Lærernes problemer løses ikke indenfor den danske model

Morten Refskov, der er hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Lærerforening, DLF og formand for Overenskomstudvalget fremdrog forleden stolt at DLF har afsat 750.000 kroner af medlemmernes kontingent, til at få udviklet et redskab, der skal gøre det lettere at holde kontrol med hvordan skolerne forvalter arbejdstidsaftalen. Der er bare den hage ved det, at det ikke er et værktøj der giver åbenhed om hvor der er problemer, eller som den enkelte lærer får adgang til. Det skal være organisationens helt eget værktøj. Det er kommet en skarp debat ud af – der også meget udmærket afdækker at fagtoppen har større tillid til modparten og den danske aftalemodel end til medlemmerne.

Sakset fra debatten på ”Folkeskolen”, lærernes fagblad.

Morten Refskov: – Det kunne næsten lyde, som om vores fornemmeste opgave som fagforening er at kritisere arbejdsgiverne. Det er grundlæggende misforstået, hvis I spørger mig. Kongstanken i den danske aftalemodel er at finde løsninger på problemer – i fællesskab – via nogle aftalte spilleregler. Heri indgår kompromisvillighed og en umiddelbar tillid til, at modparten holder sin del af aftalerne …”.

Karna Larsen, lærer: – Der er forskel på en fagforenings opgave og den danske aftalemodel. Fagforeningens opgave er at varetage medlemmernes interesser meget bredt. Herunder er det i høj grad fagforeningens opgave at udfordre den danske aftalemodels snævre rammer for hvad der (i arbejdsgivers hoved) er muligt.

At fagbevægelsen, på grund af fagtoppens symbiotiske forhold til arbejdsgiver, efterhånden er synonym med den danske aftalemodel er et af medlemmernes allerstørste problemer.
Ligesom det er en væsentlig årsag til den samlede fagbevægelses afgrundsdybe krise. Alt for mange problemstillinger medlemmerne står overfor kan ikke løses inden for aftalemodellen under den nuværende konsensus.

Spørgsmålet om ligeløn kan/vil ikke løftes. Reel forbedring af arbejdsmiljø kan/vil ikke løftes. Udfordringen med for få varme hænder til at løfte opgaverne kan/vil ikke løftes. Stadig stigende/for høj pensionsalder kan/vil ikke løftes.

Medlemmerne oplever ekstreme nederlag i øjeblikket. På det offentlige område vil jeg mene at hver eneste overenskomst de seneste 8-10 år resultatmæssigt har været en katastrofe, hvor arbejdsgiver har lykkedes med at cementere deres forringelser af vores arbejdsforhold uden, at de reelt betaler for det øgede slid og den øgede arbejdsbyrde, vi pålægges. Med stadig stigende vrede kombineret med afmagt blandt medlemmerne som resultat.

Fagbevægelsen skal sikre reelle sejre for medlemmerne. Det kommer ikke af fornuftsnak. Det kommer af kampvillighed og tro på at det er legitimt at kræve sin ret. Og blive ved med at presse til arbejdsgiver har indfriet løfterne.

Hvornår forsvandt den empiriske viden om arbejdskamp ud af den kollektive bevidsthed? Og hvorfor dog ikke registrere den præsterede arbejdstid og så holde den op i mod den planlagte?

Lad os da have vores eget værktøj til at dokumentere overforbruget af vores arbejdskraft. Det er altid legitimt at dokumentere sit præsterede arbejde selvom et flertal af medlemmerne på vores alles vegne har afskrevet os retten til at foreholde det for arbejdsgiver. (At arbejdstager kan aftale sig til at stilles ringere end loven (EU-dom) kan vist kun lade sig gøre i den danske model?

Læs kommentarerne til artiklen ”DLF investerer i nyt arbejdstidsregistreringsredskab” i Folkeskolen her