Ti år efter 22. juli – Opgøret som aldrig er blevet taget

Man skulle tro, at massedrabene på 69 unge på Utøya til fulde ville have vaccineret den norske befolkning mod fascisme og højreekstremisme. Det er ikke sket. Tværtimod er det brune tankegods blevet normaliseret, både i den offentlige politiske debat og i endnu højere grad i kommentarfelterne på de sociale medier. Der er mange og sammensatte årsager til, at racistisk og fascistisk ”tankegods” breder sig, men alle har de deres udspring i et kapitalistisk og imperialistisk system i generel krise og politisk, økonomisk, socialt, moralsk og kulturelt forfald.
ARTIKLEN ER FRA 2021

Af Revolusjon, Norge

Efter ti år er viljen til et opgør med højreekstremismen i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen vågnet. Det er godt. Men der er stadig berøringsangst ifht at sige tingene lige ud og kalde en spade for en spade.

Man skulle tro, at massedrabene på 69 unge på Utøya og otte andre i regeringskvarteret den 22. juli 2011 til fulde ville have vaccineret den norske befolkning mod fascisme og højreekstremisme – inklusive de yngre generationer, der ikke oplevede de fem år med nazistisk besættelse og NS-styre (Nasjonal Samling under ledelse af Vidkun Quisling).

Det er ikke sket. Tværtimod er det brune tankegods blevet normaliseret, både i den offentlige politiske debat og i endnu højere grad i kommentarfelterne på de sociale medier. Typisk for forsøgene på at afpolitisere og afdramatisere denne realitet er at bortforklare det hele med den teknologiske udvikling og internettet som en ny arena, hvor fælles anstændighed mangler.

Der er mange og sammensatte årsager til, at racistisk og fascistisk ”tankegods” breder sig, men alle har de deres udspring i et kapitalistisk og imperialistisk system i generel krise og politisk, økonomisk, socialt, moralsk og kulturelt forfald. Nogle enkeltstående grunde skal dog fremhæves.

En af dem er, at den advarende stemme fra krigsgenerationen, de som kendte de fascistiske lus på travet, næsten er væk.

En anden er et forkvaklet ”liberalt” syn på ytringsfrihed, hvor nazismen ikke længere ses som organiseret politisk kriminalitet og en dødelig trussel mod alle andres ytringsfrihed.

En tredje er et politisk og juridisk magtapparat, der insisterer på, at organiserede racistiske og nazistiske aktiviteter og finansiering er lovlige, så længe tilskyndelse til vold ikke udløser handling(!). Af sikkerhedsmæssige årsager giver regeringen direkte statsstøtte til hadfabrikker som Hege Storhaugs Human Rights Service (hvilket er forbudt, hvis Norge tog FN-konventionen alvorligt).

En fjerde er, at den norske stat dobbeltkommunikerer ”tolerance”, mens det imperialistiske Norge fører brutale krige mod muslimer og udviser flygtninge fra de samme lande, som Vesten lægger i grus. Norske kampfly udførte terrorbombninger i Libyen på vegne af NATO samtidig med massakren på Utøya fandt sted.

En femte er en løbende historisk hvidvaskning af nazismens forbrydelser i bøger, film og medier forklaret med, at disse ’ariske patrioter’ havde som deres høje mål at bekæmpe kommunismen.

Målrettet politisk terror fra højre

AUF (Arbeidernes Ungdomsfylking, politisk ungdomsorganisation, tilknyttet Det norske Arbeiderparti) som politisk og ”kulturmarxistisk” organisation var målet for terroren den 22. juli 2011 foruden regeringskvarteret. Tidligere mål for fascistisk terror i Norge var AKP(m-l) og Blitz-miljøet (venstreradikale, især punkere, anarkister, venstresocialister og kommunister). Da massemorderen selv ringede til politiet fra Utøya, præsenterede han sig som ”kommandør Anders Behring Breivik i den norske antikommunistiske modstandsbevægelse”.

Fremskrittspartiet eller Høyre var irrelevante mål. Breivik havde så også en baggrund i førstnævnte. Som nogen har opsummeret: ’”Ikke alle tidligere medlemmer af Fremskrittspartiet har sprængt Oslo centrum i luften, men alle, som har sprængt Oslos centrum i luften, er tidligere medlemmer af Fremskrittspartiet.” Først efter terrorangrebet den 22. juli fandt Unge Høyre ud af, at slagordet ”Hellere død end rød”, som de havde lånt fra Franco-fascisterne og nazisterne, var lidt upassende at bære på jakkereverset.

