Arbejderklassens revolution og modsætninger mellem imperialistmagterne

I det seneste nr. af magasinet Enhed og Kamp kan man læse en fremragende og omfattende analyse af imperialismen og stormagternes rivalisering i dag. Af Pablo Miranda, fra PCMLE, i Ecuador. Her beskriver han hvorfor Lenins konklusion, ”at vi lever i imperialismens og arbejderklassens revolutioners æra”, stadig gælder. Han slår fast, at imperialisme ikke blot skal forstås som supermagten USA, men også kan ses i den måde EU-blokken, Kina og Rusland og andre stormagter agerer på i verden, både militært og økonomisk. En anden meget vigtig pointe er, at man ikke kan bygge sin frigørelse fra én imperialistisk magt ved at alliere sig med en anden.

Analysen beskriver hvordan rivaliseringen mellem de imperialistiske stormagter skærpes. De konkrete skridt som vi kan se i handelskrige og forberedelse til direkte militær konfrontation og udbygningen af de militære- og handelspolitiske alliancer.

Konklusionen er, at de revolutionære kræfter må lære at forstå karakteren af imperialismen. Man kan ikke bero revolutionen på støtte fra en ny imperialistisk magt for at befri sig fra gamle kolonimagter. For at besejre imperialismen er det absolut nødvendigt at bekæmpe og sætte de herskende klasser fra magten; for at opnå social frigørelse er det nødvendigt at afskaffe storborgerskabets dominans og afskære afhængighedens bånd.

Uddrag af analysen:

Imperialismen er på verdensplan arbejderklassens og befolkningernes største fjende. Den er baseret på superudnyttelse af millioner af arbejdere i alle lande og kontinenter. Baseret på plyndring af naturressourcer og ødelæggelse af klodens natur. Og baseret på erobring af områder, regioner og lande med henblik på at etablere deres dominans med økonomisk, politisk og strategisk indflydelse, på udnyttelse og strid om markeder.

Dette bekræftes igen med eksport af kapital, med dannelsen af økonomiske og militære alliancer til at kæmpe for en nyopdeling af verden.

Imperialismen er etableret og bekræftet af militær styrke, med krigene om erobring og plyndring, med besættelsestropper og dannelsen af marionetregimer i de afhængige lande.

Imperialismen støtter sine holdninger med reaktionær ideologi under påskud af at bringe civilisation og udvikling til tilbagestående lande, med forsvaret af det frie initiativ, friheden til international handel og individuel frihed, med idealisme og metafysik, med postmodernisme.

For at tilegne sig den rigdom, der er skabt af milliarder af arbejdere, som arbejder i alle lande, har det imperialistiske kapitalistiske system etableret økonomisk og politisk dominans, underordning af de herskende klasser i hvert land, etablering af en alliance mellem regeringer og monopoler.

Den imperialistiske dominans over de afhængige lande sker gennem at underlægge sig og støtte de mest reaktionære kredse, og med afpresning og trusler, med dannelsen af aftaler og forpligtelser, der gør de nationale herskende klasser til partnere og tjenere for monopolerne.

De herskende klasser i de afhængige lande er objektivt set den politiske, ideologiske, militære og politimæssige støtte til imperialistisk dominans.

Arbejderklassen og folkene har brug for, længes og kæmper for frigørelse. Arbejdernes og folkenes frihedsbanner i de afhængige lande må bryde igennem den imperialistiske kapitals og de nationale kapitalisters dominans.

De vigtigste mål for arbejderklassens sociale revolution er social og national befrielse, at bryde lønslaveriets lænker, befrielsen af de produktive kræfter og brud med afhængigheden. Disse høje mål er en del af samme politiske program, af samme organisation; de kan ikke opnås separat. For at besejre imperialismen er det absolut nødvendigt at bekæmpe og sætte de herskende klasser fra magten; for at opnå social frigørelse er det nødvendigt at afskaffe storborgerskabets dominans og ødelægge afhængighedens bånd.

Det imperialistiske kapitalistiske system består i øjeblikket af internationale monopoler, multinationale selskaber og forskellige imperialistiske lande.

Kina, som er den næststørste verdensøkonomi og en imperialistisk gigant, kæmper for at opnå førstepladsen. Rusland, Storbritannien og Japan har specifikke områder under deres styre, men kæmper for at forsvare deres positioner og udvide dem. Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien og Holland er en del af EU, men de har deres egne ekspansionistiske ønsker og er aktivt inddraget i striden om markeder og indflydelsesområder.

Militære alliancer er i fuld kraft: Den Nordatlantiske Traktats Organisation, NATO, ledet af USA i flere årtier, Den Sydøstasiatiske Traktats Organisation, SEATO, som også domineres af USA, og Collective Security Treaty Organization, CSTO, ledet af Rusland og som består af forskellige lande i det tidligere Sovjetunionen, er de vigtigste militære grupperinger, der omfatter de imperialistiske magter og deres nærmeste allierede. Det våbenkapløb, som de imperialistiske lande er stærkt involveret i, har spredt sig til alle stater for at kunne ”løse” de konflikter med våben, der indtil videre er lokale, men som udgør en trussel som forberedelse til en generel krig, og som på den anden side er en del af våbenproducenternes og våbenhandlernes forretning.

På det økonomiske og handelsmæssige område forværres dagligt konfrontationen af interesser mellem de store imperialistiske magter, og mellem dem og de andre imperialistiske lande. Handelsfriheden, åbningen af grænserne til gavn for alle er forsat blot ord og bogstaver, når det drejer sig om at forsvare monopolernes og de imperialistiske landes interesser.

