Oktober Radio: Sport og underholdningsindustrien

I denne sommer har man ikke kunnet åbne en avis, eller tænde for fjernsynet uden at man er dumpet ind i en anden sportsbegivenhed. Senest var det olympiaden der mere eller mindre fyldte hele fladen på alle kanaler. Vi taler om hvem der ejer hovedparten af de store klubber og stadions og medier og hvordan den massive dækning af sportsbegivenheder bruges politisk til at kvæle nyheder fra kapitalismens mange kriser.
Sidst i udsendelsen kommer vi ind på de seneste 20 års krig mod Afghanistan, og nederlagets time der giver mindelser om den hovedkuldse flugt fra Saigon i 1975.

Sådan en sommer, hvor der både er fodbold EM, OL, og cykelløb, bliver det tydeligt hvor mange penge og tid der bruges på dækning af sport, og ikke mindst hvor store økonomiske interesser der er i den del af underholdningsindustrien.

Den tid folk har tilbage til at tilegne sig nyttig viden om samfundet gennem de store massemedier, bliver indskrænket til få minutter ud af døgnets 24 timer. Det er jo ikke fordi at sport ikke kan være engagerende, interessant og spændende og folkeligt. Men den måde det bliver brugt på, bliver sammen med alt andet underholdning til en kæmpe dyne af passivitet. Og samtidig giver det bestemte medier ekstra seere til deres små nyheds segmenter hvor man er mikrofonholdere for magthavere og storkapitalen.

Helt konkret bruger olielandende store midler på at købe sig ind i fodboldklubber verden over. Det betyder også at spekulationen i sport er blevet svimlende, de dyreste spillere kan hæve en årsløn på 500 mio. kr. alene fordi de kan sælge reklamer og skaffe seere. Alle de store europæiske bilmærker ejer også deres egen fodboldklubber. Folkevognsfabrikkerne ejer f.eks. fodboldklubben – VFL Wolfsburg, Fiat ejer klubben Juventus, Opel ejer FSV Mainz.

Man kan ikke se al den sportsunderholdning der bliver produceret, som afkoblet fra den politik som de virksomheder og lande fører. Der er en tæt sammenhæng. Industrigiganter bruger deres ejerskab, både direkte i massemedier. Og i VIP lokalet i møder mellem ejerkredsen og de lokale ministre.

En af vejene er salg af reklamer og medieadgang til kampe. Det er en stor forretning, i sig selv. Og de medier der køber rettigheder til at sende sportsgrene der har mange seere, de kan selv sælge flere reklamer i blokkende rundt om kampene. På den måde, så løber det rundt.

Men i virkeligheden er massemedierne ikke kun indirekte finansieret af virksomheder gennem reklamer, men også direkte ejet af store kapitalgrupper. Og det kan tydeligt ses på deres sendeflade. De er f.eks. fyldt med reklamer for bilindustrien og olieindustrien. Ikke kun deres reklame blokke, men også deres nyheder og debatprogrammer er fyldt med propaganda der forklare klimaforandringer er tilfældige udsving eller handler om en fjern fremtid, og i virkeligheden er kinesernes skyld, og der findes et teknisk fiks.

Noam Chomsky har ved flere lejligheder skrevet om begrebet massemedier og propaganda, og hvordan der bruges uendelige ressource på at få folk til at interessere sig for ting der dybest er ligegyldige i forhold til deres daglige liv, og fjerne opmærksomheder fra klassekampsspørgsmål der rent faktisk betyder noget.

Næste fase i terrorkrigen

Til sidst i udsendelsen taler vi om den kaotiske afslutning på USA’s og Danmarks 20 års krig mod Afghanistan. Det minder efterhånden lidt om afslutningen på Vietnamkrigen.

Da den nordvietnamesiske hær, Front National de Liberté (FNL), stod ved Saigons byport i april 1975, så flygtede alle der havde hjulpet den amerikanske invasion over hals og hoved. Der er det ikoniske billede hvor en helikopter hænger over den amerikanske ambassade og ikke har plads til alle.

Når det ikke er sjovt mere, så stikker man halen mellem benene. Og vender sig mod nye krigseventyr.

Intet af det som forsvarsministeriet har fortalt om frie valg, og opbygningen af den afghanske stat har hold i virkeligheden. Danmark har været en del af en besættelsesmagt, og der var ingen folkelig opbakning til det indsatte regime, dens præsident eller marionet regering. I samme sekund den udenlandske militære støtte trak sig, så væltede det hele som den rådne kulisse, det hele tiden har været.

Hvis vi kigger på Afghanistans historie igennem de sidste 50 år, så er ikke den store forskel fra de mange andre lande som USA imperialismen har forsøgt at kontrollerer. Det er den samme historie der går igen. Man skifter konstant side og støtter forskelige mere eller mindre reaktionære grupperinger. Først støttede man Taliban i deres kamp mod den fælles fjende i Sovjet. Efter den kolde krig skifter man side og går i krig mod samme gruppe. Med en ambition om at etablere en lydstat med fri adgang til råstoffer og basefaciliteter tæt på Kinas grænser.

Nu slutter man fred igen, og det er et spørgsmål om tid før vi vil se Lars Løkke Rasmussen, eller en anden politiker samle penge ind til våben til Taliban, så de kan hjælpe med at bekæmpe den nye fælles fjende: Kina.

Stadig har det danske militær tilsyneladende intet lært. Man forsøger fortsat at sælge ideen om at fremskridt kan indføres gennem en besættelse. 500 års kolonihistorier, og århundrede med krige og invasioner, gør intet indtryk på magthaverne, fordi deres formål aldrig var at indføre fremskridt, det var kontrol over adgang til ressourcer, og strategiske geopolitiske drømme.

Demokrati og andre revolutionære forandringer, de kommer inde fra et land selv. Og de kommer i kampen mod imperialisterne. Det er imperialisterne, der har finansieret og bevæbnet Taleban, og de islamistiske terrorgrupper som ISIS. Det er også imperialisterne der bevæbnede det indsatte regime, dens præsident og hans marionet regering. Skal det Afghanske folk have frihed, skal de bekæmpe alle imperialismes lakajer.

Lyt til udsendelsen her eller på din podcast app.