En hån mod ligeløn

Læserindlæg af Tue Magnussen

Det seneste halve år er en ligelønsbevægelse vokset frem. Aktivistgrupper af sygeplejersker, jordemødre, pædagoger og mange andre har formået at sætte en politisk dagsorden gennem ugentlige demonstrationer landet over. Den folkelige opbakning betød, at et borgerforslag om et opgør med Tjenestemandsreformen fik over 50.000 underskrifter på under en uge.

Tjenestemandsreformen fra 1969 indplacerede kvindefagene nederst i lønhierarkiet, og det har betydet, at de kvindedominerede velfærdsfag i den offentlige sektor – også den dag i dag – får en lavere løn end mandsdominerede fag med samme ansvar og uddannelseslængde. Problemet er skabt af politikere, og derfor bør det løses politisk.

Sygeplejerskerne strejke var ikke kun en afvisning af et sølle mæglingsforslag og en syltekrukke i form af en lønstrukturkommission, men tillige en del af den bredere bevægelse, der kæmper for et opgør med uligelønnen.

Regeringen kunne sammen med de partier, der støtter en ligelønspulje, i stedet for et overgreb på sygeplejerskerne have taget de første skridt i et opgør med uligelønnen i det offentlige. Men regeringen valgte at gribe ind i sygeplejerskernes strejke uden at lytte til deres legitime krav om politisk handling for ligeløn.

Regeringens indgreb i sygeplejerskekonflikten er et ensidigt arbejdsgiverindgreb i en lovlig faglig konflikt, der ensidigt kører sygeplejerskerne over. Efter sygeplejerskerne to gange har stemt nej, ophøjer den socialdemokratiske mindretalsregering med støtte fra de borgerlige partier et sølle mæglingsforslag til lov og diktat.

Efter at være udråbt som hverdagens omstillingsparate helte under coronaen blev sygeplejerskerne forsøgt spist af med honninghjerter, som nu er blevet afløst af et diktat og overenskomstindgreb. Indgrebet er ikke alene en hån mod sygeplejerskerne, men tillige mod den danske overenskomstmodel og kampen for ligeløn.

Sygeplejerskerne har gennem deres langvarige kamp sat spørgsmålet om nødvendigheden af ligeløn og ordentlig velfærd så højt op på dagsordenen, som det ikke er set i mange år.

Den ulige aflønning er udtryk for, at velfærds- og omsorgsarbejde ikke lønnes ud fra den værdi, som det tilfører samfundet. Kampen mod Tjenestemandsreformen er dermed også et opgør med myten om, at velfærds- og omsorgsarbejde ikke skaber værdi i samfundet.

Der er derfor god grund til at sige tak til sygeplejerskerne for en kæmpeindsats ikke alene i kampen mod coronasmitten, men også for det velfærdssamfund, som regeringen med sit indgreb risikerer at underminere. Ordentlige løn- og arbejdsforhold samt ligeløn er en forudsætning både for ”hverdagens helte” og det velfærdssamfund, som de og tidligere generationer har opbygget og fastholdt trods nedskæringer, privatiseringer og udliciteringer.

Frem for at løse ligelønsproblemet vil regeringen hellere haste et lovindgreb igennem, som man kun kan frygte vil skade rekrutteringen til velfærdsfagene. Det bliver endnu sværere at skaffe sygeplejersker, radiografer, SOSU’er, pædagoger og mange andre fremover.

Den allerede udtalte mangel på jordemødre er et varsel om det angreb på hele vores velfærdssamfund, som regeringen med sit indgreb og hastelovgivning lægger op til.

I stedet burde regering og Folketing finde en politisk løsning på den uligeløn, der er skabt af Folketinget, blandt andet gennem Tjenestemandsreformen af 1969. En markant lavt- og ligelønspulje vil ganske vist årligt koste milliarder af kroner, men det er nødvendigt for at tage det første skridt i udligningen af lønnen.

Samtidig må man lave en plan for, hvordan ligelønsgabet lukkes fuldstændigt. Endelig bør man gradvist reformere den reguleringsordning, der i høj grad er med til at skabe de uretfærdige lønforhold.

Sygeplejerskerne har gennem deres næsten ti uger lange strejke affødt stor anerkendelse. Det kan man ikke sige om det respektløse regeringsindgreb. Det har tværtimod naturligt nok affødt en udbredt følelse af, at nok-er-nok.