Vi fører en fælles kamp på tværs af fag. Sygeplejerskerne har med deres punktstrejker og kamporganisering stået i front, men blandt SOSU-hjælpere og assistenter er harmen over de utålelige forhold ikke mindre. KPnet har talt med SOSU-hjælper Tine Lykke Nielsen om situationen i hjemmeplejen og vilkårene for kampen for bedre forhold.
KPnet: Vil du fortælle lidt om dig selv?
Jer er 49 år, uddannet SOSU-hjælper og arbejder i et privat hjemmeplejefirma. Jeg har været mange år i faget og har også arbejdet i det offentlige system. Der er ikke nogen forskel – det er den samme løn og det samme arbejdspres. Tidligere arbejdede jeg som ufaglært i hjemmeplejen.
KPnet: Hvordan du ser du på dit arbejde og dets betydning, og hvordan er arbejdsforholdene – betingelserne for at udføre arbejdet??
Helt generelt synes jeg, at det er et af de vigtigste jobs man kan være i, at være i sundhedssektoren i det hele taget. Som SOSU har vi så mange kompetencer, og mange af dem er først kommet i brug her under corona. Der var SOSU-assistenter der måtte overtage sygeplejerskernes opgaver, og vi måtte overtage nye opgaver, som før lå hos assistenterne.
Det er både godt og skidt. Det er rart at lære nyt, og jeg er i det hele taget vild med selve arbejdet, at være i plejen og har ikke behov for at tage en ny uddannelse til assistent, men arbejdet er ekstremt hårdt lige nu. Folk går ned med stress hver dag, det er rigtig hårdt.
Vi er for få til opgaverne – jobbet er ikke attraktiv længere, og uddannelsen heller ikke. F.eks. måtte jeg flytte til Sjælland mens jeg var elev for at kunne tage uddannelsen. Vest for Storebælt er elevlønnen 6.000 kr mod 17.000 kr øst for Storebælt. Forskellen går på, at man i Jylland og på Fyn kræver 1 års ufaglært plejearbejde for at kunne få voksen-elevløn. Der er ikke mange der kan leve for det, med mindre man har en rig ægtefælle.
De fleste arbejder i 32-timers vagter, meget få har 37 timer, man kan ikke holde til det. Men vi er ansat så vi arbejder uden overarbejdsbetaling op til 37 timer. Vores løn ligger normalt på 15.000 kr efter skat. Det er ikke meget højere end dagpengene.
Samtidig sætter vi liv og lemmer på spil, når vi kører rundt på 2 hjul for at nå vores køreplan. Ligesom sygeplejerskerne har vi også været tæt på syge mennesker under coronaen. Vi støtter sygeplejerskerne, men føler vi er endnu mere oversete end dem.
Vi arbejder lige så hårdt som sygeplejerskerne og under forhold der ligner deres meget, men vi er usynlige for politikerne, fordi vi ikke har de samme muligheder for at protestere på grund af de små enheder vi arbejder i.
Presset ligger meget i min køreseddel. Transporttid er f.eks. ikke regnet med. På sedlen skal vi måske være færdig ét sted kl 11.00, og være fremme det næste 11.01.
Køretiden må vi selv hente, og det går ud over borgerne. Der kan også være spildtid i rækkefølgen, hvor vi selv er nødt til at ændre den. Og folk bliver selvfølgelig sure, når vi ikke er der til tiden.
Som regel går det godt der hvor man kommer fast og man kender dem. Men tit må man høre ting som ”Nu har jeg ventet hele formiddagen”. Og de har måske ikke fået besked, når planen er lagt om. Mange gange kender vi heller ikke det tidspunkt de har fået at vide, så vi ved ikke engang at vi kommer for sent.
Og hvornår vi kommer kan skifte fra dag til dag. Den måde at arbejde på er det bestemt ikke alle der kan være i, der er ingen fast struktur. Og det pres der ligger i at få arbejdet til at hænge sammen kører oppe i hovedet hele tiden – vi tager det med hjem.
