Hvad skete 11. september 2001? USA’s ‘rigsdagsbrand’ eller nyt Pearl Harbor

Allerede før ’11. september’ var krigsplanerne mod Mellemøsten i støbeskeen, og folkene omkring Bush efterlyste ret åbent ‘et nyt Pearl Harbor’, der kunne udnyttes til retfærdiggørelse af de aggressive hensigter. Derfor kom ’11. september’ nærmest som en gave fra himlen. Straks efter angrebet erklærede den forhenværende udenrigsminister (og krigsforbryder!) Henry Kissinger, at sagen burde ende med ‘ødelæggelsen af det system, der er ansvarlig for angrebet’. USA’s aggressive ‘høge’ var ikke et sekund i tvivl om kursen og begyndte febrilsk at udnytte situationen.

Her bringes et uddrag af en artikel fra januar 2006. Skrevet af Frede Klitgård. Modstandsmand og journalist.

Alle erfaringer viser, at historien aldrig gentager sig på samme måde. Men der kan meget vel være tydelige lighedspunkter i forløbet og parallelle udviklingslinjer. Det vil derfor ikke være forkert at sammenligne fascismens fremmarch, dens krigsmageri og magtudøvelse i Tyskland i 30’erne med udviklingen i USA op til og efter flyangrebene på World Trade Center i New York og på krigsministeriet Pentagon den 11. september 2001.

Tyskland 1933

Mindre end en måned efter, at den senile tyske præsident, general Paul von Hindenburg, havde udnævnt Adolf Hitler til rigskansler den 30. januar 1933, opstod der den 27. februar en storbrand i rigsdagsbygningen.

Dette terroristiske anslag kom som en gave fra himlen, og nazisterne udpegede øjeblikkeligt kommunisterne og ‘den socialdemokratisk-kommunistiske enhedsfront’, det vil sige arbejderbevægelsen, som ‘gerningsmand’. Det viste sig senere, at branden var planlagt og udført af nazisterne, men kan ikke siges at være fuldt opklaret. Det infame svindelnummer blev gennemført, skønt de to arbejderpartier faktisk ikke – først og fremmest på grund af de socialdemokratiske lederes halsstarrige antikommunisme og modstand – havde indgået nogen som helst aftale.

Allerede dagen efter, altså 28. februar, udstedte præsident Hindenburg og den nye rigskansler Hitler en vidtgående ‘Forordning til Beskyttelse af Folk og Stat ‘. Den var det stik modsatte af beskyttelse og sænkede den fascistiske mørke nat over Tyskland i de følgende 12 år – og banede vej til det egentlige mål: Angrebskrig for et Stortyskland i hagekorsets tegn med de under­tvungne nationers befolkninger som frygtsomme, retsløse og lydige slaver.

Forordningen dekreterede ophævelse af syv af de vigtigste paragraffer i for­fatningen. Det indebar meget alvorlige begrænsninger i den personlige frihed og ytringsfriheden, herunder pressefriheden og møde- og forsamlingsfriheden. Desuden blev der åbnet for brev-, telegraf- og telefoncensur, husundersøgelser, beslaglæggelser og indskrænkninger i ejendomsretten.

23. marts kastede nazisterne masken og gennemførte med terrorbranden som begrundelse en særlov, der blev kaldt ‘bemyndigelsesloven’. Med tilslutning fra det konservative og det katolske parti fik regeringen bl.a. ‘ret’ til at vedtage love, også selv om de var i strid med forfatningen/grundloven. Selv for den tid med mange hel- og halvfascistiske stater var der tale om en skærpelse til fordel for magtudøverne, som vakte stor opmærksomhed overalt.

De forenede Stater 2001

Angrebene på USA den 11. september 2001 blev straks kaldt ‘USA’s nye Pearl Harbor’ og sammenlignet med Japans bombardement af den amerikanske flådebase i 1941. Med disse angreb som påskud blev der gennemført en særlovgivning, Patriot Act, der på afgørende punkter nærmest er en kopi af Hitlers nazistiske forordninger og metoder og betød væsentlige og helt afgørende begrænsninger af de borgerlige rettigheder. Loven giver også ‘ret’ til tidsubegrænsede arrestationer i andre lande og vilkårlige indespærringer på Guantanamo-basen i Cuba eller i hemmelige fængsler.

Ligesom i sin tid i Tyskland er der tale om ensretning og politistatsmetoder, der minder ubehageligt meget om SS- og Gestapo-korpsenes forbrydelser, udslag af fascistiske kræfters aktioner til ‘retfærdiggørelse’ af ekspansion og krig.

