Væk med den danske model!

Hulheden i ’Den danske model’ udstilles mere og mere, og står nu afklædt gennem sygeplejerskestrejken, som en klassesamarbejdsmodel, der demonterer den faglige kamp, til ren fordel for arbejdsgiversiden.

Regeringen og folkektingsflertallet har med regeringsindgrebet ladet fuldstændig hånt om sygeplejerskernes gentagne advarsler om krisen i det danske sundhedsvæsen med alvorlig underbemanding og underbetaling. Underfinansieringen betyder afgang og vanskeligheder med at rekruttere i de kvindedominerede fag i sundhedssektoren. En situation med akut mangel på bl.a. sygeplejersker, sosu assistenter og jordmødre i sygehusvæsenet, ligesom det også gælder på andre områder i den offentlige og sociale sektor.

Regeringsindgrebet og den manglende honorering af kravet om ligeløn nu og højere løn har udløst enorm vrede, en vrede der ikke blot lægges ned med et regeringsdiktat – så let går det ikke. Konsekvenserne for de ansatte og for brugerne er for store – det kan ikke fortsætte. Det er ikke resignation der præger stemningen nu efter regeringsangrebet, men at finde nye kampformer.

Det har allerede udløst såkaldt ulovlige strejker og arbejd efter reglerne-aktioner. Der er en stærk bevægelse for at fortsætte kampen, og debatten om ’den danske model’ er taget op af de aktive.

To gange har sygeplejerskerne sagt nej, på trods af anbefalinger fra deres ledelse i DSR. Tilliden til de rådne forlig og syltekrukker, som fagtoppen 2 gange har anbefalet er slidt væk.

DSR’s bestyrelse har som regeringen ikke lyttet til sygeplejerskernes indtrængende advarsler om forholdene og de retfærdige krav. Det var også DSR’s hovedbestyrelse, der direkte bad regeringen om at gribe ind – uden at indgrebet gav noget som helst nyt. Ikke underligt har det rejst en massiv kritik fra medlemmerne, og aktive medlemmer i Foreningen af sygeplejersker mener, at hele hovedbestyrelsen må gå af og lade nye kræfter komme til.

Hele denne situation, med en langvarig og kortsluttet sygeplejerskestrejke mod uligeløn og for højere løn – lagt ned via det socialdemokratiske regeringsindgreb – har sat ekstra skub i forståelsen for at ’den danske model’ ikke er hvad den udgiver sig for at være – et værn for medlemmerne – men tværtimod det helt modsatte.

Under dække af dette klassesamarbejds-mantra sker der faglige overgreb og indgreb, der for hver gang står klarere frem, som det de er. Det sker nu i sygeplejerskekonflikten og det skete med lockouten og regeringsindgrebet mod lærerne i 2013, der tonsede KLs krav igennem.

Her blev det efterfølgende klart dokumenteret, via tidligere erhvervsminister Annete Vilhelmsen – at det netop var Helle Thorning-regeringen med Mette Frederiksen som arbejdsminister, der på forhånd orkestrerede lockouten af 50.000 folkeskolelærere i næsten en måned.

Regeringsindgreb er en central del af ’den danske model’

Begge kampe på det offentlige område viser Mette Frederiksen og Peter Hummelgaards mummespil om at regeringen – den egentlige arbejdsgiver – hverken kan ”kan eller vil blande sig” i de opstillede krav eller OK-konflikten – det må parterne selv løse – på trods af de forinden har dikteret rammer for arbejdstid og løn for regioner og kommuner.

Et mummespil, der helt forventeligt ender ud i hykleriet om, at man nu ”bliver nødt til at gribe ind og afslutte konflikten af hensyn til samfundet”. Og det sker med et lovindgreb med et indhold de strejkende 2 gange har sagt nej til. En strejke der kunne være afsluttet fra dag ét, hvis regeringen havde haft sundhed, velfærd og ordentlige arbejdsforhold som sit mål og havde åbnet pengekassen.

Hykleriet er aller tydeligst på det offentlige område, hvor regeringen er hovedarbejdsgiver for alle offentligt ansatte. Men også ved overenskomstforhandlinger på det private område er regeringen indblandet. Her foregives det isoleret at være en kamp mellem arbejdsgiverne og de ansatte, repræsenteret af fagforbundet på det pågældende område. Men også her er der i realiteten på forhånd opstillet en snæver lønramme hvor arbejdsgiverne, regeringen og den allerøverste fagtop i fællesskab har været indover i form af treparts drøftelser. Det er aftaler der i sit indhold ikke tåler referat eller at blive fuldt belyst. Hvor regeringer og den øverste fagtop overordnet og i fællesskab underlægger sig monopolkapitalens krav om maksimalprofit. Et treparts samarbejde, som herefter også fastsætter lønrammen på det offentlige område.

Denne danske klassesamarbejdsmodel er igen og igen blevet fremført af fagtoppen som det rene guld, der skal passes på ”af hensyn til medlemmerne”. Men medlemmerne gennemskuer efterhånden indpakningen. Den brister, og indholdet blottes af virkeligheden og følges op af harme udtalelser fra fagligt aktive om at ”Den danske model er død” eller ”Den danske model har spillet fallit” som her under sygeplejerskekonflikten.

Ovenpå regeringsindgrebet har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard – konfronteret med den massive harme fra sygeplejerskerne og deres udsagn om ’den danske model’ død udtalt:

”Regeringsindgreb er da er en del af ‘den danske model’.”

Regeringsindgreb har ellers normalt ikke været den del de har været stolte af at profilere som en del af modellen og de ’frie forhandlinger’.

