Solidaritet og kamp på trods af ‘den danske model’

Retten til at organisere sig i fagforeninger og slås for fælles krav er en ret for alle uafhængigt af ’den danske model’. Det egentlige indhold i modellen er alle de klassesamarbejdsregler der er bygget op omkring den, der gør ‘den danske model’ til en spændetrøje, der stækker og voldtager arbejdernes muligheder for at kæmpe kollektivt. Det er stavnsbindende regler, vi må kræve afskaffet.

Under sygeplejerskernes strejke er kritikken af den af fagtoppen så tiljublede model da også udtrykt fra mange af de strejkende.

Sygeplejerske Anette Tanzer skriver f.eks. på facebook:

”Som sygeplejersker er vi stavnsbundet i Den Danske Model, og det er i sig selv lammende for sygeplejerskernes handlemuligheder uden nogen som helst effekt når vi ikke må strejke med 100 %, en anden ting er den tid på året OK forhandlingerne ligger! De gange vi går i strejke fiser effekten af som en fuser idet Folketinget når at gå på ferie sammen med resten af Danmark, der dermed er fløjtende ligeglade med hvad de strejkende har på hjertet. Dette er en dobbelt urimelighed hvor vi først er bagbundet for derefter at få en sur sok i munden så vores i forvejen små pip ikke kan høres. Det er simpelthen en uforskammet strategisk lammelse af de kvindedominerede velfærdsfag ! Uforskammet fordi det er en overvældende magtfaktor der lammer de stækkede svækkede fag!”

Ja, der er rigtig mange elementer i den model for klassesamarbejde der er bygget op i fællesskab af fagtoppen og arbejdsgiverne, private som offentlige der spænder ben for en effektiv strejke.

Tænk blot på sammenkædningsreglerne. Uden dem ville sygeplejerskerne ikke have stået alene i strejken. F.eks. blev jordemødrene holdt ude af strejken, selvom de stemte markant Nej.

Det store Forhandlingsfællesskab, der accepterer de afsatte snævre rammer splitter faggrupperne ud mod hinanden. Fra alle forbundsledelser lyder det ’Hvis en lavtlønsgruppe skal trækkes op i løn skal andre give afkald’. Det stik modsatte burde være tilfældet: At fællesskab giver styrke til at kræve mere til alle, at sprænge rammen til gavn for alle.

Og skulle sygeplejerskerne ende ud med et bedre resultat er der indført regler så pengene modregnes, hvis lønstigningen ryger over det snævre resultat der kom ud af de privatansattes overenskomst. Offentligt ansatte må ikke være lønførende, de må ikke opnå bedre OK-resultat end de private. Hele spindet af spændetrøjen af regler i og omkring ’den danske model’ er bygget til at styre løn- og arbejdsforhold til arbejdsgivernes fordel.

Hvorfor kaldes strejken ’glemt’?
Hvorfor kan sygeplejerskernes strejke kaldes ’den glemte strejke’?
Først og fremmest fordi ledelsen i DSR og FH ikke ønsker at udvide den, men forsøger at holde den tam og begrænset, kun med mindre udvidelser. De ønsker ikke at udløse de kræfter både på det private og det offentlige område, der kunne blive til konkret solidaritet gennem sympatistrejker og andre aktioner. Og pressen spiller med i bestræbelsen på at gøre strejken gemt og glemt, selvom tusindvis af sygeplejersker hver dag er på gaden og opbakningen er stor i befolkningen.

DSR gør ikke kravene for strejken klart og tegner ikke perspektiverne op for hele sundhedsvæsenet og hele befolkningens krav på ordentlige forhold der kan fastholde sygeplejerskerne og alle de andre grupper, der lider under nedskæringspolitikken. De mobiliserer ikke til fælles kamp, hvad der åbner for at de der ser en interesse i det kan hænge sygeplejerskerne ud som ’krævende og højtlønnede’, på trods af realiteterne.

Regeringen der kun sidder og venter på at gribe ind i strejken bruger på deres side hyklerisk ’den danske model’ til at fralægge sig ethvert ansvar for at finde flere penge. ’Vi kan jo ikke blande os, det er arbejdsmarkedets parters sag’, lyder det. På trods af at både rammen til overenskomsten og Tjenestemandsreformen er 100% fastsat politisk.

I en analyse af situationen skrev DR i går:

”En belønning til sygeplejerskerne for strejken vil heller ikke lige frem blive mødt med begejstring i den øvrige fagbevægelse, der er rasende over konflikten. Planen var en samlet kamp for ligeløn i efteråret efter en veloverstået overenskomstforhandling, men med strejken har sygeplejerskerne skubbet pædagoger, SOSU-assistenter og andre faggrupper ned fra talerstolen og overtaget mikrofonen med budskabet om deres egne vilkår.”

Hvilken ’kamp’ er der tale om her? Det er fagtoppens model, det er snak i en komite og trepartsforhandlinger, hvor fagforeningens medlemmer er holdt ude af billedet, hvor den fælles kampkraft er lagt i benlås, og resultatet vil holdes indenfor arbejdsgiverens ramme. Først en ’vellykket’ nul og niks-OK-løsning og derefter nogle løse løfter om forbedring en gang i en uvis fremtid.

At sygeplejerskerne har stået stærkt nok til at sige Nej til et elendigt resultat og vælge strejkens vej er ikke vendt imod SOSU’er, pædagoger eller jordmødre. Hvis deres fagforeninger er så kede af ikke at være med, så kast jer ind i kampen, bak op om sygeplejerskerne og styrk hele fronten af offentligt ansatte, så de snævre rammer kan blive sprængt.

Klassesamarbejdet og dets ‘danske model’ fungerer som en spændetrøje, der stækker og voldtager arbejdernes muligheder for at kæmpe kollektivt. Det er stavnsbindende regler, vi må kræve afskaffet.

Se også

En fremtid uden uligeløn! – Fuld støtte til sygeplejerskernes strejke!