Angrebene kan ikke betragtes som fuldt opklaret. Det er en almindelig erfaring for alle oplyste mennesker, at alle kriges begyndelse eller start, altid henligger helt eller delvist i mørke og i de fleste tilfælde er omgærdet med mærkelige, uforklarlige, foruroligende og aldrig opklarede foreteelser.

Politistaten på vej

Den amerikanske Patriot Act har været forlæg for den tilsvarende lovgivning i Danmark og andre EU-lande. Mere kommer til. EU-kommissionen har til hensigt at begrænse foreningsfriheden og indføre vidtgående statskontrol med alle foreninger – naturligvis politiske, men også idræts-, husmoder- og brevdueforeninger.

Intet skal debatteres eller vedtages. Alt ligger suverænt i kommissionens hænder, og den kan skalte og valte efter forgodtbefindende. Ifølge forslaget kan kommissionen selv vedtage forslaget, der så er ‘lov og ret’ for alle foreninger i alle EU-lande. Alle foreninger vil blive afkrævet nøjagtige medlemslister samt regnskaber med oplysning om, hvor indtægterne kommer fra, og hvad de er anvendt til, herunder hvem eller hvad der er ydet støtte til. Ved udarbejdelsen af den udemokratiske ‘lov’ har ophavsmændene åbenbart skævet lidt for meget til Tyskland under Hitler. Hele sagen og metoderne kan betegnes som ‘Gestapo ad bagdøren’.

Mange fortilfælde

Det kan være på sin plads at erindre om, at mange tidligere krige også blev udløst med løgnagtige begrundelser. Den tyske nazidiktator Adolf Hitler følte sig ‘truet’ af Polen og forlangte jord, før han med overfaldet på Polen den 1. september 1939 udløste Anden Verdenskrig. USA’s kyniske overfald på Vietnam var begrundet med, at nogle vietnamesiske skibe – der senere viste sig at være to helt fredelige, ubevæbnede fiskerbåde – havde beskudt amerikanske krigsskibe.

11. september-affæren har i USA og andre steder udløst megen debat. Det er dog bemærkelsesværdigt, at pressen samtidig har undladt at stille de skarpe og uddybende spørgsmål, som de 3.000 ofre og murbrokkerne på Manhattan naturligt måtte rejse. Danskerne kender det samme fra de historier, mange medier og faghistorikere serverer om den tyske besættelse af Danmark og Anden Verdenskrig.

Meget mørklagt

Offentligheden i Danmark beskæftiger sig stadig med Anden Verdenskrig, især de mange mystiske begivenheder i forbindelse med Tysklands overfald og besættelse af Danmark og Norge den 9. april 1940. Meget ligger stadig hen i mørke. Flere officielle ‘undersøgelser’, ikke mindst den herostratisk berømte parlamentariske kommission, blev bevisligt brugt mere til at tilsløre hændelsesforløbet end til at klarlægge det. Begrebet ‘syltekrukke’ er ikke anvendt med urette.

Det står allerede nu helt klart, at det samme er tilfældet i USA i sagen om 11. september-affæren.

Som et memento kan det nævnes, at Danmark i sin tid på Middelgrunds-fortet havde en kanon, der ikke kunne skyde den 9. april 1940, da de tyske nazistiske tropper landede. På samme måde kunne ‘verdens bedste missilsystem’, der beskytter Pentagon, ikke skyde, da det kaprede Flight 77 af typen Boeing 757 smadrede ind i hovedfacaden. Der skabtes godt nok et hul i ydermuren, men meget mindre, end hvis der virkelig havde været tale om et vældigt fly som en 757’er.

Krig bygget på løgn

Da krig er blevet hverdag for de fleste, er det også en almindelig erfaring, at en krig som regel igangsættes med et løgnagtigt, konstrueret påskud. George W. Bush, der med lidt fifleri (af mangel på stemmer) og en dommer, blev indsat som USA’s præsident og dermed blev øverstkommanderende for verdens største hær, påstod, at Afghanistan og Irak var en trussel imod USA.

Ydermere blev det hævdet, at Irak var i besiddelse af frygtelige masseødelæggelsesvåben, og at USA’s tidligere nære ven Saddam Hussein sikkert ville bruge dem.

Skønt de over halvandet tusinde FN-inspektører ikke havde fundet sådanne våben, erklærede den amerikanske krigsophidser Bush og efterfølgende hans automatiske danske ekko, Anders Fogh Rasmussen (V), at de påståede masseødelæggelsesvåben virkelig var til stede i Irak.

– Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved, erklærede proselytten Fogh Rasmussen.

Han omklamrede og støttede helt uhæmmet frokostvennen Bush, og han fik sit parti, Venstre, og Dansk Folkeparti til at stå i spidsen for at trække Danmark med i den ulovlige, krigsforbryderiske krig.

Løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben er blevet gentaget så ofte og så vedholdende i alle medier, at mange mennesker sikkert mener, at ‘der må jo være noget om snakken’. Det var faktisk den samme taktik, som krigsløgnenes stormester, Adolf Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, udviklede med mærkbar succes.

Dansk grundlovsbrud

I Danmark har 24 ‘almindelige mennesker’ med de kendte advokater Christian Harlang og Bjørn Elmquist i spidsen rejst sag imod Fogh Rasmussen med henvisning til, at Danmarks krigsdeltagelse er i strid med grundloven og ulovlig på grund af det mang­lende mandat fra FN.

Her bør det givetvis erindres, at Danmarks deltagelse som ‘koalitionspartner’ i Bushs krig i Irak ikke, som det monotont påstås, blev vedtaget af et flertal i Folketinget. Der var kun tale om et flertal af de forholdsvis få, der deltog i afstemningen. De folketingspolitikerne, der fredag den 21. marts 2003 indstiftede den danske ‘Krigsforbrydernes Dag’, talte kun sølle 61 eller godt en tredjedel af Folketingets 179 medlemmer.

Selv i denne højst betydningsfulde sag, der drejede sig om krig og fred, og som til sidst trak Danmark i krig for første gang i mere end halvandet hundrede år, var der 68 ‘ærede medlemmer’, som deserterede fra deres naturlige pligt og ikke indtog deres polstrede stol i folketingssalen. Hver enkelt af de vellønnede, men fraværende politikere havde indgået en såkaldt ‘clearingaftale’ med et medlem i et andet parti, således at de begge pjækkede fra mødet. Det resulterede i, at der kun var 111 medlemmer til stede i salen. 50 folketingsmedlemmer stemte imod Danmarks grundlovsstridige, ulovlige og folkeretsstridige deltagelse i USA’s angrebskrig i Irak. Med et mikroskopisk flertal på 11 (!) stemmer steg 61 politikere ombord i USA’s krigsvogn og kørte Danmark ud i krig.

Grundloven og også Folketingets for­retningsorden mangler desværre og åbenbart en ufravigelig bestemmelse om mødepligt for folketingsmedlemmerne, i hvert fald i alle overordnede, betydningsfulde sager. Det må være ret indlysende, at det er en stærkt forvreden form for demokrati, som tillader folketingsmedlemmer at skulke fra det arbejde, de er valgt til at udføre. Det er vel også en hån imod vælgerne?

Kritik som helligbrøde

Efter ’11. september’ blev alle naturlige spørgsmål og kritiske bemærkninger afvist af mange konservative politikere, medier m.v.

Der blev ligefrem kørt en kampagne, hvor kritikere blev anklaget for mangel på amerikansk patriotisme. Den 12. september erklærede præsident Bush, at han ville stille sig i spidsen for en ‘storslået kamp mellem det gode og det onde’. Den efterfølgende dag blev i stor stil markeret som ‘Den Nationale Dag’ for bøn og til minde om ofrene for terroristangrebene.

14. september holdt den nyreligiøse præsident selv en prædiken, omgivet af tv-prædikanten Bill Graham, en kardinal, en rabbiner, en imam samt fire tidligere præsidenter og mange kongresmedlemmer.

For første gang i historien udstedte en amerikansk præsident fra en prædikestol i en katedral en krigserklæring. Han sagde bl.a.:

– Vores ansvar over for historien er allerede klart … Vi skal besvare disse angreb og befri verden for ondskab … Der er blevet ført krig imod os i hem­melighed, ved hjælp af bedrageri og mord … Denne nation er fredelig, men barsk, når den vækkes til vrede … De har angrebet USA, fordi vi er frihe­dens hjem og forsvarer … Vi beder den almægtige Gud våge over vores nation og give os tålmodighed og beslutsomhed i alt det, der kommer… Og må Han altid vejlede vores land. Gud velsigne Amerika.

Med disse ord helliggjorde præsident George W. Bush sin aggressive, imperialistiske politik og stemplede uden videre enhver modstand og kritik som kættersk helligbrøde.

Frede Klitgård (1923 – 2015), var modstandsmand, og bl.a. formand for foreningen Aktive Modstandsfolk frem til sin død.

Find andre artikler i temaet 20 års terrorkrig