Investeringer øges fortsat i fossile energikilder, ikke mindst i Afrika pumpes der milliarder i udvinding og udskibning af ressourcerne. Mens investorer og olieselskaber satser på den fortsatte pengestrøm, kommer meget få penge tilbage til lokalsamfundet. Til gengæld er der garanti for forurening, fattigdom og klimakrise. Det er en helt afgørende erfaring at naturressourcer aldrig skal overlades til stormagternes investorer.
Af FRanz Krejberg, APK
– indlæg i APK’s kongresdebat 2021
Hvert år bruger verdens største fossile energiselskaber mindst 200 millioner dollars på lobbyvirksomhed, bare i USA. De presser hele tiden på for at kontrollere eller blokere miljøstandarder og sikre den fortsatte økonomiske støtte til den fossile industri og forsinke indførelsen af sol og vind.
I takt med at vedvarende energi falder i pris og vinder frem, har de største olieselskaber og deres lobbyister blot forstærket deres indsats og propaganda og har brugt millioner af dollars på at påvirke klimapolitikker over hele verden – selv midt under covid-19 pandemien.
Arbejdet for at påvirke politikerne er godt støttet af bankernes fortsatte massive investeringer i udvidelse af eksisterende olie og gas projekter og i eftersøgning efter nye felter. JPMorgan Chase, Citigroup, Bank of America og Wells Fargo leverede tilsammen 2,7 billioner dollars i lån og forsikring mellem 2016 og 2019 til den fossile industri. Ikke alene fordi det fortsat anses at være den del af energibranchen, der har det største afkast, men også fordi der allerede er bundet massive investeringer heri. Og kapitalen hverken kan eller vil bakke tilbage fra deres forretninger – bordet fanger. Alene ExxonMobil har f.eks. planer om at øge deres produktion med en million tønder olie og gas om dagen inden for de næste fem år. Selvom det snart må være åbenlyst at behovet for olie har toppet.
Det glemmes sommetider, at opgøret med den fossile industri ikke alene handler om kampen for et renere miljø og klimaforandringer. Adgang til billig energi er en kilde til rigdom. Uden adgang til det billige kul var stål industrien og dampmaskinen næppe blevet så udbredt, og industrialiseringen havde taget en helt anden retning. De lande der havde disse to ressourcer nemt og billigt tilgængelige, og havde den teknologiske udvikling til at kunne udnytte disse ressourcer, var de lande der klarede bedst, og voksede sig stærke gennem industrialiseringens første århundrede.
Sådan er det langt fra gået for alle de lande, hvor der siden er udvundet olie og gas. Rigdomme kommer i praksis ikke de enkelte lande til gode, men de store olieselskaber og de imperialistiske nationer.
Oliejagten i Afrika
I 2020 var der gang i olie og gasudvinding i 22 afrikanske lande. Ingen af dem er blevet rige af udvindingen af disse fossile kilder. De primære investeringer kommer udefra: De amerikanske firmaer ExxonMobil, Chevron, Kosmos Energy og Anadarko har deres investeringer alle hjørner af energimarkedet på det afrikanske kontinent.
BP, Royal Dutch Shell, Italiens ENI, Kinas Sinopec, Canadas Suncor Energy, Frankrigs Total, Indiens ONGC, osv. osv. er også til stede i mange forskelige lande i Afrika, og hver med deres gigantiske investeringer, og alle i konkurrence om at udplyndre kontinentet.
Nogle stemmer i klimabevægelsen håber det kan lade sig gøre at påvirke de nuværende lovgivere og banker til at begrænse investeringer i den fossile industri. Eller i det mindste sikre at udviklingsbistand og andre statsfinansierede pengetanke kun bruges på vedvarende energiprojektor. Alene fordi det vil være det mest fornuftige, på kort og lang sigt, og også sikre den billigste energi. Og adgang til rigeligt med billig energi og natur ressourcer, sammen med adgang til moderne teknologi, der som nævnt historisk set har været en afgørende konkurrencefordel.
Der er bare det, at banker og politikere og olieindustrien er fuldstændig bundet ind i hinanden, sammen med militæret og store dele af industrien. De vil ikke frivilligt smide årtiers akkumulerede kapital ud til fordel for ren energi. De vil hellere fælde regnskovene og slå alt liv på planeten ihjel end at miste deres magt. For deres magt er bundet i disse trillioner og atter trillioner af dollars, der ligger i installationer og rørledninger, men også i det at hele verden og krigsmaskinen er blevet afhængig af oliestrømmen. Det der historisk var kilde til rigdom er blevet en klods om benet på kapitalismens nuværende magtstrukturer.
Set fra de fattige landes synsvinkel er den fossile industri blot endnu en katestrofe i en lang række. I Afrika og i Latinamerika og dele af Asien, har stormagterne siden 1500 tallet været kolonimagter og sørøvere og de har hentet guld og mineraler og fødevarer og arbejdskraft i en uendelig strøm. For de fattige lande vil et skift til ren energi ikke i sig selv betyde adgang til frihed. Det vil kræve et langt mere grundlæggende opgør med imperialismen.
Gives der adgang til stormagternes aktiviteter har det været ødelæggende for livsgrundlaget. De ødelægger landenes egne arbejdspladser og evne til at brødføde sig selv. Herfra er vejen kort til en spiral af gæld og arbejdsløshed, som vi ser at stort set alle fattige lande holdes nede i, uanset hvor rige på råstoffer de er, og hvor mange penge der pumpes ud.
Retten til selvbestemmelse betyder også retten til selv at bestemme over udnyttelse af naturressourcer og retten til at beholde værdierne, så man bliver i stand til at udvikle og opbygge sin egen økonomi. Mineraler og sjældne jordarter løber igen steder.
Udviklingen og beherskelsen af teknologi er en afgørende faktor for at de enkelte lande selv kan løse udvinding og sikre sig mod forurening, og overudnyttelse af ressourcer og klima forandringer.
Kilde til tal:
Price of oil
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