Lige så forbandet har den officielle version været, at terrorhandlingerne var ”et angreb på os alle”. Det var de ikke. De var et angreb på alt, hvad der kunne associeres med arbejderbevægelsen, marxisme og antiracisme.

De gange, hvor AUF alligevel har antydet, at netop deres organisation var det udvalgte terrormål, har højresiden straks beskyldt dem for at “trække 22. juli – kortet”. Og AUF, som plejer traumerne i egen organisation og blandt sine mange unge ofre, sårede og efterladte, valgte så at holde lav profil.

Det kan være forståeligt for en organisation, der har været i dyb sorg og chok, men er ikke desto mindre en alvorlig forsømmelse. Netop fordi de var målet for angrebet, var – og er – AUF i en position til at forlange et totalt opgør med fascismen og racismen.

Terroristen udførte handlingerne på egen hånd, men de var langt fra ”en gal mands værk”. Terroren var nøje planlagt og direkte politisk og ideologisk inspireret af organiserede fascistiske og muslimhadende netværk, noget massemorderen heller aldrig har lagt skjul på.

Nogle dage efter terrorangrebet, den 25. juli, sendte Revolusjon en kondolancehilsen til AUF, hvor vi udtrykte vores solidaritet, sympati og medfølelse. Brevet sluttede således: ”AUF har længe været Norges mest indflydelsesrige ungdomsorganisation. Nu er Ungdomsfylkingen meget ufrivilligt havnet i en position, hvor organisationens holdning er endnu vigtigere end før. Når det værste chok er overvundet, håber vi, at AUF aktivt vil støtte kravet om at forbyde alle nazistiske og fascistiske organisationer og grupper, som Norge er forpligtet til gennem FN-konventionen mod racediskrimination.”

Kommunistisk plattform (KPML) var på gaden med krav om forbud mod racistiske og fascistiske organisationer, som i den viste løbeseddel.

I tiden, der fulgte, blev dette krav aktivt fremsat af Kommunistisk plattform (KPML) i skrift, tale og gademarkeringer/gadeaktioner, herunder op til kommunalvalget det år.

Os bekendt kom der aldrig sådanne initiativer fra AUF. Der kan være mange grunde. Ansvaret ligger lige så meget hos moderpartiet og den rødgrønne regering (inklusive Sosialistisk Venstreparti, SV), der sad i regeringen i 2011 og frem til stortingsvalget i 2013.

Den daværende statsminister Jens Stoltenberg fik meget ros for sin håndtering af det nationale traume efter 22. juli. I praksis var der ikke meget andet end smukke taler om tolerance, opfordring til demokrati, og et hav af roser. Samtidig med at raketterne fra de norske F-16 befandt sig over libysk territorium på vej mod deres mål. ”Med det stærkeste af alle verdens våben, ytringsfrihed og demokrati, sætter vi kursen mod Norge efter den 22. juli 2011”, sagde statsministeren, der senere blev NATO-chef i sin tale til Rosetoget 25. juli 2011.

Nå godt. Talen var retorisk god, og ordene varmede bestemt mange, men var næppe egnet til at få dem, der havde ’sans for’ Breiviks hadefulde ”manifest”, på bedre tanker. Som en bizar påmindelse om statsministerens budskab fik fascisten senere lov til at præsentere sin ’”forsvarstale” og sine heil-hilsener i retten for åbent kamera. I demokratiets navn!

Siden da er kommentarfelterne i de sociale medier blevet brunere end nogensinde, og SIAN (Stopp islamiseringen av Norge) tager på propagandaturné i norske byer. Med politiets velsignelse og beskyttelse.

Aldrig tie, aldrig glemme

Efter ti år er AUF kommet til den konklusion, at nok er nok.

– Vi i AUF ønsker sammen med arbejderbevægelsen at gøre vores til, at vi endelig kan slippe af med den kollektive berøringsangst. Vi håber derfor, at bogen inviterer til en bred debat om tankegodset og den politiske løsning efter den 22. juli, siger leder af AUF Astrid Hoem. Bogen, hun henviser til, er ”Aldri tie, aldri glemme”, som udkom i juni 2021 og som er værd at læse.

En af de få bidragydere i bogen, der bidrager til at vise fascismens historiske forbindelser, er Terje Emberland, forsker ved Holocaustsenteret. Han skriver bl.a. følgende: ”Et begreb, Nasjonal Samling introducerede i forbindelse med Arbeiderpartiets snigende og skjulte tilgang, var ’kulturel bolsjevisme’. Dette inficerede det kulturelle og sociale liv med dekadente og ’semitiske’ ideer. Det var en del af jødernes plan for verdensherredømme. Udtrykket er nærmest identisk med det, Breivik og andre af nutidens arbejderpartihadere benytter: ’kulturel marxisme’.”

