Retfærdighed for Assange er retfærdighed for alle

Julian Assange sidder fængslet i Belmarsh-fængslet, og den engelske højesteret vil sandsynligvis i det nye år offentliggøre om han udleveres til USA. Hans liv og helbred er truet. Hans ‘forbrydelse’ består i gennem WikiLeaks at afsløre sandheder om imperialismens forbrydelser, bl.a. i Irak-krigen.

Af John Pilger

I Magna Cartasⁱ land burde denne skrækkelige sag være udelukket fra retten for længe siden.

Da jeg første gang så Julian Assange i Belmarsh-fængslet i 2019, kort tid efter at han var blevet trukket ud af sit tilflugtssted i den ecuadorianske ambassade, sagde han: “Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden”.

Han var afmagret og underernæret, hans øjne var hule og de tynde arme var understreget af en gul identificerende klud bundet rundt om venstre arm, et stemningsfuldt symbol på institutionel kontrol.

Hele døgnet, bortset fra de to timer, jeg besøgte ham, sad han indespærret i en ensom celle i en fløj kendt som ’sundhedsvæsnet’, et Orwellsk navn. I cellen ved siden af skreg en dybt forstyrret mand natten igennem. En anden beboer led af dødelig kræft. En anden var alvorligt handicappet.

“En dag fik vi lov til at spille Monopoly sagde han, som terapi. Det var vores sundhedsvæsen!”

“Det er ligesom i filmen Gøgereden”, sagde jeg.

“Ja, bare mere sindsygt”.

Julians sorte humor har ofte reddet ham, men ikke længere. Den lumske tortur, han har været udsat for i Belmarch-fængslet, har haft ødelæggende virkninger. Læs rapporterne fra Nils Melzer, FN’s særlige rapportør om tortur, og de kliniske udtalelser fra Michael Kopelman, professor emeritus i neuropsykiatri ved King’s College London og Dr. Quentin Deeley, og forbehold dig foragt for USA’s lejede våben i retten, James Lewis QC , der afviste dette som at male Fanden på væggen.

Jeg blev især rørt over ordene fra Dr. Kate Humphret, en ekspert i klinisk neuropsykologi ved Imperial College, London. Hun fortalte the Old Bailey (Den centrale Straffedomstol) sidste år, at Julians intellekt var gået fra ’det overlegne, eller mere sandsynligt meget overlegne, område til ’betydeligt under’ dette optimale niveau, til det punkt, hvor han kæmpede for at absorbere information, og ’til at præstere i lavt til gennemsnitligt område.’

Ved endnu et retsmøde i dette skammelige kafkaske drama så jeg ham kæmpe for at huske sit navn, da dommeren havde bedt ham om at opgive det.

I det meste af sit første år i Belmarsh var han spærret inde. Han blev nægtet ordentlig træning og gik frem og tilbage i sin lille celle, frem og tilbage, som ’mit eget halvmaraton’, fortalte han mig. Det lugtede af fortvivlelse. Et barberblad blev fundet i hans celle. Han skrev ’afskedsbreve’. Han ringede gentagne gange til samaritanerne.

Først blev han nægtet sine læsebriller, efterladt i brutaliteten ved hans kidnapning fra ambassaden. Da brillerne endelig kom frem til fængslet, gik der flere dage før de blev afleveret. Hans advokat, Gareth Peirce, skrev brev efter brev til fængselsguvernøren og protesterede mod tilbageholdelse af juridiske dokumenter, manglende adgang til fængslets bibliotek og til en almindelig bærbar computer til at forberede sin sag. Fængslet brugte uger, ja måneder, på at svare. (Guvernøren Rob Davis er blevet tildelt en Order of the British Empire).

Bøger sendt til ham af en ven, journalisten Charles Glass, der selv overlevede gidseltagningen i Beirut, blev returneret. Julian kunne ikke ringe til sine amerikanske advokater. Fra begyndelsen har han været konstant medicineret. Engang, da jeg spurgte ham, hvad de gav ham, kunne han ikke svare på det.