I det hele taget er mange borgere godt og grundigt trætte af hjemmeplejen, men de må finde sig i det, fordi de har brug for vores hjælp. De ville mange gange hellere være fri, hvis de kunne.
Der er dog stor forståelse for vores situation for det meste, og folk er meget søde, når man kommer fast hos dem.
Men jeg håber aldrig at jeg selv eller mine nære skal blive afhængig af hjemmeplejen. Og det siger jeg selvom jeg elsker mit job.
Nogle SOSU’er bliver sure på sygeplejerskerne fordi de får højere løn end os, og alligevel får mere opmærksomhed. Men det skyldes jo også at de har sagt fra. De fleste er ikke bitre på sygeplejerskerne, det er politikerne vi skal have fat i. Vores hovedformål er det samme.
KPnet: Der mangler tusindvis af SOSU’er landet over. Hvordan er det hos jer?
Fremtiden er ikke-eksisterende for vores fag, der kommer ingen nye ind. Vi mangler 3-4 på hver vagt, og folk er oppe i alderen. Indenfor de sidste år er det gået helt galt med tilstrømningen. Hvor der før kunne være 100 tilmeldte til en årgang er der måske kun 10 der søger ind. Det ser ikke lovende ud ifht de 42.000 man siger der mangler, når vi når frem til 2030.
Og folk er i oprør over det politikerne siger. F.eks. den borgmester der bød ind med, at man kunne bede pårørende om at dele folks piller ud. Eller få frivillige ind. Det er nedgøring af vores arbejde.
De glemmer os fuldstændigt på Christiansborg. Til nød kan SOSU-assistenterne blive nævnt, aldrig hjælperne.
KPnet: Hvordan er stemningen blandt SOSU’erne – hvad skal der til nu?
Folk er trætte, ingen synes det er sjovt mere. Og folk bliver lettere syge. Der bliver talt om sygefravær som om det var noget pjat. Men ingen bliver hjemme fordi vi ikke gider. Vi bliver bare trætte og syge og kan ikke hente hjælp nogen steder.
Det er os der tager ud til politikernes pårørende og os der sidder og holder dem i hånden når de skal herfra. Men vi får ingen støtte fra politikerne. ”I må leve med det”, som Mette Frederiksen siger.
Politikerne skulle ud på arbejde med os bare en enkelt dag.
Sygeplejerskerne har gjort noget. Vi er lige så vrede, men vi kan ikke strejke, enhederne er for små. Vi har mange borgere, men små enheder.
Men vi bruger andre aktionsformer. Vi siger f.eks: Denne uge går vi alle sammen hjem til tiden, og opgaverne går så videre til den næste. Som så også går hjem til tiden. Eller vi siger: Alle kommer til tiden, og ikke 15 minutter før, som vi plejer. For 5 minutter efter mødetid skal vi være hos den første borger. Vi vil vise hvor mange det rammer, hvis vi arbejder efter reglerne.
Vi har gjort det mange steder, men vi mangler reaktioner på det. Vi ville få mere dækning hvis vi gik i strejke. Og vi mener det nøjagtigt lige så meget som sygeplejerskerne, men det vil gå for meget ud over de enkelte borgere, der ingen til at dække os ind.
KPnet: Hvad er fagforeningens rolle i alt det her?
Vi kunne ønske os større fokus, også fra FOA. Men de har ikke hjulpet os. Vi ved, at politikerne ved hvordan forholdene er, men de gør ikke noget. Og FOA ved det, men de bringer det ikke frem. Vi føler alle, at FOA pynter på situationen. Det er ikke sandheden de lægger frem, ikke så slemt som det faktisk er. Og FOA har absolut svigtet ifht løn. De burde også stille krav til løn under uddannelsen.
Men folk er efterhånden ligeglade ifht FOA, vi føler ikke vi har dem, og folk melder sig ud af fagforeningen. Når vi ikke får mere i løn end vi gør føler mange ikke de skal have vores penge – for ikke at hjælpe. Så vi tør også mere og mere selv at stå frem og sige vores mening.
Læs også
SOSU-hjælper: Vi kæmper under ubærlige arbejdsforhold
Læserindlæg af Tine Lykke Nielsen
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
