Den sociale kamp og venstrefløjens rolle i Latinamerika

De sidste tre dage i juli i år afholdt Ecuadors kommunistiske parti Marxist-Leninister, det 25. Internationale seminar om revolutionens problemer i Latinamerika. Med deltagelse af en lang stribe af partier og organisationer. Det meste af årets seminar foregik online, og flere af deltagernes oplæg kan findes på seminarets facebookside.

Temaet for årets seminar var ′′Social kamp og venstrefløjens rolle i Latinamerika′′.
Her gengives sluterklæringen.

Sluterklæring fra det 25. Internationale seminar om revolutionens problemer i Latinamerika

En ny periode med voksende kampe i arbejderklassen, ungdommen og den brede befolkning finder sted i Latinamerika og Caribien. Det er kampe, der udtrykker utilfredshed med de levevilkår, som det kapitalistiske-imperialistiske system pålægger befolkningen. Det er kampe mod en lang række af akkumulerede socioøkonomiske problemer, som vokser i takt med, at regeringernes krisepolitik gennemføres. Regeringer som ikke gør andet end at garantere og hæve de herskende klassers profit på bekostning af voksende udbytning, udnyttelse og undertrykkelse af de arbejdende masser og folk.

Man kan godt sige, at dette er et nyt kapitel i den konstante kamp, der søger at befri befolkningen fra fattigdom, lave lønninger, arbejdsløshed, manglende adgang til offentlig uddannelse og sundhed, tvungen udvandring, udplyndring af naturen, patriarkalsk vold, racisme, diskrimination og undertrykkelse af alle der forsvare deres liv og frihed.

I de sidste måneder af 2019 blev kontinentet rystet over protesterne i Haiti, Ecuador, Chile, Colombia, Argentina og Bolivia, som i nogle tilfælde satte deres respektive regeringer i skak og tvang dem til at vedtage politikker, der var i strid med herskernes økonomisk-politiske projekter.

Udbruddet af Covid-19-pandemien betød en midlertidig stilstand, men de alvorlige forringelser af levevilkårene og virkningerne for arbejderklassen og den brede befolkning som følge af kapitalismens krise, der brød ud i begyndelsen af 2020, åbnede døren for en gradvis genoplivning af de sociale protester, der i dag har nået nye højder og udtrykkes i mange forskelligartede manifestationer.

Det colombianske folks kamp er såvel modig som heroisk. I mere end 60 dage tilhørte gaderne de mennesker, der var i kamp, selv på bekostning af snesevis af døde, savnede og tusinder af sårede og mishandlede. Den sociale omvæltning tvang Iván Duque, en af de mest reaktionære herskere i Amerika, på tilbagetog fra han planer om nedskæringer.

Med korte mellemrum har det haitianske folk i årevis kæmpet mod sult, arbejdsløshed, korruption, og for politiske rettigheder og demokrati. De har også været ofre for brutal undertrykkelse, som har kostet mange mænd og kvinder livet, hvoraf de fleste er unge.

Den folkelige mobilisering forhindrede konsolideringen af Jeanine Áñez’ højreekstremistiske regering i Bolivia og tvang en valgproces, hvor de kræfter, der støttede hende, blev besejret.

Jair Bolsonaros fascistiske projekt kunne ikke realiseres på grund af mobiliseringen af arbejderne, ungdommen og folket, som nu vifter med Bolsonaro Out! bannere som vinder indpas i hele Brasilien.

Opfordringen til den konstituerende forsamling i Chile har slået rod i på gader og pladser med pres fra hundredtusindvis af demonstranter, der har kontrolleret alle chilenske institutioner.

Retten til abort i Argentina ville ikke have været mulig uden en konstant mobilisering af hundredtusindvis af kvinder.

Pedro Castillos sejr i Peru forklares af de millioner af arbejdere, bønder, arbejdsløse, unge og andre, der så muligheden for forandring i ham, et progressivt og venstreorienteret alternativ.

En lignende situation opstod i Ecuador med Yaku Pérez’ kandidatur, og kun valgsvindel forhindrede hans sejr.

Vi understreger blot de vigtigste aktioner, men Latinamerika og Caribien er en region, hvor befolkningerne rejser sig, og kæmper for sociale forandringer, længes efter at vende næste side i historiebogen og lukke kapitlet om udnyttelse og undertrykkelse.

I alle disse kampe er arbejdernes, de oprindelige folks, de unges, kvindernes og de folkelige sektorers ledende rolle indlysende, men den indsats, som borgerskabets fraktioner har gjort, er også tydelig — camoufleret med reformistiske og pseudo-venstreorienterede taler — for at bestride ledelsen af disse protester og gøre dem til støtter af deres politiske projekter. Så de funktionelt bliver redskaber for det herskende kapitalistiske system.

Vi, de venstreorienterede organisationer og partier, med de særlige forhold i hvert land, har spillet en vigtig rolle i formuleringen og udviklingen af disse kampe. Generelt handler vi, så disse har klasseuafhængige identitetselementer som en del af de strategiske mål for social forandring, den antiimperialistiske kamp, kampen for revolutionen og socialismen. Vi skal fortsætte vores kamp under disse principper.

Den politiske periode, som kontinentet oplever, er befordrende for udviklingen og styrkelsen af organiseringen af arbejderne, ungdommen, kvinderne og folket, for styrkelsen af den revolutionære venstrefløj, til at tage de folkelige kampe til højere niveauer, til at fremme i den revolutionære organisation af de arbejdende masser.

De nuværende omstændigheder kræver en styrkelse af den folkelige enhed i de enkelte lande, en styrkelse af båndene mellem den aktive union og solidaritet mellem befolkningerne og fremme af fælles aktioner til imødegåelse af de forskellige imperialistiske magters politik.

Vi, organisationer, der har deltaget i det 25. Internationale seminar om revolutionens problemer i Latinamerika, har analyseret disse problemer der er til stede i dag i vores region, og vi proklamerer over for verden, at vores kamp fortsætter.

Quito, 31. juli 2021

Find oplæg der blev holdt på konferencen her:

Seminario Internacional problemas de la revolución en América Latina

Ecuadors kommunistiske parti Marxist-Leninister, PCMLE