Arbejdsindvandring, klassekamp og solidaritet

De norske erfaringer med EU og EØS ligner på mange måder erfaringer i Danmark. Denne artikel – oversat fra Revolusjon, Norge – viser hvordan udviklingen med migrant arbejdere, der er dårligt betalt og har dårlige forhold, ser ud til at eskalere. En kamp der kun kan vindes med en bevidst og styrket klassekampslinje.

Af Revolusjon, Norge

Arbejdsindvandring, klassekamp og solidaritet

EØS-aftalen og dens mange arbejderfjendtlige direktiver, der er nedfældet i norsk lov er et problem og skal bekæmpes. Men det skal ske på grundlag af solidaritet.

Venstrefløjen og fagbevægelsen har placeret sig i en defensiv position, når den faglige klassekamp er blevet omdirigeret til en kamp om borgerlige lovbestemmelser og deres fortolkning.

Rødt’s landsmøde afdækkede en langvarig splittelse i partiet og for så vidt på andre dele af venstrefløjen, når det gælder spørgsmålet om arbejdskraftindvandring. Et stort mindretal kæmper mod partiledelsens ønske om at kræve kollektiv aftale og ansættelseskontrakt for arbejdstagere fra EØS, der ønsker opholdstilladelse. Et krav i den form løser ingenting, men giver desto mere magt til arbejdskøberen. Denne kan kun true med at opsige arbejdskontrakten og dermed også i praksis opholdstilladelsen.

Baggrunden er arbejdskraftindvandringen til Norge efter østudvidelsen af EU/EØS i 2004. En indvandring, der i flere brancher naturligvis har medvirket til et skred i faglig organisering og massiv social dumping. Kombinationen af vikarbureauer, Schengen-aftalen og et EØS-loyalt LO har ført til social elendighed, daglejervilkår og mafiatilstande i f.eks. byg og transport.

I 2018 var omkring 185.000 personer fra EU beskæftiget i Norge, hvoraf 130.000 boede her. Næsten alle kommer fra de nyeste EU-medlemslande (fra 2004), men arbejdere fra Polen, Litauen og Rumænien dominerer totalt (80 %). En betydelig andel arbejder gennem forskellige vikarbureauer, især dem, der ikke bor i Norge. Og det er især vanskeligt at organisere dem.

Bygningsarbejderne var historisk set en stærk gruppe inden for fagbevægelsen. I dag er organisationsgraden nede på ni procent. Med delvis undtagelse for blikkenslagere og elektrikere domineres alle andre byggefag mere eller mindre af østeuropæisk arbejdskraft. For at citere et debatindlæg fra den gamle elevatormontør Terje Skog: ”Der eksisterer allerede bestemmelser gennem ‘allmenngjøringssystemet’ om, at bygningsarbejdere (og andre) skal betales efter overenskomst. Social dumping florerer alligevel inden for brancherne.”

Der, hvor fagbevægelsen står svagt, bliver ’normale’ løn- og arbejdsvilkår derefter.

Det samme kan siges om sæsonarbejde i fiskeri og i landbrug. Her er en større andel af arbejdskraften dog fra lande uden for EØS såsom Vietnam og til dels Rusland. De skal have opholdstilladelse for at arbejde og er sådan set allerede diskriminerede i forhold til EØS-arbejderne. Som det så fint hedder i Utlendingsloven: ”Kongen kan i forskrifter fastsætte, at der kun skal gives forhåndstilsagn om opholdstilladelse for at udføre arbejde inden for bestemte brancher, der har behov for ekstra bemanding i begrænsede perioder.”

Det siger sit om det elendige lønniveau, når velstående landmænd og grådige fiskeeksportører chartrer deres egne fly for at bringe denne arbejdskraft ind. Udlændingeloven siger ganske vist, at løn- og arbejdsvilkår ikke må være dårligere end den gældende overenskomst eller regler for branchen. Kollektive aftaler er almengjorte i disse sektorer. Det hjælper meget lidt. Kapitalisterne fortolker loven efter eget skøn: ’Hvis en sådan kollektiv aftale eller regulativer ikke foreligger, skal løn- og arbejdsvilkår ikke være dårligere end det, der er normalt for pågældende sted og erhverv.

Hvor fagbevægelsen står svagt, bliver ’normale’ løn- og arbejdsvilkår derefter. Terje Skog har ret, når han siger, ”det er på tide at indse, at fagbevægelsen gennem sit eget forfald selv har lagt grundlaget for elendigheden i arbejdslivet. I stedet for at kræve indførelse af foranstaltninger, der er beslægtet med feudale stavnsbånd, det kræver en reel venstrefløj at udvikle en kæmpende fagbevægelse.”

Fagbevægelsens egen kampkraft bliver systematisk lammet, når alt skal gå ’tjenestevejen’, dvs. gennem LO-systemet og ’samarbejde mellem parterne’.

Det betyder nødvendigvis at kæmpe mod den reformistiske linje, der handler om at bønfalde staten om reguleringer eller køre retssager i håb om, at LO-advokaterne formår at hænge rettigheder op på en eller anden paragraf. Det kan i bedste fald løse nogle enkeltsager, mens det faglige grundfjeld bliver passiviseret. Fagbevægelsens egen kampkraft bliver systematisk lammet, når alt skal gå ’tjenestevejen’, dvs. gennem LO-systemet og ’partnersamarbejdet’ eller sendrægtige processer i det borgerlige retsvæsen.

Solidaritetsaktioner og blokader mod vikarbureauer eller virksomheder, der underbyder løn og arbejdsvilkår er et oplagt virkemiddel i brancher, hvor organisationsgraden er lav. Hvis det middel var blevet brugt, ville flere tabte kampe have haft en chance for at være endt med sejr. Men det ville i de fleste tilfælde have betydet at bryde med klassesamarbejde og legalisme. Og dermed den ’norske model’, som omfavnes af hele venstrefløjen.

EØS-aftalen og dens mange arbejderfjendtlige direktiver, som er nedfældet i norsk lov er et problem og skal bekæmpes. Men det skal ske på grundlag af solidaritet. Frem for alt skal det gøres ved at trodse det borgerlige lov- og aftalekompleks og klassesamarbejdslinjen, uanset om borgerskabet prøver at få støtte fra klassevenner i Bruxelles.

Oversat fra Revolusjon! 15. marts 2021

Originalartikel: Arbeidsinnvandring, klassekamp og solidaritet

Håndbog i Faglig Kamp

Forlaget Revolution og KPml har udgivet en håndbog i faglig kamp. Hæftet er tænkt som en guide til aktivister og klassebevidste ansatte i fagbevægelsen.‎

‎I den nuværende krise ser kapitalen store muligheder for at udnytte covid-19 pandemien og massearbejdsløshed til at skrue tiden tilbage. Arbejdesgiverne bliver stadig mere aggressive. Presset på lønninger og rettigheder er vokset med pandemien som påskud, og det pres vil fortsætte. Arbejdere må forbereder sig og organiserer sig. Der er ‎Håndbogen er rigtig godt redskab. Den opsummerer erfaringerne fra mange strejker og konflikter i Norge, især de “ulovlige”. De erfaringer giver anvisninger til de kampvillige arbejdende mennesker, der ikke vil fanges i garnet af klassesamarbejde.

Læs mere på revolusjon.no – Håndbok i faglig kamp