Verdenshandelsorganisationen, WTO, fremstillet som bevis for globalisering og frihandel, er blevet henvist til aftaler, der først og fremmest gælder i de afhængige lande. USA og Kina har genetableret toldrestriktioner som en del af “handelskrigen”. Handelsaftaler og frihandelsaftaler er ikke andet end fordelingen af markeder og indflydelsesområder mellem de imperialistiske lande, især USA, EU, Kina og Rusland.

Både før i tiden og nu infiltrerer de imperialistiske magter arbejdernes og folkenes kampe for befrielsen fra kapitalens og imperialismens åg. De taler om at støtte kampen for uafhængighed og udvikling, de tilbyder økonomisk støtte, kreditter, teknisk bistand, våben og militære rådgivere og under visse omstændigheder endda tropper. I virkeligheden søger de at erstatte de aktuelle dominerende magter. Den interimperialistiske konflikt udspiller sig på fremmed jord, langt fra deres egne grænser, i alle regioner og kontinenter.

Befolkningerne og landene har bitre erfaringer med de imperialistiske landes “bistand”.

I de nuværende og fremtidige befolkninger, der kæmper for uafhængighed, er arbejderne, ungdommen og kvinderne hovedpersonerne. Men hvis ledelsen af disse processer er i hænderne på sektorer af borgerskabet og/eller småborgerskabet, bliver det disse kampes skæbne – selv om de er sejrende – at komme ud af kløerne på en magt for at falde i kløerne på en anden. Det har været, er og vil være sådan, men denne måde er ikke nok til at opnå ægte uafhængighed og befrielse fra kapitalistiske udnyttelses lænker. For at tingene skal ændre sig, for at kampene om national uafhængighed og social frigørelse skal sejre, er det vigtigt, at ledelsen af disse processer er i hænderne på arbejderne og befolkningerne selv, at de ledes af arbejderklassen og dens parti.

Forhåbningerne om udvikling og fremskridt for befolkningerne i de lande, der har politisk uafhængighed, kan ikke opfyldes, hvis de er afhængige af det ene eller det andet imperialistiske land. For at nå disse mål er de nødt til at stole på deres egen styrke og på den internationale solidaritet mellem arbejdere og befolkninger fra andre områder. Historien viser, at ”gudforældrene” forsøger at tilegne sig disse landes rigdomme, at investere deres kapital for at mangedoble deres overskud. Befolkningerne skal afsløre og modsætte sig de politikker, som siger, at udvikling kan opnås gennem udenlandske investeringer.

Enver Hoxha bemærker i “Imperialisme og revolutionen”:

“Marxistisk-leninistisk klasseanalyse og fakta viser, at eksistensen af modsætninger og kløfter mellem de imperialistiske magter og grupperinger på ingen måde tilsidesætter eller fortrænger modsætningerne mellem arbejde og kapital i de kapitalistiske og imperialistiske lande eller modsætningerne mellem de undertrykte folk og deres imperialistiske undertrykkere. Netop disse er modsætningerne mellem arbejderklassen og borgerskabet, mellem de undertrykte folk og imperialismen, mellem socialisme og kapitalisme de mest dybtgående, de er permanente, uforenelige modsætninger. Derfor giver anvendelsen af interimperialistiske modsætninger eller modsætninger mellem de kapitalistiske og revisionistiske stater kun mening, hvis den tjener til at skabe de gunstigste betingelser for den revolutionære og befrielsesbevægelses magtfulde udvikling mod borgerskabet, imperialismen og reaktionen. Derfor skal disse modsætninger udnyttes uden at skabe illusioner blandt arbejderklassen og folkene om imperialismen og borgerskabet.”

I øjeblikket er der masser af idéer om, at Kina og Rusland er imperialistiske magter, der bremser USA’s og EU’s ambitioner, og at de derfor vil udgøre en reserve i kampen for uafhængighed og i at stoppe faren for krig. Bemærkelsesværdigt nok fremmes disse idéer af de revisionistiske partier og af de småborgerlige venstreorienterede grupperinger, af personligheder fra den nationalistiske intelligentsia, der fremstår som patrioter.

Flere af landene i Afrika og Mellemøsten er blevet afhængige af investeringer og kreditter under russernes og kinesernes militære paraply. De er fanget i kløerne på en ny kolonialisme.

For at kunne drage fordel af interimperialistiske modsætninger kræves det, at marxist-leninisterne analyserer den konkrete situation, styrkeforholdene, de umiddelbare og mellemlange mål for den revolutionære proces og i overensstemmelse med disse omstændigheder drager fordel af den mindste sprække mellem fjenderne for at komme videre. Sådan er det, og det betyder på ingen måde, at vi må være afhængige af et imperialistisk lands “hjælp” til at modsætte sig et andet lands imperialisme. I vores tid er det ikke korrekt at lovprise Kina og Rusland for at bekæmpe USA’s og EU’s dominans og aggression. I Venezuela viser kinesisk “bistand” sig ved plyndringen af naturressourcer, i opkrævningen af høje renter for den voksende gæld. Faktisk erstattes afhængighedens lænker af den amerikanske imperialisme med kinesernes og russernes lænker. Det er ikke et spørgsmål om en politik, der går ud på at drage fordel af interimperialistiske modsætninger til gavn for landets uafhængighed og udvikling, og langt mindre til gavn for arbejderne og befolkningen i Venezuela. Det er en politik, der objektivt fører til udskiftning af yankees med kinesere.

Læs hele analysen på Enhed og Kamps hjemmeside

Arbejderklassens revolution og modsætninger mellem imperialistmagterne

Udgivet i APKs politiske magasin ENHED og KAMP nr. 2 – 2021

På Enhed og Kamps hjemmeside findes artikler fra alle de tidligere udgivelser af magasinet fra 2017 og frem til nu