Politikere – arbejdsgivere: Prøv med løn!

Tusind tak fordi jeg må tale for jer her i dag.

Jeg hedder Marie. Jeg er jordemoder, Og jeg er medstifter af den tværfaglige gruppe bag #Slutmed1969 og med i ligelønsbevægelsen, den tværfaglige bevægelse for alle de traditionelt kvindedominerede fag, der kæmper for et opgør med Tjenestemandsreformen af 1969.

For vi har et fælles problem, og vi kræver en fælles løsning fra Christiansborg.

Tak for jeres rungende nej. Jeres nej er officielt et nej til OK21, men reelt er det et nej til uligeløn fra 1969. I sætter foden ned overfor en løn, der ikke stemmer med jeres kompetencer og ansvar.

Jordemødrene stemte også massivt nej, med 64%, men da resten af forhandlingsfællesskabet stemte ja, blev det et samlet ja.

Jeres store rungende nej bør kunne høres hele vejen til Christiansborg. Og Christiansborg bør spidse øre. For den danske model på det offentlige område er på mange måder et spil. Et skuespil.

For imens I strejker og mister jeres ferie, så holder Christiansborgs politikere sommerferie – som om dette ikke vedkom dem. Men tjenestemandsreformen er politisk skabt, og skal løses politisk.

Og imens I strejker og bruger af jeres strejkekasse, så sparer Christiansborg penge på jeres lønninger, hver eneste dag.

Og mens I strejker og mister jeres ferie, så kan Christiansborg arbejde på et lovindgreb, og hov, de er også arbejdsgivere, så hvis interesse varetager de mon?

Og imens I strejker og mister jeres ferie, så kan Christiansborg spekulere i en konflikt: de kan vælge lovindgreb, og dermed bestemme det hele. Eller de kan invitere til forhandling, med præmissen, at hvis vi ikke bliver enige – hvad så? Ja så kan de lave det lovindgreb, hvor de bestemmer det hele.

Og mens I strejker og mister jeres ferie, så er der undtaget mange funktioner, og der kræves endda et nødberedskab nogle steder er bedre end den daglige normering.

Så kære politikere. Vi har gennemskuet den danske model på det offentlige område. Og den er ikke til vores fordel.

Vi ved godt, hvilket spil den danske model på det offentlige område er: det er spil for galleriet.

Men ved I, kære politikere, hvad den danske model på det offentlige område ender med at spille? Den ender med at spille fallit.

Så denne strejke – den handler om jer politikerne på Christiansborg. Den handler om ansvarlighed for sit område som arbejdsgiver for det offentlige og for en politisk skabt lønreform fra 1969.

Vores løn skriger til himlen. Alle de traditionelt kvindedominerede faggrupper ved det. Og vi stemmer alle nej med fødderne.

Flere og flere af jer sygeplejersker, jordemødre, sosu’er og andre vælger ansættelse i det offentlige fra på grund af løn.

Jordemødrene, skriver faktisk under på det.

Mere end hver fjerde jordemoder og jordemoderstuderende har skrevet under på ikke at tage mere underbetalt arbejde, arbejde til gældende overenskomst.

For det danske samfund er heldigvis skruet sådan sammen, at man har frit ret til at vælge, hvor man vil arbejde. Og vi går derhen hvor lønnen er attraktiv.

Fordi, at selvom at vi elsker vores job, så hader vi vores løn. Det betyder, at det offentlige hverken kan fastholde eller rekruttere os.

Hvad vil en arbejdsgiver normalt gøre for at tiltrække arbejdskraft? Mere i løn er svaret.

Men hvad prøver politikerne med? De uddanner bare flere. Der skrues op for uddannelsernes optag i takt med at folk flygter når de kommer ud på hospitalsgangene. Men det er uværdigt når vi, der passer på mennesker i deres mest sårbare øjeblikke, det være sig som patienter eller på fødende, behandles som produktionsdyr, der blot kan erstattes med et nyt hold friske studerende der netop er dimitteret.

Christiansborg: det er uansvarligt ikke at tage vores opråb til efterretning.

Kære politikere, kære Christiansborg, ansvaret er jeres: Prøv med løn!