkaldte AntiKominternpagt.

Interneringen af de danske kommunister i dagene efter den 22. juni 41, afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, vedtagelsen af den grundlovsstridige »kommunistlov« i august, ja hele den almindelige tilslutning til Hitlers »våbenopgør med verdenskommunismen« gjorde det officielle Danmarks tilslutning til Antikominternpagten til en problemfri sag.

Reelt stod man allerede på pagtens grund. På den måde kom det officielle Danmark i selskab med fascistiske stater som Italien, Japan, Francos Spanien, Ungarn, Finland, Bulgarien, Rumænien og lydstaten Manchuriet! I pagtens præambel, eller formålsbestemmelse, stod:

»De høje kontraherende stater er enige om gensidig at underrette hinanden om den Kommunistiske Internationales virksomhed, at rådføre sig med hinanden om de nødvendige afværgeforanstaltninger, og at gennemføre disse i snævert samarbejde«.

De danske myndigheder og politiet levede op hertil. Den 25. november underskrev Scavenius, som udenrigsminister, pagten ved en større statshøjtidelighed i Berlin. I den anledning udsendte udenrigsministeriet en meddelelse, der sagde (uddrag):

»I henhold til artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede overenskomst til bekæmpelse af kommunismen, den såkaldte Antikomintempagt, har denne magts signatarmagter indbudt den danske regering til at tiltræde pagten, hvis første 5-årige gyldighedsperiode udløber tirsdag den 25. november 1941, og som nu forlænges for et tidsrum af yderligere 5 år. I erkendelse af den fare, kommunismen indebærer, for hele vor kultur og samfundsorden, har den danske regering, som bekendt, allerede sidste sommer taget initiativ til gennemførelsen af loven af 22. august 1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed, efter at den tidligere ved tilbagekaldelse af det danske gesandtskab i Moskva havde afbrudt forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen. Som en naturlig konsekvens af den politiske linje, som her i landet i dette spørgsmål er blevet fulgt siden udbruddet af krigen mellem Tyskland og Rusland, har regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den ovennævnte indbydelse, hvorfor udenrigsministeren efter den tyske regerings indbydelse har begivet sig til Berlin for tirsdag den 25. november 1941 at tilkendegive Danmarks tiltrædelse af pagten«. (Dengang under besættelsen s. 184)

Underskrivelsen af Antikominternpagten den 25. november 1941 var ikke velset i brede kredse. Det var at gå for langt, nærmest højforræderi og underskrivelsen blev mødt af mange protester og demonstrationer. Her ses studenter foran Rådhuset i København i protest mod underskrivelsen af pagten. Demonstrationerne blev senere spredt – med stor brutalitet af Københavns Politi.

Artiklen er fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 4/2021

Læs også lederen fra det samme nr.: Al forandring kommer nedefra

Håndslag hjemmeside – Læs her


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater