Fælles sag – på tværs af fag 24. september 2021 – Tale af sygeplejerske Vibeke Kline Frost
Mange tak for invitationen til denne demonstration. Jeg er med her i dag sammen jer, fordi jeg også er dybt bekymret for vores velfærdssamfund.
Mit navn er Vibeke, jeg er sygeplejerske. Men jeg er også borger i Danmark, og dermed også bruger af alle de forskellige velfærdsydelser som vi stærkt har bygget op sammen.
Jeg har tre børn, og har i denne forbindelse født under supervison af dygtige jordemødre, som nænsomt og med stor faglighed har støttet mig igennem fødslerne, så jeg og mine børn har kommet sikkert igennem forløbene.
Jeg har børn som har dygtige pædagoger omkring sig i hverdagen, som formår med deres store faglighed at understøtte deres udviklingsproces, lige der hvor de har brug for det i både børnehave og folkeskole. På samme måde som der er lærere som med deres faglige ballast, formår at se mine børn og understøtte læringsprocesser – og hjælpe dem til den dannelsesrejse som finder sted når man er skoleelev.
Jeg har bedsteforældre som møder omsorg og nærvær, af dygtige social og sundhedshjælpere og assistenter på plejehjem, som med al den menneskelighed og faglighed gør hvad de kan til at deres hverdag kan forløbe på bedst mulig vis.
Jeg har selv været patient i forbindelse med en blindtarm der skulle fjernes. Og der står den anæstesisygeplejerske der tørrede tårerne af mine kinder, fordi jeg var så hunderæd for operationen, stadig lysende klar.
Vores velfærdssystem er unikt. Det er bygget op af velfærdsarbejdere på tværs af fag, som samlet agerer sikkerhedsnet under danskerne, så vores samfund kan hænge sammen.
Derfor gør det ondt at se hvordan vores velfærdssystem er ved at krakelere.
Vi mangler personale over hele linjen, og desværre er tendensen for flere fag at der mangler studerende der kan se sig selv i rollen som fx pædagog, sygeplejer eller lærer.
Vi kan ikke rekruttere nye til uddannelserne, men heller ikke ude på afdelingerne.
Faktisk står det så galt til for sygeplejersker i hovedstadsområdet, at hver anden stilling må forblive ubesat.
Sundhedsvæsenets kollaps er her – og sengepladser lukker ned rundt omkring i hele landet, ikke bare nu – men igennem det sidste lange stykke tid, også meget længere inden sygeplejerskekonflikten.
Vi kan ikke fastholde kolleger i vores sundhedsvæsen, og det samme gør sig gældende for vores kolleger som vi er i et tæt samarbejde med.
Sundhedsvæsenet er hægtet op på den enkelte medarbejders vilje til at være fleksibel og arbejde ekstra, at lige tage en ekstra tørn. Men nu vil vi altså ikke mere, nu siger vi STOP!
Lige siden januar måned har vi i et tværfagligt fællesskab sat fokus på den systematiske underbetaling der har været af kvindedominerede fag igennem de sidste 52 år. Vi har samlet os på tværs, for at gøre op med det forældede syn på at vores fag ”bare er et bijob” eller er for at supplere mandens indtægt. Et syn på omsorgs- og velfærdsfag som lavprestige, og noget som man gør af sit gode hjerte.
Derfor glæder det mig at vi kan brede fokus ud på det brede perspektiv også, hvor vi samlet kan kigge på hvordan vi alle skaber en værdi, men at vi på ingen måde værdsættes efter dette. Velfærdsfag har en stærk og vigtig værdi i vores samfund!
Nu skal politikerne vågne op! De bliver nødt til at indse at vi står på brændende lava, og at vores velfærdssamfunds overlevelse afhænger af om de er villige til at bruge deres politiske mandat til at kæmpe for det.
Og det er en direkte opfordring til enhver der er til stede her: involver jer ved det nærtstående kommunal og regionsrådsvalg. Mød op hvor politikerne er, og stil dem til ansvar! Fortæl jeres oplevelser fra de virkelige liv. Lad dem kigge jer i øjnene når de svarer på dette – for jeg nægter at tro på at nogen er så kyniske, at de ikke vil tage os alvorligt! Og hvis de er, så befinder vi os i en regulær velfærdskrise.
Lige nu er det endelig kommet frem i medierne hvordan den ene sengeplads lukker ned efter den anden. Jeg hæftede mig især ved at der var en radikal politiker der anfægtede ”hvorfor har ingen sagt det højt?”
Der vil jeg egentlig hellere vende dem om og sige ”Hvorfor pokker er der ingen politikere der lytter?” Vi er mange på tværs af fag der har råbt op længe!
Nu har vi sygeplejersker gennem en lang strejke også forsøgt at råbe politikerne op, men villigheden til at handle er hægtet op på om hvorvidt den danske befolkning bakker op.
Det er simpelthen ikke godt nok, og virkelig ufattelig dårlig ledelse! Det skriger på hvordan vi er sat i benlås i den offentlige forhandlingsmodel, og hvordan fagtoppens interne relationer gennemsiver og umuliggør muligheden for at agere solidarisk. Men os der står her i dag – vi vil solidaritet. Vi vil hinanden!
Kære politikere i hele Danmark: I bliver nødt til at vågne op fra jeres hi – I bliver nødt til at se på hvordan horrible arbejdsvilkår i vores velfærdsfag udhuler systemet, og skaber en massiv mangel på personale.
Nu står vi her sammen, på tværs af fag og fortæller jer: velfærdssamfundet brænder.
Vores største styrke mod vores arbejdsgivere, som jo i sidste ende er politikerne på det offentlige arbejdsmarked, det er at vi kan stå her i samlet flok. At vi kan vise hinanden den tillid at lytte på hinanden, og støtte hinanden.
Hvis vi skal redde det, så skal der politisk vilje til. Så lad os sammen lægge et massivt pres på de politiske partier. Lad os sammen sige:
Kære politikere, I bliver nødt til at tage ansvar, nu giver vi jer ansvaret tilbage.
Se også
Landsdækkende demonstration “Fælles sag på tværs af fag” – reportage fra 24. september
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