Og videre: ”Under retssagen benægtede Breivik at han var fascist eller nationalsocialist. To år senere var han altså kommet på andre tanker og skrev sig åbenlyst ind i traditionen, hvor det konspirationsteoretiske arbejderpartihad har sin oprindelse.”

Flere tidligere AUF-ledere har bidraget med deres beskrivelser af tiden på og efter den 22. juli 2011. Ina Libak (der selv blev ramt fire gange af fascistens kugler) er den, som tydeligst peger på savnet af et politisk opgør. ”Vi har ladet historien skrive af nogle andre”, som hun siger det. ”22. juli 2011 var ved at blive ændret til noget andet end det var. Historien blev anderledes, end den burde være. Hvad der begyndte som et højreekstremistisk terrorangreb blev med årene til noget andet omtalt med andre formuleringer, ofte mildere end tidligere. Der stod oftere ’begivenhed’, eller ’tragedie’, ikke ’angreb’ eller ’terror’.”

Også Arbeiderpartiets leder Jonas Gahr Støre har et længere bidrag i bogen. Her indrømmer han i bakspejlet, at ”Arbeiderpartiet blev for meget påvirket af hensynet til kollektivet, af ’dette er et angreb på alle’-mentaliteten.”

Støre opsummerer det således: ”Der er brug for kraftfulde foranstaltninger til at bekæmpe fremmedhad, konspirationsteorier og racisme. Det første, der skal anerkendes, er, at ord tæller, at ord kommer fra holdninger, og at ord og holdninger kan føre til handling. Dette oplevede vi den 22. juli.” (s. 124)

Kræv handling, ikke handlingsplaner – Rejs krav om forbud mod racistiske og fascistiske organisationer!

Men de magtfulde foranstaltninger mangler til fordel for ordrige handlingsplaner mod racisme, selvom FN for længe siden har vedtaget meget konkrete ”handlingsplaner” i form af Rasediskrimineringskonvensjonen og resolutioner mod glorificering af nazisme, den sidste så sent som i 2021. Norge ratificerede den første i 1970, men stemte blankt (!), da generalforsamlingen behandlede den sidste. I 2012 havde Norge en rødgrøn regering med Jonas Gahr Støre som udenrigsminister (155 lande støttede resolutionen. Også Israel stemte for, mens USA stemte imod).

Sosialdemokratiet, 22. juli-centeret og hele det officielle og ”liberale” Norge har i ti år omhyggeligt undgået at bruge begrebet fascisme om terroren og organisationer, der i dag vegeterer på de samme ideer. SIAN og Den nordiske motstandsbevegelsen har lov til at afholde møder og demonstrationer i norske byer – under massiv politibeskyttelse. Man ”tager afstand” fra dem. Men der er ingen politiske signaler om, at denne type fascistiske  organisationer, der tilskynder til diskrimination, had, vold og terror skal forbydes, eller at finansiering af dem skal standses. Heller ikke fra venstrefløjen i form af SV eller Rødt. Dette til trods for at Norge er bundet af en halvtreds år gammel påbud fra FN’s rasediskrimineringskonvensjon om at gøre netop det. I mellemtiden bekræfter PST (Politiets Sikkerhetstjeneste = efterretningstjeneste), at tilhængerskaren omkring disse organiserede brune miljøer vokser, og at sandsynligheden for, at de vil ty til endnu mere vold i fremtiden øges.

LO også har fundet ud af, at det er på tide at tage bladet fra munden og rejse kampen mod højreekstremismen. I årenes løb er der fremsat forslag om at forbyde fascistiske og fascistiske organisationer fra tid til anden i klubber, foreninger og forbund. Som regel har de ikke fået det nødvendige flertal. Dette selvom fagbevægelsen har en historie, der er gennemsyret af kamp mod fascismen; fra kampen mod Franco-fascismen i Spanien og modstandskampen mod de nazistiske besættere til solidaritetsaktioner mod apartheidregimet i Sydafrika og Pinochet i Chile og til markeringer mod racisme og fascisme i nyere tid.

Det skal være et hovedanliggende for fagbevægelsen at gå til frontalt angreb på den organiserede racisme og fascisme og rykke den op med rode. Kommer vi til at se en ændring nu, 10 år senere?

Af Revolusjon, Norge

Originalartikel: Ti år etter 22. juli – Oppgjøret som aldri er tatt

KPML – Kommunistisk Platform, Norge

Løbesedlen tjener som illustration – placeret inde i teksten (s. 3)

Kommunistisk plattform (KPML) var på gaden med krav om forbud mod racistiske og fascistiske organisationer, som i denne løbeseddel.