Ret til at møde i retten

Ved sidste uges High Court-høring for endeligt at afgøre, om Julian ville blive udleveret til USA eller ej, optrådte han kun kort gennem videolink den første dag. Han så utilpas og urolig ud. Retten fik at vide, at han var ’undskyldt’ på grund af sin medicin. Men Julian havde bedt om at deltage i høringen og fik afslag, sagde hans partner Stella Moris. At være til stede i en ret, der dømmer en, er helt sikkert en rettighed.

Denne intenst stolte mand kræver også retten til at fremstå stærk og sammenhængende i offentligheden, som han gjorde i the Old Bailey sidste år. Dengang rådførte han sig konstant med sine advokater gennem spalten i sit glasbur. Han tog rigelige noter. Han stod oprejst og protesterede med veltalende vrede mod løgne og procesmisbrug.

Skaderne der er påført ham i hans ti år med fængsling og usikkerhed, herunder mere end to år i Belmarsh (hvis brutale regime fejres i den sidste Bond-film), er hævet over enhver tvivl.

Men også hans mod er hævet over enhver tvivl, og en egenskab af modstand og modstandsdygtighed, der er heroisk. Det er dette, som kan få ham gennem det nuværende kafkaske mareridt – hvis han bliver skånet for et amerikansk helvede.

Jeg har kendt Julian siden han første gang kom til Storbritannien i 2009. I vores første interview beskrev han det moralske imperativ bag WikiLeaks: at vores ret til regeringernes og de magtfuldes gennemsigtighed var en grundlæggende demokratisk rettighed. Jeg har set ham holde fast ved dette princip, selv når det til tider har gjort hans liv endnu mere usikkert.

Næsten ingen af disse bemærkelsesværdige sider af mandens karakter er blevet rapporteret i den såkaldte frie presse, hvis egen fremtid, siges det, er i fare, hvis Julian bliver udleveret.

Selvfølgelig, men der har aldrig været en ’fri presse’. Der har været ekstraordinære journalister, der har arbejdet og besat stillinger i ’mainstream’ – rum, der nu er lukket og tvinger uafhængig journalistik videre til internettet.

Der er der kommet en ’femte stand’, af skribenter med dedikeret, ofte ulønnet arbejde udført af dem, der var hæderlige undtagelser i de medier, som nu er reduceret til et samlebånd af floskler. Ord som ’demokrati’, ’reform’, ’menneskerettigheder’ er frataget deres ordbogsbetydning, og censur sker ved udeladelse eller udelukkelse.

Sidste uges skæbnesvangre høring i Højesteret ’forsvandt’ i den ’frie presse’. De fleste mennesker fik ikke at vide, at en domstol i hjertet af London havde sat en dom over deres ret til at vide: deres ret til at stille spørgsmålstegn og være uenige.

Mange amerikanere, hvis de ved noget om Assange-sagen, tror på en fantasi om, at Julian er en russisk agent, der fik Hillary Clinton til at tabe præsidentvalget i 2016 til Donald Trump. Dette ligner slående løgnen om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, der retfærdiggjorde invasionen af Irak og døden for en million eller flere mennesker.

Det er usandsynligt, at de ved, at hovedanklagerens vidne, der ligger til grund for en af ​​de opdigtede anklager mod Julian, for nylig har indrømmet, at han løj og opdigtede sine ’beviser’.

De vil heller ikke have hørt eller læst afsløringen af, at CIA under sin tidligere direktør, den Hermann Göring-lignende Mike Pompeo, havde planlagt at myrde Julian. Og det var næppe noget nyt. Siden jeg lærte Julian at kende, har han været truet på liv og helbred.

På hans første nat på den ecuadorianske ambassade i 2012 stimlede mørke skikkelser sammen foran ambassaden og bankede på vinduerne og forsøgte at komme ind. I USA har offentlige personer – inklusive Hillary Clinton lige efter hendes ødelæggelse af Libyen – længe opfordret til mord på Julian. Den nuværende præsident Joe Biden har fordømt ham som en ’hi-tech terrorist’.

Den tidligere premierminister i Australien, Julia Gillard, var så ivrig efter at behage det, hun kaldte ’vores bedste kammerater’ i Washington, at hun krævede, at Julians pas blev taget fra ham – indtil det blev påpeget over for hende, at dette ville være i strid med loven. Da den nuværende premierminister, Scott Morrison, en PR-mand, blev spurgt om Assange, sagde han: ’Han bør tage ansvar for sine handlinger.’