Nu forsøger arbejdsministeren sig med udsagn om at man måske skal se på nogle små justeringer, blot på det offentlige område for at inddæmme kritikken. Eller også ligger der noget helt andet i Hummelgaards og Mette Frederiksens udtalelser. De vil foretrække, at det skal være helt slut med strejker! Det var bestemt ikke meningen, at en faggruppe skulle kunne stemme Nej. Der er sammenkædnings regler og topstyring – men alligevel kom der et Nej.

Regeringen gør alt for at demonstrere, at det intet giver at strejke. Modellen er lagt til rette for arbejdsgiversiden. Og er der smuthuller der kan føre til kamp, som f.eks. urafstemninger, der fører til et Nej, ser de det som et alvorligt problem i deres velsmurte system.

Arbejdersiden har overhovedet ikke brug for ’den danske model’, der i bund og grund beskytter arbejdsgiverne og deres profit. Modellen betyder en systematisk knægtelse af strejkeretten, den betyder fredspligt, bod og regeringsovergreb i overenskomster.

Der er brug for, at arbejdsgiverne, offentlige som private åbner låget på pengekassen for kravene for ligeløn, højere løn, kortere arbejdstid osv. Og i den kamp er ’den danske models’ fredspligt og klassesamarbejde kun en hindring.

Om udviklingen af ’den danske model’

Kernen i ’Den danske model’ er at foregøgle, at klassesamarbejde er vejen frem. Som om de arbejdende har fælles interesser med den danske storkapital og dens regering. Den går ud på at undergrave strejkeretten og på alle områder forsøge at hindre at en kamplinje i fagbevægelsen udvikler sig. De forsøger at baste og binde modstanden og hindre reel faglig kamp og lade arbejderne underlægge sig monopolers og regeringers skalten og valten. Den bygger på løgnen om, at når arbejdsgiverne har gode og trygge vilkår for deres profit, skaber det grundlaget for arbejdernes gode vilkår.

Den danske model går tilbage til 1899, hvor det i forbindelse med omfattende strejker lykkedes at knægte strejkeretten med indførelse af fredspligten via hovedaftalen, dengang mellem LO og Arbejdsgiverforeningen, som pålagde fredspligt imellem de flerårige OK-aftaler.

Det er en strejkeret, der i dag stort set er helt elimineret. Hvis der ikke makkes ret med ja-stemmer og omafstemninger og strejken går i gang, kommer regeringsindgrebet, som en central del af ’den danske model’.

Siden kom Forligsmands institutionen med sammenkædnings regler og arbejdsgivernes Arbejdsret, der udsteder dagbøder mod strejkende ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Mens alle institutionerne påstås at være hævet over klasserne.

Trin for trin er modellen udviklet med et intensivt treparts samarbejde, oftest bag lukkede døre. ’Den danske model’ er hele vejen igennem en institution for klassesamarbejde og underlagt kapitalens interesser, helt på samme måde som de forskellige regeringer underlægger sig kapitalens krav om maksimal profit, med reformer og indgreb til fordel for arbejdsgiverne.

Sygeplejerskestrejken fik sat fokus på uligelønnen i de kvindedominerende fag

Den seje sygeplejerskestrejke udviklede sig for den arbejdende befolkning til en central ligelønskonflikt af fælles interesse for offentligt og privatansatte. Den blev også set som et forsvar for brugerne af det offentlige sundhedsvæsen og havde stor sympati. Det lykkedes ikke, trods ihærdige forsøg at lægge sygeplejerskerne for had, tværtimod nød de helt frem til strejkens slutning massiv sympati hos den almindelige befolkning.

For regeringen og kapitalen skulle denne ligelønskamp for alt i verden lukkes ned og i syltekrukken igen. Havde sympatien og solidariteten udviklet sig på landsplan i mere konkret form med f.eks. punktaktioner og faglige solidaritets aktionsdage blandt offentligt og privatansatte havde det både vanskeliggjort et regeringsindgreb og kunne have udviklet sig til en bred kamp for flere penge til den offentlige sektor.

Ikke engang fuldt lovlige sympatistrejker kom på tale fra de andre forbundstoppe, der i stedet hetzede mod sygeplejerskernes krav. De ønskede ikke at sprænge de snævre rammer, kun at slås om smulerne.

Sygeplejerskestrejken har sat fokus på skiftende regeringers undergravning af det offentlige sundhedsvæsen og arbejdsforhold med alt for få hænder, opskruet arbejdstempo og stress,. Den har sat fokus på kravet om ligeløn.

Der bliver fra regeringen lagt op til en situation, hvor klasseskellet i sundhed bliver endnu dybere, hvor de privilegerede får adgang til privathospitaler, hvor folk med pengepungen i orden har sundhedsforsikring, mens fattigrøve må tage til takke med et mere og mere udhulet discounthospital. En bred og solidarisk modstand i tiden der kommer er helt nødvendig.

Det er helt tydeligt, at der er stadig større forståelse for, at det er store kræfter vi er oppe imod og at der er brug for solidaritet mellem offentligt og privatansatte. At tværgående solidaritet er afgørende og vigtig på alle overordnede områder som ligeløn og højere løn, arbejdstidsnedsættelse,.mod privatisering osv, og at det bliver stadig vigtigere konkret at udvikle denne solidaritet. Det vil også være nødvendigt at bryde de fagretslige regler om fredspligt, som vi netop ser sygeplejerskerne i Århus gøre det med deres morgenstrejker. En solidarisk kamp må også betyde kravet om afskaffelsen af ’den danske model’ og alle dens snærende klasseregler.

Væk med den danske model!

Nej til fredspligt og undergravning af strejkeretten – Nej til regeringsindgreb i overenskomster!

Væk med sammenkædningsreglerne!

Fortsat modstand mod uligeløn – Kampen fortsætter!

Læs også
Solidaritet og kamp på trods af ‘den danske model’
KPnet 12. august 2021