Der har været fri jagt på WikiLeaks’ grundlægger i mere end et årti. I 2011 udnyttede The Guardian Julians arbejde, som om det var dets eget, indsamlede journalistpriser og Hollywood-aftaler og angreb dereefter kilden til disse priser, Julian.

Krænkende angreb

Der fulgte årevis med voldsomme overgreb på manden, der nægtede at blive medlem af deres klub. Han blev anklaget for at have undladt at redigere dokumenter med navnene på dem, der anses for at være i fare. I en Guardian-bog af David Leigh og Luke Harding er Assange citeret for under en middag på en restaurant i London, at have sagt, at han var ligeglad med, om informanter nævnt i lækagen, led overlast.

Hverken Harding eller Leigh var med til middagen. John Goetz, en efterforskningsreporter fra Der Spiegel, var faktisk til middagen og bevidnede, at Assange ikke sagde noget som helst i den retning.

Den kendte whistleblower Daniel Ellsberg fortalte til Old Bailey sidste år, at Assange personligt havde redigeret 15.000 filer. Den newzealandske undersøgende journalist Nicky Hager, der arbejdede sammen med Assange om krigslækagerne i Afghanistan og Irak, beskrev, hvordan Assange tog ’ekstraordinære forholdsregler ved at redigering af navne på informanter.’

I 2013 spurgte jeg filmskaberen Mark Davis om dette. Davis, en respekteret broadcaster for SBS Australien, var øjenvidne og fulgte Assange under forberedelsen af de lækkede filer, der skulle offentliggøres i The Guardian og The York Times. Han fortalte mig, “Assange var den eneste, der arbejdede dag og nat med at udtrække 10.000 navne på personer, der kunne blive ramt af afsløringerne i logfilerne.”

David Leigh holdt foredrag for en gruppe studerende ved City University og hånede selve ideen om, at “Julian Assange ville ende i en orange jumpsuit (fangedragt).” Hans frygt var en overdrivelse, hånede han. Edward Snowden afslørede senere, at Assange var på “nedtælling frem mod at blive jaget vildt”.

Luke Harding, medforfatter sammen med Leigh til the Guardian-bogen, der afslørede passwordet til en række diplomatiske forbindelser, som Julian havde betroet avisen, var udenfor den ecuadorianske ambassade den aften, hvor Julian søgte asyl. Han stod sammen med en række politifolk og glædede sig på sin blog: “Scotland Yard kan godt blive dem, der ler sidst.”

Kampagnen var ubarmhjertig. Guardian-journalister skrabede bunden. “Han er virkelig den værste lort,” skrev Suzanne Moore om en mand, hun aldrig havde mødt.

Redaktøren, som stod i spidsen for dette, Alan Rusbridger, har for nylig sluttet sig til koret om, “at forsvare Assange er et forsvar for den frie presse”. Efter at have offentliggjort de første WikiLeaks-afsløringer må Rusbridger spekulere på, om Guardians efterfølgende udstødning af Assange vil være nok til at beskytte ham selv mod Washingtons vrede.

Højesteretsdommerne vil sandsynligvis offentliggøre deres afgørelse i forhold til den amerikanske appel i det nye år. Beslutningen afgør, om det britiske retsvæsen forlader de sidste rester af anstændighed eller ej. Hvad de beslutter, vil afgøre, om det britiske retsvæsen har smadret de sidste rester af sit allerede blakkede ry. I Magna Cartas land burde denne skrækkelige sag have været smidt ud af retten for længe siden.

Det manglende imperativ er ikke indvirkningen på en hemmelig ’fri presse’. Det er retfærdighed for en mand, der er forfulgt og bevidst nægtet den.

Julian Assange er en fortæller af sandheden, der ikke har begået nogen forbrydelse, men afsløret regeringsforbrydelser og løgne i stor skala og som har udført en af de største tjenester for offentligheden i min levetid. Behøver vi at blive mindet om, at retfærdighed for én er retfærdighed for alle?